Shit, det bliver ringe, skrev vi i går. Og det gør det – ikke bare ringe, men herreringe. Morgenringe. Er du sunshine, det bliver ringe. Rockerringe. Megamonstermilliondollarlagkagemix-ringe.
Nej, helt early’t – det bliver ringe. Virkelig, virkelig ringe. Her er bloggernes bud på den mest ringe koncert, de har oplevet på Roskilde.
Peter Elsnab
Red Hot Chili Peppers, Orange, lørdag, 2007
Normalt går man jo bare videre til den næste koncert, hvis man ikke bryder sig om det, man ser og hører til et koncertorgie som Roskilde Festival, men så vidt jeg husker, stod jeg det meste af Red Hot Chili Peppers-koncerten i 2007 igennem. Af en eller anden i dag fuldstændig glemt årsag. Måske var jeg bare lamslået og ude af stand til at bevæge mig væk fra det absurd tragiske makværk, der udspillede sig på Orange.
RHCP har alle dage været at regne som et noget svingende orkester, der på dets bedste dage kan nærme sig noget magisk – men på de dårlige kan det også gå helt galt. Og uha uha, det gjorde det den lørdag nat med uengagerede, usammenhængende og udsyrede jams, der ingen steder førte hen. Elendigt, ynkeligt, pinligt, fornærmende .. fortsæt selv rækken af ukvemsord om et af festivalens hovednavne. De kan alle sammen bruges. Selv seks år senere kan jeg blive helt harm og vred ved tanken om det, de leverede foran 50-60.000 Roskilde-gæster, der i forvejen skulle igennem et sjældent regnvejrshelvede. Jeg vil hellere have fire dage med samme regnvejrshelvede en gang til, end jeg nogensinde vil høre Red Hot Chili Peppers igen.
Niels Fez Pedersen
Jaco Pastorius, Canopy Scenen, 1983
Jazzbassisten, Weather Report-legenden. Min bare røv. Der stod en forvirret mand og spillede bassoli på stribe. Nedturen kulminerede, da han sparkede til to elektriske basser og råbte i mikrofonen.
Det var fri jazz uden mål, og selvom jeg kunne nævne elendige shows med Warren Zevon, Bad Lieutenant og mange andre bundskrabere, er det Jacos basser, jeg tænker på, når Roskildes nedture skal gradueres.
Søren McGuire
Hank III, Odeon, 2012
Jeg ved ikke, om det ligefrem er den dårligste koncert nogensinde, men muligvis den eneste koncert på Roskilde, jeg er udvandret fra i raseri. Det var et cirkus, hvor folk dansede støvledans og råbte ”yeeeehaaaaaw” med Hank som den glade cirkusklovn i midten af manegen.
Jeg er simpelthen for selvcentreret og genre-arrogant til at gide at se en musiker pisse sin egen genre så langt op og ned ad ryggen.
Rune Skyum-Nielsen
Petter, Orange, 2009
Hvis den er dårlig, får jeg sjældent den hele med. Men Petter som åbner på Orange Scene i 2009 var forkert på alle mulige måder. Rapperen toppede 10 år tidligere, kunne ikke udfylde scenen, havde ikke publikum med sig … Helt skidt start og en klassisk hiphopfejlslutning fra festivalen, der pludselig var blevet overmodig efter skandinavisk hiphops Orange-debut året forinden med L.O.C., som var et helt andet sted i sin karriere end Petter.
Nikolaj Steen Møller
Bob Hund, Gul Scene, 1997
Måske er det upassende at fremhæve lige denne koncert som den værste, jeg nogensinde har set på Roskilde. For det første siger folk, der kender Bob Hund, at de er de rareste og sødeste folk overhovedet. Og for det andet var det garanteret fortræffeligt efter deres egne standarder. De kom ikke op at slås indbyrdes, holdt lange vrede taler mod lesbisk adoption, eller marcherede ud i vrede efter at have fået en flaske i låget.
Men ikke desto mindre er jeg nødt til at nævne dem, for jeg kan ikke huske at have stået andre gange på Dyrskuepladsen (og ikke mange gange i det hele taget) og blive så edderspændt over musik. Der havde ellers været anbefalinger fra folk jeg respekterede, og nogle af dem var med. Og jeg havde selv købt den udmærkede single ’Istället för musik: förvirring’. Godt nok havde den en af de mest pinefulde b-sider nogensinde, men hey, det var jo stadig bare en b-side.
Da de dog først kom i gang, kunne jeg straks mærke, at det her bare aldrig ville komme til at fungere mellem os. Thomas Öbergs skånske stemme er allerede på plade en enormt uskøn ting. Live er den et hensynsløst overfald på høresansen. Han er stoktonedøv.
Men det var ikke kun stemmen. Det var også den permanente følelse af at være del af en ekstremt forceret in-joke. Det var det at skulle æde den præmis, at de var så finurlige på en så charmerende måde, at hvis charmen ikke trængte igennem, var det éns egne begrænsninger, det kom an på. Jo længere vi kom afsted i deres belastende katalog, jo mere røg begyndte der at komme ud af ørerne på mig, som ellers virkelig gerne ville have kunnet lide et excentrisk svensk Pixies-elskende band. Men vreden kammede først for alvor over, da Öberg fandt en havestol frem og brugte evigheder på at klatre op og ned på den. Gud, jeg hadede det. Og allermest hadede jeg stolen.
Jeg kan se, at mere end ti år senere havde de deres åndssvage havestols-party piece med på Orange. Jeg fatter stadig intet. Og nej, I får ikke lov at hedde ’bob hund’ med småt her. Det er endnu en af jeres belastende små påtagede særheder. Argh!
Janus Køster-Rasmussen
Sex Pistols, Orange, 1996
På en måde var den dårligste koncert, jeg har set på Roskilde, også helt perfekt.
Jeg ved ikke, om I husker det, men der var megen debat om, hvorvidt det trods alt var for sellout-agtigt af Sex Pistols at malke punksvinet endnu engang på en ellers pointeløs reunion-turné. Og da de kom på, var alt også forkert. Alt! De spillede alt for godt, for pænt og for stadionagtigt (faktisk spiller de ret kompetent og nydeligt allerede på Never Mind the Bollocks, men det er en anden historie), og det virkede fuldkommen latterligt at se dem stå der på Orange Scene og spille ‘Bodies’ som halvgamle mænd.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om de forbrød sig mod et eller andet punk-credo, men det virkede simpelthen idiotisk. Det var der dog andre, der gerne ville gøre, for flaskerne regnede over Johnny Rotten og co, så koncerten som bekendt blev stoppet efter fem sange.
Intet kunne ligge mig fjernere end at endorse flaskekast med fare for liv og lemmer, og gudskelov kom ingen på scenen noget til. Det kunne være blevet rigtig grimt. Men set ud fra et popkulturelt perspektiv bandt de flaskekastende tosser også en perfekt sløjfe på historien – her kom Sex Pistols og blev ødelagt af den negative opbyggelighed, som de selv havde været med til at skabe. Der var no way out for dem, hvis de skulle have troet det. Punk havde endegyldigt lukket sig om sig selv i én stor, ukonstruktiv gang kluddermor, akkompagneret af konferencier Kim Menzers groteske, Valby-engelske formaninger fra scenen:
“Stop shwowing bobbles at ze stage!!!”
“If your neighbour is shwowing bobbles – stop your neighbour!!!”
Det var trist og dumt og farligt at bevidne. Men også helt rigtigt.
Danni Travn
The Pains of Being Pure at Heart, Pavilion, 2009
Målt på bulderet fra de tomme tønder er det fristende at pege på M.I.A.’s opstyltede anarki på Orange i 2011. Men ret skal være ret: Den hengemte koncert med The Pains of Being Pure at Heart lørdag nat 2009 på Pavilion var værre. De kom i forlængelse af deres studentikose charmetrold af et debutalbum, der lød, som havde Belle & Sebastians Stuart Murdoch skrevet sange til My Bloody Valentine. Sange af den slags, der tåler at blive spillet med løse skuldre, men The Pains of Being at Heart var ikke laissez faire-cool. De var kluntede og sjaskede og fik ingen hjælp af lydmanden. De vokalharmonier og flossede guitarer, albummet løftede sig ved, druknede koncerten i en fad rocksovs.
