De kaldte den Pop

Måske er det dumt at bringe dette link. Det føles lidt som at anbefale én af sine venner til et job på éns eget kontor – med det resultat, at det hurtigt dæmrer for chefen, at hun eller han gør én selv totalt overflødig. Men jeg tager chancen alligevel. Alle bør nemlig have lov at læse i Pop.

Pop, for dem der ikke måtte kende det – og det er nok mange – var et svensk musikblad, der udkom fra 1992 til 1999 med ujævne mellemrum, men som regel 3-4 gange hvert år. Redaktøren var den påståelige, selviscenesættende, nærtagende, men også knivskarpe og helt eminent skrivende Andres Lokko, en elsker af soul, hiphop, Chicago-house, pigegrupper, country, Dexys, The Smiths, Springsteen, Jellybean og en million andre ting.

Han var – og er – lige så begejstret for de ting, han elskede, som han var ætsende fordømmende mod det, han ikke kunne snuppe. Han havde en os-mod-dem- og vores-musik-mod-deres-attitude der gik som en rød tråd gennem bladet, hele vejen.

Og han havde en række andre suveræne skribenter med om bord, rene musikfanatikere der var med på at kæmpe for den gode smag og mod den stupide indifference. Der var Jan Gradvall, på samme tid en af de mest stilsikre og vittige musikskribenter der findes. Og Fredrik Strage, hiphopeksperten, der fik en gevaldigt beef med den surmulende svenske rapper Petter for at kalde hans tekster for ”julegaverim” i en anmeldelse i Pop.

Og så, blandt mange andre, den desværre nu afdøde Lennart Persson, der dækkede de gamle udgivelser og den amerikanske lyd, og som drev den fantastiske pladebutik Musik & Konst på Spångatan i Malmö – det var dagene hvor man gik i pladeforretninger, og endda tog både for at komme til dem, fordi de bare var bedre i Sverige: Musik & Konst, Jukebox, Folk å Rock og Malmö Skivaffär. Og så gik man i Pressbyrån og købte det seneste nummer af Pop.

Det var Pop, og det var de ture, som stod for at præsentere mig for ting jeg ellers ikke ville have anet noget om. Uden Andres Lokkos interview/hyldest i 1999 er det meget tvivlsomt, om jeg havde elsket Bruce Springsteen. Ditto hans interview med Scott Walker fem år inden, da Walker midt i britpopæraen udgav den temmelig krævende Tilt – den skulle jeg komme til at holde af ti år senere, men ovre i Folk å Rock købte jeg opsamlinger med Walker Brothers og Scott Walker, spillede dem ihjel, og så alle Scotts fire første albums, der fik samme skæbne. Northern Soul, reggae, Phil Spector, alt det jeg ikke hørte om når nu jeg kun læste NME, det var bare en del af ordforrådet hos Pop. Det var altid højeste fællesnævner. Derfor var Carl Craig og Beppe Wolgers på forsiden sammen med Björk og Cypress Hill.

Det var også Pop, og et tip fra min faste følgesvend på turene, der hjalp til at opdage Kent dengang, længe inden de blev opdaget herhjemme. En mandag i efteråret 1997 blev timerne droppet til fordel for en udflugt til Malmö med flyvebåden for at købe tre eksemplarer af dagens nye udgivelse Isola, til én selv og de to venner man dengang havde, der var fans. Og så det nyeste Pop. Det var ikke kun Kent heller – det var dengang det væltede frem med gode svenske bands; Eggstone, Cardigans, Weeping Willows, Popsicle, og der også blev taget en stak gamle ting med hjem fra Reeperbahn, Ebba Grön, og Lill Lindfors’ helt fantastiske Du är den ende.

Og så var det bare at læse på vejen hjem og med øjnene sluge de anmeldelser til otte og ni, som man kunne glæde sig til at prøve at høre mere til – det var dagene før internet og YouTube og Soundcloud og Spotify og en million bloggere, så gode råd var dyre. De mest spændende ting tog Lokko sig selv af, som til julen 1996 hvor han havde fået fingrene i Daft Punks debut Homework og gav den 10 ud af 10, og skrev en forelsket helside om den, der var præcis så euforisk som pladen selv.

Det var ikke overraskende, at de ikke holdt evigt. Pop spillede ikke efter reglerne, og desuden havde de hen mod slutningen en tendens til at blive stadig mere navlepillende og elitære – hvad de altid havde været, men nu på den gale måde hvor det bevidst obskure begyndte at fylde alt for meget. Det var årene, hvor 90’ernes popstjerner, vores Albarn’er og Jarvis’er, også blev indadvendte og dunkle. Måske det var uundgåeligt. Men efter at de lukkede har de været dybt savnet, for der var ikke rigtig nogen som dem. Ingen der kunne bruge 25 sider på at skrive om verdens 49 bedste discosingler. Ingen der brugte en side på The Heart of the Congos, fordi det var den bedste genudgivelse i 1996. Ingen der satte det hele så lækkert op. Ingen der skrev så åndssvage billedtekster, heller.

Nå ja, og det link jeg talte om. Det er her. Der er nemlig nogen, der er begyndt at lægge artiklerne og anmeldelserne fra de forlængst udgåede blade op som en blog. Der kommer hele tiden nyt, dog kun fra de første 25 numre foreløbig. God fornøjelse. Det er 90’ernes musik og musikere i fremragende ord. Og nu skal der læses. Jeg kom selv først med fra nr. 10.