Vi tæller ned til juleaften med 24 musikalske snapshots fra 2018. Og ingen sladrer, hvis du åbner lågerne for tidligt.
Låge #1 – Årets dansepartnere: Confidence Man
Tre mand, en kvinde, skarp elektropop, fjol og attitude. Perfekt at sprælle til.
Låge #2 – Årets farve: Pynk
Låge #3 – Årets nationalistiske nedsmeltning:
Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsens kommentar om, at flere danske kunstnere, såsom MØ, burde synge på dansk. Verdens vildeste Karen Marie har faktisk allerede sunget dansk. Så den her er til dig, Alex.
Låge #4 – Årets kollektiv: Superorganism
Legesyge kids, der har bygget deres egen sandkasse – og sangene lyder derefter. De otte medlemmer kommer fra Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand og England. De mødtes på nettet, og syv af dem – inklusiv den 18-årige sangerinde – bor nu i et hus i Londons East End, hvor de laver musik i alle værelser og diskuterer det i køkkenet.
Låge #5 – Årets sangtitel: IDLES – ‘Never Fight a Man With a Perm’
Det er både sjovt og blodig alvor, når IDLES brøler fra bunden af Britannien.
Låge #6 – Årets kærlighedssang: Peter Sommer – ‘Sand kærlighedshistorie’
“Du virker som menneske og kører/På dampe af noget større/Det’ lige præcis det, jeg kan li’ ved dig.” ❤️❤️❤️
LÅGE #7 – Årets tapperhedsmedalje: Angélique Kidjo
Benins fineste kastede sig ud i et halsbrækkende projekt, nemlig at genindspille hele Talking Heads-albummet ‘Remain in Light’. Mangen en midaldrende musikconnaisseur må have stået klar med løftet sabel, men resultatet er en sprudlende, helt naturlig og aldeles afvæbnende videreførsel af mesterværket.
Låge #8 – Årets svensker: Robyn
Vi savnede også dig!
Låge #9 – Årets indiesupergruppe: boygenius
Solo er Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker kuldegysende gode guitarsangskrivere – og hver for sig har de lavet stærke albums i 2017 og 2018. Sammen er de boygenius og manner … de stemmer og den eksplosivitet, både på deres EP og live.
https://www.youtube.com/watch?v=iygLfDW8MPo&fbclid=IwAR1z58P7bRMM6lTRRi-mjmqW3aqx43iOc3hdBQ0jaseu8nysRGxrF7gPiqI
Låge #10 – Årets tuba: Sons of Kemet
Det syder og koger hos jazzkvartetten Sons of Kemets, ledet af britisk/barbadiske Shabaka Hutchings. Og albummet ‘Your Queen Is a Reptile’ giver ekstra blus på kakkelovnen med et koncept, hvor den engelske dronning forkastes i samtlige numre og erstattes andre: ‘My Queen Is Angela Davis’, ‘My Queen Is Harriet Tubman’ etc. Til at puste til ilden har gruppen to trommeslagere, en saxofon … og en tuba! Det lyder som intet andet og går lige i benene.
Låge #11 – Årets historieomskrivning: ‘Bohemian Rhapsody’
Nej, Freddie Mercury var ikke knækket af narko og på læderbar i München i perioden lige før Live Aid. Han var på turne med Queen, som var i topform op til det store tv-show. ’Bohemian Rhapsody’ vægter dramaturgi højere end fakta, men det er selvfølgelig ikke en dokumentar. Det er underholdende fiktion, hvor musikken fungerer i biografen, mens handlingen er sand som et juleeventyr (hvor Jesus dør).
Låge #12 – Årets skjulte skat: ‘May I? Stand Unshaken’ af D’Angelo
Under en ridetur i westernspillet ‘Red Dead Redemption 2’ fik man pludselig følgeskab af en adstadig skumringssang. Det var D’Angelo! Tilmed i mesterform. Lidt af et guldfund for en lurvet cowboy.
https://www.youtube.com/watch?v=lm-WEZRpWuA&fbclid=IwAR1lNCbrsLKpVhkd3N6RiAl0XcjyJ6YZQYYFJCQNYmqr610kq_Gr3KMCFQc
Låge #13 – Årets sjæler: ‘Two Slow Dancers’ med Mitski
Og så stod man der på dansegulvet i den trøstesløse gymnastiksal og klamrede sig ikke bare til sin partner, men til håbet om, at øjeblikket kunne vare ved. Mitski rundede sit blændende album ‘Be the Cowboy’ af med en kinddans af de allermest mindeværdige.
Låge #14 – Årets Kanye: Pusha T’s ‘If You Know You Know’
I et år, hvor Kanye West virkede mest optaget af at få Donald Trumps autograf på sin Make America Great Again-kasket, var det opløftende at høre hans produktion af Pusha T’s album ‘Daytona’. Især førstesinglen og åbningsnummeret ‘If You Know You Know’ var slagkraftigt i sin enkelthed – og viste, at West er mere spændende som musiker end som skørt SoMe-fænomen.
Låge #15 – Årets Toppen af Poppen: Annika Aakjær med ‘Morgensol’/’Dejlig Dreng’
Jovist, jovist. Selvfølgelig måtte de musikalske drøftelser gerne stikke dybere. Selvfølgelig kunne vi undvære en god portion patos. Og selvfølgelig bliver det i længden ulideligt at høre på Antonelli Orchestras lyd af bryllupsfest hos overklassen. Men ‘Toppen af poppen’ er alligevel noget så sjældent som et program på en hovedkanal i bedste sendetid, hvor man taler om musik. Hvor man skaber møder på tværs af genrer og generationer. Hvor kunstnerne giver noget af sig selv. Og hvor seerne kan lære nye sange og navne at kende. Enkelte steder opstår ligefrem ren magi. Som i år, hvor Annika Aakjær hyldede både Lis Sørensen og, som hun selv skrev på sin Facebook-side, “frontkvinderne til evig tid” Shit & Chanel.
Låge #16 – Årets europæer: Charlotte Gainsbourg
I disse Brexit-tider inkarnerer fransk/britiske Charlotte Gainsbourg det gode ved kærlighed på tværs af Den Engelske Kanal. Albummet ‘Rest’ kom så sent i 2017, at de fleste musikjournalister havde lukket deres årslister, men denne blogs Jesper Nykjær Knydsen fangede hurtigt de sofistikerede vibrationer og listede det fortjent blandt årets allerbedste. I 2018 fik flere ørerne op for sangene, der kredser om Gainsbourgs tab af sin far og søster, og natkoncerten på Roskilde Festival var et decideret skumbad af graciøs pop. Senere fulgte VEGA, nu venter Heartland Festival. Kvalitet går aldrig af mode.
Låge #17 – Årets prismodtager: Kendrick Lamar
Grammy-komiteen illustrerede fint, hvor famlende og tøvende de træder, når de bevæger sig mod farveskalaens mørkere ende: De skænkede ‘Album of the of Year’ til Bruno Mars’ ’24Magic’ på bekostning af Kendrick Lamars ‘DAMN.’ Well, til gengæld vandt Lamar terræn ved som den første rapper nogensinde at vinde den prestigefulde Pulitzer. Men, hey, vi taler også om et album, som bloggen hér kårede som 2017’s bedste.
Låge #18 – Årets tv-optræden: Car Seat Headrest hos Jimmy Fallon
Det er en evig kilde til nydelse at se en flok splejsede guitarrødder flå fernissen af et blankpoleret tv-studie. I år mestrede Car Seat Headrest den disciplin bedre end nogen andre. Og var den søde støj fra et af tidens bedste bands ikke nok i sig selv, så understregede frontmand Will Toledo også, hvor meget overskud han har som deadpan-beretter midt i det hele – bemærk, hvordan han går meta og kommenterer sangens opbygning.
https://www.youtube.com/watch?v=HXTDTQINc20&fbclid=IwAR0pVX52H7jCbQkOKESm52KJGUbjx8ifpLX_gfSxz7GmxueiQxWkb3Qtalk&app=desktop
Låge #19 – Årets americana-krammer: Courtney Marie Andrews – ‘May Your Kindness Remain’
“No, it’s kindness that makes them beautiful
And a kind heart don’t cost a dime
It’s a gift that keeps giving
For the rest of your life
And if your money runs out
And your good looks fade
May your kindness remain”
Arh, men det er sgu da et simpelt og skønt budskab i en tid, hvor vi hver morgen sidder klar ved tasterne og venter på den mindste anledning til at angribe noget, vi har læst i en overskrift. Det er det, country og americana kan: Skære ind til benet. Og Courtney Marie Andrews var en af 2018’s skarpeste knive i skuffen.
Låge #20 – Årets afkom: The Goon Sax
Robert Forster holder The Go-Betweens-arven i live. Der er kommet en stærk bog i ‘Grant and I’, der er gode koncerter – han optrådte i København i 2017 og gør det igen i 2019 – og så får han noget foræret af, at yngre generationer hylder bandet. Eksempelvis spiller Courtney Barnett ‘Streets of Your Town’ til sine koncerter og indrømmer gerne, at hendes egen mestersang ‘Depreston’ er løftet fra netop den Go-Betweens-klassiker. Alt imens har Forsters egen søn, Louis Forster, et skønt lille band kørende, The Goon Sax. Ekkoet fra farmands orkester er åbenlyst, men charmen er deres helt egen.
Låge #21 – Årets fransktime: Christine and the Queens – ‘Chris’ (la version française)
Engelsk eller fransk? Christine and the Queens gav lytterne valget ved at udgive albummet ‘Chris’ på begge sprog. Valget er så nemt som mellem et glas kold, boblende champagne og en halvdoven, smålunken lager. For ordene danser på tungen, når Héloïse Letissier aka Chris boltrer sig på modersmålet, mens de engelske sætninger virker stivbenede. Desuden har det franske en musikalsk pointe, for det fremhæver nuancerne af vemodig chanson midt i bandets Minneapolis-soul og skarpe synthpop. Den kommende koncert på Roskilde Festival er i ‘must-see-kategorien.’ På fransk, s’il vous plait.
Låge #22 – Årets indie-dansebasker: Friendly Fires – Heaven Let Me In
Trioen fra Hertfordshire leverede årets bedste tilføjelse til den relativt begrænsede pulje af sange, der kan få stivbenede indie-drenge og -piger ud på et dansegulv. Skarpt skåret, alternativ popsang med luftige omkvæd og masser af lån fra house og disco, men som alligevel stadig føles rigtig til dåseøl og stramme Acne-jeans. Sangen er co-produceret af Disclosure, og straks giver det hele mening. Ualmindelig festlig appetitvækker for bandets tredje album, der lander i det nye år.
Låge #23 – Årets koncertkoncept: David Byrne – American Utopia Tour
Scenerummet ryddet for gear, alle instrumenter gjort mobile og spændt fast til bandmedlemmerne, matchende suits og matchende bagtæppe (i form af snore), kantet koreografi, en buket klassiske sange og en veloplagt hvidhåret popprofessor i centrum. David Byrne rejste verden rundt med et totalteater så altopslugende, at man faktisk glemte, at hans seneste album var medium. At se det show var en af den slags oplevelser, man kun får ‘once in a lifetime.’
Låge #24 – Årets farvel: Kim Larsen
I dagene efter 30. september var det umuligt at føre en samtale, uden nogen sagde variationer over “nå, så mistede vi Larsen,” og “det er noget værre noget med Larsen, hva’?” Behovet for at dele tanker om tabet af Kim Larsen var overvældende og det egentlige bevis på, hvor dybt hans sangskrivning har påvirket os. Det samme gjaldt behovet for at dele musikken. De sociale medier flød over af klip, på streamingtjenesterne røg Larsens sange i top, der var flere gode artikler i landets aviser, på Christianshavns Torv var der sørgefest adskillige dage i træk, og DR viste værdien af at have et fælles medie, som tager det alvorligt at dokumentere danskernes historie uden vinding for øje ved på få dage at sætte en stor hyldestkoncert op på Rådhuspladsen – med supplement af storskærme i større byer. Rådhuspladsen flød over af mennesker, 1,4 millioner mennesker så med hjemme i tv. Og således lykkedes det Larsen en sidste gang: At samle os om musikken.
https://www.youtube.com/watch?v=do2obkn_vGE&fbclid=IwAR19IR6sIsrFS9ldGIGaXg5EIpiWdO3Jx27urtP467MONF_NPV25d5FS4ZM&app=desktop
