#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – lørdag

   


(Disclaimer: Alt herunder finder sted i en anden og bedre dimension, hvor Corona-virus ikke findes)

Festivalens finaledag bød på The Strokes, svenske skilsmissesange, HAIM, The Roots, burgermorgenmad, aldrende pakistanere, Thomas Helmig og … nåhja, den dér forbandede kvartfinale. Her er vores noter fra lørdagen på Roskilde:

 

Dream City – som altid proppet med fantasifulde byggerier.

10.11, Snab: Ankommer tidligt til pladsen. Skal liiige en sidste lille tur rundt på campingområdet og Dream City. Kæft, der er smadret! Kun ganske få kaster sig nøgne rundt i mudderet. Snupper en Fixie Burger til morgenmad.

10.50, Anders: Vi begynder stille og roligt. Denne sidste festivaldag skal nydes til det sidste, så jeg tager det med ro fra morgenstunden. Sender mine renskrevne noter til Peter, som er bloggens redaktør på døgnrapporten for fredag, og napper den store skål med havregryn. Vejret er klaret op. Det bliver en god dag!

11.10, Snab: Af en eller anden mærkelig årsag lægger jeg meget mere mærke til mudderet i dag. Og – eureka! – nu forstår jeg bedre, hvorfor sko og tøj fra i går så forholdsvis klamt ud her til morgen …

11.47, Danni: Har fået plads i Fez-mobilen mod Roskilde. Vi hører Tom Zé, Fez taler om Tom Zé.

12.13, Danni: Går over motorvejsbroen mod pladsen. Det har regnet hele natten, vejrudsigten siger heldagsregn, så en slange af forhutlede festivalgængere bevæger sig mod Roskilde Station. Fez taler om Tom Zé.

12.30, Fez: Hvem drømmer ikke om at blive vækket af en 76-årig klassisk trænet pakistansk sanger, der i en sen alder er kommet ud i verden med et album, han kalder God Is Not A Terrorist? Vi taler om vokalgymnastik, der kan vælte minareter. Plus tablas og harmonium. Ustad Zaami er benhård.

12.30, Snab: Dagens første programclash. I mangel af klassisk søndagsdød-koncert ved frokosttid på sidstedagen. Vælger islandsk synthmørke med Kælan Mikla frem for ældre pakistaner, som Fez ellers fortalte en masse om i onsdags, og køber en af de der Tuborg Sensation White. Nej, den er stadig ikke god.

Hehe. Klassisk Roskilde. En rutsjetur på ti meter gennem mudder. Nøgen. “Bloody hippies!”

13.09, Snab: Der er pænt fyldt i Gloria, og naturligvis er det islandske flag velrepræsenteret. Kælan Mikla er dragende. De islandske ord passer perfekt til den mørke stemning i musikken, den sorte øjenskygge og de store gevandter.

13.21, Smølle: Det lykkedes ikke lige at vågne med masser af pep. Når man har en dyne, der er for kort, må man vælge mellem at fryse på fødderne eller på overkroppen, og den allegori betyder at man også er nødt til at sove en gang imellem. Sagen er, at jeg havde en meget behagelig dyne i fuld længde. Så A-menneskene får lov at nyde Sarah Klang. Jeg bliver skuffet over mig selv, hvis jeg misser Sorry.

13.51, Anders: Ankommer til Avalon, netop som Hjalmer Larsen istemmer en lidt blodfattig version af Dieters Lieders ’Dig og mig’. Sjovt covervalg – men Dieters er jo fra Roskilde, og hvis jeg var Hjalmer, ville jeg nok også holde mig fra at fortolke farmands materiale.

13.58, Danni: Står klar til Tom Zé i Arena. Fez taler om Tom Zé.

14.00, Snab: Dagens andet programclash. Kan virkelig godt lide Sarah Klang, men det er Tom Zé, for pokker! Har nogen set Smølle? Er han stadig knust over Italiens nederlag i går?

14.18, Fez: ENDELIG! Efter to aflysninger står Tom Zé på scenen i Roskilde. 83 år gammel og bærer af en brasiliansk tradition for psykedelisk pop og flippet samba. Vi er ikke mange i det store Arena-telt, men der knipses, danses i støvet, og selv om jeg ikke forstår portugisisk, virker Tom Zé ikke til at være fan af præsident Bolsonaro.

14.24, Nykjær: Sarah Klang er endnu en vidunderlig stemme fra den anden side af sundet, og hun får kæresteparrene i Pavilion til at rykke ekstra tæt sammen med sine storladne skilsmissesange. Der er et godt skvæt country over hendes sørgmodige ballader, men det er der bestemt også over hendes måde at stå med en øl i den ene hånd og mikrofonen i den anden. Svenskere i Danmark …

14.32, Anders: Efter en rekognosceringsrunde i den vestlige ende af pladsen krydser jeg mediebyen, hvor aftenens EM-kvartfinale har sat sit præg. Spotter Wafande, Peter Tanev og Dan Rachlin i danske landsholdstrøjer. Førstnævnte kører den stribede 86-udgave fra Mexico.

Landsholdstrøjer i mediebyen. Et ømt syn.

14.37, Danni: Et ungt par med blanke øjne og pølsede totter i håret – de arbejder vist på at få dreadlocks – forlader Arena under Tom Zé. ”Manu Chao er meget federe,” siger han til hende. “Find dig en anden fyr,” tænker jeg.

14.46, Nykjær: “I will remember this, never forget about you/Oh, when I close my eyes, you and I will stay in time”, synger Sarah Klang på den smukke ‘Call Me’. Hvis jeg havde haft hustruen med lige nu, var vi røget direkte i en stående ske.

14.47, Snab: Av min ryg! Av mine fødder! Kunne virkelig godt bruge et stykke tør græs eller en kunstinstallation at sidde på. Eller en af de mange campingstole INDENFOR på Arena lige nu …

14.51, Snab: Hmm! Måske er campingstolene i virkeligheden del af en kunstinstallation, jeg ikke forstår.

15.02, Anders: Tyler Childers tager ingen chancer på Avalon og åbner med det country-soulede hit ’All Yourn’.

15.07, Anders: Allerede før tredje nummer knæler Tyler og leverer med sænket blik et par ord om ”situationen derhjemme” og ”behovet for at gøre op med forstenede forestillinger om racer og mennesker”. Og så sætter bandet fut i ’Feathered Indians’.

15.10, Danni: Slår forbi Anna Meredith på Gloria. Labyrintiske elektroniske kompositioner, der lyder som afgangsprojekter fra en uddannelse ved navn auditiv antropologi. Den klarer jeg ikke efter al Tom Zés solskin.

15.25, Danni: Daffer rundt omkring food court. Der er et pænt mix af regnslag og landholdstrøjer. Den stribede fra 1986 hitter stadig. Og dér går simpelthen én med 1992’eren med nr. 20 og ”Bruun” på ryggen. Unikum.

Der eksperimenteres med menuen i Food Court.

15.40, Nykjær: Der er åbenbart ganske mange, der har haft en landsholdstrøje med i rygsækken. Den orange følelse bliver mere og mere rød.

15.52, Anders: Ved koncerten i Pumpehuset i efteråret mælede rødhårede og -skæggede Tyler Childers stort set ikke et ord – mens stemningen blev mere og mere hysterisk i salen. På Avalon er han meget mere udadvendt, men får til gengæld ikke helt så meget energi retur.

15.59, Nykjær: “I’m the black kid that can’t dance” har Arlo Parks sagt om sig selv. Den 19-årige brite lægger da heller ikke ligefrem op til dansefest på den stribe singler og EP’er, hun har udsendt de sidste par år, men til gengæld er hendes lavmælte, poetiske soveværelsespop på højt niveau. Om det også er mindeværdigt live er en anden sag.

16.03, Danni: Undrer mig over, at Arlo Parks optræder på Apollo. Hun er en dæmpet sangskriver med diskret funky bund på en udendørsscene bygget til basarm og booty-drops.

16.11, Nykjær: Arlo Parks er indtil videre et rigtig godt bekendtskab, selvom det er lidt mærkeligt at se hende på samme scene, som Pattesutter optrådte på i går – og nok passer bedre til. Musikken lægger sig et lunt sted mellem lo-fi-indiepop og alternativ R&B, men folk lader til at være klar på et roligt eftermiddagslydspor.

16.13, Smølle: Sorry blev nået på et hængende hår. Solen bager fra en smuk blå himmel. Jorden svupper stadig lidt, når man går. De større stier føles som straffesparkspletten i Parken mod Røde Stjerne. Jeg bliver pænt sur, hvis jeg skvatter.

16.15, Danni: Kan lige nå en halv times Sorry på Pavilion inden HAIM. Håber, de spiller ’Right Around the Clock’ som en af de første. En skør og skæv lille forvandlingskugle.

16.16, Danni: Juhu, Sorry åbner simpelthen med ’Right Around the Clock’. Vi svajer og sveder lidt mere.

16.29, Nykjær: Arlo Parks spiller sin nye single, et cover af Radioheads ‘Creep’. Den slags genveje virker mest unødige og lidt irriterende, når man selv skriver så gode sange.

16.43, Smølle: Jeg har glædet mig meget til det her. Herligt debutalbum, og noget jeg ikke rigtig har hørt på det seneste: To sangere, der kommenterer hinanden sardonisk. Nancy & Lee for dette årti.

16.45, Nykjær: “I’d lick the grief right off your lips”. Arlo Parks’ ‘Black Dog’ er en af årets hidtil allerbedste sange, og lige nu svæver den som en sort sommerfugl henover de sidstedagsmatte ansigter på Apollo. Det er en stille triumf, det her.

16.58, Danni: Sportsredaktør fra tv-verdenen er troppet op i bageste højre pit til HAIM. Med sig har han højlydte holdninger om, hvor elendigt programmet er, fordi hverken Queens of the Stone Age, Foo Fighters eller Eagles of Death Metal er booket. Finder lige et nyt sted at stå …

Kasper Schmeichel er blevet klar!!

17.01, Snab: Pyha! Kasper Schmeichel er klar og starter inde.

17.02, Anders: De tre HAIM-søstre indtager forscenen på Orange med samme pågående attitude som på Arena for seks år siden.

17.02, Anders: HAIM åbner med Fleetwood Mac-pastichen ’The Wire’. Og det fungerer fannerme godt her i eftermiddagssolen.

17.08, Smølle: ”Starstruck” lukker ned, og jeg noterer en lille triumf for Sorry.

17.12, Snab: Dagens tredje programclash. Lidt solskinsreggae med Tarrus Riley virkede helt rigtigt, men har simpelthen hørt for lidt rock på den her festival. Det er meget muligt, rock ikke fylder meget på hitlisterne, men der er eddermame stadig en masse dygtige, unge mennesker, der har lyst til at spille den. Sorry er en af den slags grupper. De er nye, og ikke alt sidder lige i skabet, men ’More’ lukker en fornuftig fest blandt ligesindede shotsdrikkere til højre på Pavilion.

17.24, Smølle: Du milde, det summer på pladsen. Jeez, Danmark var røvheldige med at slå Schweiz i ⅛-finalen. Der er vel ingen, der tror, at de har en chance mod Holland? Men den skal jo ses. Selv om det irriterer mig at give Haim en kurv.

17.33, Anders: HAIM groover ind i ’Summer Girl’, der emmer af Sunset Boulevard og varm asfalt. Det er ren bliss. Blogholdet begynder at samle sig, og både ølteltet og tisserenden er inden for 50 meters. Åh Roskilde, hvad vil du mere?

17.40, Fez: Haim charmerer Orange. Som i 2014 er der jokes mellem sangene, men hitmængden er vokset markant. L.A.-søstrene optræder med samme tjekkede lethed som deres mentale østkystbrødre Vampire Weekend sidste år.

17.43, Danni: Este Haim tager mikrofonen af stativet og går til scenekanten. ”Okay, so we’ve made this record called ”Women In Music pt. III”. Folk klapper og hujer. ”Even today people attack me and my sisters and question our justification as musicians. By being here you give us tremendous support. Thank you.” Nu ’Steps’. Perfekt.

17.47, Smølle: Godt proppet foran storskærmen ude ved Camping Vest. Det passer jo med politikken fra de senere år med slutrunder, at der ikke vises bold fra scenerne. Måske det heller ikke ville være passende at sætte den kamp op på Oranje Scene.

17.50, Nykjær: Årets klart værste, og desværre uforudsigelige, programclash. HAIM kontra EM-kvartfinale. Søstrenes nye sange er nærmest en slags moderne yacht rock, og de groover solvarmt og sublimt lige nu. Men altså, i sidste ende har man jo ikke rigtig noget valg. Af sted mod storskærmen …

17.51, Danni: Massiv, primært maskulin, folkevandring fra Orange. Det handler på ingen måde om HAIM, men om, at kick-off nærmer sig. Jeg støder til marchen. Sidst jeg så Danmark på en festival, var mod Brasilien i 1998, og der kom jeg præcis for sent til at se Jørgensens 1-0-scoring.

Det tynder ud på Orange. Kick off nærmer sig.

18.11, Anders: Vi vælger at se HAIM færdig frem for at vade ud på campingen for at følge EM-kvartfinalen mellem Danmark og Holland på storskærm – for vi taber jo alligevel.

18.12, Nykjær: “JAAAAAAAAAAH!!!!”

18.13, Smølle: Jøsses, de fører!

18.13, Anders: Nu har Eriksen lige scoret på straffe! Hvor er det nærmeste tv?!

18.13, Danni: OB, OB, OB i top! Ja, ja, Eriksen forlod os, inden han fik krymmel på dilleren, men i Odense klamrer vi os til den lille kredit, vi kan få.

18.15, Danni: Hårdeste festivalclash for mig: Lige nu stiller selveste Peter Buck sig ind på lillebitte Pavilion og spiller med sit fine nye band The No Ones. Men vi fører jo!

18.23, Smølle: ”Are you watching, Italy, are you watching?”, synger en fyr med vikingehjelm på. Argh!

18.32, Anders: Sammen med et par gamle kolleger får vi møvet os ind i Politikens camp i mediebyen, hvor de har en medbragt tv-skærm kørende, hængt op på en campingvogn.

18.43, Smølle: Udsolgt af kolde Tuborg-rammer i Camping Vest-butikken. Og de siger, det ikke er en fodboldøl.

18.54, Smølle: Havde egentlig formodet, at den kamp ville være afgjort for længst. Men det sagde vi på den anden side også ved pausen i 1992. Det forpurrer ikke rigtig musikplanerne. Men spar os for forlængning; vil gerne have Kelly Lee Owens med i fuld længde.

19.19, Smølle: I roligans kan bare ikke lide Zanka, hva’ …

19.29, Danni: Ååååh, da Danmark førte 2-1 mod Holland i 1992, flossede mine nerver så meget, at jeg flygtede ud på gaden. Flygte ned og se Helmig?

19.29, Smølle: Gad vide om Helmig har taget et tv med ind på scenen? Eller har barrikaderet sig i sin vogn? Der er en vis ironi i at en fyr, der laver landsholdets sange, ikke kan se deres store kamp.

19.32, Smølle: Jeg siger ikke, at det er fjollet at lægge en kvartfinale i Baku, men du milde, de gamle spillere ser trætte ud i den asiatiske varme. Hareides tillid til alderdommen er lige på vippen til at blive dyr. Han ser selv noget udkogt ud …

19.34, Nykjær: En ven SMS’er ovre fra Orange, at Thomas Helmig er gået på scenen i en halvt landsholds-, halvt AGF-trøje. Får en dårlig fornemmelse.

19.35, Anders: Netop som vi kan høre Thomas Helmig gå på med ’Stupid Man’ på Orange, udligner hollænderne til 1-1. For pokker, altså!

19.36, Smølle: Uha, Kjær. Der blev den MEGET dyr.

19.44, Anders: Og så 1-2 ved Depay, der efterlader både Simon Kjær og Zanka liggende i feltet … Nå, hvem mon spiller på Gloria nu?

19.44, Smølle: Nå, må hellere komme afsted før den store udvandring …

19.45, Nykjær: Det er f***ing løgn! Et afrettet skud tre minutter før tid, det er bare ikke en i orden måde at tabe en fodboldkamp på!

19.50, Nykjær: Slutfløjt, 1-2. For et kvarter siden var vi i semifinalen, nu er vi ude af EM. Hvis jeg nu bare dengang som 10-11-årig havde kastet mig over rollespil, spejder eller f***ing frimærker i stedet for fodbold. Well, må tilbage på musiksporet efter den lortekamp og tænker at Kelly Lee Owens’ mørke beats på Apollo er et godt sted at starte.

19.55, Nykjær: Mon ikke Thomas Helmig har haft en roadie til at holde ham løbende opdateret om resultatet ovre på Orange? Nu skal han så holde festhumøret oppe trods nederlaget. Men hey, som AGF-tilhænger må han vel være vant til den slags.

19.57, Danni: Hvor finder jeg noget musik om at hade livet?

Fez danser til Kelly Lee Owens, til højre på Apollo, naturligvis.

20.11, Smølle: Kan se i det fjerne, at Helmig har en half-and-half-AGF/landsholdstrøje på. Han er åbenbart ikke blevet alt for ked af resultatet lige før. Eller af AGF’s nederlag i EL-playoffkampen mod OB for et par uger siden.

20.13, Smølle: Der er endnu flere folk foran Orange nu, end der var på Århus Stadion til den kamp i maj. Og dengang fyldte de endda hele atletikbanen.

20.27, Snab: Dagens hårdeste programclash. Kelly Lee Owens 20.30 vs. Ride 21.00 vs. The Roots 21.00. Starter med at gå i baren. Og finder Fez på Apollo til lidt stille techno.

20.52, Fez: Er træt af ord. Danser på stedet til Kelly Lee Owens’ milde techno på Apollo og holder aftenkulden på afstand.

20.56, Smølle: Kelly Lee Owens’ nye album, der udkom helt efter planen i maj, er ren stene-i-en-hængekøje, men dette er ikke ambient. Vi danser, eller svajer i alle fald lidt. Kelly Lee er storgrinende, som om hun ikke deler smerten i Danmarks nederlag. Det virker sandsynligt.

21.05, Anders: Efter at have forsøgt at drukne skuffelsen over Danmarks bitre kvartfinalenederlag ved at teste samtlige Brooklyn Brewerys øltyper i deres telt på festivalpladsen er jeg sammen med et par fodboldvenner rykket ned på Arena for at se The Roots. Allerede ved intronummeret, ’The Next Movement’, har jeg næsten glemt alt om Kjær & Zanka. Groovy!

21.12, Danni: Støder til venneflokken til Ride på Avalon. Gennem guitarmuren spørger jeg til Peter Buck. Om han ikke bare stod og så gnaven ud som altid. ”Jo, det var superfedt!” Jeg ved, at jeg sandsynligvis er gået glip af noget.

21.13, Smølle: Energiniveauet mod slutningen af Kellys Lees sæt er til en vis grad præget af vabler så store som femkroner på hælene. Mudderet mellem storskærm og scener er halvstørknet i eftermiddag, og tortur at træde rundt i. Jeg skal ikke have støvler på i et år efter i dag.

21.14, Smølle: Femkroner ER de største mønter, ikke? Har ikke set sådan en i evigheder.

21.18, Smølle: Fandt i øvrigt ud af hvad det tredie armbånd var for ét. Der sidder en chip, som betaler for éns øl når man dypper den ned i det. Men man skal sætte penge ind på det først. Og det kan – kunne – man kun i en pop-up-bod på Kgs Nytorv Station … sidste uge. Oh well.

21.23, Danni: Ride var aldrig blandt de 10 bedste bands dengang i første halvdel af 1990’erne. Det er de heller ikke nu. Men når de rammer det dér sweetspot mellem Oasis og My Bloody Valentine, har de høj klasse. Som nu på ’Vapour Tail’.

21.26, Fez: Sveden fra moshpitten til Young Thug hænger stadig i Arena-teltet, da hiphoppens generationskløft åbner sig, og The Roots spiller funky og oldschool. De spillede også til 25 års festen på Roskilde og kommer tilbage, når festivalen fylder 75.

21.27, Anders: Hold kæft, hvor The Roots rykker! De er stadig svinsk funky – og meget mere grumset-groovy live end det band, der agerer husorkester for Jimmy Fallon.

21.31, Smølle: Opmuntrende toner om, at Ride faktisk er ret strålende ovre på Avalon, men vi udfordrer vablerne og trasker over til Tyskland-Spanien og lader mindet om Mark Gardeners smukke halvlange lokker fra dengang i 90’erne være i fred.

21.36, Nykjær: Kelly Lee Owens’ blanding af dunkel drømmepop og stram technopuls lød godt, men havde gjort sig bedre i et mørkt telt end på Apollos åbne landskab her på den forkerte side af solnedgang. Går over til det sidste af Ride på Avalon, alene i håbet om, at de har lagt en af shoegaze-rockens bedste sange, ‘Leave Them All Behind’, sidst i sættet. En otte minutters guitarflodbølge, jeg gerne vil skylles over af på et højtspillende anlæg.

21.42, Snab: Ride fanger mig sgu ikke rigtig i dag. Kroppen smerter, og jeg bliver simpelthen nødt til at trække stikket. Ville satme ellers gerne høre Fat White Family spille ’Feet’. Snupper en sidste Fixie Burger med til togturen.

21.47, Smølle: Du milde, det er en trøstesløs kamp. Tantrisk boldbesiddelse. Skulle have taget Ride med alligevel.

Kunstinstallation eller siddeplads?

22.12, Anders: The Roots slutter af med en 8 minutters udgave af ’The Seeds (2.0)’. Hele teltet koger!22.34, Snab: Hahahaha. Typisk Treo. Seks stjerner til Helmig i EB.

22.13, Smølle: Anden halvleg er begyndt så trøsteløst kedeligt, at vi er nødt til at gå over og se om Oozing Wound kan muntre os op med et par af deres klassikere som ’Surrounded by Fucking Idiots’ eller ’Everyone I Hate Should Be Killed’.

22.34, Smølle: Ingen er rigtig sikre på, om vi har hørt netop dem endnu, men det er dejlig retningsløs, pointeløs hardcoreaggression. En del mere underholdende end den 0-0’er, der stadig er i gang. Vi går tilbage om lidt. Forlængningen må blive skæggere.

22.56, Danni: En flok sjålålå’er ’Seven Nation Army’ i forreste pit, og det ta’r stille og roligt fat hos os i bageste. Matheden har indfundet sig, og The Strokes samler det mindste lukkepublikum i adskillige år, men folk virker klar til at feste på trods og på de sidste benzindampe.

23.08, Anders: Slentrer forbi Orange på afstand, mens The Strokes er ved at varme publikum op. Jeg elskede deres debutalbum fra 2001, men intet i min krop trækker mig ned mod scenen nu.

23.13, Danni: Julian Casablancas har pupiller så store som Runde Tårn, trommerne galopperer, guitarerne snapper ad hinanden, og sættet består stadig primært af debutalbummet. Det tegner til en visionsløs koncert – men entertainment you can trust.

23.20, Smølle: Hvem har kørt i tomgang længst; The Strokes eller Spaniens landshold? Okay, det er ikke fair, spanierne vandt VM og to EM i den tid det tog Strokes at indspille ’Angles’  og ’Comedown Machine’. Men jeg ville alligevel have ønsket, jeg så dem i stedet for den langgaber her.

23.28, Nykjær: Det er hyggeligt nok at hænge ud til The Strokes’ pjuskhårede 00’er-indiehits, men min indre benzinmåler nærmer sig nulpunktet. Ville ellers virkelig gerne have taget turen til Langestrand med Malk De Koijn som den hvide, midaldrende mand jeg er. Men der er simpelthen for længe til kl. 01. Giver et par krammere og trasker mod stationen.

23.39, Smølle: Selv straffesparkene var kedelige. Vi går til Dave. Det kan kun blive meget, meget bedre.

23.54, Danni: ”It’s always nice to be back in my mother’s home country,” siger Casablancas. ”But the only Danish word I know is prutskid.”

23.55, Anders: Det er blevet en tradition, at jeg skal se noget britisk hiphop på Roskilde hvert år – og Dave fra Brixton er måske årets mest spændende navn på den scene. Vi lander ca. 10 minutter inde i koncerten, og pladsen foran Apollo koger allerede. Nogen siger, at han fik alle til at knæle i ét minut – men lige nu hopper hele crowden. Vildt!

00.08, Danni: Strokes har lige præcis nok med esser til at levere en skarp festivalkoncert på 75 minutter, og det nye ’Bad Decisions’ sidder solidt mellem sikre kort som ’Last Nite’ og ’Reptilia’. P6 BEAT-segmentet klemmer de sidste stive dansemoves ud af regnbukserne.

Lige et sidste kig på den altid fantastiske graffitivæg mellem Orange og Arena.

00.12, Anders: Min ven reklamemanden på 2,08 meter er her naturligvis også. Svær at overse oppe foran til Dave – især fordi han danser iført en GringoBar-stråhat og nogle blinkende knæklys om halsen.

00.23, Anders: Jeg er alt for gammel, alt for dansk, alt for hvid til det her. Men for pokker, hvor jeg elsker at stå her – dejligt beruset af stemningen og alkoholen – og bare danse på stedet med lukkede øjne til nogle hårde beats og sylespids cockney-rap. Midt om natten, midt på Sjælland, hvor jeg har fejret feriens begyndelse på denne festival hver sommer i mere end 33 år.

00.30, Smølle: Gåsehud da Dave giver ’Black’ midt i et festsæt. Roskilde har ramt BLM-tonen pænt rent, bevidst eller ej.

00.37, Danni: Slæber mig gennem mudderet mod Arena for at se Malk – den genkendelige fest vandt med et mulehår over Fat White Family … Sms: ”Kører hjem nu. Har et ledigt sæde. Vil du med?” Svar: ”Ja, klart!”

00.39, Smølle: Thiago Silva kan sagtens kåres til dagens spiller, og han er ikke engang europæer. Nu – sprint forbi gabende tomme, forladte Orange. Den ser altid så sørgmodig og utilfreds ud, når den er lukket

01.15, Anders: Da vi kommer ned til Arena, er Malk de Koijn allerede i gang, fordi vi skulle have det sidste af Dave med på Apollo. Teltet er stopfyldt, og vi kan slet ikke komme i nærheden af teltdugen. Men vejret er stadig mildt, og vi har en stribe fadøl med, så vi sætter os uden for teltet, på bakken ud mod campingområdet. ”Fågt op i skalle” – alt er godt!

01.57, Smølle: Det er det samme år efter år efter år. Man slæber sig afsted til den sidste dag, knap levende. Og så står man dér om natten til det sidste band, og håber det ikke vil ende. Denne gang Fat White Familys havregrødsdisco. Bliv ved! Bliv ved til jeres tynde narkokroppe vælter …

02.13, Smølle: Shit, er det Damon Albarn, der står deromme bagved …?

På gensyn, Roskilde. Vi gør det igen næste år.

 

Læs også:

#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – onsdag

#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – torsdag

#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

 

Kommentér indlægget