Årets Roskilde-program udløser altid slagudvekslinger om festivalens retning. Sådan er det også i år, hvor #RF23 har lanceret en plakat, som understreger, hvor fragmenteret musikscenen er netop nu. Det dufter af opbrud, og hvis vi er heldige, kan 2023 blive et brydningsår i stil med 1990, 2007 og 2017, hvor festivalen rykkede sig ved at prioritere nye navne og skæve genrer.
Det er i hvert fald et år, hvor man for alvor kan diskutere, hvad det vil sige at være et hovednavn anno 2023. På sociale medier giver såvel garvede festivaldeltagere som youngsters udtryk for, at programmet har få genkendelige knager at hænge den gamle T-shirt på.
Dermed er alt sådan set, som det skal være.
Roskilde Festival er en levende organisme, og selv om det ved første øjeblik virker som et radikalt skifte, er det faktisk ikke nyt, at musikprogrammet et år ligner et fridyk ned i generationskløften. Den tidligere festivalchef, Leif Skov, udtalte i Erik Jensens bog ’På Roskilde’, at ”engang hvert 5. eller 8. år skal festivalen ikke blot udvikle sig i forhold til året før, men tage et markant spring fremad. Så publikum og medier for alvor kan mærke, at der præsenteres nytænkning”.
Det er ikke altid, festivalen har husket at lave de dyk, men når det er sket, er retningen, stemningen, lyden og fornemmelsen af Roskilde altid blevet justeret.
Men hvad er et nybrud? Det er en subjektiv vurdering. For nogle vil det være vildt, hvis guitaren forsvinder fra scenerne. For andre vil det være radikalt, at bands begynder at spille på guitar. Nybrud kan blive overset, mens de sker, og når man bagefter ser tilbage, virker det vildt, at det skete.
Som Metallicas første flirt med Orange Scene som up-and-coming metalguder i 1986. Eller den eftermiddag i 2001, da Aqua bragte eurodance til Smatten. Det første eksempel satte en ny standard. Det gjorde det andet ikke. Blev festivalen en anden, da Ballroom-scenen i slutningen af 1990’erne satte spot på ikke-vestlig musik? Næppe, men det gav nogle friske vitaminer.
2023 ligner på forhånd et år, hvor noget forandrer sig. Mens vi venter på at få opklaret, hvad det er, og om vores fornemmelse holder stik, kaster Blogholdet et blik tilbage på nogle af de legendariske år, hvor (noget af) det gamle blev sat på pause og (et bud på) fremtiden tegnede sig i støvet nutid.
Vurderingerne bygger som altid på vores egne subjektive oplevelser. Bortset fra det første nedslag, som vi har studeret i de ældste kilder om festivalen, som har rundet 50 og altid opfatter sig selv om ung.
1978 – FREMTIDEN BEGYNDER
Canopyscenen ankom, og Bob Marley & The Wailers rykkede ved opfattelsen af, hvordan en dansk rockfestival lyder.
Horsens Folkeblad mente efter den historiske koncert, som ofte nævnes som en af de bedste nogensinde på festivalpladsen, at Bob Marley måtte have skuffet arrangører og publikum. Some things never change.
Elvis Costello gav hippierne et spark i røven, blev kaldt sur og ’fascistisk’ i pressen, men fik med sin kantede energiske musik vist en ny vej.
Året efter var nye stjerner fra punk og new wave talstærkt til stede, fra Talking Heads og Tom Robinson til Ebba Grön, og definitionen på et topnavn udviklede sig gradvist. 1978 var begyndelsen på fremtiden for Roskilde Festival. (Fez)
1987 – BLIK FOR OUTSIDERE
Gnags var stadig inde i varmen, men det boblede af energi i de mindre telte:
Sonic Youth skruede op, Trouble Funk gav festivalen krop, The Woodentops og That Petrol Emotion var mere indie end de fleste, mens Philip Boa & The Voodoo Club, The Hoodoo Gurus og gothfænomenet The Mission sørgede for at 1980’ernes outsiderrock præsenterede sig.
Det var også i 1987, at et ungt band fra Oklahoma spillede på festivalen for første gang. The Flaming Lips var et lille kultband på hjemmebane, men faldt i god jord hos festivalens bookere.
Sangeren Wayne Coyne kom på den måde ud af USA for første gang i sit liv. Han har senere fortalt, at The Flaming Lips elskede besøget i Roskilde, selv om de var chokerede over at se folk af alle køn tisse i det fri. (Fez)
1990 – KLUBBEN ÅBNER DØREN
Rockskilde havde det længe svært med musik, der ikke spilles på guitar.
Hiphop, house og tidlig techno satte kun få spor i det midtsjællandske mudder, og musikkulturer bygget omkring dj’s, producere og en anden form for fest end kædedans, var åbenbart svært at forstå.
Det var lobbyarbejde udefra, der førte til lanceringen af Club Roskilde, som i 1990 overtog lørdagen i det ene telt.
Pludselig kom en ny tid igen buldrende med De La Souls flippede rap, Paul Oakenfolds dj-sæt og anderledes klange fra A Guy Called Gerald til The Orb og Orbital.
Club Roskilde viste vejen for 1990’ernes festivaler og blev siden til DeeDay, hvor festen eskalerede i f.eks. 1994 med Björks genfødsel som solist og Underworlds magi. (Fez)
1995 – TOP OF THE POPS
Hvorvidt britpoppen som kulturtrend pegede frem eller tilbage, er vist en smagssag. Men den jangly, anglofile guitarpop var overalt i den vestlige kultursfære i midt-90’erne – og Roskilde Festival red i sommeren 1995 på selve toppen af bølgen fra Cool Britannia.
Året før havde budt på et noget skizofrent og tilbageskuende line-up med bl.a. Aerosmith, Peter Gabriel og ZZ Top øverst på plakaten – så da 95-programmet blev offentliggjort var det en ren magtdemonstration i tidens toneklang.
Den sommer væltede alle Fred Perry-klædte twentysomethings med møgbeskidte Reeboks på fødderne sig rundt i en åben fadølshane af perlende frisk britpop fra Blur, Suede, Oasis, Supergrass, Echobelly, Gene, Shed Seven – plus The Mod-father Paul Weller.
Nå ja, og så bød programmet også lige på R.E.M., Bob Dylan, The Cure, Massive Attack, The Prodigy, Jimmy Page & Robert Plant, Elvis Costello, Van Halen, Jeff Buckley, Ice-T, Weezer, PJ Harvey, Sinead O’Connor, Gil Scott-Heron, Tricky, The Cranberries, The Cardigans mv.
Roskilde har vel sjældent haft en plakat med så mange aktuelle hitnavne nogensinde før eller siden?
Det danske festivalfyrtårn havde sejret ad helvede til og forstærket billedet af, at Roskilde naturligvis var leveringsdygtig i alt, hvad ungdommen kunne begære fra øverste hylde på hitlisterne. Et omdømme, der har belastet modtagelsen af programmet i mange efterfølgende år. (AKS)
1997 – REDDET AF POP
Popmusik af den mest direkte slags blev for det meste holdt i strakt arm af festivalen i 1980’erne og 1990’erne.
I 1997 sørgede poppen for festivalens redning. Det var lortevejr. Regnen faldt i historiske mængder, men lørdag brød solen igennem, og de sejlivede firserfavoritter Pet Shop Boys besejrede Orange, mens Erasure tog Grøn, og omkring dem glimtede blandt andre kommende kernekunstnere som Radiohead og Beck, mens Daft Punk legede med den farlige cocktail af vand og strøm.
Mange navne inden for stadiontechno blev i årene efter forfremmet til Orange Scene, fra The Prodigy og Chemical Brothers til Fatboy Slim og Basement Jaxx.
Daft Punk vendte dog aldrig siden tilbage til Danmark. (Fez)
2007 – KØREPLADE TIL ET GENERATIONSSKIFTE
Ikke kun regnen stod i luften mellem pladsens musiktelte det år – det gjorde også løftet om et nyt årtusinds festivalmusik.
Et forbløffende antal bands havde droppet de mest højtidelige rockmanerer og i stedet fundet sig et lystfuldt beat at ride på.
Der var de britiske nu-ravere i Klaxons og New Young Pony Club, CSS’ heftige Brasil-disco, kattepote-jazz-house fra The Whitest Boy Alive – ja, selv ikke Arctic Monkeys og LCD Soundsystem kunne skjule deres kropslige take på det at være et band, om så de forsøgte.
Fra Danmark bidrog Turboweekend, Booty Cologne og Trentemøller til tendensen. Hovednavnene fulgte endnu ikke med frontløberne, men kørepladerne til et musikalsk generationsskifte var lagt. (Køster)
2012 – SKABELON FOR ÅRTIET
Igennem 00’erne blev de etablerede smagshierarkier – skabt i rockens heyday – revet ned.
Modsat en del gatekeepere i musikbranchen og -pressen betragtede nye generationer hverken r&b, hiphop eller pop som sekundært, som nogle måske nok kommercielt succesfulde, men lidt underlødige genrer; tværtimod fandt de tidens motor netop der.
Og fra 2012 ramte den virkelighed også Roskilde Festival. Det er ikke lige til at se på en plakat med Bruce Springsteen, The Cure og Jack White øverst, men for første gang løb der en decideret urban åre gennem programmet.
Janelle Monae vendte tilbage året efter sin “I was there”-legendariske optræden på Cosmopol, Santigold var på Arena ligesom Wiz Khalifa og Mac Miller (begge rappere fyldte teltet), mens navne som A$ap Rocky og Macklemore and Ryan Lewis stod med små bogstaver.
I den henseende virkede det næsten lidt altmodisch med The Roots på Orange, men det var også et signal: Nu kunne hiphop bookes som legacy acts, hvilket Malk de Koijn også blev.
Samtidig reduceredes den tidligere så dominerende hårde rock til en nichegenre på Roskilde – og savnede man den, havde den i 2010 fået sin egen fest i Copenhell.
Når man parallelt med disse helt friske vibrationer præsenterede en blockbuster som Springsteen blandet med indiens mest toneangivende navn Bon Iver og en stadig grænsesøgende Björk, så var det et program, der klikkede med alt det, Roskilde gerne vil klikke med: Samtiden og fremtiden, krydret med noget ekstraordinært på toppen. Og 2012 virkede til at skabe den skabelon, man forsøgte at følge årtiet ud. (Danni)
2019 – MÅLRETTET INKLUSION
Diskussioner om køn og inklusion har længe været en del af optakten til festivalsæsonen. Læsning af ældre Roskildeplakater er nedtrykkende for andre end fans af mandlige musikere i jeans og læder.
Det kræver aktivistisk handling at ændre på mikset, og 2019 var det første markante bud på, hvordan kortene kan blandes på en anden måde.
Cardi B på Orange, jubel til Christine and the Queens, fokus på Lizzo, Rosalias flamenco, Nakhanes eksperimenter stod tydeligt i et lydbillede, hvor Travis Scott kunne betvinge Orange.
Skabelonen blev fulgt op efter coronapausen i 2022 og findes nu i en endnu mere gennemført version i 2023, hvor diversitet i genre, køn, lyd og sprog ligner et fundament mere end et krydderi. Med et vist genbrug af de stærke navne fra 2019. (Fez)
