Festivalkaravanen ramte i weekenden København, og vi havde sendt bloggens Wet Leg-ambassadør til den genopstandne Vanguard Festival nye Syd For Solen-festival i Søndermarken, hvor lørdagen blev en solskinsdag for rockmusikken.
Meget mærkelig festival-oplevelse. Stort set ingen kø ved indgangen lidt før kl. 13, og der er helt rengjort på pladsen og toiletterne efter fredagens Liam Gallagher-fest.
En 50’er (plus en femmer i pant) for en 0,4 l pilsner. Vel meget normalt efterhånden. Kan jeg få en classic? Nej, specialøl er henne i To Øl-baren.
Mikael Simpson åbner med et 50 minutters sæt. Man fornemmer på ham, flere gange, at han tilsyneladende godt kunne have spillet længere tid.
Men bandet har ikke travlt. Til gengæld er de gode. Altså virkelig, virkelig gode.
Asger Baden på keys, Anders ‘AC’ Christensen på bas, Jakob Høyer på trommer, Kasper Tranberg på trompet. Store CV-vibes. Lige nu og her vil jeg gerne slå et slag for mere trompet, bare sådan helt generelt.
Der er band-tshirts. Spotter en Yard Act-trøje handlet på Stengade otte dage forinden. Og trommeslager Jakob Høyer har en Bauhaus-tshirt på. Det begynder godt.
Ham, der takkede nej til øl, drikker sin øl. Og henter en kande. Den koster 200 kr. Lidt langsom hovedregning viser, at det godt kan betale sig.
Nøj, der er varmt i solen. Den medbragte parka tilbringer hele dagen liggende på græsset.
Simpson takker af efter et virkelig stærkt dubjazz-sæt, der virkede som greatest hits, flere af dem dog i ganske omarrangerede versioner. Lidt for lavt, måske, men nøj, det lød godt.
Pladsen fyldes mere og mere, og der er flere til eee gee end til Simpson.
Bliver straks døbt Modepolitiet, da jeg tillader mig at undre mig over eee gees tshirt med Burzum-motiv.
eee gee går mod tendensen – ingen VERSALER i kunstnernavnet. Troede ikke, man kunne komme på New Music Friday på Spotify uden versaler.
Hun, eee gee aka Emma Grankvist, synger virkelig godt, men … Burzum-tshirt?
Vi finder en god bænk, hvor man kan se begge scener. I skygge. Og der er ikke langt til hverken ølbod, toiletter, madboder eller samaritterne. Virker umiddelbart som en klog løsning.
Anna Calvi kører hård Leonora Christina Skov-stil med sort hår og rød læbestift. Den kvist, der er faldet ned i min øl optager mig dog mere.
95 kroner for en flæskestegssandwich med alt for meget frugt (Meyer!) eller det samme for en hotdog. Hmmm … Vælger en butter chicken med nanbrød. Virkelig god smag.
Modent publikum, meget afslappet, mange fine typer. BH’en tilsyneladende på tilbagetog. Var også en tendens på Primavera, oplyser veninde.
Bagende sol, da Nilüfer Yanya åbner med ’Midnight Sun’. Nej, det bliver sgu fra distancen.
Der er lang kø til baren med specialøl, og der er vinbar, men umiddelbart virker Syd For Solen mere som et almindeligt ølpublikum. Jeg kan lide det.
Sharon van Etten er helt i sort. Jeans denne gang, ikke læderbuks. Hun er god. Og virker ganske oplagt og stadig vedkommende. ‘Comeback Kid’, ‘Porta’, ’Every Time the Sun Comes Up’. Koncerten bliver bedre og bedre.
’Seventeen’ er som ventet afslutteren, og der kommer næppe ret mange bedre sange denne dag. Store sange er vigtige! Og igen – virkelig god lyd.
Ved en fejl ankommer en kande hvedeøl til vores bænke. Jeg kan ikke lide det.
Men hold op, hvor er der lækkert mellem træerne i Søndermarken. Tilpas mange mennesker, stemningen er virkelig rar, og frekvensen af shotsrør på pladsen stiger.
Musikken skifter mellem to scener, stort set uden pause imellem. Cassandra Jenkins har taget over på den mindre scene. Men det bliver også fra distancen. Kan ikke rigtig mærke hende.
Intet er farligt her i Søndermarken, men Slowdive skubber trods alt til noget. Og det er forrygende godt. Og lyder fantastisk her i det vindstille mellem træerne. Jakob Krogh Jørgensen fra Psyched Up Janis er også på.
Han er også med i Ring Them Bells og fortæller, at Slowdive-trommeslager Simon Scott skal masterere gruppens kommende album. Og at Slowdive-medlemmerne er enormt søde.
Vi forsøger at holde blikket på vores sko og bare nyde støjen, melodierne, opbygningerne, men det er umuligt ikke at stirre betaget på shoegaze-ekvilibristerne på scenen. Hold op, hvor er det godt. Selvom de egentlig ikke kigger ret meget på deres sko.
Ja, det er lige før, de er udadvendte. Rachel Goswell formår endda at signere et vinyl-eksemplar af ’Souvlaki’-omslaget, der blev kastet op på scenen.
Alt kommer tilbage – shoegaze, dreampop, post punk (forhåbentlig også albummet til dets ejermand). Og tak for det. Slowdives comebackplade fra 2017 efter 22 års albumpause er f.eks. fremragende. ’Sugar for the Pill’ og ’Star Roving’ skinner – men der er mere af det gamle, og lysten til at sætte ’Souvlaki-albummet’ på herhjemme er stor.
Sådan en dag giver shoegaze og rockmusik i det hele taget stadig mening. Det er egentlig meget rart at tænke på.
Fra højre side til Slowdive haster vi ned til venstre, naturligvis, til Wet Leg, som fortjener al den hype, de har fået. En håndfuld virkelig stærke sange allerede på debutalbummet er stærkt, og charmen hos frontfigurerne Rhian Tiesdale og Hester Chambers er enorm.
På hvert eneste videoklip, jeg har set med dem, stråler det gode humør ud af dem, selvom de snart har turneret deres stadigvæk begrænsede repertoire i et års tid.
De ligner altid nogen, der ikke helt har forstået, at de laver musik, som andre gider at lytte til – endda i et fremmed land langt fra Isle Of Wight – og de virker, som om de stadig har en afslappet distance til deres stigende popularitet. Og har det pissesjovt på scenen, leger med klicheerne og alligevel holder sammen på sagerne.
Der er pænt besøgt på den lille scene, mens toilet- og pissoirkøer vokser – jeg er tilsyneladende ikke den eneste Wet Leg-ambassadør herhjemme inden deres første Danmarksbesøg.
Udover at det er enormt svært ikke at stå med et konstant smil på læberne gennem de 12-13 sange, er der også noget tyngde bag. Det er ikke uden svagheder, men støj, riffs, dynamik omkranser sikkert de fine melodier, og der varieres tilpas på træffere som ’Wet Dream’ og ’Angelica’.
De lukker naturligvis med ’Chaise Longue’. En kæmpe sang! Og en yderst vellykket, stram version med de obligatoriske ’What?’-råb fra publikum. Fin koncert, skøn oplevelse.
Tilbage til højre. Og måske den bedste koncertlyd, jeg nogensinde har hørt på en festival.
The National-koncerten på halvanden times frem til lukketid kl. 23.30 var i sig selv glimrende, men det, jeg især tager med fra Vanguard den første Syd For Solen-festival, er lyden. Vældigt imponerende.
Men altså, The National var også mindeværdigt. Og det havde jeg egentlig ikke forventet. The National har givetvis toppet på albumfronten, men det var en udsøgt fornøjelse bare at stå og nyde sangene, der kom godt rundt i diskografien.
Fra de tidlige højdepunkter ’Mistaken for Strangers’ og ’Bloodbuzz Ohio’ over ’I Need My Girl’ og ’Light Years’ til ’Fake Empire’ og den skrigende ’Mr. November’. Man kan sagtens indvende, at The National er et totalt ufarligt orkester, men …
Det er bare gode sange, det er fermt håndværk, og de er pissedygtige på scenen. Sangene kan tydeligvis mærkes hos modtagerne, og rundt omkring bliver der skrålet med på et niveau, jeg ikke havde forudset.
Igen en god musikoplevelse og en sidste godnatøl til at fordøje det hele – inden vagterne siger godnat.
Pladsen skal jo gøres klar til søndagens regnvejr!
Læs soulbrother Niels Fez’ reportage fra søndagen her:
