Bloggernes første fulde dag på festivalen. Lange køer, en stjerne på Orange, temmelig meget om Dixieburgeren og forbavsende lidt om metereologernes sten-saks-papir-vejrudsigter. Og en hel masse om musik og festivalliv. Her er det fragmentariske billede af onsdagen på Roskilde Festival:
6.53, Snab: Besked fra kammerat: “Jeg håber, du har set, at der er en “bacon”-katagori, når man søger på madsteder i RF-appen. Kort efter skriver han også, at man kan bestille en Dixie Burger på fast track-appe’en, så man slipper for at stå i kø. Jeg tror, det bliver en god festival.
13.14, Snab: Har set store bunker af flis, spist en Dixie Burger (på Camping East?!?), drukket en øl, hørt ‘Mambo No. 5’, fundet en dildo i kondom (så pæn er Roskilde blevet) og set en fyr i en Liverpool-trøje sparke præcist til en fodbold. På Roskilde kan alt lade sig gøre!
13.33, Snab: Hvis det er muligt at høre noget værre end panfløjte, må det være pivfalsk panfløjtespil. Det trakterer nogle fyre med fra deres gigantiske anlæg ved Dream City, hvor der om lidt skal være rapbattle ved Zoo-tårnet. Hold kæft, hvor her egentlig stinker.
15.42, Snab: ALT er lavet om. Roskilde fucker med min festival-ocd. Men det virker som fornuftige tiltag. Der er f.eks. kommet meget mere plads omkring Grøn => mindre Grøn Flaskehals.
16.05, Fez: Første tur over campingområdet. Det ligner lort, men folk er glade. The kids are alright. Som altid.
16.13, Danni: Sidder i bilkø med Køster, som messer “det ser ikke godt ud, det ser ikke godt ud.” En ukulele går i gang i radioen, og jeg prøver at lette stemningen med den laveste joke: “Hey, Nice Little Penguins!” Det klukker vi over. Og venter videre.
16.35, Fez: Første tur gennem Backstage Village. Sponsorbodernes gæster virker mere øretæveindbydende end tidligere. The freeloaders are not alright.
16.54, Anders: Indtager festivalen via Gate 3. Suger duften af træflis, øl og adskillige jordlag af musikhistorie ned i lungerne.
17.03, Smølle: De to fyre er på E.
17.08, Anders: Den første øl på årets festival. Pure bliss! Det er min festival nummer 31 i streg – og jeg glæder mig, som var det 1987 igen!
17.08, Nykjær: “Vi har et problem med et sporskifte og venter på tilladelse til at køre videre her fra Ellebjerg Station”. I en accelererende kultur er det næsten betryggende, at livet stadig har visse faste holdepunkter.
17.19, Fez: Rapperen Young M.A. medbringer egen hype-dame og en dj, der spiller nemme hits.
17.19, Køster: Endelig har man fri fra arbejde, smider sig i bilen, rammer Roskilde – og så er check-in-køen 300 meter lang. Nu venter vi bare på Henrik Boserup.
17.20, Snab: Hype-rapper og et dj-set med hits til Young MA. Orker simpelthen ikke flere premixede edits af ‘Seven Nation Army’ og ‘Niggas in Paris’. Hallo! Jeg kommer altså lige fra tre dage i MagicBox på Tinderbox-festivalen.
17.37, Smølle: Nå ja, køer må vel forventes på en dyrskueplads.
17.38, Anders: En påfaldende lidt fyldt festivalplads vækkes til live af amerikansk Stimorolpunk fra A Day To Remember. Komplet med blåt strithår, dobbelttramp på stortrommen og synkron headbanging.
17.38. Fez: Nå, der var hun. Hyggeligt, du møder op til din egen koncert, M.A.
17.42, Køster. Stadig i kø, hvorfra jeg kan afsløre at årets Henrik Boserup hedder: Remee! Er lige vandret forbi køen helt i sort, med en iPhone 7 klistret til øret.
17.45, Fez: Mange numre om “pussy”. Ikke så usædvanligt, men M.A. er altså kvinde. Derudover; intet at rapportere.
17.46, Smølle: Der er ikke rigtig nogen, der kommer ind. Måske er det sådan en velvet rope-politik fra nu af. “NO TRAINERS!!!”
18.00, Fez: Alien & co er til Phlake. Efter alle disse års samkvem venter de vel på ‘Pregnant’.
18.02, Smølle: Okay, halvtimers-plus-køer ved indgangen er en ny ting. Og ikke nødvendigvis en forbedring.
18.04, Køster: Så er det Christophers mor Christine Antorini, der forsøger at jumpe køen. No such luck, tidligere minister eller ej. Kun i Danmark.
18.05, Anders: Det forlyder, at der er en times ventetid på at komme fra campingområdet til festivalpladsen! Det forklarer de få mennesker ved scenerne.
18.13, Snab: Yes! Warpaint spiller ‘Undertow’. God start. Sandet blæser ind på Grøn. Kunne vi snart få noget regn, så det sand kan lægge sig! (er der ingen, der tør sige). Møder syrisk flygtning, der overlevede snigskyttes kugle i hovedet og nu bor i Bolbro, uddanner sig med topkarakter og lever i Danmark. Får en klump i halsen. Den går væk, da jeg ser en mindre familie med campingstole. #rasende
18.20, Anders: Rammer Hovedgaden foran Orange. Phlake spiller lummerpop iført poncho … videre til Warpaint!
18.31, Smølle: Sluppet ind! Måske fordi vi duftede så godt, og der var mange piger med.
18.35, Anders: Der blæser en strid ørkenstorm af støv og grus ved Arena. Vi kunne godt bruge noget regn.
18.37, Danni: Ræser ind til IDLES efter indtjekningen fra helvede. Bristol-bandet okser storsvedende løs.
18.40, Køster: Endelig! Ankommet til Idles på Pavilion. De kommer fra Bristol og spiller noget punket rock. Forsangeren har Stone Island-t-shirt på og er vred på kunstnere i sangen ‘Stendhal Syndrome’: “It looks like it was painted by a two year old kid!”
18.42, Køster: Tyskerne er tilbage. De mennesker er ustoppelige. –>
18.42, Smølle: Jeg kan godt lide Warpaint. De er ikke nær så kedsommelige som på deres plader. Det er måske en lidt halvhjertet kompliment.
18.43, Anders: Første festivalcrush! De fire guddommeligt smukke piger i Warpaint spiller 4AD-agtig drømmepop i Arena. Som at være teenager ved Det Elektriske Barometer igen.
18.45, Køster: That’s a first: Idles’ forsanger Joe Talbot har sit eget ride-bækken stående ved siden af mikrofonen, som han tæver til med jævne mellemrum. Multitasking.
18.50, Danni: IDLES spiller ’Well Done’, hvor de namedropper forskellige engelske tv-personligheder. Det svarer lidt til, at Synd og Skam nævnte Hans Pilgaard i et nummer – det burde de faktisk.
18.51, Snab: ‘New Song’ er også virkelig god. Bliver lidt småforelsket i Warpaint. Måske er jeg bare opstemt af, hvor modig en ung pige med fjerprydelse er. Er hun slet ikke klar over, at hun naturligvis krænker nogen med denne kulturelle appropriation??
18.52, Danni: Klassisk Roskilde-øjeblik med debuterende punkbands: Efter en halv times koncert annoncerer IDLES-forsanger Joe Talbot “this is our last song”. Der bliver lidt uro i den ene side af scenen. Talbot trasker derud og vender tilbage med meddelelsen “This is NOT our last song!” Punk eller ej, Roskilde-regimet dikterer, hvor længe du spiller, makker.
18.55, Køster: Joe Talbot fra Idles er i én og samme sang vred på universitetsstuderende, Bob Marley og fodbold. Sangen hedder ‘Well Done’. De spiller godt nok, men sulten er ved at trumfe punken. Hvor er Dixie Burgeren i år?
19.05, Danni: Guitaristen fra IDLES crowsurfer på ryggen, mens han spiller solo. Det har været hidsigt, sjovt, højt, kaotisk – den kickstarter, jeg behøvede.
19.08, Køster: Idles tiljubles henrykt efter sidste nummer, hvorefter de begynder at rulle kabler sammen. Det går op og ned i show business.
19.26, Snab: Den ny burger ved Pavilion kan ikke helt måle sig med Dixie Burger. Men hey! Køster tog tiden i køen.
19.35, Fez: Rytmeæg! Alsarah & the Nubatones spiller sudanesisk pop via Brooklyn
19.50, Danni: Sudanesiske Alsarah & the Nubatones har kælne grooves, som bare venter på at blive kulturelt approprieret af vestlige producere.
19.51, Danni: Bemærker til sidemand, at man nu ikke må tro, at Alsarah & the Nubatones’ afrundede elegance på nogen måde afspejler, hvad man egentlig hører i Sudan. Det er primært Celine Dion fra skrattende højtalere.
20.00, Køster: Alsarah & the Nubatones skubber en gedigen ørkenboogie på Avalon, “selv om de er fra Brooklyn”, som Fez siger.
20.13, Danni: Står ved madvogn ved Avalon og får kursus i at udtale gnocchi korrekt. Og giver den i øvrigt, gnocchien altså, fire en halv kokkehue.
20.17, Snab: Festivalhøjdepunkt! Alsarah & the Nubatones i labre Avalon er et virkelig smukt miks af lange spirituelle forløb og uptempo-sange, der giver rave-fornemmelser i benene. Oud, trompet og lange fortællinger fra den sudanesisk fødte amerikaner Alsarah og besyngelser af Nilen på arabisk.
20.28, Køster: Fidget spinnere spottet i køen til The Weeknd. Tror vi skal konstatere, at Roskilde atter er ved lykkes med et generationsskifte.
20.30, Fez: Overværer en af de sjældne aggressive situationer, da fyr truer (frivillige) vagter, der ikke vil lukke ham ind i fyldt pit til G-Eazy. Vagterne udviser imponerende tålmodighed med idioten.
20.30, Smølle: Alsarah & the Nubatones er dejlige – nok mere mere tænksomme end jeg troede. Momentvis ret funky. Forrygende karismatisk kvinde. Og jeg er lidt forelsket i hendes søster, der synger kor.
20.40, Fez: G-Eazy fylder nemt Arena. Fællessang, hoppeleg. Den hvide haj fra San Francisco viser tænder.
20.40, Snab: Scenemanager vifter med armene i graven lige foran scenen i Avalon for at komme i kontakt med bandet, der allerede er gået over tid. To minutter! Nikker. Det er en aftale!
20.42, Anders: G-Eazy sætter ild til hele Arena fra første “bitch you got me fucked up”. En lang hvid fyr fra Oakland med sort slikhår, en trommeslager og en dj sætter ild til teltet. Meget enkle, men imponerende effektive midler. Men holder det en hel koncert? Vi gider ikke empiri-teste tesen og bevæger os videre.
20.44, Snab: Percussionist kigger på nogle sure mænd med headset, trækker på skuldrene og spiller videre.
20.47, Køster: G-Eazy svitser hele Arena af med enkle midler. En rapper, en dj, en trommeslager. Crowd control.
20.47, Snab: Scenemanager kommer løbende ind i graven. Laver knivbevægelse mod struben. Alsarah spiller sidste nummer … ‘Og Habibi Taal’ løfter det hele til klimaks så smukt som Alsarah selv. Når vist ikke G-Eazy … Går i baren.
20.50, Fez: Hold op, hvor er G-Eazy en stivbenet rapper. Flowet er mere Vanilla Ice end Eminem.
20.52, Køster: Hvis man er 16 og ramt af sounden, er G-Eazy sikkert fantastisk. Ellers lyder det lidt som træt sydstatsrap.
20.56, Smølle: Hotdog med en stak syltede løg fra Mamas Corner. På en skala fra 0 til 10 får den “ikke så tosset”.
21.02, Anders: En af de trofaste kunder i Roskilde-butikken.
21.09, Nykjær: “Fuck with me and get some money”, G-Eazy driver sin helt egen arbejdsformidling på Arena. Og har ingen problemer med tilstrømningen.
21.15, Danni: Primære diskussionsemner på førstedagen: Vejret, køkaos, Guns’n’Roses i Parken og ”hvor er Dixieburgeren flyttet hen?”
21.15, Fez: Mindre hiphop. Mere og mere pop og auto-tune. G-Eazy vokser. Ender næsten godt.
21.23, Køster: I Food Court. Umiddelbart ikke ét af madstederne med umlaut i navnet. Tør man håbe på, at tendensen er vendt?
21.27, Køster: Insekt-boden er stort set tom. Altså umiddelbart ikke mange øgler fra ‘V’ på festival i år.
21.29, Smølle: Bicep på Apollo. Tror, man kaldte det her progressive house engang. Ikke specielt raffineret, men scenen lyder som altid fantastisk.
21.34, Danni: Filosoferer over forskellen på indieskægget og heavyskægget og kommer frem til, at det måske er noget med spidshed. Imens ruller og tordner Red Fang, som er mit 3452. forsøg på at komme overens med tung rock. Jeg erkender, det er mig, der er noget galt med.
21.49, Snab: Godt arbejde af scenefolkene i Avalon. Red Fang gik på til tiden og kører en travl stonerrock af.
21.53, Nykjær: Den klassiske “oppustelig-alien-der-puler-ko” er spottet. Så er ens festival officielt i gang.
21.57, Nykjær: Alt kan brandes. #curlingfar
22.00, Køster: Heller ikke den store efterspørgsel på hest. Og 65,- for en cowboytoast – den var altså ikke gået i Hvalsø-Hallen.
22.01, Smølle: Stak lige hovedet indenfor hos Red Fang. Tungt og skarpt. Desværre er tiden knap — Kevin Morby ligner dagens scoop lige henne om hjørnet.
22.09, Anders: Orange er pakket til The Weeknd. Første indtryk fra gammelfar: “Hør, har han intet band med …? Nå jo, de er placeret ovenpå kæmpeskærmen, oppe under teltdugen”.
22.11, Anders: Andet indtryk fra The Weeknd: “Gider 1.G fra Aurehøj lige lade være med at spilde deres øko-mojito ud over mine sko …!”
22.13, Danni: Et Silkeborg IF-flag stikker op i et proppet Pavilion. Er det dig, Simon Kvamm?
22.14, Nykjær: The Weeknd er sin generations starboy. Det er som om, hele festivalen er samlet foran Orange lige nu.
22.15, Danni: Nina Simones ’I Wish I Knew How It Would Feel to Be Free’ i højtalerne inden Kevin Morby. Han sætter barren højt.
22.20, Anders: Tredje indtryk fra The Weeknd: “Fuck, Abel Tesfaye synger godt – og han har publikum i sin hule guldnæve”.
22.20, Danni: Kevin Morby er en god at have, når nu Lou Reed er død.
22.22, Køster: Fucking skrap sanger, Abel Tesfaye/The Weeknd.
22.27, Snab: Fire piger vender om, da de hører introen til ‘Often’. De troede, det var et andet hit. The Weeknd er virkelig god. Synger fremragende, og hans crowd control er god. Lyden er forbavsende god i den storm, og bandet er tight. “Det bliver hits herfra,” konstaterer Fez. Det gør det.
22.37, Nykjær: Står man nede på de bagerste rækker, har The Weeknds minimalt arrangerede neo-R&B svært ved at nå helt ned til én. Vælger i stedet en kaffebar og varmen fra en irish coffee.
22.38, Smølle: Kevin Morby er fremragende. Jeg trækker ikke mit “Lou Reed spøger oppe under teltdugen”-sludder fra optakten tilbage, men der er meget mere end Lou i ham her.
22.41, Anders: The Weeknd vælter pladsen! Alle danser, og et eller andet sted i mængden – tæt på Mediebyen – står Remée og tænker: “Det kunne have været mig deroppe!”
22.46, Køster: The Weeknd: Endnu en reminder om at hip hop-liveinstrumentering ofte minder om dårlig heavy.
22.50, Danni: En sød ung jysk kvinde og mand har lige mødt hinanden bag mig til Kevin Morby. Nu har de et Hans og Anna fra Frost-øjeblik, hvor de fuldender hinandens sætninger. Husk beskyttelse, små venner.
22.52, Køster: The Weeknd udgør måske ikke verdens musikalske navle. Men det her er en af de samlende oplevelser, vi altid efterlyser. Folk elsker det.
22.55, Anders: Jeg overgiver mig. The Weeknd er en soloperformer på niveau med George Michael, hvad angår presence og (næsten) vokal dynamik. Hitkataloget er også godt på vej. Nu ‘I Can’t Feel My Face’!
23.02, Danni: Fra skraldende guitar til ruminerende livsovervejelser. De, der valgte Morby fremfor The Weeknd, fik absolut, hvad de kom efter.
23.04, Køster: Okay, så dræber han lige dyrskuepladsen med basfunk på ‘I Cant Feel My Face’. Og ‘Feel It Coming’!
23.13, Snab: Klassekoncert af The Weeknd. Pigerne var på, og nogle af fyrene tøede op. Masser af skrig, dans, sang, Michael Jackson-fornemmelse og lidt halbalstemning. Det sidste skal også opfattes positivt.
23.17, Danni: Ordveksling:
En håbefuld ven: “Tror I Erasure bliver lige så fedt som New Order sidste år?”
Tre venner i kor: ”Nej.”
23.34, Køster: Rag’N’Bone man. 160 kilos rarhed.
23.35, Anders: Rag’N’Bone Man indtager Avalon med sin kæmpe krop og enorme stemme. En rusten og sjælfuld vokal, der matcher bandets groovy rock’n’soul. Z-generationens Andrew Strong?
23.39, Danni: Er endt ved Apollo med en af finansministerens rådgivere. Bonobo tager os på dansevenlig jordomrejse. Lidt til Afrika, lidt til Caribien, lidt til Mellemøsten. Puritanere ville korse sig. Men vi er heldigvis ikke puritanere.
23.47, Danni: Så for den. Nu vil Bonobo også have os til Ibiza i slut-90’erne. Fjoget tema over hårdt beat. Det minder mig om at lege med effektblokkene i de første musikprogrammer til PlayStation.
23.49, Danni: Puha, Bonobo tilbage på sporet med sangerinde og blæsere på scenen. Lækker lille midnatschill.
23.50, Snab: Overvejede at gå hjem. Men … The Hellacopters på Grøn. Vidste ikke, at jeg trængte til en ond omgang 90’er-garagerock. Men det gjorde jeg. Nicke A. er OGSÅ en soulman, synger godt, her lyder – igen – glimrende på Grøn. Kæft, det er god smadder, og ethvert sleazerock-band på Sunset Strip ville være stolte af den mundering, Hellacopters tropper op i. To hatte, et pandebånd, en læderkasket og en hættetrøje uden ærmer. Og givetvis flere tatoveringer til sammen end et Superligahold.
23.54, Anders: Rory Graham aka Rag’n’Bone Man er et sympatisk – og lidt kedeligt – bekendtskab. Publikum placerer ham i vennezonen og småsludrer gennem bandets vuggende krammerock.
23.57, Køster: Dejlig fyr, Rag N Bone Man, men hans gospel-blues får mig til at tænke fromme tanker om min seng. Tak for i dag, Mr. Rag N Bone. Dynerne kalder.
0.10, Danni: Passerer Avalon, mens Rag’n’Bone Man synger den hvidest tænkelige soul. ”Andrew Strong?” tænker jeg.
0.12, Smølle: Hang fast i en snak på Avalon, og Hamid el Kasri satte i gang. Han spillede på en rektangulær bas, mens tre korsangere hyggede om ham. Gode basfingre, men interessen faldt da sulten steg.
0.17, Danni: Møder Anders K. på motorvejsbroen. Han understreger, at han allerede HAR lavet Andrew Strong-joken. Pis.
0.24, Snab: Hæhæ. Dobbelt gin & tonic.
0.27, Smølle: Stegt kylling hos Big A’s. Tre tynde stykker tør og hårdt paneret filet med lidt dip. Slet ikke godt nok.
1.16, Snab: Justice åbner godt med ny discosingle og ‘D.A.N.C.E.’ Men … Sparker til en campingstol på vej væk fra Orange. Er foran tidsplanen på det punkt.
1.32, Smølle: det lyder som Justice deroppe. Vi må tage plakatens ord for det. Ingen her kan se noget for en større sprutbar, der står i vejen.
1.35, Snab: Fuck, det regner.
