Det kan ikke udelukkes, at der er fældet en enkelt tåre eller to til et af nedenstående klip. Måske sammen med Emmylou Harris, når hun bliver så rørt af First Aid Kits ’Emmylou’, at hun må tørre øjnene.
Jeg har helt sikkert også siddet med åben mund, som Mama Cass gør til Janis Joplins optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Måske, da Prince går på scenen til George Harrison-hyldestkoncerten med Tom Petty ved mikrofonen og med et lumsk smil om læberne spiller en guitarsolo, så englene glemmer at synge med. Men måske griber de alligevel Prince’s guitar, som på mystisk vis forsvinder op i luften efter afslutningen på ’While My Guitar Gently Weeps’.
Det er selve magien ved musik, der – for mig – bliver indfanget i nogle af nedenstående YouTube-klip. Alle musikelskere har deres egne klip, som de ikke kan få nok af. Og hvor er det dog fantastisk, at vi via f.eks. YouTube kan rejse tilbage i tiden og opleve ting, som vi aldrig kom i nærheden af at se. Og der er så mange af dem …
Skru op og find lommetørklæde og smil frem. Her er seks personlige favoritter fra det dersens internet:
1) Fleetwood Mac ‘Rhiannon’
(live fra tv-showet Midnight Special, 1976)
Jeg elsker ALT ved dette klip. Der er simpelthen ikke en frame forkert i de seks minutter og 31 sekunder, det varer. Men vigtigst af alt og alle er selvfølgelig Stevie Nicks. De første tre minutter af sangen er fremragende, men jeg bliver fuldstændig tryllebundet af Stevie Nicks i de sidste minutter.
Hun er som besat. I de minutter eksisterer der ikke andet end sangen og bandet. Hun er på samme tid i total kontrol over, hvad der foregår på scenen, og giver sig fuldstændig hen i sin egen sang om ”en gammel walisisk heks”. I øvrigt en sang, der var så hård for hende at synge, at den endte med at forandre hendes stemme.
I lange perioder er hun filmet helt nært, så man kan se hver en trækning i ansigtet, hvordan hun bider sig i underlæben, smiler, skæver til kæresten/ekskæresten på guitar ved siden af sig, da hun synger ”lover”, puster ud, kniber øjnene sammen, nærmest ikke blinker.
Man kan se, at det er mikrofonen, der er fixpunktet, mens intensiteten stiger, og hun begynder at marchere og fægte med armene.
Hun kan næsten ikke være i sig selv til sidst, så det er mikrofonen, hun har fokus på – hendes instrument. For sangen skal jo leveres. Det er en trænet, professionel sangerinde, der er fuldstændig drevet af musikken. Ja, hun ER musik. Og hold op, hvor er hun en god rocksanger.
Læg dertil Lindsey Buckingham i halvåben kimono og en eksemplarisk guitarsolo efter de første tre, indledende minutter, før sangen eksploderer med hans solo. Han nævnes sjældent oppe blandt de store guitarister, men i min bog er han fremragende. Eneste problem med denne solo er, at den er alt for kort.
John McVie på bas og Christine McVie på keys er jo lige så dygtige, og alene ansigtsudtrykket på trommeslager Mick Fleetwood, inden Stevie Nicks danser ind i billedet med løse gevandter er det hele værd. Optagelsen er inspireret, og den fanger et band, der spiller MUSIK. Og de er virkelig dygtige til det.
’Rhiannon’ er samtidig en sang, der har udviklet sig gennem længere tid, siden Nicks tog den med ind i det gamle bluesband fra duoen Buckingham-Nicks. Den er blevet en livefavorit, og de er alle fuldt til stede i den.
De ser alle fem fantastiske ud, men jeg er simpelthen nødt til at kommentere Stevie Nicks’ hår.
Det er jo fuldstændig guddommeligt!
Hun ligner det, hun er. En stjerne i front for et rockband, der er på vej til at erobre hele verden. Og i processen lære en masse om skilsmisser og kokainmisbrug, men det er en anden historie …
https://www.youtube.com/watch?v=wgmRb3MlpHQ
Og hør desuden en version fra 1974 af Buckingham-Nicks her:
Og så er dette klip af Stevie Nicks, der ikke kan lade være med at synge med på en demoversion af ’Wild Heart’, mens hun bliver sminket’, simpelthen så sødt …
2) Marvin Gaye ’Star Bangled Banner
(live fra NBA All Star-kamp, 1983)
Hvis man ikke kan finde en brugbar forklaring på ordet ’cool’, så kan man bare sætte dette klip på. Det her er Marvin Gaye så overlegent cool, at man næsten ikke kan forstå det.
At gå på banen i det strammeste suit, med solbriller, en sort mand, og levere den amerikanske nationalmelodi – omarrangeret og blot akkompagneret af en rytmeboks – så ligeglad, er næsten ubegribeligt. Han gør lige med et fingerknips eller to alle amerikaneres sang til sin egen.
Og jeg sidder stadig med åben mund og kigger på det for 117. gang. Og nyder, hvordan publikum efter lidt indledende tøven til sidst fuldstændig overgiver sig til manden midt på halgulvet.
3) Prince m.fl. ’While My Guitar Gently Weeps’
(George Harrisons optagelse i Rock’n’Roll Hall of Fame, 2004)
Det er alt sammen meget professionelt, respektfuldt, alvorligt og seriøst med stjernemusikere som Tom Petty, Jeff Lynne og Steve Winwood på scenen. Men det bliver først rigtig løssluppent og muntert, da Prince lister ind fra siden, hvor han ellers har stået nærmest i skjul og lurepasset, mens de andre gjorde sig umage.
Historien går på, at Prince ikke deltog i prøverne før denne ”vigtige” optræden, så ingen vidste, hvad der ventede. Der ventede dem en af de smukkeste guitarsoloer nogensinde. Det vidste Prince til gengæld. Og han synes, det er skidesjovt.
Prince er så meget bedre end stort set alle andre, og han ved det godt. Det behøver han egentlig ikke at bevise, så derfor ser det også så legende let, ubesværet og sjovt ud, når han sætter de andre til vægs med sin gennemførte musikalitet og ubekymrede optræden.
George Harrisons søn Dhani ved det, og hans imponerede grin er smittende. Tom Petty ved det også, og han må også overgive sig og grine med.
Generelt elsker vi, når musikere hylder hinanden. For når vores helte anerkender andre, så anerkender vi dem typisk også. Og når vores helte bliver anerkendt af andre helte, ved vi, at vi ikke er alene om at forstå. Vi oplever det jo desværre oftest, når heltene dør – f.eks. med Prince og Tom Petty.
Så vælter det ind med andre musikeres respekt og anerkendelse. Det er helt overvældende. Når vi ser det live på scenen, er det bare smukt. Og respekten for Prince er i dette tilfælde enorm. Med god grund. Bare lyt!
Samtidig løsner han med sit skælmske blik stemningen og gør det hele mere skægt. Og så kan man selv prøve at google sig frem til, hvad der egentlig blev af Prince’s guitar, efter at han har smidt den op i luften til sidst. For den falder jo ikke ned igen.
4) Janis Joplin ’Ball and Chain’
(Live fra Monterey Pop Festival, 1967)
I dag synes det måske ikke af noget specielt, men i 1967 var det stadig ikke hverdagskost at se en kvinde give sig hen på scenen og krænge sine følelser ud, som Janis Joplin gør i denne tidlige version af Big Mama Thorntons ’Ball and Chain’ – som Thornton selv havde indspillet på dette tidspunkt, men endnu ikke fået udgivet.
Sangen er fantastisk, og Janis Joplin er fantastisk, men klippet er blevet legendarisk, fordi Mama Cass fra The Mama’s and the Papa’s sidder bjergtaget blandt publikum og følger med.
Det var ”the Summer of Love”, The Who, Jimi Hendrix, Otis Redding og naturligvis Mama’s and Papa’s var også på plakaten, så det var et sted, man virkelig gerne ville have været.
John Phillips fra The Mama’s and the Papa’s var medarrangør af Monterey Pop Festival, og Scott MacKenzie-sangen ’San Francisco (Be Sure to Wear Flowers in Your Hair)’ er skrevet af Phillips og brugt til at promovere festivalen.
D.A. Pennebaker har optaget den velkendte dokumentarfilm om festivalen, og det er hans billeder, der fanger Mama Cass, mens hun først sidder med åben mund og til sidst tydeligt frembringer et ”wow” under Janis Joplins optræden. Og det er satme et stort øjeblik!
Derudover elsker jeg billederne af Janis Joplins fødder …
5) First Aid Kit ’Emmylou’
(live fra Polar Music Prize, 2015)
Emmylou tuder!
Selvfølgelig gør hun det. Og selvfølgelig gør jeg det samme, når jeg hører og ser denne video.
Igen er det mere end bare sangen i sig selv, der er på spil. Det er inspiration og respekt, og det er effekten af og magien ved musik.
To svenske søstre elsker at synge sammen, skriver en sang om det, hvor de hylder andre par, der synger sammen – June og Johnny Cash, samt Emmylou Harris og Gram Parsons. Det er en virkelig smuk sang. Nu står de dælme og synger den for Emmylou Harris selv.
Og Emmylou Harris sidder i Stockholm til en højtidelig prisoverrækkelse ved siden af den svenske konge og får tårer i øjnene, når hun lytter til to smilende, overskudsagtige, svenske skovtrolde opflasket på ærkeamerikansk musik, der synger om hende. Det er sgu da vidunderligt – og på samme tid småbizart. Musik, altså …
Nå ja, de gjorde det så også lige tre år tidligere med Patti Smith …
6) Daryl Hall & Chromeo ’I Can’t Go for That (No Can Do)’
(live fra Daryl’s House, 2009)
Generationer mødes, hippe musikere møder deres forbilleder. Og helt afslappet swinger det bare uimodståeligt, når Daryl Hall tager imod Chromeo hjemme i laden og opdaterer sin Hall & Oates-klassiker ’I Can’t Go for That’.
Det er simpelthen så gennemmusikalsk og emmer af så meget spilleglæde, at det er umuligt ikke at sidde med et smil på læben.
