Elastica i underbevidstheden

   


Af Peter Elsnab

Den forbandede underbevidsthed! Fandme ikke til at regne ud! (Eller er den?)

Vågner med en sang på hjernen, men kan ikke få den frem helt klart. Prøver at skubbe den væk, står op, koger vand til en kop te, laver morgenmad, sætter en plade på.

Valget falder på Elasticas debutplade fra 1995. Den er stadig fremragende, synes jeg. Der er noget på spil her. Når frem til side 2, mens jeg nyder endnu en kop te.

 

”Waking up and getting up has never been easy

Oh oh, I think you should know

Waking up and getting up has never been easy

Oh, oh, I think you should know

Oh, oh, I think you should go

Make a cup of tea, and put a record on”

 

’Waking Up’ var ikke den første single fra albummet, heller ikke den anden, og heller ikke den tredje. Den udkom som den fjerde single lige inden albummet i februar. Men lige nu synes jeg, det er den bedste sang i verden. Det var også den sang, jeg vågnede med i hovedet. Og det er fandme bizart. (Eller er det?)

“Waking up with ‘Waking Up’ on my mind …”

Hvordan den er havnet i skallen på mig, aner jeg ikke. Jeg mindes ikke for nylig at have hørt hverken Elastica eller The Stranglers, som de ubevidst (eller var det?) har snuppet riffet fra.

Ej heller har jeg opsøgt noget med Damon Albarn aka Dan Abnormal, der spiller keyboard på nummeret og var kæreste med sangerinden Justine Frischmann.

Ok, jeg har for et par uger siden læst lidt i Brett Andersons fremragende bog ‘Coal Black Mornings’, og han var jo også på et tidspunkt kæreste med Frischmann, som skrev ‘Waking Up’. Men det kan du sgu da ikke være via den omvej, at sangen her et par uger siden er havnet i hovedet på mig. (Eller kan det?)

Måske ligger Elastica der bare konstant, fordi de var et kort, men satme også et godt bekendtskab dengang i 90’erne, da musikvideoer og optrædener i tv-shows var lidt sjovere. (Eller var de?)

Se bare ’Waking Up’ med en givetvis småberuset Damon Albarn ved keyboardet fra en Top of the Pops-optagelse her. Der er mange fine detaljer ved den video. Blandt andet kommentaren om ‘The Blur Awards’.

 

Vi elsker også britpop

Åh, de var altså virkelig, virkelig gode. Korte, hurtige, eksplosive sange. ‘Stutter’, ‘Connection’, ‘Vaseline’. Ikke så meget nonsens. Dog temmelig meget nonsens i dette klip med tre sange på syv minutter fra Glastonbury i 1995, hvor der danser en nøgen mand rundt på scenen til ‘Vaseline’ …

 

Og her følger først den originale video til ‘Waking Up’ og dernæst en spøjs optagelse fra et hollandsk tv-show, hvor The Stranglers spiller ‘No More Heroes’, som er sangen, Elastica, ubevidst eller ej, har snuppet riffet fra. Det kostede dem både en del penge og en del sangskriver-rettigheder.

 

 

Nå, jeg laver mig sgu en kop te mere og sætter en anden plade. Gwen Stefani ’Love. Angel. Music. Baby.’ Og nej, jeg aner ikke, hvorfor valget lige faldt på den …

 

 

Kommentér indlægget