#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

   


(Disclaimer: Alt herunder finder sted i en anden og bedre dimension, hvor Corona-virus ikke findes)

Der var muligvis en tåre i øjenkrogen til koncerten med storslået amerikansk sangerinde på Pavilion, Damon Albarn dukkede op igen, og Tyler, the Creator lagde Orange ned.

Fredag blev også dagen, da regnen væltede ned, mens en crooner fra en fynsk håndboldforstad nød at spille på Arena. Og så har TikTok-generationen indtaget Dyrskuepladsen. Sådan gik det for sig på tredjedagen af årets Roskilde Festival:

 

10.21, Smølle: Jeg ved ikke hvordan, men jeg er overraskende frisk her til morgen. Måske er det forventningen om endnu en perfekt dag med sol. Måske er det, fordi Italien spiller kvartfinale i aften, og de skarpeste konkurrenter er Thom Yorke og Pattesutter. I alle fald: Det bliver en stor dag!

10.45, Fez: Tidlig afgang. Chris Rea synger ’Josephine’ (det franske balearic-remix, naturligvis) i bilen. Vi tror på det. Det er i eftermiddag, det skal peake.

11.29, Smølle: Om jeg vil have en gin fizz til? Nej tak! Der er Yola på Pavilion lige om lidt. Jeg ved ikke, om man får indtryk af, at vi er her i byen halvt for cocktails og halvt for festival. Hvis man gør, er der ikke meget, jeg kan gøre ved det.

11.45, Nykjær: Det siger noget godt om Roskildes programmæssige overflødighedshorn, når man simpelthen kan glemme at gå til en koncert, man ellers havde tænkt sig at se. Kommer i tanker om, at jeg missede Mura Masa på Arena i nat. Elskede ellers de sprøde produktioner på hans tre år gamle, selvbetitlede album og ville gerne have hørt, hvor han er henne i dag. Anyway, op på hesten igen, der kunne godt ligge en times kvalitetstid på Pavilion om et kvarter til Yola.

12.00, Danni: Uha … en redaktionssekretær på Politiken har forsøgt at give Kendrick-anmeldelsen et ungdommeligt pift. Rubrikken starter med ”God damn!” Det virker lige så desperat som en gymnasielærer med baseballkasket.

12.02, Smølle: Når frem forpustet og en anelse svedt, og spadserer direkte op i front blandt få hundrede mennesker. Har lidt ondt af den formidable sanger, der må være lige på trappen. Her er ret tomt. Men et par blogbrødre ses i øjenkrogen. Dette er vel det tætteste, vi kommer på det årlige træf omkring de amerikanske rødder på Pavilion.

12.07, Nykjær: Blogbroder-træf til Yola, der umiddelbart lyder, som hvis country havde været de sortes opfindelse. Eller måske er det bare soul. Det er i hvert fald skidegodt indtil videre.

12.10, Fez: Yola spiller snart rollen som den guitarrockende pioner Sister Rosetta Tharpe i en kommende Elvis Presley-film instrueret af Baz Luhrmann. Men lige nu står hun foran en halvtom Pavilion og synger fra lige det sted, hvor soul møder country. Et stensikkert kommende #IWasThere-øjeblik.

12.27, Smølle: Du godeste, hvor den kvinde synger formidabelt. Her kommer ’Faraway Look’, den bedste tressersingle siden tresserne. Der er herrelummert her på Pavilion, i øvrigt. Skyerne ser lidt truende ud.

12.41, Snab: Kæft, hvor er der støvet på Pavilion. Det var dog helt vildt!

12.56, Smølle: Jeg havde følt mig snydt, hvis ikke Yola havde rundet af med ’Goodbye, Yellow Brick Road’, men det kom jeg ikke til, og så fik vi endda lige hendes bud på ’You’re All I Need to Get By’ med oveni. Helt fantastisk. Folk er bare sivet til, grå ansigter og store smil, og Yola forsvinder til enorm jubel.

Der er så støvet på Pavilion, at øjnene teoretisk set godt kunne have løbet i vand til bedårende dygtige Yola.

13.01, Danni: Moses Sumneys band er på scenen og spiller en slags ouverture. Violin, saxofon, trækbasun og … er det en klarinet? Anyway, det stiger helt op under teltdugen. Nu kommer Moses langsomt ind. Som var han lige trådt ned fra bjerget. Der brygges på noget stort.

13.07, Smølle: Forpustet ankommet på Avalon med ømme fødder begynder torsdagen pludselig at kunne mærkes. Moses Sumney er her, og han kan synge, du milde. Men kan han skrive sange? Har altid tvivlet.

13.20, Fez: Det er ikke for tidligt at blive fugtig i øjenkrogene. Moses Sumney krænger sjælen ud på Avalon og bruger falsetten som våben. Intenst. Men drop de Nirvana-covers, det er simpelthen for nemt.

13.29, Smølle: Nej, det bliver for kunstlet. Jeg mister tålmodigheden med hans vokalakrobatik. Det er for tidligt. Og for fugtigt og trykkende. Og her dufter for meget af kanel. Falder for barometerpresset og det kommercielle ditto og køber en snurre af Bøllemeyer. Damn!

13.42, Anders: Havde en akut arbejdsopgave, der krævede, at jeg blev i København her til formiddag. Er netop løbet til Hovedbanegården for at nå et tog i den trykkende varme. Mon det tørre vejr varer ved? Det vil faktisk være helt rart at få renset luften med et enkelt tordenskrald, men vejrudsigterne er uenige.

14.06, Smølle: Claus Hemplers baryton er et toneleje, der passer mig meget bedre nu. ”Alle ved, at du kan leve for evigt/Hvis du får blot endnu en streg”, sang han for et øjeblik siden. Det er lidt for dyrt for en blækhusarbejder. Men en kold Hvid Tuborg, så går det okay.

Skønt vejr for tredje dag i træk. Det skal nok holde tørt.

14.09, Danni: Tænkte egentlig, at jeg skulle se Claus Hempler fra starten, men Sumney er umulig at forlade. Nu kommer sidste nummer. Bandet forlader scenen, og alene med guitar synger han med sin heliumsvokal: ”My wings are made of plastic”. Hvad end de er lavet af, løftede de os højt.

14.11, Køster: Ankommer på pladsen foran Pavilion og står og vugger med en quinoa-salat til tonerne af Sassy 009’s hektiske femi-elektropop. Som om Bøllemeyer har nedtonet sin tilstedeværelse lidt på pladsen i år – har heller ikke set nogen med hans karklude på hovedet so far.

14.13, Snab: Ser sjældent danske navne på Roskilde, men Claus Hempler er en undtagelse. Ha’ ræddi, ræddi go’, jo! Folk snakker enormt meget om, at det skulle blive regnvejr. Jeg tvivler. Det fortæller al min festivalerfaring mig. Overvejer den grillede burger som frokost.

14.16, Anders: Lander på Roskilde Station netop som himlen åbner sig, og lummerheden forløses i kaskader af regn. Folk løber desperat efter læ – og jeg trækker ind i ventesalen og scroller gennem mobilen. På alle sociale medier meldes der om noget, der ligner et skybrud ude på pladsen. Mine hvide Stan Smith ligner det helt forkerte valg af fodtøj!

14.17, Danni: Runder Arena, der er lidt over halvt fyldt til Claus Hempler. Højre om og ind til vennerne i i højre pit. Har han spillet ’Jeg drømmer om en sang’, spørger jeg. De ryster på hovedet. Pyh!

14.17: Smølle: SHIT! Hvad var det? Enten er der et brutalt tordenvejr i gang, eller også sprang det lokale kraftværk i luften.

14.25, Smølle: Hempler nyder virkelig, at folk strømmer til. Det pisker ned udenfor, og han joker med at holde os her for evigt. Jeg bliver her gerne længe endnu. Han blander sange fra sin danske plade fra sidste år og sine to absurd oversete engelske fra 00’erne, og det er storartet.

Regnen vælter pludselig ned, og folk haster ind i læ hos Claus Hempler, mens vandstanden stiger hastigt i “voldgraven” til højre for Arena.

14.31, Danni: Det er underligt, at en håndboldforstad som Højby har kunnet skabe noget så ulasteligt stilet som manden i jakkesættet på scenen. Som min veninde bemærker, da Hemplers ansigt flækker i et ulvet smil: ”Tænk, hvis han og Dicte havde fået børn. De var jo blevet absurd cool.” Sandhed.

14.53, Danni: Så kom ’Jeg drømmer om en sang’. Kæft, nogle rim altså. Og så det dér Carly Simonske hjernedrilleri.

15.02, Anders: Mediebyen klumper sig sammen under barernes teltduge, og fredagens vanlige rykind af has-beens fra 90’er-musikscenen og key account managers fra Carlsberg ser ud til at være udskudt.

15.06, Anders: Remee kommer løbende ud af mediebyen med favnen fuld af jakker og en taske fra garderoben. En lokal taxachauffør får sig lige om lidt en af de rigtig gode ture.

15.18, Smølle: Jeg har da ikke set noget lignende siden Love Shop i 1991. Vi kan knap komme ud af Grøn for en bræmme af vand foran teltet. Det er en gamechanger. Godt, man har støvler på og et regnslag i baglommen. Havde en fornemmelse.

15.27, Smølle: På vej til Africa Express, der er i fuld gang. Ser en gennemblødt fyr i en FCM GULD 2020-trøje, som uden nogen tvivl var på vej den modsatte rute over til Hugo Helmig. Come on, mand. Den titel blev vundet i april. Kom videre. Men okay, i det mindste er det den første. Det er værre med alle de røde. Og nej, jeg mener ikke EM-kvartfinalisterne. Urgh!

15.32, Fez: Dukker Damon Albarn op sammen med vennerne i Africa Express? Kan han holde sig væk? Det afrikanske hold opfører Terry Rileys ’In C’ og mikser minimalisme med balafon, kalabas og andet slagtøj. Og der er han, midt i polyrytmerne: Men hvad er forklaringen på den backpacker-kæde, Damon?

15.37, Smølle: Kan google mig til, at regntiden også er i fuld gang i Mali. Africa Express er begyndt i stilfærdigt tempo, men ved at komme i gear nu. Masser af fremragende gæster – Amadou, Mariam, Fatou Diawara og Thom Yorke står og sludrer ude i siden af scenen.

15.47, Danni: Åh, nu rammer tredjedagskrisen. Lårene syrer, hjernen er overstimuleret, og der er stadig halvanden dag tilbage. Tænker som de foregående 10 år: Er jeg blevet for gammel? Køber kaffe ved Pavilion. Heldigvis bør næste programpunkt, japanske Chai, – bandet, ikke teen – være en upper.

16.01, Smølle: Ti minutters hyldest til Tony Allen. Du milde, de har gode trommeslagere i det kollektiv.

16.04, Anders: Jeg søger mod festivalens største telt for at komme i ly for regnen – og så kan jeg jo lige tjekke Hugo Helmig ud. Arenas umenneskelige dimensioner får Helmig Jr. til at se meget lille ud, men på storskærmen ligner han ikke en nervøs Aarhus-dreng. Hold kæft, han har fået mange tatoveringer under sin afvænning!

Det er Damon Albarn! Selvfølgelig er han på scenen igen. Men hvad sker der med backpackerkæden??

16.09, Smølle: Damon Albarn er på scenen! De spiller ’Clint Eastwood’!

16.15, Danni: Tvillingerne Mana og Kana og deres veninder Yuna og Yuuki træder på scenen. Alle i ens pink buksedragter med gule kanter. De smiler, vinker lidt genert. Og så går de ellers i gang med at spille rasende hurtig poppunk.

16.21, Danni: Fatter ikke en dyt af, hvad Chai synger om – deres japanske accent er for tyk. Men begejstringen taler et universelt sprog. De laver små koreograferede danse. Lidt kluntet, men så uskyldigt, at man vil dem det bedste.

16,22, Nykjær: Hvis Quentin Tarantino skulle falde over Chai, tror jeg han vil lave en ny film bare for at kunne bruge dem på soundtracket.

16.22, Anders: Har Hugo Helmig virkelig et nummer, der hedder ’Boys Don’t Cry’?! Jeg kan ikke finde ud af, om det er blasfemi eller fair game. Men det fungerer sgu ret godt, og stemningen under teltdugen er efterhånden ved at tyknes som en varm, tryg tåge – og det skyldes ikke kun, at regnen stadig siler ned ude på pladsen.

16.25, Køster: Løber naturligvis på Fez til festivalens obligatoriske gang ørkenrock. Han rager op i den halvtomme pit foran Orange, som han står der og groover igennem med venstre fod til Tinariwen.

16.27, Danni: Alle medlemmerne af Chai stiller sig frem på scenekanten og kører en a capella-udgave af ’Dancing Queen’ med ny tekst. ”See that girl, watch that scene” er blevet til ”We are Chai, you are Chai.”

16.44, Anders: Hugo Helmig spiller godt nok mange ballader! Men hans seneste år har vist heller ikke været fed lykke hele vejen igennem.

16.49, Nykjær: Det er egentlig tid til at gå, hvis jeg skal nå at have en ordentlig plads til Big Thief. Men Chais japanske discopunk-pigeparty er svært at smutte fra. Nu spiller de ‘Choose Go’, der ville sidde fint i et Soulwax-DJ-sæt.

16.55, Snab: Tak, skæbne, vi er ikke mange til ellers fremragende Tinariwen på Orange. Er heldigvis igen løbet ind i festivalens bedste ven fra Cypern, Panos. Vi spotter Fez og Køster i den trekvarttomme pit og hygger os over den spontane fællesregndans rundt om dem. Overvejer chili con carne til frokost.

Klassisk regndans på Orange, mens der er kamp om pladserne i ly for regnen.

17.10, Anders: En Roskilde-klassiker: At nyde lidt semi-intellektuel, amerikansk østkyst-indie om fredagen inden spisetid. Big Thief på Avalon udfylder rollen perfekt.

17.10, Danni: Efter Chais knaldperlekoncert på Pavilion virker der langt over til Avalon og Big Thief. Og jeg har jo set en famlende koncert med dem på Jazzhouse/Hotel Cecil for flere år siden. Og de sælger fritter lige dér. Pitstop.

17.12, Nykjær: Rammer Avalon, hvor Big Thief er gået på scenen. Bandets frontfigur Adrianne Lenker ligner en mindre flamboyant søster til Héloïse Adelaïde Letissier fra Christine And The Queens, mens bandet bag hende ser ud som om, de lige er kommet hjem fra en tjans som backingband på en Neil Young-turné i 1973. De spiller sig tyst, nærmest forsigtigt igennem sange fra de to fremragende album, de udgav sidste år. Bl.a. den smukke ‘UFOF’, som får den vedvarende regn til at tage sig helt poetisk ud.

17.30, Nykjær: På plade lyder det fantastisk, men her under teltdugen er Big Thiefs skrabede indie-folk lidt stillestående. Og det hjælper ikke, at bandet kigger mere på hinanden end på publikum. Blogbroder Smølle argumenterer vedholdende for, at vi skal smutte over til Apollo og checke Sampa The Great ud. Ok så.

17.32, Smølle: Det kan aldrig være sjovt at dukke op efter Africa Express. Big Thief og deres inderligt 90’erske post-grunge skal ikke være sjovt i det hele taget, og jeg respekterer det, men jeg er ved at dø på trætte fødder her, og den fortryllende ”UFOF” har vi hørt allerede, så for pokker. Lad os komme over til Apollo.

18.04, Smølle: Utroligt, så mange musikere Sampa the Great har klemt ind på Apollos lille scene. Blæserne står nærmest i stakke. Jeg indser nu, at det er min første koncert i år, hvor sandheden ”Black lives matter” siges ligeud, fra starten, og får sgu lidt røde ører.

18.11, Snab: Ok, nu er den regn faktisk ikke sjov længere. Har prøvet at ignorere den – hvilket er let på en dag med så stærkt musikprogram – men alligevel … Nynner ’Courage’ med The Whitest Boy Alive og overvejer flæskestegssandwich til frokost. Men er ikke synderligt frugtsulten lige nu. Går i baren.

18.15, Anders: Det er fredag aften, og vi skal spise lidt godt. Stiller mig i køen med et par venner foran Thai Lanna. Deres Kaeng Pet Gai giver varmen og livsgnisten tilbage. Nu skal vi sgu da også have nogle øl! Og er regnen ikke stilnet lidt af?

18.17, Danni: I transit mod Arena. En fyr i polo-shirt og shorts stikker, lige inden vi passerer hinanden, lappen op til high-five. Jeg svarer gestussen, og det siger ”SMOK!”. Jeg plejer ellers at være elendig til den slags. Vi vender os om med et ”Yeah!” og går videre.

18.32, Smølle: Sampa er en storslået, forbandet stærk stemme. Kompleks, jazzet, uden at smide hooks om sig. Og politisk, vred over en verden der i år totalt har overhalet hendes kritik, men stadig favnende.

Turen på den gyngende metaltrappe over jernbanen er aldrig sjov – i regnvejr er den decideret skræmmende!

18.34, Nykjær: Sampa The Great er fedt. Men i et klassisk anfald af festival-vægelsind kan jeg ikke finde ud af, om jeg burde være til The Whitest Boy Alive, der lige er begyndt på Arena. Har et stort blødt punkt for den norske hipster-nørd Erlend Øye, som gav en helt forrygende koncert, sidst han var her. Men det ER faktisk efterhånden længe siden, han har lavet noget rigtig fedt. Og Apollo og Arena er de to scener, der ligger længst fra hinanden. Vælger at blive hængende.

18.42, Danni: Rører sugerøret rundt i min strawberry daiquiri og nyder The Whitest Boy Alive på afstand. Sådan har det faktisk altid været med mig og Erlend Øyes nystrøgne aristokratpop. Afmålt respekt, men ikke noget nært forhold.

18.45, Køster: Er taget på Arena i et naivt håb om at genopleve The Whitest Boy Alives seksstjernede Odeon-koncert under regnvejret i 2007. Men det føles som om tiden er løbet lidt fra bandhjerne Erlend Øyes blaserte groovepop. Måske er Arena for stor en mundfuld. Eller også kan den slags oplevelser bare ikke genskabes.

18.46, Smølle: Fantastiske ’Final Form’ lukker et kort, knivskarpt sæt ned; det kunne ikke være andet. Håber søreme, vi får hende at se igen i 2021!

18.50, Fez: Erlend Øye har måske ikke tidens mest ombejlede kunstnernavn: The Whitest Boy Alive. Men han bringer den hvide indie-bossa og får kropsforskrækkede norske udvekslingsstudenter til at danse.

19.01, Smølle: Var egentlig ivrig efter at se The Whitest Boy Alive tackle det engang grønneste telt, der fandtes, men at spise en skiklubs burger i øsende regnvejr virker egentlig som en passende kommentar til vores klima.

19.23, Smølle: Så min datter tordne forbi som en gazelle på jagt efter et særlig saftigt buskads, for at få et godt sted at stå til Doja Cat. Man skal jo opleve noget nyt hvert år, og det dér var godt nok helt nyt.

19.30, Anders: Anderson .Paak var en af mine store oplevelser i 2016, da han spillede på Apollo. Nu hedder det Orange fredag aften – og det virker til, at hele festivalen er her. Spotter Kristian Jensen og Pernille Rosendahl ved højre lydmast. Vi rykker lidt ind mod midten.

19.43, Smølle: Nå, vi opgav at søge over til storskærmen for at se Kroatien-Frankrig, og kan så se, at der meldes om noget nær årets kamp. Satans!

20.01, Danni: Doja Cat skulle ha’ stået på Apollo nu. Men nu kommer en fyr ind: ”Sorry, she is stuck in traffic. It will be a few more minutes.” Ja, ja, som om vi ikke ved, at ”stuck in traffic” betyder ”kunne ikke snøvle sig færdig.”

20.13, Danni: Så kom Doja Cat. Sølvbikini og pink paryk. Det her bli’r den saftige booty-koncert, Lizzo var sidste år. Lizzy havde ’Juice’, Doja åbner med ’Juicy’.

Sølvbikini og pink paryk? Jeps, det er Doja Cat på Apollo.

20.19, Snab: Anderson .Paak er jo egentlig skøn konservatoriefunk. Men på Orange fænger det bare slet, slet ikke som dengang i 2016 på Apollo. Læser, at Kasper Schmeichel er tvivlsom til i morgen. Nonsens! Har på fornemmelsen, at han er med og redder straffe – som farmand mod Van Basten i ’92.

20.25, Danni: Min velorienterede ven minder mig om, at Doja Cat har kaldt aftenens hovednavn, Tyler, the Creator, for ”faggot” på Twitter. Og bare slået det hen, da hun blev konfronteret med det. Ret grimt, faktisk. På Apollo synes de færreste imidlertid klar til at trykke cancel på hende.

20.32, Danni: Doja Cat kører sæt-jer-ned-og-spring-op-finten. Selv går hun i spagat, mens der tælles ned.

20.37, Smølle: Well, 24 minutter var måske mindre end ventet, men ikke meget, og det er fysisk umuligt at kede nogen på den måde. Det var fandme skægt. TikTok-generationen har indtaget Dyrskuepladsen. Diverse anmeldere må være rædselsslagne.

20.45, Smølle: Hvad end der er at sige om generationer, skal vi være langt væk, når Pattesutter dukker op.

20.48, Anders: Det regner ikke meget, men det regner hele tiden! Overvejer seriøst en tidlig exit i aften – den typiske tredjedagsnedtur.

21.03, Danni: Sniger mig ind under teltdugen i højre side af Arena. Koldt blåt lys og et par mikserpulte pryder scenen. De fleste tænker det. Ingen tør sige det. Vi er her primært for at høre det ene deepcut Radiohead-nummer, Thom Yorke plejer at smide ind i sine solokoncerter.

21.13, Anders: Går i Arena for at blive tør og se Thom Yorke. Mine forventninger er i bund, og oplevelsen ligger også dernede og roder. Introvert, plaget og fraværende synger Yorke, for det meste med håret ned foran ansigtet.

21.21, Smølle: Vi fandt Royce da 5’9” på Avalon, Eminems kammerat, og det var endnu et fund. Han har ikke så mange på plads, for pitkøen til Tyler, the Creator var endnu større end selv den gennemsnitlige stribe folk foran Bronuts, men der er kloge ord fra en veteran her.

Har du set Thom Yorke danse? Det er stort! Han har rytmen.

21.23, Danni: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er også kommet til Thom Yorke. Han støtter sig mellem to venner og skriger ”Kaaaaaaarma Pooooolice!”, hver gang der er ophold mellem numrene. Hvem sagde, at sosserne mangler kulturel dannelse?

21.49, Smølle: Storartet af Royce, der ikke har tid til gøgl lige nu. Han advarer om ikke at spilde sit liv på alkohol. Vi søger, igen med røde ører, mod en bar og ser, om vi kan få lidt med af Tyler. Bag os kan vi se teltet knæle.

21.51, Danni: Okay, det er faktisk godt, det her. Thom virrer opslugt med hovedet, indhyller Arena i trippede beats og trækker fraseringer gennem en krydsild af laserlys. Engageret og konsekvent. Så undværer vi gerne hits.

21.53, Snab: Tvangskværner en virkelig dårlig risret, sparker hårdt til en forladt campingstol og halter mod Orange. Shit, der er proppet!

21.57, Køster: Står sammen med ufattelige mængder kids og venter på Tyler. Lader ikke til, at festivalens strategi med at placere Pattesutter samtidig for at afbøde folkemængden foran Orange virker efter planen …

22.01, Anders: Som allersidste ekstranummer spiller Thom Yorke endelig en Radiohead-sang … ’Like Spinning Plates’ fra Kid A. Tager du pis på os?!

22.04, Anders: Husker tilbage på, da jeg så Radiohead herude en torsdag aften i 1997, nyforelsket og 23 år yngre. Den aften sluttede Thom Yorke med at synge ’Street Spirit (Fade Out)’. Ikke alt var bedre i gamle dage, men lige nu er det svært ikke at længes.

22.07, Danni: Tyler, the Creator har fået pyntet scenen med gigantiske solsikker. Selv er han mere afdæmpet i rød t-shirt og kasket. Indledningsvis tung vægt på sange fra Igor. Forreste pit hopper. Bageste pit vugger. Alt er okay.

22.17, Køster: Det er det her, Roskilde kan. Tusindvis af youngsters går bananas til Tylers udknaldede art-hop. ’Earfquake’ minder mest om Faith No More og Luther Vandross’ adfærdsvanskelige kærlighedsbarn og burde ikke kunne sætte ild til en festivalplads. Men det kan den!

Fuldstændig proppet til Tyler, the Creator. Det er det her, Roskilde kan. The kids are alright!

22.22, Anders: Møder skandalejournalisten i The Oval. Vi beslutter os for at købe to hotdogs og finder nogle med krydderpølser, kantarelremoulade og surdejsbrød. Kongen af Vamdrup brokker sig højlydt, men klapper i, da jeg køber to Tuborg Rå.

22.22, Smølle: Det er ærlig talt umuligt at se, om pitten foran Orange går lige så banjo som da Odd Future kiggede forbi. Vi står alt for langt væk. Han holder sig til sange fra Flower Boy og Igor, den tænksomme fase, men der er jo visse traditioner.

22.23, Nykjær: Havde egentlig tænkt mig at se Tyler, the Creator. Men festivalbenene værker, og jeg er stødt på godt selskab i en bar, hvor vi holder øje med EM-kvartfinalen mellem Belgien og Italien på min mobiltelefon. Dries Mertens har lige bragt Belgien foran med 4-0! Det får min gin & tonic til at smage endnu bedre. Har principhadet italiensk landsholdsfodbold siden Tottis spytklat mod Christian Poulsen i 2004.

22.28, Anders: Skandalejournalisten har selvfølgelig oplevet de mest vanvittige ting det seneste døgn. Historiernes persongalleri omfatter bl.a. Søren Fauli, tre studenter og en forbitret nattevagt fra Radio 24syv. Vi snakker, drikker flere øl – og glemmer alt om Tyler, The Creator.

22.30, Danni: Gambler og forlader Tyler, the Creator for at se Black Country, New Road på Pavilion … Hov! Mikrotendens: Bandnavne med kommaer!

22.30, Smølle: Der går lidt ged i Tylers sæt, da han pludselig forsvinder i en besynderlig enetale om diverse ting, han er utilfreds med, ikke mindst at han ikke kan stå fast på scenen. Vi ved jo, at han har tendens til at skvatte og komme til skade. Lige meget hvad, så går turen videre. Hurra! Det regner ikke mere!

22.32, Danni: Deler min kommaobservation med et par venner, og vi får idéen at grundlægge et folk-metalband ved navn Saxo, Grammaticus og varme op for Heilung.

22.41, Smølle: Datastrømmen kører fantastisk i år, og på telefonen kan jeg se … at Italien får en absolut røvfuld af Belgien i kvartfinalen. Satans!!

Italiens EM-drømme.

22.43, Danni: Storbritannien har en stærk tradition for at producere frontmænd, der med bedugget swagger lægger armen om din skulder og siger: ”Hør lige, jeg har en hel del at sige, mate.” Mark E. Smith fra The Fall-typen. Sådan en er Black Country, New Roads Isaac Wood.

22.51, Anders: Får flere sms’er om at mødes til FKA Twigs. ”Højre om og ind i pitten”. Jeg er frisk! Trænger til at dykke dybt ned i en koncert nu. Køber på ægte familiefar-maner en flok rør med en eller anden sød, sort sprut til inderlommen!

23.06, Smølle: Læste jeg virkelig lige i toppen af BT’s anmeldelse: ”Havde det bare været Steven Tyler …”?

23.21, Danni: Den knap 10 minutter lange guitar-og-messingblæser-prædiken ’Sunglasses’ er et episk højdepunkt hos Black Country, New Road. Den rummer åbningslinjen: ”Welcome to the best new six-part Danish crime drama.” Store bli’r de næppe, men gode er de allerede.

23.22, Snab: Tager mig selv i at groove med begge ben på én gang til Gyedu-Blay Ambelleys highlife afrobeat på Avalon. Hvis folk ikke havde alle de enorme rygsække på under regnslagene, ville der være plads til at groove med både arme og ben.

23.26, Smølle: Med Hugorm og Suspekt i gang samtidig senere – som en nådesløs Berlinmur midt på pladsen – er det tid at vælge side. Øst eller vest. Ligesom i firserne. Det bliver Twigs’ side. Håber, hun er fantastisk. Der er ikke rigtig nogen vej væk før lidt i tretiden …

23.31, Smølle: Heldigvis er Food Court på denne side af midterlinjen. Til min rædsel kan jeg se, at det var rigtige bier i den sandwich i går. Der er en blokade i gang mod boden og optræk til håndgemæng. Jeg nøjes med nogle friterede snegle, så.

23.40, Danni: Kortene på bordet: Jeg forventer festivalhøjdepunkt om lidt med FKA Twigs på Arena.

23.45, Anders: FKA Twigs har det helt store udstyr med. Hendes teatralske sceneshow og androgyne dansere minder mig om Christine and the Queens’ LGBT+ udgave af West Side Story på samme scene sidste år.

23.51, Danni: Skal lige danne mig et overblik over, hvad der sker på scenen. FKA Twigs optræder mellem fire maskerede dansere i, hvad der ligner en oversize admiralhat. Bandet står bag dem på toppen af et tre meter højt stillads. Tror, det er meningen, det skal være sexy-scary.

00.10, Danni: Nu har Twigs skiftet kostume. Rød silke, guldpandepånd. En slags 1001-natstema.

Har du set FKA Twigs danse? Det er stort! Hun har rytmen.

00.23, Anders: Hold kæft, hvor FKA Twigs har teltet i sin hule hånd! Det nærmer sig et gennembrud i midtsjællandsk mudder!

00.27, Køster: Det regner, og jeg er våd og træt. Får et lift hjem til byen af nogle indierockere i stramme jeans, der er helt oppe at køre over Thom Yorke-koncerten. Der, hvor han begyndte at spille triangel – det var vildt, siger de. De kan heller ikke mere efter det. Vi bliver enige om, at Suspekt og Hugorm må slås om resterne.

00.31, Anders: Nu kører FKA Twigs sort læder trenchcoat og lingeri til ’Figure 8’.

00.37, Danni: Pas på, hun har et sværd! Twigs fægter rundt med nogle thai chi-agtige moves.

00.40, Danni: Okay, sværdet vibrerer på en underlig måde. Det er vist lavet af gummi.

00.56, Danni: Twigs i endnu en dragt. En skotskternet buksedragt. Beatet til ’Two Weeks’ starter. Yeah!

01.09, Smølle: Tryllebindende og magisk, det var FKA Twigs. Vi fandt pitten og stod omfavnet af hypnotisk lyd og totalteater. Glemte helt at tage noter. Du milde, det har været en god musikdag. Det ville være forbandet at være gået glip af.

01.16, Nykjær: Wow, FKA Twigs må have vundet mange fans i aften. Hendes optræden på Arena var hvad ordet ‘teaterkoncert’ ville dække over i en bedre verden. På vej videre kommer vi forbi Orange, hvor Suspekt holder hof og får tusinder af unge fra den identitetspolitiske generation til at fyre den max af. Der MÅ sidde en Berlingske-kommentator et sted, der forsøger at vride en klumme ud af dét.

01.18, Danni: Min skæggede kammerat bliver passet op af meget venlig, lettere beruset fyr. ”Ej, mand du skulle ha’ spillet i år! Hvorfor skal du ikke det? Det var så fedt sidst …” Og dér opdager fyren så, at min skæggede kammerat ikke er Uffe Lorenzen.

01.30, Anders: Kommer vadende i mørket gennem vådt græs og friskt mudder. På Avalon spiller Hugorm, og Simon Kvamm messer: ”Der bor nogen inden i mig / Det’ Dobby eller Gollum / men han er godt pakket ind” … Okay, der er også en dag i morgen!

01.31, Danni: Ville vildt gerne holde til Slowthai. Det vrede brøl fra bunden af Britannien. Men jeg er færdig. Og jeg er ikke for fin til at håbe, at det bliver noget lort, når jeg nu misser det.

02.11, Smølle: Der er stadig lidt for rapey ved Orange, så vi tager Rüfüs de Sol og lader som om, vi er på Ibiza i 1992, trods de enorme mængder regnpytter.

03.18, Smølle: ’Underwater’ skyller hen over os, og solen begynder at kunne ses i det fjerne. Havde det bare været ti grader varmere. Men det er lidt magisk. Det kan have regnet så tosset; det her var en smuk fredag. Vi glemmer lige Mancinis landshold.

 

Læs også:

#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – onsdag

#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – torsdag

#RF20: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – lørdag

Kommentér indlægget