– Could you play some post punk, please, lød det med distingveret engelsk udtale fra en gæst tæt på scenen. Efter fjerde post punk-nummer.
Det grinede Dry Cleaning-medlemmerne meget af på Loppens lille, lave scene. Og så fortsatte de fire londonere ellers med at vise deres helt eget tag på den post punk, der er genopblomstret de seneste vel fem-seks år i Storbritannien. Og det var godt. Virkelig, virkelig godt.
Veloplagt, stramt og med Florence Shaws monotone, fascinerende tale-sang henover funky basriff og skarpe guitarfigurer som det, der skiller Dry Cleaning ud.
Hendes tekster er sjove, kloge stream-of-consciousness-betragtninger, der taler direkte til mit musikhjerte, men det var nu først midtvejs i den en time lang koncert, at hun faktisk henvendte sig direkte til publikum med et ‘tak’. Udover at grine ad førnævnte sætning. Men så var der også løsnet op, og det endte med flere grin og løssluppen stemning til sidst.
Loppen var meldt udsolgt, men det var nu ikke en af de Loppen-aftener, hvor der nærmest ikke var plads til at løfte øllen til munden. Og det kunne jo godt hænge sammen med postcorona-koncertsyndromet – at der simpelthen er for mange koncerter på for kort tid, så folk ikke får brugt alle deres billetter. Det er svært at holde styr på, hvem der spiller hvornår. Eller også har nogle simpelthen bare glemt, at de havde billet til koncerten.
Og ja, der var naturligvis mange midaldrende mænd, som er vokset op med Talking Heads, Joy Division, The Cure, Public Image Limited, Siouxsie and the Banshees, Gang Of Four og den slags – måske endda indehavere af Grace Jones-plader – til stede. Men det glædelige var alle de unge mænd og kvinder, der også havde indfundet sig, og igen kan man glæde sig over Loppens skarphed til at booke nogle af tidens mest spændende nye rocknavne. For det er Dry Cleaning.
Fontaines D.C., Yard Act, Squid og Wet Leg er nogle andre af navnene, der kan relateres til den aktuelle post punk-genkomst, og som samtidig i mine ører er nogle af de bedste nye rockbands overhovedet. Og ligeledes med elementer af tale-sang. Post punken taler og har det virkelig godt.
Dan Carey er et godt referencenavn som producer, men det er nu den mangeårige PJ Harvey-samarbejdspartner John Parish, der har produceret Dry Cleanings yderst vellykkede debutalbum ’New Long Leg’. Det album prægede naturligt nok sætlisten med ’Her Hippo’, titelnummeret og førstesinglen ’Scratchcard Lanyard’ som højdepunkter.
Men deres to tidligere EP’er blev også præsenteret, hvor ’Viking Hair’ midtvejs og især den medrivende debutsingle ’Magic of Meghan’ mod slutningen beviste, at Dry Cleaning har været i gang et stykke tid – og at det betaler sig at øve sig.
Det meste sad simpelthen lige i skabet denne aften, og selv et af de svagere numre – ok, det er måske smag og behag – ’More Big Birds’, blev løftet med en jazzet tilgang. Det var ganske enkelt en fornøjelse at se spilleglæden hos den lange guitarist Tom Dowse og den langhårede bassist Lewis Maynard, mens trommeslageren Nick Buxton arbejdede som besat og holdt sammen på det hele. Kun en enkelt gang var der fornemmelsen af, at de stramme rytmer sejlede en anelse.
Der blev bygget godt op til kulminationen, som i mine ører var de fire sidste sange inden ekstranummeret Conversation’.
Og jeg er vild med opbygningen i ’Tony Speaks’, hvor det gennemgående distortede basriff – med Maynard stående op mod monitoren – er dominerende i begyndelsen, men langsomt overtager guitaren.
Imens reciterer Florence Shaw en vidunderlig tekst med noget, der i mine ører lyder som definitionen på storladen progrock fra begyndelsen af 70’erne:
Lovely ponytail / Angry man / Writing symphony songs / In his room / Head full of gnomes / Zooming through Wales.
Men der er også erkendelsen og dilemmaerne. Tabet af tung industri og den pressede natur set med storbyøjne:
I always thought of nature as something dead and uninviting / Wet, empty trees / But there used to be a lot more of it / Oh right / Crawling and flapping and turning itself over / Well I don’t live when it was like that, I live now / So I don’t get it
Masser at tænke over og en masse at tage med hjem fra en glimrende aften på Loppen, hvor der venligst blev spillet post punk.
Sætlisten:
