Det lange lys skal rettes mod efterårets mindre koncerter, hvis man vil undgå ”udsolgt”-skiltet i billetlugen. Her er fire anbefalinger til mindre koncerter i efteråret 2023 – i både København, Århus og Odense:
Caitlin Rose – Nashville Nights, Odense 17. september. Ideal Bar, København 18. september.
Hvis Emmylou Harris og Elvis Costello bryggede en reagensglasbarn i hjørnet af et pladestudie, ville det gribe en guitar og lyde nogenlunde som Caitlin Rose. For hvor den britiske sangerinde på sine første albums var blødere og varmere med i sin countrylyd, går hun mere riffet og elektrisk til værks på sit seneste album. Hvilket kun øger charmen og skarpheden. Det bliver en af de aftener, elskere af den gode sang, bør deltage i.
Do Nothing – Loppen, København 14. oktober.
Efter sommeren er det tvivlsomt om, Nottinghams ene stolthed, Nottingham Forest, stadig er i den bedste række. Men musikken kan ingen tage fra byen, der tidligere har fostret navne som Tindersticks, Stereo MC’s og Sleaford Mods. Do Nothing ligger umiddelbart i den snotnæsede britiske rockåre, men snart bemærker man, at det hele har et kløgtigt NY-strejf af Talking Heads-traditionen. Der bliver fart på, og det bli’r muntert.
Wednesday – Loppen, København 29. oktober.
At se Mitskis Tiny Desk Concert er en stærk oplevelse. For Karly Hartzman fra North Carolina var den så stærk, at hun besluttede sig for at lære at spille guitar. Siden dannede hun bandet Wednesday, som i bedste indiestil har været ekstremt produktive de seneste år – kulminerende med deres fortjent hyldede nye album. Det er ungdommeligt støjende og håndholdte sange sange om at drikke så meget, at man brækker sig, mens ens Benadryl-ædende venner hallucinerer og ser alt muligt ”shit” kravle op ad væggen, og det er sange med nok halvstuderet selvsikkerhed til at namedroppe af alt fra Dollywood til Drive-by Truckers.
Alfa Mist – Voxhall, Aarhus 20. oktober. Koncerthuset Studie 2, København 21. oktober.
London har sammen med L.A. været to af de store jazzbyer de seneste år. Midt i Storbritanniens nationalistiske morads er hovedstaden cookin’ med sit miks af traditionel jazz, hiphop og diverse påvirkninger fra Afrika og Caribien. Orkestrene omkring saxofonisten Shabaka Hutchings – The Comet is Coming og Sons of Kemet – har været på jævnlige besøg på denne side af Nordsøen, og nu presser Alfa Mist sig på. Den selvlærte pianist træder af mere samplede og producerede jazzstier end mange samtidige, men er netop derfor et spændende barn af sin tid, og man kan nikke med nakken til hans kompositioner i både Århus og København.