Koncertsavnet fylder meget i 2020, men hey, måske bliver 2021 året, hvor man rent faktisk får brugt sine indkøbte koncertbilletter. Og hvem ved, måske kommer vi endda på festivalgræs til sommer.
Heldigvis kunne 2020 også andet end byde på forvrængninger af livet, som vi kender det. 2020 bød f.eks. på mange stærke udgivelser – fra nyere såvel som ældre kunstnere.
Her kigger tre af bloggens skribenter tilbage på musikåret 2020 på godt og ondt.
3 gange optur og 3 gange nedtur ifølge Snab
+ Et sindssygt stærkt udgivelsesår
Måske er det bare, fordi jeg har haft mere hjemmetid og derfor også har fået lyttet til en masse ny musik, men … 2020 har altså været et vildt godt musikår! Fremragende album i lange baner, stærke sange dag efter dag hele året rundt i mange forskellige genrer og udtryk.
Min bruttoliste til årets album nærmede sig 200, da jeg opgav projektet med at rangere årets mange udgivelser. 2020 vil for mig være lig SAULT, Bdrmm, Keleketla!, Bambara, Porridge Radio, Sweeping Promises, Cindy, Billy Nomates, Nation Of Language, Sonic Boom, Sorry, Shopping, Country Westerns, Fontaines D.C., Holy Motors, Juniore, Frazey Ford, Ela Minus, Rose City Band, Dua Lipa, Jet Stream Pony og Roisin Murphy – men også med mange, mange flere.
÷ Jeg gider ikke flere online-koncerter!
I begyndelsen af lockdown var det en fin, beskeden substitut at følge med online, når musikerne forsøgte at holde liv i koncertbegrebet – men det holder ikke. Nixen! Koncerter er så meget mere end musikken. Det er fællesskab, det er noget socialt, det er noget psykologisk, og det er især noget fysisk. Det er reaktioner på musikken, på hinanden, på hinandens reaktioner, musikernes reaktioner på os koncertgængere.
Det er ord, lyde, lugte, blikke, bevægelser i tre dimensioner, det er glæde, det er besvær og begær, det er gåsehud på armene, kuldegysninger, rislen ned ad rygraden. Det er skvulpende fadøl, råb, masen og massen i synkron bevægelse. Det er folk, der er pissedygtige til deres arbejde. Det er klap på et og tre, upassende tilråb, sjove kommentarer, kloge betragtninger. Det er begivenheder til historiebøgerne. Og det er følelser.i.fucking.lange.baner! Det kan ikke efterlignes.
+ Rocken lever
Når nu rocken har været skreget død i flere årtier, giver det god mening, hvis man tror på et liv efter døden. For hold da op, hvor er der godt nok liv dernede i undergrunden, hvor rocken rent hitlistemæssigt ligger begravet. Det er ikke alle kids, der vælger mundtøj og computer, når de skal ud med deres musikalske tanker, så det bliver ved med at vælte ud med spændende nye rockbands, der foretrækker samspil og stadig svælger i postpunk, garage, punk, psychrock osv.
Fik jeg nævnt Mundy’s Bay, The Chats, Spectres, Silverbacks, Basic Plumbing, Peel Dream Magazine, The Wants, Rolling Blackouts, Pottery, Public Practice, Profligate, I Like Trains, Elephant Stone, Habibi, Death Valley Girls, Deeper, Melenas, Dream Wife …??
÷ Festivaltvivlen …
Kendrick Lamar annonceret på Roskilde Festival 2021. Fint nok. Men man tør jo ikke engang glæde sig. For trods vaccine og håb om en langsom tilbagevenden til noget, der minder om et almindeligt liv, så er festivaler noget af det sidste, der bliver normalt igen. Kommer vi virkelig på græs til sommer? Med kold pils i hånden, stress- og symptomfri krop, hovedet lykkeligt bagover, vippende med foden, messende med øjnene i solskinnet?
Eksperter i alt muligt forskelligt er selvfølgelig ikke enige. Men måske er videnskabsfolk, forskere, alle de dygtige fagfolk derude, faktisk også i stand til at finde en løsning på den gigantiske udfordring. Vi er mange, der hepper på jer, for tvivlen nager, og den er ikke sjov. Og så er jeg i øvrigt spændt på, hvordan hele koncertbranchen får genopbygget deres dybt komplicerede og bredt forgrenede logistik, så det hele kommer til at fungere igen. På et eller andet tidspunkt.
+ Liveplader holder
Liveplader er ikke koncerter, liveplader er udgivelser. Det ene er ikke en erstatning for det andet. Og når man ikke spilder sin tid på at gå til koncert, på restaurant, på bar, på club, til fester … suk, ja, så er der jo masser af tid til at høre musik derhjemme.
Og der er udgivet mange virkelig gode liveplader i år med f.eks. David Bowie, Billie Eilish, The War On Drugs, Prince, Drive-By Truckers og King Gizzard & the Lizard Wizard. Det har faktisk fået mig selv til at dykke ned i ældre liveoptagelser med andre favoritter som Neil Young, Sade, The White Stripes, The Clash, Ramones og Erykah Badu og høre, hvorfor de er så fantastisk dygtige kunstnere.
÷ Magasinernes død
Der bliver færre og færre trykte musikmagasiner. Det er virkelig ærgerligt, for det kan stadig noget at sætte sig med en kop te og en plade på grammofonen og læse eller zappe sig vej gennem et datostemplet, ikke-uendeligt musikmagasin.
Året bød bl.a. på farvel til engelske Q, der i mange år var et rigtig godt musikmagasin med stærke interview, flotte billedserier, sjove billedtekster og en bred dækning, der omfavnede pop, elektronisk og hiphop. Jeg har efterfølgende skyndt mig at tegne abonnement på to andre magasiner, for jeg var selv en af dem, der havde skåret abonnementer væk. Og det går simpelthen ikke!
Yndlingskøb i 2020:
Jeg har købt alt for mange plader i 2020 og alt for få koncertbilletter. Men jeg har også købt en plakat, som er mit yndlingskøb hele året. En plakat, der afbilleder en del af Joe Strummers kassettebåndssamling, såmænd … Den er fantastisk!
4 ting, Danni husker fra musikåret 2020
Koncertsavn
Til Journey Fest i februar trippede jeg hårdt til The Comet Is Coming. Lidet vidste jeg, at kometen vitterligt snart ville ramme. Syrejazz-ensemblets optræden blev den sidste egentlige koncert, jeg så inden nedlukningen. Og ringene fra kometnedslaget har bredt sig lige siden. Først kom det forudsigelige savn af selve koncerten. Det at høre musik blive spillet i et rum i selskab med andre levende og lyttende organismer.
Dernæst begyndte manglen på koncerter at sætte sig på fornemmelsen for, hvad der egentlig rørte sig. Hvem var de nye og gamle fede. Det er som at få skåret et øre af eller miste halvdelen af kompasset, når du kun har de indspillede sange at vejlede dig.
Og her sidst på året opdagede jeg, hvor lidt jeg ved om, hvad mine venner går og tumler med. For vi har jo ikke stået i baren til venstre på Vega og talt om, hvem der skal giftes eller skilles, være forældre eller blive steriliseret. Koncerten rækker langt ud over de sociale ritualer, der er knyttet til selve musikken. Koncerter er selve mit sociale liv. Så please, 2021, bring back my concerts to me.
Dolly Parton’s America
Okay, den er godt nok fra 2019, men sidste afsnit kom altså først 31. december, så jeg synes, den tæller i 2020-regnskabet. Podcast-serien er et fornemt eksempel på, hvordan man kan flette menneske-, musik- og samfundsfortælling sammen; hvilket desværre er sjældent set, også herhjemme.
Hvert kapitel åbner en ny dimension, og tilrettelæggerne er oprigtigt nysgerrige; de jagter ikke en smal vinkel – som det er tilfældet i Spotifys rædderlige ’Wind of Change’ – og de læner sig ikke op ad kunstnerens egen historisk hullede selvmytologisering, som vi lidt for ofte ser i danske podcast-portrætter.
Godt nyt fra gamle venner
Lige et personligt indslag: Bob Dylan, Bright Eyes, The Magnetic Fields, Sufjan Stevens, The Flaming Lips og Jarvis Cocker har på hver deres måde og på hvert deres tidspunkt bidraget til min inderste musikkerne. I 2020 udgav hele banden for første gang i verdenshistorien albums samme år.
Og de var alle sammen virkelig spændende. Tænk at leve i en tid, hvor der ligger sådan et fastland af rutineret kvalitet, hvorfra man kan plaske ud i alle de debutanter, der flyder rundt hvert år – i 2020’s tilfælde eksempelvis humørbomberne fra Benin i Star Feminine Band eller posthardcore-eksplosionerne fra Dogleg.
Sange med samfundssind
To af årets stærkeste albums var ikke bare stærke på grund af sangene. Men også fordi de ramte tidsånden. Nemlig de allerede så ofte fremhævede albums fra Fiona Apple og Run the Jewels. Ingen af temaerne – sexisme og racisme – var selvagt nye i populærmusikken. Sange om de emner har hobet sig op de seneste år; forskellen var, at i 2020 kom resten af verden med. Så lad dette være en påmindelse om, at hvis du vil vide, hvad der rører sig i verden, skal du lytte til musik. For alt det, nyhedsmedierne pludselig bobler over med, har ofte gæret i sange i årene op til.
5 musikting, der gav mening for Niels Fez
Paul Gorman: The Life & Times of Malcolm McLaren (biografi)
855 fascinerende sider om idemanden, manageren og mediemanipulatoren. Selvfølgelig om Sex Pistols, men også om ’Buffalo Gals’, opera, vogueing og samlivet med modeskaberen Vivienne Westwood. Paul Gorman har styr på alle detaljer og viser, hvordan McLaren altid var på vej videre. Og tit fuld af løgn.
Matt Anniss: Join The Future – Bleep Techno and the Birth of British Bass Music (musikhistorie)
Det begyndte i Nordengland med hyletoner, hardcore-beats og en bas, der forvandlede højttalere til støv. Join The Future er en rejse ind i bas-produktionerne, som rejste sig efter rave og miksede reggae og hiphop med techno. Fra LFO og Unique 3 til Ragga Twins og The Prodigy. Lyttelisterne bagest i bogen er rent guld.
Richard Russell: Liberation Through Hearing (selvbiografi)
Den måske vigtigste bagmand i nyere britisk musik. Russell er manden bag pladeselskabet XL, der har givet verden alt fra The Prodigy og The xx til Dizzee Rascal, The White Stripes og Adele. Han har en bred smag og er altid på musikkens side. Selvbiografien er følsom, nysgerrig og en hyldest til kreativitet og frihed.
Uwe Schütte: Kraftwerk – Future Music from Germany (musikhistorie)
Ikke en klassisk biografi, men mere en undersøgelse af, hvad Kraftwerk betyder som tysk institution og tidløst fænomen, der både giver mening som lyd og billeder. Schütte er tysk litterat og underviser på et engelsk universitet. Det kan ses på sproget, men pointerne sætter gang i nye tanker.
Rob Halford: Confess (selvbiografi)
Metal-guden fra Judas Priest skrifter om et liv med læder, nitter og guitarriffs. Sangeren fra Walsall fortæller åbent om at leve i skabet som homoseksuel og frygte omverdenens reaktioner. Der er overraskende lidt musik i bogen, men mange stærke tidsbilleder og selvironi.
Læs også:
Roskilde-længsel? Værsgo – sådan ser den øde festivalplads ud uden festival
