De 20 mest solgte vinyler i Danmark i 2013

Det er vel ikke den store overraskelse, at Nick Cave topper top 20-listen over sidste års mest solgte album på vinyl i Danmark, som Bloggers By Choice på anmodning har fået udleveret af brancheorganisationen Ifpi, der står bag bl.a. hitlisten.nu.

Albummet er godt, det er rock, det solgte godt, det fik meget omtale, og kunstneren er kendt og i forvejen et yndet samlerobjekt.

Det mest solgte album på vinyl i Danmark i 2013 - Nick Cave & The Bad Seeds 'Push the Sky Away'.
Det mest solgte album på vinyl i Danmark i 2013 – Nick Cave & The Bad Seeds ‘Push the Sky Away’.

På den samlede hitliste, der tæller både download, cd’er og vinyl, er Nick Cave blot nummer 23, men sådan er der store forskelle mellem den samlede liste og vinylhitlisten.

Vinyllisten er især præget af rock, et totalt fravær af hiphop og en pæn del danske plader (ni i alt). Der er også blevet plads til et par gamle plader i form af Pink Floyds ’Dark Side of the Moon, der er blevet genudgivet på vinyl, og Daft Punks ’Discovery’, som man har kunnet genanskaffe sig til en hund i samme år, som Daft Punk udgav meget omtalte ’Random Access Memories’.

Ellers er det ’modne’ navne som David Bowie, Black Sabbath, Arcade Fire, Depeche Mode, Queens Of The Stone Age og The National, der typisk sælges flest vinyler af.

Og hvor mange sælges der så?

Tja, ifølge en artikel for nylig i Jyllands-Posten er Nick Cave solgt i mere end 14.000 eksemplarer i alt, heraf mere end 2000 på vinyl, mens et tal på omkring 500-600 for de laveste på listen ikke er helt usandsynligt.

Man skal dog notere sig, at dette udelukkende er vinylsalg baseret på de officielle kanaler i Danmark og altså ikke medregner den givetvis ganske omfattende vinylimport, der også finder sted, samt kunstneres eget salg m.m. Jeg havde faktisk forventet, at Spids Nøgenhat ville ligge højere, da de vist har solgt noget mere end de tal.

I alt steg vinylsalget i Danmark ifølge Ifpis nyligt udgivne årsrapport fra ca. 4,5 mio. kr. i 2012 til ca 6,0 mio. kr. i 2013 – en stigning i markedsandel fra 1,1 % i 2012 til 1,4 % i 2013. Og jeg kan så personligt konstatere, at det er et par år siden, min andel kunne regnes i procenter.

Her er listen over de 20 mest solgte vinylalbum i Danmark i 2013:
1. Nick Cave & The Bad Seeds ’Push The Sky Away’ (23)
2. Daft Punk ’Random Access Memories’ (16)
3. David Bowie ’The Next Day’
4. Kashmir ’E.A.R’ (30)
5. Black Sabbath ’13’ (41)

6. Volbeat ’Outlaw Gentlemen & Shady Ladies’ (5)
7. Marie Key ’De Her Dage’ (3)
8. Arcade Fire ’Reflektor’ (91)
9. Agnes Obel ’Aventine’ (17)
10. Arctic Monkeys ’AM’ (61)

11. Depeche Mode ’Delta Machine’ (26)
12. Queens Of The Stone Age ’… Like Clockwork’ (94)
13. Pink Floyd ’Dark Side of the Moon’ (-)
14. Ulige Numre ’Nu Til Dags’ (71)
15. Steen Jørgensen ’Standards for Living…’ (69)

16. The National ’Trouble Will Find Me’ (55)
17. Quadron ’Avalanche’ (28)
18. Daft Punk ’Discovery’ (-)
19. Lukas Graham ’Lukas Graham’ (21)
20. Spids Nøgenhat ’Kommer Med Fred’

* I parentes placeringen på den samlede årsliste. Kilde: Ifpi/hitlisten.nu

About the author

Comments

  1. Super interessant ting, Elsnab! Jeg gad virkelig godt have en ugentlig hitliste over vinylsalget i DK. Kunne være spændende at følge.

    Men det er vel også kun er vinyludgivelser fra IFPIs medlemmer, der er med på listen? De mange uafhængige pladeselskaber i DK, hvor nogle givetvis baserer en stor del af deres indtægter på vinylsalg, er jo ikke med i denne forening. Hvis man talte dem med ville det samlede salgstal med garanti også være meget større.

    Vh Lars

  2. Jeps, det er netop kun Ifpi-medlemmer, så der er jo en vis usikkerhed, når man er nede i så små tal. Men tænk, hvis Rasmus Seebach var interessant for det vinylkøbende publikum …

  3. I kan ikke bruge de der Ifpi tal til særlig meget. De medtager kun LP’er solgt i butikker, der benytter stregkode aflæsere. I tilfældet Spids Nøgenhat vil det sige, at de 4-500 ex de har solgt i Route 66 alene ikke tæller med. Eller dem der er solgt i Kaffe & Vinyl, Repo Man, Mint, Rama Records, Karma, Sound Station eller Insula for den sags skyld. Så tallene der angiver vinyl salgets % af det samlede musik salg, giver heller ikke mening.

Skriv et svar