Adventures in Hi-Fi: R.E.M.’s bedste singler – nr. 15-1

   


 

Denne sommer er det 40 år siden, R.E.M. udsendte deres første single. Resten er som bekendt historie, og bandet der for alvor rev muren mellem mainstream og den alternative rock ned er egentlig ikke et typisk single-band, men deres syvtommer-katalog er ikke desto mindre fyldt med sublime sange. Vi kårer de bedste af dem – her er øverste halvdel af vores bud på R.E.M.’s 30 bedste singler (se nummer 30-16 her).

 

15. RADIO FREE EUROPE
(1981 + Murmur, 1983)
R.E.M.’s første single fra 1981. Og R.E.M.’s anden single fra 1983. Det er to lidt forskellige versioner (hvor man som en sidebemærkning skal holde sig fra den editerede video-udgave af den anden), og på blogholdet er der faktisk uenighed om, hvilken af de to versioner, der er bedst. Undertegnede hælder til den lidt hurtigere, mere rå første version med mere knald på trommerne. Det er indbegrebet af collegerock, det lyder som amerikansk sydstats-The Jam indspillet i en garage med en ufærdig demotekst. Med andre ord pissegodt. I en Letterman-optræden i 1983 fortæller Peter Buck, at R.E.M. ”can be anything you want it to. We’re fans of the dictionary and we’re short and concise.” Og det opsummerer jo R.E.M. fra 1981 til i dag.
Snab

1981-versionen på Hib-Tone:

1983-versionen på I.R.S.:

 

 14. IMITATION OF LIFE
(Reveal, 2001)
Første single fra ’Reveal’ er technicolor-udgaven af ’Driver 8’, som viser sig lidt længere oppe ad listen – tør jeg godt afsløre. Akkorderne er de samme, men hvor den gamle sang var om at drømme sig hjem, handler dette om at drømme sig ud og op – det er en hjælpende hånd, klassisk moralsk støtte fra Stipe, til en, der synes, han eller hun er nødt til at forstille sig for at blive noget større.

Og så er det gamle forlæg nu forsynet med et af R.E.M.’s mest skamløst gyldne omkvæd. Det passer perfekt midt i det smukke solskinskys af et album, som vidunderlige (og håbløst undervurderede) ’Reveal’ er.
Smølle

 

13. LEAVING NEW YORK
(Around the Sun, 2004)
En usædvanligt enkel R.E.M.-sang med en tekst, der er nem at afkode. ’Leaving New York’ er Michael Stipes ode om ugengældt kærlighed og mindet om ”skyggen af en halskæde på mit lår”. Den er forløst med lejrbåls-stemning med rigelig akustisk guitar. Og så er der det med New York: Sangen er som det meste af albummet ’Around The Sun’ skrevet i perioden efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Trioen var ikke alene om at mærke et stik i hjertet ved tanken om den sårede by. Det indre og det ydre mødes i en smuk popsymbiose i ’Leaving New York’.
Niels Fez

 

12. DRIVER 8
(Fables of the Reconstruction, 1985)
Den helt arketypiske klassiske R.E.M.-sang – i lyden og så sandelig også i teksten, mumlet af Stipe. Utydelige og uklare ord, der stadig sætter én lige midt i en fascinerende verden – det sære syd, hvor man gemmer sig for heden og marcherer for Gud, hvor flyene undgår højspændingsledningerne, og Crescent-toget dagligt suser igennem på vej mellem New Orleans og New York.

Måske det var et udtryk for hjemve, men da R.E.M. tog til et koldt og regnfuldt London for at indspille album nummer tre, endte de med at lave en stribe sange, der var dybt forsænket i sydstatsfolklore. Dette er en af de fineste. Helt enkel og helt magisk.
Smølle

 

11. ELECTROLITE
(New Adcventures in Hi-Fi, 1996)
R.E.M. har et særligt talent for at afslutte albums. Altså, de sidste tre på ’Automatic for the People’ er nok den fineste finish på noget album nogensinde. Men også på et mindre anset album som ’Reveal’ runder de stærkt af. Og det urolige mesterværk ’New Adventures in Hi-Fi’ bliver passende lagt blidt i seng med godnatvisen ’Electrolite’, der rulles i gang af en güiro (eller et franskbrød om man vil) og holdes sammen af en enkel klaverrundgang. Faktisk siger Michael Stipe godnat til hele det 20. århundrede. Han har blikket rettet ud over en by, L.A., der i ekstrem grad formerede århundredets idealer, og blidheden til trods er det intet sentimentalt farvel. Det er et afklaret farvel, et ”farvel, jeg er på vej videre.”
Danni

 

10. ORANGE CRUSH
(Green, 1988)
Meget er åbent for fortolkning, når det gælder R.E.M., men der er nu ikke ret meget at være i tvivl om på første single fra ’Green’-albummet, det første efter skiftet fra I.R.S. til Warner. ’Orange Crush’ handler om Vietnam-krigen, det amerikanske militærs brug af Agent Orange og den måde, de hjemvendte soldater blev påvirket af krigen og kritikken – og ikke om sodavanden af samme navn. Marchtrommerne og militærlydene sætter tonen til en mørk og melodisk sang med nogle få, tankevækkende sætninger. Bassen, trommerne, guitaren – det hele er simpelthen eminent skruet sammen og kun det corny åh-åh-omkvæd kan efter smag og behag ridse lidt i lakken på den blankpudsede fortjenstmedalje.
Snab

 

9. E-BOW THE LETTER
(New Adventures in Hi-Fi, 1996)
’New Adventures In Hi-Fi’ er et upoleret, rodet, ufokuseret og helt og aldeles mesterligt skrummel af en plade, og i midten af det hele, limen, der binder alle demo-stumperne på R.E.M.s til dato bedste album, sammen, står ’E-Bow The Letter’. Det tunge, indforståede og næsten depressive epos er ironisk nok lyden af et band, der forsøger at rejse sig igen oven på en opslidende verdensturne, Bill Berrys hjerneblødning, efterdønningerne af et kommercielt verdensherredømme, den tids største pladekontrakt og ikke mindst fire venner, der forsøger at finde ind til glæden ved bare at spille rock n’ roll igen. Et flop af en single, men et mirakel af en sang.
McGuire

 

8. FIND THE RIVER
(Automatic for the People, 1992)
Findes der en smukkere trio af højstemte, vidt forskellige, men alligevel perfekt samlende sange end de tre, der slutter dette album af? Det er et retorisk spørgsmål, du. Selvfølgelig gør der ikke det. Og ’Find the River’ kunne ikke have ligget andre steder med sin erkendelse om, at vi alle når flodens munding engang og fosser ud i uendeligheden. Store vandlegemer som symbol på liv og død.

Som single fungerede den ikke rigtig. Den var den sidste af hele seks fra albummet og blev bestemt intet hit. Det siger stadig alt om sangens status, at den komfortabelt lagde sig til rette i vores top 10. Jeg sidder stadig mundlam og rørt tilbage, når den ender.
Smølle

 

7. NIGHTSWIMMING
(Automatic For The People, 1992)
En af de smukkeste sange, der nogensinde er skrevet om tabt ungdom. Mike Mills’ cirklende klavermelodi og et knugende orkesterarrangement af John Paul Jones fra Led Zeppelin danner bagtæppe for Michael Stipe, mens et gammelt foto på bilens instrumentbræt minder ham om en mere uskyldig tids svømmeture om natten.

Ungdommens flimmer af følelser står pludselig glasklart i erindringen – spontaniteten, usikkerheden, venskaberne – og står i kontrast til voksenlivets rutiner (”these things they go away, replaced by every day”). Nostalgi glider let over i det sentimentale, men ’Nightswimming’ er alt for rig på lyriske understrømme og vidunderlig musikalitet til at falde i den fælde. Det er ganske enkelt sublimt og et af R.E.M.’s, bogstavelig talt, mest nøgne øjeblikke.
Nykjær

 

6. MAN ON THE MOON
(Automatic for the People, 1992)
Tænk en gang, havde det stået til Michael Stipe, var ’Man on the Moon’ blevet et instrumentalnummer. Han syntes, den lød glimrende uden ham. Men de andre i bandet insisterede på en tekst og tak for det. Med afsæt i komikeren Andy Kaufmann fremdrog han en tekst om at lukke fantasien ind i livet, om spiritualitet – og om amerikansk kulturs særlige tilstand: ”Here’s a truckstop instead of St. Peters”. Apropos amerikansk kultur: Der er 56 yeahs i ’Man on the Moon’ – det skyldtes en slags dyst på gentagelser, Stipe havde kørende med Kurt Cobain, som et par år forinden havde proppet 42 yeahs ind i ’Lithium’.
Danni

 

5. IT’S THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT (AND I FEEL FINE)
(Document, 1987)
Sidste forår, da corona for alvor begyndte at hærge, vendte R.E.M.’s mere end 30 år gamle hit tilbage på hitlisten i USA. Måske var der igen brug for at se en katastrofe i øjnene med en vis coolness.

Sangen er inspireret af Bob Dylans ‘Subterranean Homesick Blues’ med sin hastige stream-of-consciousness-tekst, og lyder som en kommentar til 80’ernes flimrende nyhedsbillede, accelererende populærkultur og følelse af, at apokalypsen ventede lige om hjørnet. I dag er det først og fremmest en forrygende raket af en rocksang med et hypersmittende omkvæd og en sand maskingeværsalve af referencer at dykke ned i. Og vel den eneste sang i verden, der kan få folk til at råbe ”Leonard Bernstein!”.
Nykjær

 

4. FALL ON ME
(Life’s Rich Pageant, 1986)
Syreregn er egentlig et smukt ord. Kombinationen af kølig nedbør og ætsende destruktion i ét begreb er lige så besnærende, som det er angstprovokerende. Det samme kan man sige om denne fremragende single fra 1986, hvor R.E.M. tager et af sine første livtag med en politiseret miljøbevidsthed – men gør det med så meget kompositorisk overskud og jangling guitarer, at man helt igennem forføres af sangens melodilinje.

’Fall On me’ er nærmest en duet mellem Stipe og Mills, hvor sidstnævnte tager sig af de smukke modharmonier og hele lead-vokalen i B-stykket. Producer er Don Gehman, hvilket har givet sangen – og hele albummet, ’Life’s Rich Pageant’ – en soltintet, folkrocket lyd, der løfter udtrykket op fra forgængerens (’Fables of The Reconstruction’) sydstats-gotiske dysterhed og lidt nærmere den mainstream, der blev R.E.M.’s kommercielle peak.
Anders K.

 

3. DRIVE
(Automatic for the People, 1992)
Guitaren! Som at få en snack på en dag, hvor man ellers ikke ved, hvornår man igen får noget at spise. En på mange måder uforløst sang med en konstant fornemmelse af uro og usikkerhed, og så giver guitaren kun en kort forløsning, inden et næsten klodset efterspil mod slutningen. Et totalt antihit ovenpå succesen med ’Out of Time’. Men ikke desto mindre enormt dragende. Det fine fingerspil, strygerne, Stipes uendelige vokaldybde, den dystre tone, den drømmende crowdsurfing-video og – måske – en eksistentiel tekst om at miste sit ungdommelige ’drive’, om tidens gang og et budskab om at bryde ud og leve efter egne regler.

’Drive’ er mere en tilstand end en hitsang og påbegyndt, allerede inden R.E.M. skød mod himlen med ’Losing My Religion’. De turnerede ikke i de år, og opskriften på et hit følges ikke, men MTV var vigtigt i 1992, og jeg kan ikke huske at have set den sang én gang for meget på MTV. Og aldrig uden at lave mindst én luftguitar-bevægelse, når Peter Buck larmer midtvejs.
Snab

 

2. LOSING MY RELIGION
(Out of Time, 1991)
Ved siden af laserdiscs, EM-sejren og den kasserollefrisure, jeg rendte rundt med i det meste af årtiet, står ’Losing My Religion’ stadig øverst på listen over fænomener fra 90’erne, der på papiret ikke giver den store mening. Med sit mandolin-riff, manglende omkvæd, glemte Sydstats-udtryk, og en tekst, der selv for Michael Stipes standard var umulig at afkode, stod der ikke skrevet verdenshit, kommercielt gennembrud og ny æra for R.E.M ud over ’Out Of Time’s førstesingle. Men stranger things have happened, og 30 år senere lyder ’Losing My Religion’ stadig ung og frisk, som en musikalsk humlebi, der ikke burde kunne flyve, men alligevel stadig blafrer løs i luften.

Selvom den rent musikalsk ligger i naturlig forlængelse af ’Greens’ folk-rockede lyd, var det med ’Losing My Religion’, at R.E.M. indtog deres plads i MTV-æraen. At det tilmed skete med en sang, som Peter Buck skrev på sin nye mandolin, mens han så tv, gør bare ikonografien endnu stærkere. Mørk, dyster, og farligt fristende at danse til.
McGuire

 

1. THE ONE I LOVE
(Document, 1987)
’Document’ var det første R.E.M.-album, jeg købte. Det var i 1987, hvor andre nyindkøbte plader i reolen talte U2’s ’The Joshua Tree’, John Mellencamps ’The Lonesome Jubilee’, The Jesus & Mary Chains ’Darklands’ og The Cures ’Kiss Me Kiss Me’ – i sig selv en vanvittig høst det år. Men ’Document’ havde alligevel noget, som de andre store rockplader ikke besad: en kompromisløs angrebsiver, der føltes både voldsom og velgørende. Som en dybdemassage af guitar, bas og trommer.

R.E.M. havde nu syv år på bagen, og bandets lyd havde udviklet sig fra mørk garagerock over sydstats-goth og folkrocket indie til dette kraftfulde, collegerockede udtryk med radioappel. Og intet sted på pladen fungerede det bedre end på ’The One I Love’. Den sang er – lige fra introens trommepunch – ren melodi og energi i fuldendt balance, ikke mindst takket være Scott Litts fyldige og facetterede produktion.

’The One I Love’ er indbegrebet af powerpop – selvom sangen faktisk ikke indeholder andet omkvæd end Stipe, der skriger ”Fire!”, mens Mike Mills synger modmelodien: ”She’s comin’ down on her own, now”. Det giver ikke umiddelbart mening, men det fungerer.

Tvetydigheden råder også, når det handler om sangens budskab. ’The One I Love’ bliver ofte karakteriseret som en kærlighedssang, selvom den reelt er en hjerteløs slagsang for en kynisk og instrumentel relation: “This one goes out to the one I love/ a simple prop to occupy my time”.

Så til alle dem, der har spillet ’The One I Love’ til bryllupper og date-nights: Tillykke med den gode smag – og held & lykke med kærligheden!
Anders K.

 

Kommentér indlægget