Klanen er samlet igen. Copenhell har tændt ilden på Refshaleøen i København, hvor alt virker større i år. Alle tiders mest succesfulde danske musiker var på scenen onsdag aften og fik al opmærksomhed, men vor mand i denim (ikke dobbelt) stødte også på rockende boglæsere og flere af festivalsæsonens brutale ølpriser.
Glem Tour De France. Den bedste reklame for cykelbyen København må være et foto af cykelparkeringen til Copenhell. Jernhesten styrer.
Opvarmningsdagen var tidligere temmelig fredelig på Copenhell. Man rullede ud, fik armbånd på og så L7 eller Eagles of Death Metal. Men så bookede festivalen Metallica. Alt er vokset. Onsdags-publikummet er enormt.
Festivalen er i det hele taget vokset. Den dækker mere jord, scenerne er skubbet, så der er ekstra plads foran den største. Ja selv R.I.P.-området er vokset, og backstage/gæste/sponsor-området er nu på størrelse med en mindre provinsfestival. Det udviser derfor også tendenser i retning af Roskildes forhadte Backstage Village (Metallica har stadig godt fat i key account managerne).
Kan høre Dizzy Mizz Lizzy i det fjerne. Overvejer en piercing i pungen som alternativ. Vælger øl i stedet. Føler smerten. En Brooklyn IPA til 70 kr. (Inkl. indpakning, det er The Summer of Pant).
Møder en fyr, der siger, at Rob Trujillo fra Metallica tidligere på dagen var på scenen sammen med sit gamle band, Suicidal Tendencies. Det ville vi begge gerne have set, men bliver enige om, at S.T. jo alligevel var bedre på Heyday i Roskilde i 1994.
Folk står allerede på bordene i Biergarten (som er flyttet til modsat ende af pladsen i forhold til tidligere). DJ’en spiller ‘Death Is the Answer’ med Early Man. Stenet.
Rollespil i Copenhell Con. Live-snak (podcast-optagelse?) med Han Duo. Fyldt på alle stole. Sværd og trolddom. Ren eventyr-gakgak og sjov oplæsning. God stemning. Copenhell Con er en ny hule at fortabe sig i mellem bands: Tegneserier, Dungeons and Dragons. Et rum med gamle arkadespil.
I det fjerne synger mange med på ‘Love Is a Losers Game’. Nummer 666 i Højskolesangbogen.
Medlemmerne af Red Fang giver hånd til hinanden, inden de tænder for deres stenede rock. Portland, Oregon! Tre gråskæggede mænd i front. Lyder som Queens of the Stone Age – hvis de ikke havde fået hits og et gennembrud. Rimeligt groovy.
Spotter årets første Turbojugend-denimjakke. Alt er godt.
Red Fang ligner fire college-lærere, der har et hyggeband. Briller, skaldepander, gråt skæg. Den ene guitarist bærer en T-shirt fra en lokal boghandel i Portland, Revolution Bookshop. De rocker hårdt, sangene er mest korte. Deres bio fortæller, at de hader prog. Jeg erklærer mig straks som fan.
Crowdsurfing til Red Fang. Den ene surfer har et rollespilssværd i hånden. Han er iført bowlerhat.
Syd For Solen ku’ lære noget af Copenhell, når det handler om mængden af pissoirer.
Går gennem træerne i Udgård-området og ankommer til festivalens nye scene, Gehenna (det betyder stort set det samme som de store sceners navne; Helviti og Hades). Danske Eyes thrasher igennem. Eller er det hardcore? Hurtigt, i hvert fald, og med en sanger i shorts. Der er gang i moshpitten. I dette hyggelige skovklædte hjørne er der en cider-bod. Og pant-samlere.
Årets festivaløl er Fine Festival fra Tuborg. Et oplagt valg. Stærk – og på en måde klædt i corpse paint.
Men var det så overhovedet Rob Trujillo, der var på scenen til Suicidal Tendencies? Møder flere folk, der bekræfter, men andre tilbageviser situationen. Hans søn, Tye, har flere gange spillet med bandet. Unge Trujillo kører åbenbart en ond bas. Men var han på scenen i København?
Til højre til Metallica. Det største navn nogensinde på festivalen. Lars Ulrich er alletiders mest succesfulde danske musiker. Der spiller ingen andre bands, mens den sortklædte kvartet (Kirk dog i grøn T-shirt) er på. Klanen er samlet.
Ser fyr i ‘Death Magnetic’-T-shirt. Kontroversielt valg. Det er skridtet før ‘Lulu’ (som er bedre end sit rygte).
Opvarmningsmusikken til Metallica: “It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock’n’roll)” med AC/DC, selvfølgelig. Og så ind i Ennio Morricone. Alt er, som det plejer at være.
Lars og co. begynder ude på den lange forscene. Et trommesæt materialiserer sig, da de står ved spidsen. ‘Whiplash’ åbner.
Metallica på Copenhell er noget andet end Metallica i Horsens. ‘Enter Sandman’ allerede som tredje nummer. Det går ned. ‘Harvester of Sorrow’ er tung og nærende. Det er, som om de ved, at her står et publikum af kendere, der ikke finder sig i lal.
Fyr foran mig rejser sig fra sin kørestol og begynder at danse. Hans hjælper holder en ramme med seks fadøl.
‘Sad But True’. ‘Welcome Home (Sanitarium)’. Bandet gør sig usynlige. Lidt mystiske videoer på storskærmene.
Den ægte Rob Trujilo er (tilbage) på scenen. ‘For Whom the Bell Tolls’. Flammer bliver sendt til vejrs. Varmen kan mærkes på kinderne! ‘Moth into a Flame’.
‘Seek and Destroy’. Majestætisk leveret foran skærmene, der viser billetter til tidligere Metallica-koncerter. Også den i Saga i 1984, gruppens første i Danmark.
Så kommer fyrværkeriet og det store fælles brøl: ‘Master!’ Folk virker glade og overraskede over at høre Metallica som metal på en metalfestival.
Derefter er aftenens sidste udfordring at finde cyklen i bjergene af jernheste. Og spænde hjelmen, så hovedet er klar til tre dage mere.
