Lidt skør og sindssygt dygtig. Begge dele ment på den bedst tænkelige måde. Men nu er han her ikke mere. David Lindley er død i en alder af 78 år.
En sand troldmand på ethvert strengeinstrument, en eksperimenterende og legesyg musiker, en vigtig wingman for en stribe store kunstnere som Jackson Browne, Leonard Cohen, Linda Ronstadt og Warren Zevon og en sjov fyr, der nok kunne være alvorlig, men ikke virkede, som om han tog livet – eller musikken – alt for alvorligt.
Og det er jo bare en opfattelse, for jeg har aldrig mødt ham personligt. Men jeg har alligevel mødt ham. Mødt hans musik, der på mange måder har åbnet mine øjne for de musikskatte, der ligger spredt over hele verden. Østlige og afrikanske lyde, calypsorytmer og kulørte skjorter hånd i hånd med country, folk, rock og blues.
Den syrede ”world-folk” i Kaleidoscope, hans slideguitar, der akkompagnerede Jackson Browne på f.eks. ’Running on Empty’, de sjove, legesyge, eksperimenterende soloplader og makkerskabet med en anden strengevirtuos, Ry Cooder, der jo ofte dyrkede latinsk musik.
Det er simpelthen hele verden rundt for denne eklektiske musiker, der nu er gået bort. Heldigvis nåede jeg at se ham på Roskilde Festival i 2013, solo på Gloria-scenen. Det var ikke et festfyrværkeri af en koncert, men det var betagende og imponerende, og han demonstrerede den lethed, hvormed han mestrer et hav af forskellige instrumenter og genrer.
Her er nogle af mine favoritter med mestermusikeren:
Jackson Browne ’The Load out/Stay’
Det er simpelthen en af mine favoritsange om musik. Teksten er meget direkte, så det er bare at lytte og forstå. Jackson Brownes smukke, melankolske, groovy pianomelodi, og uden at stjæle opmærksomheden fanger David Lindley stemningen ind på sin slideguitar.
Det handler selvfølgelig om at spille live, om turnelivet, tourbussen, roadierne, den tomme følelse efter en koncert, og lige i det, bandet falder ind, synger Jackson Browne om det euforiske koncertøjeblik, hvor de mindes om, hvad det hele drejer sig om.
Så kommer sektionen, hvor bandet uden at skifte tempo følger teksten om, hvad de lytter til i tourbussen, og spiller country, r&b, disco. Arrangement, tekst, tone, farver – det hele hænger sammen, og så bliver det hele serveret velspillet og elegant af et fremragende band. Men det er jo blot første del af sangen.
For pludselig går ’The Load Out’ meget elegant over i den skønne gamle doowop-sang ’Stay’, oprindeligt af Maurice Williams & the Zodiacs. En kærlighedssang, der her falder godt i tråd med sangen om musik, hvis man tolker ‘Stay’ som kærligheden mellem musikere og publikum. Og her kommer David Lindley igen til sin ret.
Rosemary Butler synger omkvædet helt vidunderligt første gang, og Lindley spiller sin slide, men anden gang er det Lindley, der synger omkvædet med en falset, som løfter den i forvejen fremragende sang til et nyt niveau, hvor der kommer en snert af vanvid og surrealisme i spil.
Som der givetvis også gør på en turne, hvor man svinger mellem at spille for tusindvis af begejstrede lyttere og savne dem derhjemme, mens man kører landevejene tynde.
De to sange afslutter Jackson Brownes fremragende ’Running on Empty’-album, og i denne liveoptagelse fra The Old Grey Whistle Test på BBC fra 1978 kan man både se og høre den spilleglæde, der understreger temaet – og man kan se, hvor skør, sjov og dygtig, David Lindley er. Mesterligt.
Og den oprindelige version af ’Stay’:
David Lindley & El Rayo-X ‘Rag Bag’
Der er mange forskellige genrer og instrumenter i spil på David Lindleys soloplader – med backingbandet El Rayo-X – fra begyndelsen af 80’erne. Og sammen med ’London Calling’ er det nogle af de plader, der i De Formative År har åbnet mine øjne mest for musikkens diversitet.
Det var nogle plader, som vi hørte ret meget dengang, især debuten fra 1981, naturligvis fordi vi kendte og elskede David Lindley fra pladerne med Jackson Browne, Warren Zevon og Linda Ronstadt, men også fordi solopladerne er legesyge og eksperimenterende, sjove og uhøjtidelige, og man aldrig helt ved, hvad det hele egentlig drejer sig om. For eksempel er det her en del af teksten fra ’Rag Bag’:
They shout I never wash
I never shave
I ain’t gonna worry like no god damn slave
Lying in the gutter
In the water and the mud
I ain’t got no address
I ain’t got no zip code
The seat of my pants
That’s where I blow my nose
Og man kan høre den her, bare Lindley alene med sin slideguitar foran et tysk publikum til en af de Rockpalast-koncerter, der altid blev sendt sent om aftenen eller om natten i weekenderne – og som jeg optog en masse af på VHS-bånd, mens vi selv festede et eller andet sted i den lille provinsflække …
David Lindley & El Rayo-X ‘Mercury Blues’
Det er naturligvis klassikeren. Lindleys fortolkning af en gammel bil-hyldest, skrevet og sunget af K.C. Douglas. Senere brugt af Ford i en bilreklame, siden indspillet af bl.a. Steve Miller og endnu senere igen fordansket af Shu-bi-dua til ’Folkevognen’.
Den her optagelse fra norske NRK er sjov, fordi der også er et kort interview om nogle af Lindleys inspirationskilder på det tidspunkt – og en anden stærk sang, ’She Took of My Romeos’. Og masser af farver på skjorte og bukser, naturligvis.
K.C. Douglas-versionen:
Kaleidoscope ‘Egyptian Garden’
Jimmy Page var angiveligt fan af David Lindleys første store band, og man kan i hvert fald godt høre, at Page på samme måde som Kaleidoscope har opsøgt og er blevet inspireret af f.eks. mellemøstlig og nordafrikansk musik.
I øvrigt er det også Lindley og Kaleidoscope-folkene, der spiller på Leonard Cohens debutplade, ’Songs of Leonard Cohen’, selvom de ikke er krediteret noget sted på albummet. Det er den plade med bl.a. ’Suzanne’ og ’So Long, Marianne’, og på sidstnævnte kan man sagtens høre forbindelsen.
’So Long, Marianne’:
Warren Zevon ‘Carmelita’
David Lindley har samarbejdet med Warren Zevon ved flere lejligheder. Han spiller violin og banjo på Zevons selvbetitlede album fra 1976, som Jackson Browne producerede.
Det er et klassisk vestkyst-album, hvor de ’alle sammen’ er med – Jorge Calderon, Lindsey Buckingham, Rosemary Butler, Stevie Nicks, Waddy Watchel, Bonnie Raitt, Don Henley osv. osv.
På det tidspunkt spillede Lindley fast med Jackson Browne, men samarbejdet med Warren Zevon gentog sig mange gange, helt frem til Zevons farvelalbum, ’The Wind’.
Den desperate ’Carmelita’ er en af de stærke sange på 1976-albummet, her blot tilsat piano og Lindleys strengespil, som igen underbygger sangen så flot:
David Lindley ‘Werewolves of London’ (live)
Og til sidst lidt spas. David Lindley fortolker her Warren Zevons i forvejen sjove ’Werewolves of London’. Og det gør han med et mesterhold af musikere, og de hygger sig tydeligvis med en skæg, funky, omarrangeret udgave af Zevon-klassikeren:
Og Zevons original:
Farvel og tak for musikken, David Lindley.
Læs også:
