Jimmy Scott er død. Den lille mand med den lyse stemme blev ramt af et hjertestop torsdag i sit hjem i Las Vegas. Han blev 88 år.
Det er ikke sikkert, du kender Jimmy Scotts musik, men jeg siger dig; hvis du nogensinde er stødt på den, så vil du aldrig kunne lægge den fra dig igen. Han havde en af den slags stemmer, man knytter sig til, og selv om den var underlig i forhold til den typiske opfattelse af skønsang, så rummede den en skønhed og en dybde, der kunne gøre voksne mænd og andre hårde nitter fugtige i øjnene.
Jimmy Scotts habitat var jazzen. Han var en randfigur, og hans kunst var ikke ren og forfinet som de store crooneres. Faktisk var den mærkværdig, og har man ikke set billeder af ham, kunne man tro, at den tilhørte en kvinde.
Her stoppede modsætningerne ikke. Jimmy Scott så også anderledes ud. Han holdt op med at vokse som 13-årig, da han led af Kalimanns Syndrom, en genetisk forbistring, der standser udviklingen. Man kan sige, at han aldrig blev en mand. Der kom ikke hår på kroppen, og stemmen forblev lys og fin som en kordrengs.
Man hældte masser af hormoner på ham, og han voksede faktisk nogle centimeter, da han var i 30’erne, men det ændrede ikke ved, at det lød som ingen andre, når Little Jimmy Scott sang.
Det var balladerne, der var Jimmy Scotts ting. Han flyttede ind i de vemodige sange og fortalte de tungeste historier med lukkede øjne og de tynde arme strakt frem.
“Sangene er ikke altid triste, men de får folk til at mærke smerten, når sangen rammer dem,” sagde han, da jeg interviewede ham i 1995.
Han sad på Hotel Kong Arthur i København med en kop kaffe og fortalte om sit liv og sin skæbne.
“Jeg synger ikke for at reklamere for tristesse. En sang skal være en befrielse for sjælen”, sagde den tynde mand med det venlige smil og de dybe øjne.
Han var vant til, at folk betragtede ham som en freak. “Hvad fejler hun?” var han blevet spurgt på vejen fra lufthavnen til hotellet.
For andre var det udefinerbare køn og hans status som marginaliseret en stor attraktion. Jimmy Scotts fanskare talte folk som rocklegenden Lou Reed og filminstruktøren David Lynch – i sig selv freaks – og det var via dem, at han kom til at opleve succes sent i livet.
“David Lynch er sær, men på en venlig facon”, fortalte Jimmy Scott, der havde en lille rolle i Twin Peaks som sanger på The Black Lodge, seriens metafysiske intetsted med de røde gardiner, hvor folk taler baglæns. Her passede hans mystiske stemme og dværgagtige fremtoning perfekt ind i uhyggen.
Det var i 1990, og på det tidspunkt havde Jimmy Scott i årtier været ude af musikbranchens øje.
Han havde overlevet i Cleveland ved at arbejde som hjemmehjælper og sekretær. Han var fattig og drak for meget, og når der endelig kom en invitation til at optræde, var det fra en stripklub i Bronx eller en pensionistforening i New Jersey. Man skulle virkelig ud i hjørnerne af musikscenen for at finde folk, der kunne huske, at Little Jimmy Scott engang var en lovende sanger, som havde sunget med Lionel Hampton og Charlie Parker og udgivet soloplader på Savoy.
“Selv om jeg har optrådt mange dårlige steder, tænkte jeg ikke på dem som slemme. Det var bare jobs. Når det var værst, var det ofte min egen skyld. Det skyldtes min manglende viden om musikbranchen og jura. Men en rigtig artist giver aldrig op”.
Han var ikke heldig med sin karriere. Jimmy Scott havde allerede i 1940’erne mange fans, og senere har stjerner som Nancy Wilson og Marvin Gaye nævnt ham som forbillede. Og Ray Charles var tosset med ham.
“Hans koncept var romance. Hans timing og tristheden i hans stemme kunne skabe den perfekte romantiske plade”, har Ray Charles sagt, og han prøvede at gøre noget godt for sit idol.
I 1963 producerede han albummet ‘Falling in Love Is Wonderful’ for Jimmy Scott, men p.g.a. rod med kontrakter blev pladen taget af markedet igen. Det er en fremragende samling sange, som heldigvis er blevet genudgivet. Men først 40 år senere.
Vejen tilbage mod anerkendelsen begyndte med Twin Peaks, og i 1992 skrev han kontrakt med Warners Sire-label og indledte et stærkt ryk med ‘All The Way’, ‘Dream’ og ‘Heaven’ – tre blændende album, hvor Jimmy Scott synger standarder mikset med sange fra rockens afkroge og pophits.
Han begyndte også at turnere for alvor igen. I Copenhagen Jazzhouse i 1995 stod han med sit furede, bløde ansigt og sit alt for store jakkesæt og opførte ‘Motherless Child’, ‘Moon Glow’ og de andre, som så mange sangere har fortolket, men kun de største kan gøre til deres egne.
Han vendte tilbage i 2001 og var mere slidt. Jimmy Scotts stemme har altid været noget, man skulle lære at elske, og det var ikke altid, at han ramte de toner, som komponisterne havde forestillet sig. Men hans timing!
“At vælge sange til en koncert er som at samle sine digte i en poesibog,” sagde han den dag på Kong Arthur.
Han var draget af mørke tekster, og musikken lød altid som noget, der kom fra en jukebox i hjørnet af en lurvet bar i New York.
Jimmy Scott sagde, at han altid havde haft det bedst om natten, i mørket.
“Aftentiden skal bruges til at reflektere over dagen. Og drømme om den næste. Der er mange, der går en tur i New York om aftenen og tænker”.
Det var den stemning, han fik ind i sin musik – med den tilføjelse, at om natten er alle katte ens. Også dem, der er født som mænd, men lyder som kvinder, og ender med at leve et langt liv i en barnekrop.
