Endelig. Efter syv års fravær er Fiona Apple tilbage med et album, der selvfølgelig har fået en usædvanlig og lang titel.

I daglig tale vil albummet blive omtalt som ‘The Idler Wheel’, men den fulde titel er ‘The Idler Wheel Is Wiser than the Driver of the Screw and Whipping Cords Will Serve You More than Ropes Will Ever Do’. Ok så …
Det er blot Fiona Apples fjerde album i en karriere, der begyndte for 16 år siden med albummet ‘Tidal’, og det er både smukt og grimt album på samme tid. Smukt, for sådan er musikken – grimt, for sådan er musikken også, når Fiona Apple konfronterer følelser, der ikke altid er behagelige, men nødvendige.
Samtidig er det fyldt med udforskende, pianodrevne og meget varierede numre, hvor den 34-årige amerikaner igen bruger sin stemme til mere end bare at synge rent.
Der stønnes og skriges, det er både teatralsk og jazzet, og det er både følsomt og småskørt. Og det skuffer på ingen måde.
Albummet udkommer først på mandag, men det kan allerede nu høres hos altid gavmilde NPR, der streamer alle 42 minutter og 39 sekunder. Hør ‘The Idler Wheel’ her.
Videoen til ‘Every single Night’ kan ses herunder:
Hos NPR kan man også høre Frames- og Swell Season-sangeren Glen Hansards første soloalbum efter bruddet med Marketa Irglova fra den vidunderlige ‘Once’. Albummet udkommer også på mandag, og der er i høj grad også følelser på spil hos ireren, som engang var gademusikant i Dublin. Hør afdæmpede ‘Rhythm and Repose’ her.
Til Copenhagen Jazzfestival i juli har arrangørerne fået Neneh Cherry til byen med sit nye orkester, The Thing. Cherrys første album med dette orkester er – surprise – et jazzalbum. det udkommer i næste uge, og det kan såmænd også streames hos NPR. Hør ‘The Cherry Thing’ her.
AOL streamer bl.a. det nye album fra canadiske Metric, Synthetica. Det kan høres her.
The Guardian kan i denne uge byde på stream af ti numre fra et nyt boxset med krautrockerne Can, kaldet ‘The Lost Tapes’. Det lyder som Can og kan høres her.
Og så kan det anbefales at lytte til albummet ‘Rispah’ fra gruppen The Invisible. Det er en spøjs, trippet blanding af bl.a. electronica, rock, soul, afrikansk og meget mere. London-trioen har selv kaldt det ‘Experimental Genre-Spanning Spacepop’ (ifølge Wikipedia). Uanset hvad – det er i hvert fald godt! Albummet udgives på Ninja Tune og kan streames på Soundcloud her.
Hos Rolling Stone kan man streame comeback-albummet fra powerpop-gruppen The dB’s, der efter 25 års albumtavshed er tilbage med ‘Falling off the Sky’. Hør albummet her.
Og hvis man skulle have lyst til lidt stress-musik, kan man høre den nye EP fra Diplo, ‘Express Yourself’ på YouTube:
http://www.youtube.com/watch?v=rgR8RQORi1Y