Vi skal endelig afsted til Dyrskuepladsen igen – og blogholdet kommer her med deres personlige anbefalinger til musikprogrammet på Orange, Avalon, Pavilion, Arena og de andre scener. Hov, der er noget med en ny scene. Mantra. Hvor pokker ligger den??
Nå, vi finder den nok, når vi vader rundt på pladsen og suger til os. For bortset fra vores egen imaginære oplevelse af RF20 …
… er det jo reelt set tre år siden, vi sidst har bestilt øl i Gutterbaren, stået i kø til en Dixieburger, bandet over manglende strøm på mobilen og lagt arm med et svensk metalhoved.
Vi indleder vores anbefalinger med denne bande:
Niels Fez anbefaler:
Ak Dan Gwang Chil, Pavilion, fredag kl. 20.30
Koreansk syrefolk! Når du bliver spurgt, om du har et skævt tip til årets festivalprogram, så er Ak Dan Gwang Chil det hårdeste kort at lægge. Shamanistisk koreansk syrepop spillet af et band anført af tre kvindelige sangere i kulørte kostumer. Korea er andet end K-Pop, og Ak Dan Gwang Chil (forkortet ADG7) bringer en regional folkemusik ind i et rocket univers, der vil få den vildeste flipper til at trippe. Live-optagelser på Youtube viser et gakket band, som kan tage røven på de fleste.
Dem vil jeg også gerne se:
TLC, Arena, torsdag kl. 18.00
Arlo Parks, Avalon, fredag kl. 17.00
Tyler The Creator, Orange, fredag kl. 22.00
Rein, Apollo, lørdag kl. 22.00
Peter Elsnab anbefaler:
Fontaines D.C., Avalon, onsdag kl. 17.30
Det var forrygende den første gang på Roskilde. Det var fremragende i Vega i foråret. Og der er ingen grund til at tro, at tredje gang på dansk grund ikke også skulle blive lykkens gang for de poetiske irske rockere. Det aktuelle tredje album Skinty Fia vokser og vokser og udfordrer debuten i at være bedste album fra de fem dublinere. I et program uden synderligt rockfokus er det her en af de få muligheder for en slags samlende rockkoncert, for der skal nok komme mange til Avalon-scenen. Og så er det i øvrigt med at få dem set, inden de ender som det nye U2.
Dem vil jeg også gerne se:
Turnstile, Avalon, onsdag kl. 23.00
TLC, Arena, torsdag kl. 18.00
Little Simz, Avalon, fredag kl. 21.00
Squid, Pavilion, lørdag kl. 20.00
Nikolaj Steen Møller anbefaler:
Little Simz, Avalon, fredag kl. 21.00
”Der var en del færre folk dengang!” Little Simz så lidt overrasket ud over fremmødet – der var proppet på den kæmpestore amfiteaterscene til Primavera i Barcelona for et par uger siden. Tre år inden så jeg hende selv på en lillebitte scene ned mod vandet. Det var det, hun snakkede om. Hun tog det nu totalt naturligt at være vokset til stadionstørrelse. Alt, Little Simz har udgivet, er for så vidt fremragende, men hele sættet den aften var plukket fra de seneste to albums, Grey Area og Sometimes I Might Be Introvert, en perfekt time med skarpt flow og skarpt band. Total triumf. Se hende for guds skyld – og kom til Avalon i god tid, hvis interessen på Primavera i Barcelona er noget at gå efter …
Dem vil jeg også gerne se:
Daniel Avery, Apollo, onsdag, kl. 22.30
Egentlig har jeg ikke lyst til at gå fra Avalon hele onsdagen, men skal det ske, bliver det for at stå og se mørket falde på med Daniel Avery. Hans hyldest til hans og min afdøde helt Andrew Weatherall er stadig et af de smukkeste numre de seneste par år. Men så måske kun ganske kort, fordi …
Turnstile, Avalon, onsdag kl. 23.00
Der er eddermame meget i min musikopdragelse, der siger mig, at jeg ikke burde kunne lide Turnstiles poppede hardcore, men du godeste, hvor de losser løg. Måske er genresnobberi alligevel ikke en god ting? Jeg glæder mig så meget.
Yola, Mantra, torsdag kl. 18.30
Hvad hulen er Mantra? Jeg håber, det lykkes at finde scenen, for jeg har ikke tænkt mig at gå glip af Yola og hendes pivende formidable stemme og varme. Vent, hov, den ligger lige foran Orange? Herligt. Vi ses derovre lige efter Kacey Musgraves.
Fred Again, Apollo, lørdag kl. 02.00
Planen er at tage hjem fra Apollo lørdag nat, dansende på trætte fødder, efter at have været i et sorgløst land med Fred Again. Jeg fangede et brudstykke af et af hans utallige sæt på Primavera Sound forrige uge og var lidt ærgerlig over at misse det – men vi måtte videre. Men nu!
Danni Travn anbefaler:
CMAT, Pavilion, lørdag kl. 12.30
Som i tv-køkkenet har jeg snydt en smule. Jeg så nemlig CMAT på dette års Primavera, og det var 45 fornemme festivalminutter. Bag de fire store bogstaver gemmer sig den irske countrysanger Ciara Mary Alice Thompson. Hun er en bramfri glædesspreder som Dolly – undervejs i koncerten sagde hun, at de var så glade på scenen, at ”our pussies are popping – og så har hun melodisk skarphed som en hel karré på Tin Pan Alley. Og nej, hun er ikke fejet op i en støvet gyde i Nashville. Men rend mig i autenticiteten. Når man skriver vendinger som ”always the cowboy, never the cow” og kan få et tømmermændsramt festivalpublikum til at linedance i den catalanske hede, så har man fat i den lange ende. Lur mig, om ikke CMAT på samme måde tager fusen på Roskildes søvndrukne middagspublikum.
Dem vil jeg også gerne se:
Daniel Romano’s Outfit, Pavilion, onsdag kl. 20.15
Dylan and the Band dyppet i syre.
Star Feminine Band, Pavilion, torsdag kl. 12.00
Benin-børn og teenagerne bag et af de mest medrivende 2020-album.
Horsegirl, Gloria, fredag kl. 00.00
Et ungt Chicago-band, der får indierock til at lyde frisk igen.
PinkPantheress, Apollo, lørdag kl. 22.00
TikTok-fænomen med ultrakorte sange. Roskilde leverer indblik i en ny tid; selvfølgelig skal man se med.
Anders K. Sørensen anbefaler:
Mina Okabe, Countdown, søndag 26. juni kl. 15.00
Hvis jeg ikke var et halvt hundrede år gammel og havde andre forpligtigelser i opvarmningsdagene end at sove i telt på Dyrskuepladsen med mine venner og spise kold ravioli direkte fra dåsen – ja, så ville jeg søndag eftermiddag under opvarmningsdagene trisse ned til Countdown-scenen for at tage imod den mest velgørende hængekøjepop, dette velfærdsland har præsteret siden Laid Back. Dansk/japanske Mina Okabes sange er mere organiske og håndspillede end Stahl/Guldbergs stenede solskinsreggae, men hun har en international vibe, som er rundet af hendes opvækst som globetrotter i New York, Manila og London. De seneste år har den 22-årige sangskriver boet i Danmark – men det varer ikke længe, før verden kalder igen, hvis Okabe holder niveauet fra sit 2021-album ’Better Days’.
Dem vil jeg også gerne se:
Black Pumas, Avalon, onsdag kl. 21.00
Cinematisk soul med retro-vibes fra Texas. Duoen Black Pumas har efter blot et album allerede masser af kritikerros, en Grammy-nominering og et stærkt live-omdømme i bagagen. Det bliver en fantastisk kick-off af festivalens første musikaften.
Robert Plant & Alison Krauss, Arena, onsdag kl. 21.30
Robert Plant gav en blændende, energisk koncert på Arena i 2019, og Alison Krauss fik alle til at forelske sig i hende for 10 år siden, da hun besøgte Roskilde med sit Union Station. Et must see, men også et hårdt skemaclash med Black Pumas på samme tid …
Kacey Musgraves, Orange, torsdag kl. 17.00
Kan Musgraves’ fint broderede countrypop overleve springet fra Orange scenes umenneskelige dimensioner til et eftermiddagstungt publikum? Det er det store spørgsmål, når den unge Nashville-diva med joints i håndtasken stiller op med sit ulasteligt klædte band torsdag før spisetid.
HAIM, Orange, lørdag kl. 19.30
Glæder mig meget til et gensyn med de tre californiske søstre, der senest spillede på Roskilde i 2014 med deres Fleetwood Mac-inspirerede debut. Siden er udtrykket blevet mere raffineret, men energien og charmen er intakt.
Søren McGuire anbefaler:
Robert Plant & Alison Krauss, Arena, onsdag kl. 21.30
Kan Alison Krauss overgå sin koncert på Arena i 2012, hvor både publikum under teltdugen, tilfældigt forbipasserende og døddrukne teenagere på den anden side af pishegnet faldt pladask for en af bluegrassmusikkens største stemmer, og kan Robert Plant hamle op med en koncert på samme scene syv år senere, hvor han sluttede et Led Zeppelin-set af med en flænsende fortolkning af ’Gallows Pole’? Jeg er lidt nervøs for, om magien fra T-Bone Burnetts albumproduktioner drukner lidt i larmen og luften, men tvivlen skal så absolut komme legenderne til gode.
Jimmy Eat World, Avalon, torsdag kl. 19.00
Gamle guilty pleasures ruster som bekendt aldrig, og selvom det vel efterhånden kun er den allermest hårdføre fraktion af 40+ publikummet, der her tyve år senere griber sig selv i at drømme sig tilbage til de tidlige 00’ers mega-melodiøse emo-pop bølge, så står amerikanske Jimmy Eat World ikke desto mindre som musikprogrammets enlige, omend funklende nostalgi-perle for de af os, der spejder forgæves efter noget af det gamle (!) i programmet. Kig forbi og få en klemme skvulp i fadøllen til ’The Middle’, en klemme til ’Sweetness’, en krammer til ’Big Casino’, og en påmindelse om, at rocken stadig lever. Omend den efterhånden er gemt lige lovligt godt væk i programmet.
CMAT, Pavilion, lørdag kl. 12.30
Roskilde Festival kalder selv Ciara Mary Alice Thompson for “countrypop, der river regelbogen i stykker”, hvilket nu er noget af en tilsnigelse for en sangerinde, der holder sig ganske pænt indenfor countrypoppens efterhånden vidde rammer. Men programlingo til trods, så har hun absolut styr på melodier og burde sagtens kunne konkurrere om countrypublikummets opmærksomhed med Kacey Musgraves, der trods den markant større skrifttype på plakaten burde takke ja til muligheden for at give sin højre arm for CMAT’s skarpe hooks.
Jesper Nykjær Knudsen anbefaler:
Arlo Parks, Avalon, fredag kl. 17.00
Hun har kaldt sig selv for en “empat”, og der er da også rigtig mange følelser på spil hos den 21-årige London-sangskriver, der vandt den prestigefyldte Mercury Music Prize i 2021. Hendes sange ticker mange af tidens bokse af – identitet, queer, krop og det moderne livs generelle følelsesmæssige turbulens. Men de ofte tunge emner stemmes op mod en let brise af lyd, hvor akustiske strenge, knitrende breakbeats og varme soulstemninger giver masser af plads til Parks’ luftige og ubesværede stemme. Hvis der stadig var noget, der hed trip hop, ville det have været den indlysende kategorisering. Hendes debutalbum Collapsed in Sunbeams var en af sidste års allerbedste plader, og live folder hun efter sigende sine intime sange ud i større og mere fyldigt format. Det kan blive en virkelig god oplevelse fredag eftermiddag.
Dem vil jeg også gerne se:
Tobias Rahim, Arena, torsdag kl. 14.00
Dette års helt store danske stjerneskud inviterer til tidlig eftermiddags-singalong, når aktuelle megahits som ’Stor Mand’ og ’Mucki Bar’ skal stå sin live-prøve i arenastørrelse. Et kig ind i dansk pops fremtid.
The Whitest Boy Alive, Arena, torsdag kl. 19.45
Erlend Øyes kridhvide funkprojekt har ikke givet ny lyd fra sig i årevis, men plejer at være garant for at få splejsede indie-drenge til at danse. Og måske er der nyt i støbeskeen?
Phoebe Bridgers, Avalon, torsdag kl. 23.30
Skarpe tekster og runde melodier fra en af de unge stemmer, der går forrest i tidens genoplivning af 90’ernes indie-rock.
Erika De Casier, Avalon, lørdag kl. 13.00
Der er en næsten Sade’sk elegance over den danske sangerindes opdatering af 90’ernes soul og R&B. Kan blive magisk at ligge i græsset og svæve hen til lørdag middag, hvis solen er med på den.
Janus Køster-Rasmussen anbefaler:
Anitta, Arena, onsdag kl. 18.00
Vi er nok mange indebrændte nordboere, der stadig drømmer om Rosalías guddommelige optræden på den seneste Roskilde Festival i ’19, hvor hun ankom i rød pels, med hvidklædte danserinder og det vidunderskønne album El Mal Querer i bagagen. Anitta er selvfølgelig en helt anden, for det første er hun ikke fra Spanien, men derimod Brasilien, hendes baggrund ligger i favela funk, og hendes latin-breakbats er i højere grad skabt i festens end den skalpelskarpe skønheds tjeneste. Ikke desto mindre er hun et godt bud på den Roskilde-oplevelse, der lige transporterer teltet et par tusind kilometer – eller ti – sydpå.
Sigrid, Arena, torsdag kl. 16.00
Norske Sigrid poppede frem som en del af den skandinaviske popbølge, der for en håndfuld år siden afslørede et tilsyneladende uendeligt potentiale i den nordiske muld for perfekt indkogte hooks, bouncy grooves og smaskcharmerende sceneoptræden. Fra gennembruddet ’Don’t Kill My Vibe’ (helt uden Bitch) til det aktuelle album How To Let Go mestrer Sigrid temmelig overlegent såvel den storladne ballade som den pumpende discobanger. Der bliver fest, også mellem ørerne. Sigrid er cool.
The Whitest Boy Alive, Arena, torsdag kl. 19.45
Vi her på bloggen er jo alle (eks)anmeldere og kan skrive under på, at det pinedød ikke er tit, man får svunget sig op til at sende topkarakteren, de seks stjerner, af sted. Jeg tror det lykkedes mig fem gange i løbet af ti år. Det var måske også lidt nærigt, men en af gangene var i hvert fald til The Whitest Boy Alive på Odeon-scenen under det herrens regnsvejrsår 2007. Erlend Øye og hans krammebamse-agtige band fik simpelthen indhyllet teltets druknede mus i deres sarte og hulbrystede discopop, der ”føltes som en sværm af fingerkys og sneg sig dybt ind i det henrykte publikums hjerter”, tror jeg nok, jeg skrev dengang. Det er i hvert fald, sådan jeg husker det.
Phoebe Bridgers, Avalon, torsdag kl. 23.30
Stor Roskilde-oplevelse ahoy! Phoebe Bridgers har nu på tre album boltret sig i indierockens skønnere afkroge, fra cool guitarpop fyldt med pirrende små antydninger til pompøs storhed á la Sufjan Stevens. Den californiske sanger og sangskriver kommer til Roskilde på det helt rigtige tidspunkt i karrieren, og det kan altså godt gå hen og føles helt rigtigt, når hun betræder Avalon-scenen sent torsdag.
Og en playliste med alle de 29 artister, der er blevet nævnt:
