Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har været lidt aldersudfordret over at skulle på Roskilde. Med 40 år i rygsækken vil jeg ikke sige, at jeg er i krise (altså: jeg er IKKE i krise!) over kombinationen af Roskilde Festival og så mig selv. Men jeg spekulerer da over, hvad min rolle er herude. Jeg gider ikke drikke mig i hegnet længere (okay, i hvert fald kun én aften), men du ser mig heller ikke med kæresten i den stående ske til The National.
Da jeg stod til Disclosure, var blogbroder Peter Elsnab og jeg klart de ældste i en radius af ti meter. Men det var til at holde ud, for tidligere på aftenen følte jeg mig temmelig ung i selskab med resten af David Lindley-crowden ved den lille Gloria-scene.
Wow. Altså: Wow. Der var tykke mænd i laksefarvede skjorter. Way-beyond-sølvbryllupspar med briller med guldstel. Tynde 60’er-hippier med et forklaret blik i øjnene og et uudgrundeligt boddhisatva-smil om munden. Meget skæg. Fuldskæg. Fuldskæg med fletninger i. Jeg forstår, at der er solgt 75.000 billetter. Og at der ligger 55.000 i teltlejren. Der er altså 20.000, der foretrækker rene lokummer og bløde dyner frem for makrelsalat og bræk i fodenden af soveposen. Den publikumsgruppe, som jeg også selv hører til, var gavmildt repræsenteret i Gloria.
Da jeg oplevede nu 69-årige David Lindley sammen med Ry Cooder til min første Roskilde Festival i 1990, var meget anderledes. For eksempel var David Lindley dengang kun seks år ældre, end jeg er i dag. Han så også ældgammel ud dengang, syntes jeg. Og for eksempel var han og Cooder et af festivalens hovednavne. Men de midaldrende og ældre fans har helt givet også været til stede den sommerdag for 23 år siden. Dengang har jeg nok syntes, at de var et sjovt indslag – repræsentanter fra en anden planet, nærmest. I år gjorde de mig sgu lidt nervøs. For det er jo mig lige om lidt.
Jeg nød hans fabelagtige solooptræden på slideguitar og bouzouki, tag ikke fejl af det. Fra Warren Zevons ‘Seminole Bingo’ til den over 64 år gamle kla-siker ‘Mercury Blues’ demonstrerede kongen af de grå bakkenbarter, hvilken strengevirtuos han er. Det var bluegrass, det var blues, det var roots på et afsindigt højt niveau – selv om der også sneg sig lovlig meget hygge ind i den afsluttende ‘Catfood Sandwiches’. Det var på alle måder lige så tunggroovy som Disclosures fine house/UK garage-projekt senere på aftenen, bare i en helt anden boldgade. Hvis ordet nydelsesfuldt dækker over noget, så må det være den seje gamle mands optræden.
Men efter koncerten tænkte jeg: Er det det? Er det det, vi skal fra nu af? Finde den største festivalglæde i koncerter med gamle Bob Dylan-sessionmusikere? Dyrke gammelmands-autenticiteten som det ypperste? Finde de største skatte i arkiverne? Det virker altså for trist, for afsluttet, for kuldslået.
Men så var det, gode Elsnab trak mig med til Disclosure, og der tror jeg, at der gik en prås op for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte de gæve britiske brødre på 19 og 22 år inden koncerten. Men jeg fandt ud af, at de jo også er retro. De dyrker bare ikke en delta blues-tradition, men UK garage og deephouse fra 90’erne (hvor de selv blev født, senere end jeg så david Lindley første gang). Folk, der var under halvt så gamle som jeg selv, elskede det, selv om det ikke var spor fremadskuende. Og det var pissefedt.
Og så kom jeg i tanker om, at der sgu da også stod fire 19-ish-årige fyre foran os, der var helt opslugt af David Lindley. “Hans musik rører jo én til roden”, som en af dem sagde med et lidt underligt, men uden tvivl velment billede. Det var nok cirka der, jeg fandt ud af, at jeg har gået og bekymret mig uden grund. Det hele er blandet sammen nu. Innovation, genbrug og hyldest. Alder på scenen og blandt publikum. Jeg ved ikke helt, om det giver mening, men Disclosure og David Lindley revisited blev faktisk lidt af en udfrielse for mig. Roskilde Festival handler ikke så meget om alder, som den handler om nysgerrighed, livsindstilling, følsomhed og festglæde. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg selv er blevet gammel!
