#RF13 Roskilde faves 1 – Bedste koncert like, ever!

Vi kommer ikke udenom det. Vi kan snakke om stive forsangere, fodbold, særligt finurlige covernumre, mest indonesiske gruppe ever og meget, meget mere. Men vi må til det: Vi skal vælge. Vi har tvunget os selv til det. Så her er de: Vores bedste Roskilde-koncertoplevelse nogensinde, blogger by blogger. Join os gerne i kommentarsporet. Og så ses vi iøvrigt derude om et par timer.

Niels Fez Pedersen
Underworld, Hvid Scene, 1994
Der var meget ”os-mod-dem” i de år. Generationsskiftet gik langsomt, og rockens dinosaurer klamrede sig til de store scener og avisernes spalter. Roskilde var længe om at opdage, at klubkulturen kom med ny energi til festivaloplevelsen, og de første år med DeeDay og Club Roskilde eksisterede vist mest at alt for at lukke munden på kritikerne.
I 1994 kunne man ikke holde synthfolket, raverne og dansetosserne nede længere, og den elektroniske musik åd et stort hjørne af festivalens opmærksomhed. Der var da nogle, der gik op i Aerosmith (og Rage Against The Machine), men det var krampetrækninger fra en døende rockkultur, sagde vi dengang.
Så vi rykkede tæt sammen den fredag aften på Hvid Scene, hvor Saint Etienne, Underworld og Björk viste en ny tids festivalmusik, inden Orbital skød den helt af, og et DJ-hold med Terry Farley og Derrick May sørgede for, at festen aldrig gik i stå.
Det var tidligt i Underworlds karriere som technoprojekt. De sære rockplader var droppet, og de havde med ”Dubnobasswithmyheadman” netop udgivet en milepæl. Det er stadig et af mine favoritalbum, og det var de sange, der skabte oplevelsen: ”Mmm Skycraper I Love You”, ”Dirty Epic” osv.
De langt rytmiske forløb, trancen fra keyboardklangene, Karl Hyde dansende, snakkende, rablende, syngende, indpiskende . Det er noget af en mest kropslige elektroniske musik, jeg nogensinde har hørt.
Björk dansede bagest på scenen under hele showet.

Danni Travn
Jack White, Orange, 2012
Tilgiv mig, hvis det lyder som om, jeg har hukommelse som en guldfisk. Men jeg tror ikke, jeg har været i så uafbrudt ekstase under en koncert på Roskilde Festival som under Jack White i 2012. Tidligere ville jeg have peget på The Magnetic Fields på Blå søndag middag i 2001, og med tiden kan det være, at Springsteens gallamiddag af en rockkoncert kommer til at stå klarest. Her og nu mærker jeg mest ekkoet fra White. Den ranglede amerikaner rummer en urkraft, som gør ham i stand til at hugge endeløse rækker af intuitive sange i sten. Sidste år havde kataloget nået sådan en tyngde, at han med sit kvindeband kunne give et tordenskrald af en koncert med en uafbrudt række af lynnedslag.

Janus Køster-Rasmussen
Neil Young & Crazy Horse, Orange, 2008
Åh, det er jo som at vælge mellem sine børn. Seks koncerter skiller sig ud: Suede (Grøn, 1995). Beck (Orange, 1997). Radiohead (Orange, 1997). Stereo MC’s (Grøn, 2001). Mike Patton & Rahzel (Odeon, 2005). Og Neil Young (Orange, 2008).

Det bliver den sidste. Fordi det er den, der er tættest på, og som jeg uden den mindste flig af tvivl ville nyde akkurat lige så meget i år. Fordi Neil Young spillede fire sange fra ’Harvest’, mit måske all time favoritalbum, den aften.
Jeg ved godt, at han har været der før, og at alle fabler om 1993-koncerten med Booker T. & The MG’s. Den husker jeg udmærket godt. Jeg syntes ikke den var noget særligt. Jeg var nemlig, som 20-årig, endnu ikke klar til at modtage Neil Young i mit liv. Det skete først et par år efter, med ’Harvest’-købet (50 kr. i Guf på Nørrebrogade). Jeg husker faktisk, at et par venner og jeg i 1993 stod og skrålede The Commodores’ ’Easy’ på akkorderne til ’Helpless’, hvilket gjorde et smug kærestepar, der stod og vuggede til sangen i tangloppen aka. den stående ske, ualmindeligt knotne. Jeg forstår dem godt, for det var lamt gjort. Men jeg fortryder det ikke. For jeg var simpelthen et andet sted.
15 år senere, i 2008, faldt alt derimod på plads. Jeg var klar. Neil Young havde sin Crazy Horse med, hvorfra det pæneste medlem bar en uncanny lighed med Tove Fergo. Bandet var trukket i paintbrushede T-shirts med wildlife-motiver. De havde begået nogle grimme, små malerier, der blev hjulet ind som akkompagnement til hver sang. Og The Neilster var simpelthen i topform, intet mindre. Han spillede alle sine bedste sange, som om det her var hans sidste koncert nogensinde: ’The Needle and the Damage Done’. ’Words’ ’Spirit Road’. ’Hey Hey, My My (Into The Black)’. ’Unknown Legend’. ’Cinnamon Girl’. ’Old Man’ (der var jeg lige ved at revne at lykke). Og ’Heart Of Gold’ (der gjorde jeg det).
Han slog sine akkorder akkurat så grimt og skarpt an, som man kunne ønske sig. Bandet spillede som en drøm, og ikke alene det: De fik samlet deres udtryk i ren, summende energi, der bredte sig ud over de vel 50.000 lyttende som en magisk kuppel. Bagstive gymnasiedrenge, halvgamle stoddere, hippier og metalfolk. Vi zoomede alle i fællesskab, som med én stor telelinse, ind på manden og bandet på scenen, mens aftenen blev til nat. Eller – naturligvis ikke hver og én af os, men det føltes vitterligt sådan. Det var sgu nærmest spirituelt.
Young selv sluttede med at kalde Roskilde for ”The best rock festival in the world”. Smiger, javist. Men vigtig smiger, når den kommer fra verdens bedste Neil.

Anders K. Sørensen
Crowded House, Orange Scene, Søndag 1992
Alle tiders bedste koncertoplevelse på Roskilde Festival er en hård kategori at finde en vinder i; for hvilke præmisser skal man måle efter?
Hvis det skal være den koncert, der fik størst betydning for mig som musiknørd, så bør førstepræmien gå til The Alarm, som jeg så til min første festival i 1984. Jeg var 12 år og fik en decideret åbenbaring dér, foran Canopy (som Orange Scene hed dengang), hvor den walisiske discount-udgave af U2 gav den gas med rebelattitude og højt hår. Jeg elskede det – og brugte derfor de næste par år på at købe alle plader med The Alarm – og anden britisk nyrock. Også et par gode af slagsen.
I de følgende år har jeg oplevet masser af intense og adrenalinpumpende koncerter samme sted. Fx Pearl Jams energiske show i 1992, Blur på toppen af britpoppen i 1995, Pet Shop Boys overrumplende discofest i 1997, Neil Youngs kværnende maratonridt i flere omgange, Princes gåsehudsfremkaldende seance i 2010, Springsteens næsten spirituelle arbejdssejr sidste sommer – og mange andre.
Helt særligt i hukommelsen står også Radiohead i 1997. Jeg husker det som en fin sommeraften – men andre vidner siger, at det tissede ned (senere på weekenden druknede festivalen i hvert fald i regn). Jeg havde mødt min nye kæreste og nuværende kone et halvt år inden, og Radiohead havde netop udgivet OK Computer. Så planeterne stod på linje, og de senere så tvære rockekvilibrister fra Oxford gav os alle de smukkeste sange fra The Bends og OK Computer. En fantastisk aften.
En anden koncert står dog om muligt endnu klarere i erindringen her mere en 20 år efter. Det var en lun søndag aften foran Orange Scene i EM-året 1992. Her spillede australsk/newzealandske Crowded House mine tømmermænd væk, mens purunge Helena Christensen og Michael Hutchence fra INXS holdt hånd lige bag ved mig på det afsvedne græs. Bandet spillede som en drøm, mens de skiftevis jokede og var intens nærværende i deres udvidede fortolkninger af egne sange. Publikum lavede menneskepyramider på bandets opfordring: ”This is a hippie festival, right?!”, og ’Fall at Your Feet’ lød guddommeligt. Den aften, hvor jeg var alene til koncert, gik alting gik op i en højere følelse af lykke: Smægtende, levende popmusik, den nedgående sommersol i ansigtet, europamesterskabet (en realitet, der kun langsom dæmrede) og Helenas blondetop.
Det er bemærkelsesværdigt, at alle ovennævnte koncerter er fra den ofte så udskældte Orange Scene. Især når jeg altid har påberåbt mig, at festivalens bedste scene er den Grønne aka Arena. Det store telt i Dyrskuepladsens syd/østlige hjørne har da også budt på adskillige mindeværdige koncerter; fx Billy Bragg, Leonard Cohen, The Waterboys, Joakim Thåstrøm, Orup og Håkan Helström, Love Shop, Sort Sol og Malk de Kojn, Oasis og Elvis Costello, Ray Charles og Isaac Hayes m.fl.
… Men den kan altså alligevel noget særligt en sådan sommeraften under åben himmel – den orange scene, der om noget symboliserer Roskilde Festival. Så hip hip til Canopy – og på gensyn lige om lidt.

Nikolaj Steen Møller
Radiohead, Orange Scene, 1997
Sommetider kommer man ganske enkelt til at tabe sin næse og mund på gulvet, fordi musik man hører er så smuk, berusende og særlig at man nærmest ryger i hypnose. Det var torsdag aften, det regnede, festivalen var knap nok lige begyndt, og jeg havde i øvrigt ikke de store forventninger til Radiohead – deres debut var så ringe, at jeg aldrig havde givet toeren, The Bends, en chance.
Den fejl blev rettet hurtigst muligt. Den gruppe, jeg havde set og slet ikke brudt mig om tre år inden, var helt forandret.
De var ufattelige, og man var ganske enkelt fanget fra det første ”I’m on a roll” i ’Lucky’ til det sidste ”Fade out again” i ’Street Spirit’. Naglet til jorden. Normalt, når folk kommer og vil bilde én ind at en koncert var ren religiøs ekstase, var det formentlig ikke helt så godt … men tro mig, i dette tilfælde var det.

Peter Elsnab
Neil Young & Crazy Horse, Orange, torsdag, 1996
Den koncert har mange af de ting, der gør den nærmest mytisk i Roskilde-sammenhæng. En af dem, hvor man siger, ’jeg var der, juhu!’ Først og fremmest var det bare pissehamrende godt. Det var en koncert, der samlede Roskilde-gæsterne på Orange, og det var en koncert, der brød med reglerne. Systemet Roskilde Festival fik en behersket lille fuckfinger, fordi Neil Young Young & Crazy Horse blev ved med at spille længe efter, de burde være gået af scenen den torsdag aften. Altså, de fik selvfølgelig også lov til at bryde reglerne af Systemet, der sad på afbryderknappen … Men det var nu alligevel rebelsk! For det føltes sådan. Den tavse, indædte mand sluttede med ’(Why do I keep) Fuckin Up’, men gik på igen og spillede klassiker efter klassiker. ’Cortez the Killer’, ’Like a Hurricane’, ’Hey Hey, My My’ og sluttede med ’Rockin’ in the Free World’. Da følte vi os godt nok udfriede. Rocken havde stadig muskler.

Rune Skyum-Nielsen
The Streets, Orange, 2008
Jeg har oplevet musikalsk mere vellykkede koncerter end The Streets på Orange i 2008, fx Def Jux i 2003, Oasis i 1995 og Chase & Status i 2011. Men Mike Skinner skabte en samhørighed for fem år siden, som stadig kilder i maven. Alle svævede lettere og gladere ud i natten. Det er det, Roskilde kan.