Der var grufuldt nyt fra Irland i dag. Cathal Coughlan er død, og det ryster mig sgu. Han blev 61, hvilket jo er ingenting. Det i sig selv er nok en floskel, men her er en endnu større: Han var så hamrende vital her de seneste år. Han udgav et storartet album for et år siden, og bare her i foråret kom endnu ét under navnet Telefís, en ny duo med Coughlan og hans ven, den fine producer Jacknife Lee.
Ærlig talt virkede det som kronede dage for den lille skare af os, der har været helt vilde med manden siden halvfemserne – med hans vrede, hans humor og hans ”han kunne synge telefonbogen, og det ville stadig lyde godt”-bariton. Han var i storform.
Og dog kan jeg ikke rigtig brokke mig, hvis du spørger ”Hvem helvede er Cathal Coughlan?” For han var ved gud et kultfænomen. Ikke fordi han lavede grotesk og uudholdelig musik. Overhovedet ikke. Hans første band, Microdisney, var et af de fineste af de bands, briterne kunne fodre svin med i de år. Altså udvalget af Smiths, Commotions, Aztecs, Oranges, Sprouts osv. Ja, og vores egne Gangway herhjemmefra.
Microdisney var melodiske og højpandede, som alle de andre. Der var bare en enkelt detalje: De var ikke briter. De var irere. Ikke engang fra Dublin, men Cork. Og Bono vil sikkert påstå, at det ikke var en hindring i at blive populær i firserne, men de havde nu engang ikke samme profil som alle de andre nævnte i den engelske presse. Og dermed trængte de heller ikke rigtig igennem hos mig. Vi kan synge den samme sang om et par legendariske bands fra Australien, men det er en anden historie.
Microdisney skulle have haft samme profil, men måske var de lidt for regionale. Og måske var den i øvrigt helt forrygende gode sanger lidt for lakonisk, lidt for ætsende, når han stod og stirrede folk ned. Lidt for fjendtlig. De kom aldrig på den britiske top 10. Og jeg lagde reelt ikke mærke til dem.
Men jeg spidsede ører og øjne, da Microdisney lukkede efter fem albums i 1988. Cathal Coughlan havde hurtigt et nyt band klar, og nu var han ikke længere nødt til at gå musikalsk på kompromis med de mere pragmatiske kræfter i form af melodimakkeren Sean O’Hagan. Det nye band hed The Fatima Mansions, og de var også klar til en ny tid, hvor vi havde MTV’s Alternative Nation, og hvor rock med industriel tyngde var katteurt for dem. Og her dukkede så ’Blues for Ceausescu’ op, Coughlans utvetydige afsked med den afsatte og henrettede rumænske diktator.
Ingen tolvstrenget guitar her på den udladning af harme. Dette var snarere som Scott Walker, der sang for i Ministry. Ikke, at jeg helt anede, hvem Scott Walker var dengang. Det dæmrede et par år efter, og samtidig gik op for mig, hvilke skuldre, Coughlan stod på, når det handlede om skønsang. Han gjorde det i øvrigt tydeligt nok med et cover af Walkers ‘Nite Flights’ kun et år efter David Bowies. Jeg vil påstå, at Coughlan gjorde det endnu bedre.
The Fatima Mansions lavede fire albums plus det løse med skiftevis gnistrende støj, storladne ballader og skønne, melodiske øjeblikke. Og over det hele havde vi så Coughlan og hans helt specielle tekster. Det havde været verdens letteste løsning bare at stå og råbe op om, hvad han var utilfreds med – kirken, englænderne, nationale tyranner, lokale tyranner, nazisterne, hjemlandet – og gøre det hele til belærende slogans. I stedet skabte han et grotesk, dybt sorthumoristisk univers af bizarre karakterer fra paven og nedefter.
Den intensitet må været svær at holde ved lige. Sidste album kom i 1994, og i mellemtiden var det søreme lykkedes at få et top 10-hit på den mest bizarre måde: Som en dobbelt a-side, som de fleste købte fordi det gik til velgørenhed, og for Manic Street Preachers’ version af ‘Suicide Is Painless’, men hvor Coughlan lavede en bister version af et andet nummer, nemlig Bryan Adams’ Robin Hood-sang. Synes du, det er barsk at lytte til? Så hør massakren på ‘Shiny Happy People’. Eller … lad måske være. Humoren var altid begsort.
Først i 2000 fik vi et egentligt soloalbum, kort efter ét til, og de var smukke, efterårsbrune og regnvåde. Og efter nogle flere år vendte Coughlan tilbage med par cabaretalbums, sangsuiter, som jeg blankt må erkende, at jeg ikke har hørt. De var ikke lige til at få fat på, og – jeg sad for pokker og bryggede på den første blog i evigheder, fordi netop solopladerne, alle Microdisneys albums og ikke mindst The Fatima Mansions endelig kunne streames nu.
Nu gør jeg det i stedet, fordi manden er død.
Det er jo helt tåbeligt. For helvede, mand. Co-Aklan, du var slet ikke kendt nok, du skulle have levet meget meget længere, og de færreste kunne udtale dit navn, men du var fandme stor.
