Blogholdets Janus Køster-Rasmussen vurderer årets udgave af Roskilde Festival således:
En fin Roskilde Festival. Jeg har i det hele taget aldrig helt forstået de der store diskussioner af programmet før og efter festivalen. Det kan godt være, at programmet på Coachella, Glastonbury og Primavera Sound er bedre næsten hvert år. Men så er Roskilde måske den 10. eller 20. bedste festival i verden. Deal with it. Selvfølgelig skal de have det at vide, hvis de en dag er ved at sakke helt bagud. Men måske er det okay, at vi ikke altid er de allerbedste til alting her i Danmark, selv om vi så frygtelig gerne vil være det. Og der er altså altid sjove og gode oplevelser i vente for dem, der gider lede. Således også i år:
Årets top 5-koncerter:
1. Alison Krauss & Union Station, Arena, lørdag
2. Bruce Springsteen, Orange, lørdag
3. Hank3, Odeon, fredag
4. Janelle Monaé, Arena, torsdag
5. Abyssinians, Odeon, torsdag
Årets missere:
1. Klumben & Raske Penge. Pis.
2. Jack White. Jeg faldt i snak med en gammel ven om hvad vi EGENTLIG lavede på Midtfyn ’89.
Årets bookingskandale:
Jeg ønsker egentlig ikke flere danske bands på Roskilde overhovedet, men at lige præcis Ulige Numre og Klumben & Raske Penge optrådte på opvarmningsscenen frem for Odeon var en klokkeklar fejl i en ellers veltilrettelagt spilleplan. De havde fortjent mere shine end det.
Årets madoplevelse:
Pommes frites med salatmayonnaise uden at stå i kø, den store bod for enden af pladsen, ud mod grusgraven.
Årets ex-stjernekok:
Henrik Boserup, der jumpede 100 meter langsommelig medie-check in-kø i sort Barca-trøje og med blondine under armen. Rock’n’roll.
Årets cooleste person:
Alison Krauss’ guitarist Dan Tyminski, der udadtil ligner en DTU-lektor, men spiller som en drøm og synger som en hobo strejfet af Gud.
Årets moment:
Da en fyr i gul regnjakke og camouflagekasket kastede mindst 30 joints ud over folkemængden til Bruce Springsteen, fordi han, ifølge sin veninde, var så “fyldt af kærlighed over den her koncert”.
Årets nedtur:
At se mine 1.G-helte The Cult 23 år ældre, surere, mere selvretfærdige og med billig stadion-distortion på guitaren. Decideret deprimerende.
