Lad os bare sige det ligeud: Vi savner at være tilbage efter al den tid. Bare at være der. For pokker, da landet begyndte at lukke ned sidst på vinteren i 2020, regnede vi jo med at skulle holde os for os selv i to, måske tre uger. Ikke tre skide år.
Så lad os prøve at sætte ord på, hvad det er, vi har savnet …
Den obligatoriske, altid festlige vandretur gennem campingområdet.
– Fez
Den følelse og duft (ja!) af sommer, frihed, fadøl, madboder, dreadlocks, græs (selvom jeg har pollenallergi), gummi fra teltdugene og cigaretrøg i fri luft, som i mere end 35 år for mig har været duften af, at nu begynder sommerferien!
– AKS
At stå i Ovalen med venner og en utrolig kold øl, mens den lave sol kryber ind gennem træerne og skærer støvstriber i den forhåbentlig knastørre aftenluft.
– Køster
At opleve postcorona-glæden i fuldt flor. Fyr den af, kids. I har satme fortjent den vildeste, bedste festival nogensinde.
– Elsnab
Men når først duftene, synet og glæden er fordøjet, kan vi ikke rigtig komme uden om, at vi er der for musikken.
At have fundet en god plads til en koncert (højre om). Og de første anerkendende nik med nakken hos sidemanden, når koncerten begynder.
– AKS
At være til koncert med Father John Misty, Patton & Rahzel, Jungle, Aimee Mann eller Nakhane og observere at koncerten begynder lovende – hvorefter kunstneren en tredjedel inde i sættet gør et eller andet, der fremkalder en steppebrand af spontan lykkejubel og indforståede smil, mens alle i teltet unisont tænker: NU har de der tosser oppe på scenen Roskilde i deres hule hånd.
– Køster
Ingen festivaldag på Roskilde er nogensinde en konstant vandring lige ud ad landevejen. Der er altid op- og nedture. Træthed – og opvågnen. Der skal tilføres energi undervejs. Vi taler ikke så meget om alkoholen her. Musikken og de andre stimulanser, derimod …
En lun snegl og en kop kaffe fra The Coffee Lounge.
– Fez
At spise andet end Dixi-burger, når vi rammer lørdag. Men det bliver næppe en Vexi-burger.
– Elsnab
At være gået død fredag kl. 21.37 – men så få sin anden luft kl. 01.23 til en fest på Arena.
– AKS
Indrømmet; selv det man venter utålmodigt på i et år – eller tre – kan sgu være lidt af et udholdenhedsløb en gang imellem. Især i møgvejr. Eller når karavanfolket har plantet Harald Nyborg-inventaret foran scenen. Så er det de små glæder, der bliver store. Og de små håb.
Følelsen af sand triumf, når det lykkes at finde et rent toilet med papir i rigtigt et hus og udføre det, organismen længe har bedt om. Ja, jeg har et favoritsted. Nej, jeg siger ikke hvor det er.
– Smølle
What?!? Roskilde Festival har glemt at skrive campingstole. Nå, men så glæder jeg mig til, at de opdager fejlen i deres praktisk info om, hvad man ikke må medbringe på festivalpladsen.
– Elsnab
Når regnen stopper.
– AKS
Nej, det er ikke blå himmel det hele. Og der er da også ting, nogle af os ikke glæder os til. De fleste af disse ting er jo evergreens … lige fra Orange-flop til burgere, der aldrig smager så godt som de gjorde engang. Dixie hedder endda som nævnt Dixi nu, hvilket minder mig mere om Asterix end Louisiana:
At bare få millimeter regn altid bliver til meterdybt mudder
– AKS
Bøllemeyeren.
– Køster
Et hovednavn, der skuffer på Orange
– AKS
Menneskekæder, der maser sig frem til koncerter.
– Fez
At havne bag ham fyren, der har en propfyldt skoletaske på ryggen.
– Smølle
At Louisiana Burgeren aldrig blev helt det samme efter navneskiftet til Dixie.
– Køster
Duften af mobile toiletter, tissehegn, slamsugere og armhuler i pitten.
– AKS
Det der tidspunkt fredag aften, som burde være der hvor alting peaker med 200 i timen, hvor det viser sig at alle dine venner faktisk har superdårlig musiksmag, hvilket betyder at du vader rundt på egen hånd med to timer til den næste koncert du gider. Alle andre har det tilsyneladende VILDT sjovt, mens du bliver ramt af en begyndende festivalblues, også fordi det på det her tidspunkt altid og uden undtagelse lykkes dig at impulskøbe noget elendigt hundeæde, som du, nu du tænker efter, faktisk skulle stå i kø for i 20 minutter.
– Køster
Kender du os, ved du dog, at én ting hader vi alle:
Når campingfesten rykker på Orange til årets hovednavn – med hele deres udtræk af stole, flag, gøglertøj og KONSTANT ævleri
– AKS
Men én ting er til gengæld ny:
Den stensikre positive coronatest på mandag.
– Elsnab
Nok brok. Det bliver fantastisk at være tilbage. Ligemeget hvad. Og én af de bedste ting er afsporingen. Øjeblikket, hvor en nogenlunde planlagt dag tager en ny drejning på grund af et tilfældigt møde:
Glimtet ud af øjenkrogen. I Glorias mørke, I ølkøen, i ly for regnen på Pavilion, vej ned ad den lange vej til Grøn – ja, Grøn – hvor de kommer den anden vej. Synet af dem, man ikke har set i årevis – og nu kan man så lægge tre år oveni, hvor man har været for isoleret eller bare for travl til at mødes, hvis det da overhovedet havde været et tema. Gensynet. Det uventede. Det glæder jeg mig til.
– Smølle
At daske ned til Pavilion-scenen en route til noget meget, meget vigtigt og utrolig planlagt, for lige at tjekke et navn, man på det tidspunkt kun kender perifært. Det navn har gennem årene materialiseret sig som Devendra Banhart, Jason Isbell, Hinds, I’m With Her og Rolling Blackouts Coastal Fever. Hvorefter man møder to tosser fra gymnasietiden, en gammel flamme og fire nye bedste venner, der alle har fået den samme idé. Hvilket betyder at alle planer aflyser sig selv og man ikke rigtig kommer videre de næste timer.
– Køster
Men måske er forventningens største glæde – i år, for tre år siden og altid – bare den glæde, man overhovedet ikke kunne forvente:
At blive usandsynligt glad over noget, jeg ikke anede, jeg kunne glæde mig til.
– Elsnab
At blive forført af et ellers helt ukendt navn fra Eskilstuna eller Kinshasa lørdag kl. 13 på Avalon
– AKS
Det, der er umuligt at glæde sig til – det glæder jeg mig til. Jeg var til Primavera i Barcelona og elsker vejret, beliggenheden, overflødighedshornet af musik, men der er stadig noget poleret over det, en mangel på overraskelser ud af det blå. Den slags, man igen og igen render ind i på en flad mark med nogle stalde op og ned ad Holbækmotorvejen. Eller selv skaber.
– Smølle
Sommetider er det dog også godt at vide, at alt er, som det altid har været:
Det første glimt af Alien & Ko.
– Fez
At spotte Alien knepper ko og vores tyske yndlings-gæster igen.
– Elsnab
