Det føltes som en helt almindelig lørdag aften. Hvor det normale er at gå ud og høre musik på sit lokale spillested, møde venner og bekendte. En paraften, venneaften, hjem bagefter eller måske startskuddet til en bytur.
Konceptet var meget simpelt. På scenen var der en mand med en mikrofon, en guitar og en stribe sange. En dansk musiker på turné på danske spillesteder. En total ubegivenhed i vores herskende eventkultur, hvor alting hele tiden skal være noget specielt. Den slags aftener holder jeg meget af.
Det er nærhed, rugbrød, grundessens. Om det så er første bekendtskab med denne aftens musik eller, som tilfældet var i går, en af den slags bekendtskaber, der har været der som en konstant i flere årtier. Et kapitel mere til en i forvejen lang historie.
Der kan altid føjes nyt til historien – og hvis der ikke kan, er det måske på tide at sømme guitaren fast til væggen, kigge bekymret på bankkontoen, blive klippet og få sig et rigtigt job.
Manden på scenen i går var Jens Unmack, og han har efterhånden en del kapitler bag sig. Men han skriver stadig nye, og jeg kan godt lide, at han til sine (Love Shop-)koncerter ofte fokuserer på de nyeste, for jeg har ligesom hørt ’En nat bliver det sommer’, ’Copenhagen Dreaming’ og ’Love Goes on Forever’ – ofte tilmed på et bedre og mere vigtigt tidspunkt.
Men det er jo en svær balance, for mange af de mennesker, der går til koncert på deres lokale spillested sådan en lørdag aften, vil givetvis helst have noget, de kan synge med på, noget de kender. Noget de kan danse til – spil for pigerne, tre gamle og en ny, eller hvad de dansende aber ellers hører af opfordringer og forsøger at leve op til bag mikrofonen eller dj-pulten.
Når Jens Unmack står på scenen med kun en mikrofon og en guitar at gemme sig bag, får hans ord en meget direkte adgang til vores ører og hjerter, knap så meget til danseben og luftguitar. Selvom Unmack givetvis er en bedre guitarist, end han selv giver udtryk for, for hans enkle akkompagnementer fejlede intet.
18 sange og halvanden times tid blev det til, og hovedvægten var på de nyere sange fra det efterhånden omfattende katalog. 13 Love Shop-album og fire soloplader er det blevet til, men der kan jo også vælges andre ting til, og det gjorde Unmack.
Lørdag aften var det f.eks. Thåströms ’Främling överallt’, som Unmack havde oversat loyalt til dansk og givet titlen ’Fremmed overalt’. Det fungerede virkelig godt, inklusive den lange intro på guitar, og selvklart eksklusive piano-delen.
Herunder fra turnestarten i februar i Holbæk:
Unmack er stor fan af Thåström og rejser gladelig Skåne, Halland og Blekinge rundt for at suge Thåström-ånd til sig. Den giver han gerne videre, og den slags suger man som publikum til sig, når man står derude og hører manden fortælle mellem sangene.
For eksempel om Thåström eller om Townes van Zandt, som han havde hørt afspillet i en odenseansk pladebutik tidligere på dagen. Eller anekdoten om tilblivelsen af David BAWIE-udtalelsen på ’British Racing Green’.
David Bowie er en anden af Unmacks forbilleder, og følger man hans blog – hermed kraftigt anbefalet – kan man blive klogere på Unmacks forhold til musik. Så er man ikke overrasket over at høre om Thåström, Bowie og en masse punk, post punk og synthpop-navne, som han elsker.
Og derfor synes man måske også selv, at man hist og her kan se Unmack slippe sin indre Joe Strummer eller Billy Bragg løs i bevægelser, råb eller betoninger.
Unmack hylder sine helte, og han er skarp til at sætte ord på dem og deres musik på sin blog, og på scenen er han også både klog og sjov, gerne på en lidt underfundig måde. Det gør ham som musiker enormt nærværende og skaber en forbindelse, når man er til stede på sit lokale spillested og kan afkode det hele deroppe fra scenen med spotlys og mikrofon, der afslører det meste.
Der var også plads til en Knud Odde-sang på sætlisten, ’Det knaldhårde mørke’, som kan findes på den tidligere Sort Sol-bassists soloplade ’Strejftog i hjemegnen’ fra i fjor. Endnu en god sang, der faldt fint ind i Unmacks leg med ”mørk og mystisk”-mytologien.
På sætlisten kunne man også finde mange billeder på kulde og vinter, som jo passer godt til det mørke univers, inden vi mod slutningen ramte den tid, hvor en nat bliver sommer – og Unmack kunne med ’Joyride’ sende sig selv hjem fra en aften med rock’n’roll. Men han gav alligevel lige publikum to yderligere ekstranumre.
Otte sange fra de seneste tre Love Shop-plader og fire sange fra solopladerne blev det til, og med to coversange også på sætlisten var der blot plads til fire Love Shop-klassikere.
Det var fint at høre ’Fuck min højdeskræk’, men for mig var koncertens højdepunkt måske ’Alle har en drøm at befri’, som på 2001-albummet ’Anti’ er enormt flot og stemningsfuld, pakket ind i lange klangflader, men som fik en helt anden karakter i dette enkle singer/songwriter-arrangement.
Og så var den faktisk ikke, mystisk nok, på sætlisten, men blev leveret ved en pludselig indskydelse mod slutningen af sættet.
Lige forinden var ’Love Goes on Forever’ blevet dedikeret til det afdøde, tidligere Love Shop-medlem Henrik Hall, der i dag ville være fyldt 75 år. Stadig savnet.
Der er mange mærkedage i så lang en musikhistorie som Jens Unmack og Love Shops. Nogle vigtigere end andre, alt efter, hvor man selv befinder sig i sin historie med dem. Til efteråret vil det f.eks. være 20 år siden, Love Shop hyldede København med seks koncerter på seks dage – det, der senere blev til ’Copenhagen Screaming’-livealbummet.
Det gjorde de ved at spille på seks forskellige, små lokale spillesteder. Det helt normale gjort lidt specielt.
Det kan man læse om her:
Sætlisten:
Underdanmark (Brænder boksen med smukke ting)
Bagsværd Sø (Risiko)
Leve er at dø med stil (Brænder boksen med smukke ting)
British Racing Green (Brænder boksen med smukke ting)
Fuck min højdeskræk (Billeder af verden)
The Troubles (Levende mænd i døde forhold)
Nordic Noir (Levende mænd i døde forhold)
Skovens dybe stille ro (Vejen hjem fra rock’n’roll)
Det knaldhårde mørke (Knud Odde, 2022)
Love Goes on Forever (Go!)
Alle har en drøm at befri (Anti)
Til jorden kommer (Brænder boksen med smukke ting)
Piloten på sin allersidste dag (Dagene løber som heste)
—
Fremmed overalt (Thåström, 2005)
En nat bliver det sommer (1990)
Joyride (Vejen hjem fra rock’n’roll)
—
Aftenland (Aftenland Express)
Kun længes skygger mod aftenens fald (Levende mænd i døde forhold)
