Det var en af de små ting, jeg holdt enormt meget af i Gaffa-magasinerne – de små historier om et pladeomslag. I cirka 11 år var det et fast element under titlen ‘Undercover’, og som jeg lige kan tælle, blev der lavet 134 af disse historier frem til den sidste i januar 2012.
Den første af slagsen kom efter en af de største relanceringer i det snart 40-år gamle magasins levetid, da man i oktober 2000 overgik fra tabloidformat og avispapir til det magasin-format, man også kender i dag.
På det tidspunkt var magasin-døden begyndt at indtræffe, og herhjemme kostede det livet for bl.a. Wild, Zoo og Blender, men Gaffa eksisterer stadigvæk, trods et par økonomiske kriser hist og her.
I begyndelsen af årtusindet sagde Gaffa goddag til en stribe nye tiltag som nogle associationsinterview over Gasolin’ og CV Jørgensen-titler (På banen/Verden fra mit vindue), Spot, Minus til Plus, Hvad blev der af dem, Finale m.m., mens bladet gik bort fra genreopdelte sektioner til metal, hiphop og soul. Til gengæld kom der ekstra fokus på elektronisk musik og clubbing.
Det var en periode, hvor der var masser af plads til leg, fortællelyst og gode ideer, og i forhold til dagens Gaffa-magasiner var der meget større variation i indholdet. Blandt andet på grund af disse små historiske tilbageblik på en plade med stor betydning, gennemslagskraft eller bare et flot cover med en interessant historie.
Med tiden blev Undercover-historierne dog mindre interessante, og formatet endte lidt som en losseplads for omtale af nye plader. Det er jo fint nok som del af den aktuelle dækning af nye udgivelser, men mangler til gengæld det historiske perspektiv og fokus på en vigtig plade.
Jeg var selv med til at lave historierne i begyndelsen – ikke den første og ganske underholdende en af slagsen om Hvid Sjokolades ‘Så’n er vi’, men de efterfølgende ni. Og de ni historier genudsender vi her på bloggen, inden vi vil prøve at lave nogle nye historier om (gamle) plader med en god cover-historie.
Den første af slagsen er om denne klassiker:
Gasolin’ ‘Efter endnu en dag’
Hvornår: Fotos er fra sommeren 1976, albummet udkom i november samme år.
Hvor: Trente Mølle på Sydfyn
Hvem: Peder Bundgaard, fotograf
– Det var rent ud sagt tænderskærende, når der skulle laves Gasolin’-omslag. Det var helt normalt, at bands intet havde at skulle have sagt med hensyn til omslaget. Men dér i hippietiden ændredes meget, og Gasolin’ ville bestemme alting selv. Men de var altså fire i bandet, som aldrig var enige, fortæller Peder Bundgaard, der – trods alt – er berømmet for sit flotte design på Gasolin’s albums.
Han var dengang ansat hos pladeselskabet CBS med den fine titel “director of creative services.” Omslagene på Gasolin’s første plader var tegnede, men til ‘Efter endnu en dag’ var alle enige om, at det nok skulle være et foto.
– Men Gasolin’ gad aldrig showet med at klæde sig ud og stille sig an foran fotografen. De fuckede det altid up, så vi anede ikke, hvordan vi skulle få lavet det cover. Og det gjorde de vist heller ikke selv.
Bandet var i øvelejr på skuespilleren og komikeren Preben Kaas’ gård på Sydfyn, da Bundgaard og producer Poul Bruun besøgte dem og tog en masse billeder til almindeligt pressebrug. Men da Gasolin’ efterfølgende tog i studiet, hvor de absolut ikke gad besøge fotografen, gik tingene pludselig stærkt. Interessen og forventningerne til deres måske mest ambitiøse plade var store, og pladeselskabet ville have coveret på plads.
– Så jeg viste “gasserne” billederne fra besøget, og de blev pludselig vanvittigt forelskede i dét billede, som ellers ikke er jordens fedeste. Grunden til, at de står og peger, er, at der fløj et fly henover hovederne på dem – det kom bare ikke med på billedet! Men for en gangs skyld var de enige, og jeg “kunne jo bare tegne en flyver på.”
Så Peder Bundgaard kreerede både fly og de siden nok så velkendte Gasolin’-vinger til gassernes store tilfredshed.
Vingerne viste sig at være et genialt logo, der dels var godt at bruge i promotion-øjemed, og dels optræder på næsten alt, der siden er blevet udsendt.
– Jeg var så lettet, som jeg aldrig havde været i hele mit liv, fordi det på en måde var det mest smertefri, vi nogensinde kom til at lave. På de efterfølgende plader var vi ved at myrde hinanden igen. Men her var der “peace”, siger Peder Bundgaard.
I dag ligger der en del symbolik i billedet: Gasolin’ står solidt plantet i den danske muld og kigger langt efter flyet til Amerika. Bandet drømte om et gennembrud i Amerika, med det kom aldrig.
Oprindeligt bragt i Gaffa i februar 2001
