Åh jo. Én om måneden. Se lige mig! Se mig løbe mig selv en staver i livet.
Idéen stjal jeg herfra. I modificeret udgave. Trunkworthy skrev i flere omgange et indlæg om en Elvis Costello-sang pr. uge, et tempo der slet ikke er bæredygtigt her, hvilket enhver fast eller løs læser burde kunne regne ud selv. Men den grundlæggende tanke kom fra David Bowies død. Og det er ikke et forsøg på at være morbid, for jeg har bestemt forventninger om at Carsten Valentin nok skal leve i bedste velgående længe endnu. Selv om han er 69 nu – den alder som Bowie holdt til.
Men vi sad jo i høj grad og hyldede ham, fordi han var død. Jeg vil hellere hylde de store, så længe vi har dem, når nu vi har chancen. Og C.V. er sgu den største herhjemme for mig, og er det på helt sin egen måde. Hvilket jeg selv var længe om at fatte. Da jeg voksede op, var det ikke med C.V. Jørgensen som nogen form for musikalsk guru. Eller med nogen som helst andre, der sang på modersmålet. Det eneste danske musik jeg kunne lide var på engelsk, og lød engelsk: Gangway, Martin Hall. Dansk føltes akavet og – lidt urimeligt, men også kun lidt – uløseligt bundet til bøvede bands som Gasolin, Gnags eller Shubidua. Helmig var gigantisk i de år. Sang på banalt dansk. Jeg kunne slet ikke holde Helmig ud.
Men én kunne jeg efterhånden godt lide, nemlig Lars Hug. Og vejen tilbage til de danske sange, jeg altid havde hørt, men sagt nej til fra teenageårene begyndte, blev hans album Kopy. Ærlig talt; ikke alle sangene derfra er lige fantastiske. Jeg blev aldrig fan af John Mogensen eller Anne Linnet på den måde. Men ’Sæsonen er slut’, C.V. Jørgensens sang, var helt magisk. Blandt flere andre.
Og dermed kendte jeg pludselig C.V. Jørgensen for andet end at være en dansk rockveteran som jeg, med skam at melde, ikke rigtig ville kunne skelne fra Sebastian eller Rugsted/Kreutzfeldt hvis jeg blev bedt om det. Samtidig dukkede der stadig flere danskere op, der gjorde sproget spiseligt igen for mig.
Min nye studiekammerat Anders var lige så vild med Hug som jeg, og spurgte for eksempel om jeg kendte Hilmer Hassigs nye band med en ukendt fyr, der hed Jens Unmack. Nej, aldrig, men tak for tippet, og det skulle jo faktisk vise sig at blive en stor fornøjelse. Så jeg var frisk, da han hen på samme efterår, i 1990, slæbte mig hen i en pladebutik med lyttebåse på Strøget. Var det en HMV? Den lå hvor 3 har butik nu.
”Du skal høre den nye C.V. Jørgensen”, fik jeg at vide. ”Den er fantastisk. Én af sangene begynder med at han synger ”Hvor længe skal der lefles …?”” Ærlig talt var jeg solgt allerede ved den oplysning, men afsted til butikken, og den blev hørt – og anskaffet. Hans mest unplugged og mindst new wave plade, efter et årti med synth og spids guitar, ironisk nok. Og de næste år blev én lang kavalkade af kærlighed til C.V., og koncerter, indtil han begyndte at give stadig mindre lyd fra sig.
Hvorfor det lige pludselig klikkede? Det har været ordene, frem for alt. ”Lefler”-effekten! Men det er jo for pokker ikke poesiforelæsninger, dette handler om. Manden har alle dage kunnet bikse et fantastisk melodi og et fuldendt omkvæd sammen hjemme i stuen, i ro og mag. I en grad, så det reelt til sidst begyndte at virke som om han var træt af at være så god til det. At være ”genstand for al den ære”.
Men det slipper han ikke for. Så her er første sang i denne hyldestserie. ‘Senior & søn‘. Den er håndplukket fra 1979, fra C.V.’s femte album, Solgt til stanglakrids. Og det er én, jeg i sagens natur ikke anede fandtes før jeg opdagede hele sangskatten.
Men historien bag, den var ikke ligefrem ukendt. For selv om jeg kun var seks-syv år gammel dengang, var der ingen skolebørn, der levede i uvidenhed om ham de kaldte Bombemanden fra Gladsaxe. Vi var eddermanme nervøse. Der var en grund til at de pillede alle dørene af telefonboksene dengang! Og at man blev bedt om at være pænt forsigtig på legepladserne. Den ene af hans bomber dukkede op i en sandkasse, blev gravet op af en nysgerrig unge, og var kun en fuser fordi batteriet til udløseren var faldet af.
Han placerede rørbomber i Bagsværd og omegn fra sommeren 1977 og frem, og kom efterhånden så vidt rundt i byen at panikken spredte sig over hele København. Det var nemlig langt fra alle, der var fusere. Og der blev efterladt hjælpeløst stavede breve ved gerningsstederne, underskrevet med et omvendt syvtal som signatur. De skulle pege politiet i retning af en højreekstrem koldkrigsterrorgruppe, og der blev truet med at skyde politi og tilfældige.
Det lykkedes ham ikke at slå nogen ihjel, ikke engang sig selv. Men han var tæt på at opnå det sidstnævnte, da han havde taget en bombe med i Fælledparken 1. maj efter knap ni måneders generel opstand og skræk. Han mistede det meste af den ene hånd, da den gik af i utide, og han blev fanget af mængden da han prøvede at flygte. Og så kunne historien fortælles: Han var ikke ideolog eller psykopat. Han var heller ikke snigskytte i stil med Jens Okkings atomaktivist i filmen, der havde premiere mens bombemanden hærgede, og som vist ikke gjorde stemningen meget mere afslappet.
Nej, han var bare … et røvhul. En genert gymnasiedreng, som sad hjemme på sit værelse og konstruerede bomber og lemlæstede folk med dem, fordi han kunne. Den første sang om ham skrev sig selv, og var et kæmpehit det forår. Medfølelsen var til at overse på skolegårdsniveau. Den gik på Mabels grandprixvinder fra samme år:
♪ Det sagde boom boom, da bombemanden sprang – han mistede fire fingre på højre arm ♪
Så vendte C.V. til gengæld skråen et par gange til, inden han gav sin version af begivenhederne. Målløse Mortensens søn, der i virkeligheden hed Kristensen, ender faktisk i denne udgave med at miste livet – til stor harme for retskafne Reinkopf og generel hovedrysten for skråsikre Strømkjær, der virker klar til at falde direkte ind i tidens lyst til total nihilisme, og som i alle fald ikke forlanger meget andet, når alle alligevel lever et regelret, røvsygt liv under truslen om en paddehattesky hvad øjeblik det skal være.
Og den konklusion er det, der gør sangen så vellykket i mine øjne. Den er ikke, at det på nogen måde er ok at bombe folk og terrorisere byer. At ville forbyde folk at føde onde børn er nonsens, at gøre ungen til martyr er lige så tåbeligt. Grunden her er nemlig reelt bare … at der ikke er indlysende grunde. At nihilisme er så inderligt og bekymrende nærliggende, når tiderne er som de er. Plus at sangen har et fuldendt omkvæd. Det er jo som nævnt ikke en digtekonkurrence.
