Mudder, mudder, mudder, mudder … men også lækker norsk jazzhouse, potent dinorock og glad soul. Vi overlevede igen et af de store regnår og fik stærke koncerter med os.
Niels Fez Pedersen – John Legend, Grøn Scene, torsdag
Modsætningen til et modbydeligt mudderår. John Legend er en velklædt, blødtsyngende, smilende, positiv soulmand. Jeg har brug for den slags til at stå igennem guitarhelvedet og synet af endnu et band med fire mænd, der står og kigger ned i gulvet. Så hellere en ”Slow Dance” med en crooner ved flyglet.
Janus Køster-Rasmussen – The Whitest Boy Alive, Odeon, lørdag
Jeg kan huske, at vi til Arcade Fire om torsdagen stod og forsøgte at kigge ud af teltet – men intet kunne se, fordi vandet stod ned fra kanten af teltdugen som en mur. Min kollegas søn var på sin første festival og så decideret chokeret ud. Da det blev lørdag, brød solen frem, og Erlend Øyes jazzede houseprojekt The Whitest Boy Alive kildede os noget så guddommeligt under hagen med den mest subtile og kærlighedspakkede fest, jeg har været vidne til gennem 20 år på Roskilde.
Rune Skyum – Beastie Boys, Orange, fredag
Tidligere på dagen fik jeg den ære at interviewe de tre uforbederlige drengerøve. Selvom de var pænt umulige at styre og først begyndte at svare nogenlunde seriøst på spørgsmålene efter de første 10 dyrebare minutter, er det en stund, jeg sætter ekstra meget pris på i dag. Koncerten senere fredag aften var væsentligt mere fokuseret. De leverede en abnormal energiudladning på den dyngvåde festival, som amerikanske rappere – og da slet ikke i den alder – sjældent når på disse breddegrader. ’Open Letter to New York’ var helt igennem balstyrisk, og trioens skærebrændende oprigtighed med alle de insisterende vokalbetoninger blev en sær kontrast til seancen før på dagen. Beastie Boys glemte aldrig at lege, Beastie Boys bliver aldrig glemt.
Nikolaj Steen Møller – The National, Odeon, lørdag
Det er langtfra det bedste, jeg har set The National, tværtimod. Men jeg er nødt til at tage den, for det var den eneste gode koncert, jeg så, og som jeg kan huske det år, og den står ellers tåget nok i sig selv. Sådan går det, når man enten er druknet under 100 mm regn (torsdag), ligger hjemme i København i fosterstilling (fredag), har drukket det meste af weekendens indtil da ubrugte spirituslager (lørdag), og endelig har det meget skidt og falder i søvn i solen til en kedeligere udgave af de Wilco, der var så gode otte år inden (søndag). Tid til endnu en Roskildepause.
Jesper Nykjær Knudsen – Trentemøller, Arena, fredag
Det er de færreste elektroniske musikere, der evner at udvikle en decideret signaturlyd. Men Anders Trentemøller har skabt sit helt eget genkendelige blend af dub og techno med en melankolsk indie-sensibilitet stanset ind i de dybe stortrommehug. Han havde netop udsendt sit fantastiske gennembrudsalbum, ‘The Last Resort’, og det var afsæt for en virkelig medrivende koncert, som var lige dele drømmebilleder og dansepuls – en blanding, det i sig selv er ret imponerende at få til at virke. En god time, hvor alle trængslerne fra den vådeste festival nogensinde var det hele værd.
Peter Elsnab – The Who, Orange, lørdag
Aldrig har jeg været så ynkelig på Roskilde. Det enerverende regnvejr var så deprimerende, at jeg tilbragte hele fredagen på sofaen hjemme i København, halvdelen af tiden veltilfreds og den anden halvdel af tiden på vej afsted til Smatten til et fantastisk fredagsprogram. Men det blev lørdag, før jeg kom af sted, og da reddede The Who min festival med en omgang sejlivet rock og rul, som end ikke Roger Daltreys rustne vokal kunne ødelægge oplevelsen af. Det var sgu stort. Musikhistorie for åben skærm. Red Hot Chili Peppers kunne heller ikke ødelægge oplevelsen af et – trods regnen – stort musikår, selvom de forsøgte med alle midler.
Spol videre tilbage:
2006 2005 2004 2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990 1989 1988 1983-87
