I denne uge fejrer natklubben og spillestedet Rust i København sit 25 års jubilæum. Her på bloggen ønsker vi tillykke og graver Jesper Nykjær Knudsens artikel frem om stedets historie, trykt i Weekendavisen i 2008, da Rust genåbnede efter en ildebrand.
På tyve omtumlede år har Rust på Nørrebro udviklet sig fra interimistisk græsrodscafé til trendsættende kulturinstitution. Sidste sommer måtte huset lukke efter en påsat brand. Nu åbnes dørene igen.
(Weekendavisen, 29. februar 2008)
Af Jesper Nykjær Knudsen
BILLEDERNE FRA overvågningskameraet er kornede og monokrome, men man kan alligevel tydeligt følge de syv mørklødede skikkelser, som er trængt ind i den smalle gård i Guldbergsgade. De er i voldsomt klammeri med hinanden, og flere af dem er bevæbnet med slagvåben. En af parterne føler sig til sidst så truet, at han trækker en pistol, og få sekunder senere flænses den milde sommerluft af seks projektiler. Et af dem borer sig ind i hjertet på 24-årige Ammar Hasan, som dør umiddelbart efter.
Det er sidst på eftermiddagen den 28. maj 2005. Få minutter senere vrimler det med udrykningskøretøjer og chokerede forbipasserende på gaden foran gården, som tilhører natklubben og spillestedet Rust. Manden, der affyrer det dræbende skud, er en af stedets dørmænd, og det er disse sekunder, der i de følgende dage gør Rust kendt helt ud i de fjerneste egne af landet. Men skudepisoden er i virkeligheden et lavpunkt i fortællingen om et hus, som ellers er en bemærkelsesværdig succeshistorie i det københavnske kulturliv.
Hvad der begyndte som samlingssted for unge venstreorienterede græsrødder har nemlig udviklet sig til et af hovedstadens trendsættende nattelivsimperier. Undervejs har Rust været et spejl på næsten tyve års progressiv ungdomskultur, og selvom tiden på skift har været med og mod Rust, er klubben stadig en hjørnesten i Københavns musikliv.
Sidste sommer blev stedet imidlertid sendt til tælling endnu en gang. Natten til den 20. juni slog en hætteklædt mand et vindue ind og satte ild på garderoben, der udbrændte totalt. Hele klubben fik omfattende sodskader, og Rust måtte aflyse alle planlagte arrangementer og lukke på ubestemt tid. Ejendommen ejes af Københavns Kommune, og da sagsbehandlingen hos kommunens forsikringsselskab trak i langdrag, gik der måneder, før genopbygningen overhovedet kunne sættes i gang.
Husets ledelse har benyttet lejligheden til at gentænke stedets indretning og udformning, og denne weekend genåbner Rust i nye rammer. Endnu et kapitel kan skrives i Københavns nattelivs mest omtumlede historie.
ÅRET ER 1989. Birthe Kjær vinder Melodi Grand Prix med »Vi maler byen rød«, Erik Ninn-Hansen går af som justitsminister på grund af tamilsagen, og landets teenagere har små Lacoste-krokodiller på deres pastelfarvede polo-skjorter. Men først og fremmest sætter Den Kolde Krig sit frysende præg på klodens mentale og politiske klima – selv om jerntæppet så småt er begyndt at gå op i syningerne..
I den vestlige verden har folk samlet sig i protestbevægelser, og en af dem er danske Next Stop Sovjet. Her ønsker unge fra den politiske venstrefløj at udfordre det tunge sovjetsystem, og bevægelsen arrangerer et fire uger langt ophold i Sovjetunionen med deltagelse af 3.000 skandinaver. Aktiviteterne planlægges i den kampagnecafé, organisationen indretter i juli 1989 i en ramponeret, rød murstensejendom på Nørrebro. Caféen bruges også som festlokale for bevægelsen og får navnet Kafé Rust som en hyldest til den unge tysker Mathias Rust, der to år tidligere er blevet verdensberømt, da han lister sit lille sportsfly forbi russernes radarsystemer og lander midt på Den Røde Plads i Moskva.
Da Next Stop-folkene er tilbage i Danmark, sidder en mindre gruppe aktivister tilbage i caféen. Missionen er fuldført, og de beslutter sig for et nyt projekt, nemlig at omdanne huset til regulær bar, café og spillested. Nørrebro er på dette tidspunkt præget af gammeldags værtshuse og billige lejligheder uden varmt vand, og selvom der er mange studerende og kunstnere blandt beboerne, er der på alle måder langt til det kvarter med smarte caféer og multietnisk præg, man kender i dag. Stifternes ambition er at skabe et sted, hvor man kan få en ordentlig burger og en importøl, mens musikscenen skal præsentere nogle af de undergrundsbands, man ikke kan høre andre steder.
Efter en mindre istandsættelse kan Kafé Rust holde åbningsfest den 2. februar 1990, hvor bandet Napoleon Solo sender sine sprintende ska-rytmer ud over et propfyldt lokale. Og stedet får hurtigt fodfæste i hovedstadens musikmiljø med sin profil, som er spændt ud mellem dystre postpunk-koncerter og skæve indslag som stiftelsen af Klubben til John Mogensens Minde. Men selvom verden har taget de første spæde skridt ind i et nyt og mere ironisk årti, rører 80’ernes mere militante subkulturer stadig på sig. En koncert med Master Fatmans heavyrockband (!) Bronson & Psykopaterne ender således med, at en flok stofpåvirkede BZ’ere fra miljøet omkring det nærliggende Ungdomshuset smadrer klubben. Gaden må ryddes af en hel busfuld kampklædte betjente.
STEDET BYGGES dog hurtigt op igen, blandt andet med hjælp fra andre fraktioner i Ungdomshuset, som tager afstand fra BZ’ernes ødelæggelser. Siden tager to af stedets stiftere for første gang i deres liv et slips på og træder op på kommunen for at anmode om bevilling til klokken 02. Det er længe før Bondam og Bjerregaards visioner om ’den levende metropol’, og der er kun et fast antal bevillinger i spil ad gangen. Ét sted skal således dreje nøglen om, før et andet kan få bevilling.
’Kafé’ stryges fra navnet, som til gengæld får vedhæftet ’Bar, Rockklub, Spisehus’. Samtidig får Rust tildelt kommunal støtte og omdannes til selvstyrende beskæftigelsesprojekt. En broget blanding af langtidsledige musikere, bohemer og utilpassede unge ansættes med løntilskud som blandt andet bartendere og personale til det køkken, der indrettes i kælderen. Et af kommunens betingelser for beskæftigelsesprojektet er etableringen af et folkekøkken, hvor man kan få en ’dagens ret’ for 25 kroner. Gæsterne indtager deres mad ved flytbare spisepladser på dansegulvet foran scenen – ofte midt under lydprøver til koncerter.
Det sociale ’plads-til-alle’-udgangspunkt forhindrer nu ikke en stadig mere professionel drift af huset, der nyder velvilje hos såvel kommunens socialarbejdere som avisernes kulturskribenter. Kvarterets øvrige etablissementer begynder så småt at opponere mod de konkurrenceforvridende tilstande, og mod slutningen af 1992 bliver beskæftigelsesprojektet standset. Rust fortsætter herefter på almindelige kommercielle vilkår, men har i løbet af sommeren allerede nået at slå sit navn fast i hovedstadens udeliv. I helt bogstavelig forstand.
Åbningen af en gårdhave i tilknytning til huset bliver velsignet med usædvanligt varmt sommervejr. Mens indendørscaféerne ligger brak, skummer øllet lifligt på Rust, hvor et voksende stampublikum fejrer begivenheder som fodboldlandsholdets EM-sejr og danskernes nej til Den Europæiske Union. Samtidig udvides der med et nyt spisehus, og på den anden side af nytår træder stedet, nærmest ved en tilfældighed, for alvor ind i en ny æra.
Da en af stifterne fejrer sin 30 års fødselsdagsfest i lokalerne, spiller en DJ plader på en til lejligheden opført DJ-pult. Som natten skrider frem, fyldes huset til bristepunktet med både inviterede gæster og tilfældige folk, der vælter ind fra gaden. Festen er en overvældende succes og bliver startskuddet til fast natklub hver weekend. Rust får natbevilling og finder hurtigt sin helt egen niche i det københavnske natteliv. For mens diskotekerne i Indre By trakterer med letbenet popmusik og neonfarvede cocktails, er både lyden og looket ganske anderledes mellem de okkerfarvede vægge på Rust.
PUBLIKUM AFSPEJLER en ungdomsgeneration, hvor flere og flere vender sig væk fra 80’ernes velfriserede yuppie-idealer. Det trange dansegulv genlyder af støjende rockbands som Nirvana og Rage Against The Machine, og dresscoden hedder skovmandsskjorter og Dr. Martens-støvler. Tidens alternative vinde blæser ind fra industribyen Seattle i det nordvestlige USA, og på den hjemlige musikscene bliver 80’ernes højglanspolerede poprocknavne efterhånden fortrængt af et nyt kuld mere utæmmede rockbands som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis.
Bølgen kaldes grunge, og få steder slår den så stærkt ind som på Rust. Ofte kan man sågar se de unge rockstjerner gnubbe skuldre i baren med universitetsstuderende og lokale natteravne. Rust indtager en position som stedet, der afspejler den del af de kulturelle strømninger, som ikke forbliver i undergrundsdybet, men dog heller ikke har så meget skum på bølgerne, at Indre Bys mainstream-segmenter får øje på dem. Da Nirvana-frontmanden og outsider-ikonet Kurt Cobain begår selvmord i 1994, afløses grunge-rocken som tidsfænomen af den anderledes kække og opstemte britpop. Og det kan hurtigt ses på gæsterne i Guldbergsgade, som nu er iklædt stramme læderjakker og Adidas-træningstrøjer købt second hand, mens dansegulvet fyldes af britiske bands som Blur, Oasis og Pulp. Og mekanismen gentager sig, da easy listening kommer på mode i hipster-miljøerne, og 60’er-komponister som Herb Alpert, John Barry og Burt Bacharach finder vej til Rusts pladespillere.
I mellemtiden udvides forretningen. Indehaverne opretter selskabet Politbureauet og åbner caféen Pussy Galores Flying Circus på det nærliggende Sankt Hans Torv. Er Rust udpræget maskulint med zinkbar, bordfodbold og dunkle rum, er Pussy Galore dets feminine modstykke med sin blødt svungne indretning og hvide vægge, der prydes af et sart vægmaleri af en af Rusts stamgæster, sangeren Lars H.U.G. Og at firmaet forstår sig på andet end musik understreges et par måneder senere, da Spisehuset høster fire kokkehuer i en anmeldelse i Politiken.
PÅ DETTE TIDSPUNKT er København trods alt ikke mere storbyagtig, end at der kun er seriøst natteliv i byen fra torsdag til lørdag. Det ligner derfor et projekt, der i forvejen er dømt til at mislykkes, da DJ’en Al Lindrum og musikeren Morten Varano i januar 1998 starter en fast onsdagsklub på Rust. Klubben får det løsslupne navn Club Lust, og idéen er at lade DJ’s krydse klinger med musikere fra både rock-, pop- og jazzmiljøet i spontane jam-sessions.
Men københavnerne viser sig i overraskende grad parate til at slå gækken løs midt på ugen. Lokalet er pakket med mennesker hver onsdag, og nætterne udvikler sig hurtigt til regulære fester. Onsdag bliver gå-i-byen-dag på linje med weekenden, og i de følgende år dukker flere onsdagsklubber op andre steder i København. Samtidig bliver Club Lust for alvor startskuddet til den elektroniske musiks indtog på Rust. På vej mod årtusindskiftet synes rocken at stå stille, og i udlandet er tendensen klar. DJ’s er de nye stjerner, og dansegulvet bliver en slags eskapismens bedetæppe i en ny, global ungdomskultur, der dyrker det kropslige – og for nogles vedkommende kemiske – kick til lyden af repetitiv, elektronisk dansemusik. Op gennem 90’erne er de store ideologier gået til grunde, og tidsånden manifesterer sig i en individualiseret og selvforglemmende nydelseskultur til lyden af tunge stortrommeslag.
Rusts slidte rockpræg tager sig mere og mere anakronistisk ud i forhold til den nye trend. Stedet bliver samtidig udfordret fra Vesterbro, hvor Vega nu har startet fast weekendnatklub med en skarp profil og jævnlige besøg af udenlandske stjerne-DJ’s i Vilhelm Lauritzens smukke arkitektur. Da Rust samtidig er præget af manglende plads og mange års lappeløsninger, tager ledelsen konsekvensen og udarbejder en plan til en total ombygning af huset. Første etape er at indrette et rum mere i kælderen under Spisehuset, og med sit minimalistiske design og store dansegulv af lysende plexiglasplader er rummet skabt på DJ-kulturens præmisser. Det får navnet Bassment som en understregning af, at her er dansen til bastunge, elektroniske beats i centrum.
Bassment bliver den håbede succes, og efter en inspirationsrejse til New York sættes resten af ombygningsplanerne i værk. Spisehuset lukker for at give plads til en udvidelse af musikklubben, og restaurationsdelen flytter i stedet ud i Det Kongelige Biblioteks nye bygning, Den Sorte Diamant og bliver til restauranten Søren K. Den tidligere græsrodscafé har for alvor fået vokseværk, og de gamle venstrefløjsfolk er ved at opbygge et mindre imperium.
DEN 16. DECEMBER 1999 kan Rust byde sit publikum velkommen i helt nye omgivelser med forbedrede publikumsforhold og kubistisk interiør. Musikken på natklubben lægges i hænderne på nogle af landets mest anerkendte og progressive DJ’s, og den nye profil bliver vel modtaget. Dansegulvet er pakket hver weekend, selvom det er tre gange så stort som det gamle, og selvom musikken er blevet endnu mere undergrundsorienteret. Da huset fejrer sin ti års fødselsdag i februar 2000, er det som en af de absolutte spydspidser for byens fremadrettede musikscene. Rust kører nu parløb med Vega om at præsentere cremen af den fremstormende klubkultur, og internationale top-DJ’s som Francois Kevorkian og Gilles Peterson finder vej til plakaten. Også live-scenen nyder godt af de forbedrede faciliteter, og mellem de unge fremadstormende bands holdes rockhistorien i hævd med besøg fra navne som punklegenden Dee Dee Ramone og Fairport Convention-duoen Richard & Linda Thompson
Festen slutter imidlertid brat, da World Trade Center styrter i grus den 11. september 2001 og indvarsler en ny, mere frygtsom verdensorden. Hele nattelivsbranchen oplever et dyk, og på Rust bliver krisen anledningen til udskiftning på kommandobroen. Det giver tilsyneladende ny dynamik i huset, og langsomt vokser både natklubben og live-scenen igen. Det kulminerer med en ny publikumsrekord den 22. februar 2003, hvor 1100 mennesker er igennem døren på en enkelt aften.
Musikalsk synes en ring at være sluttet, da energiske nye bands som The Strokes og The White Stripes har bragt guitarrocken tilbage til dansegulvet. Men uden for jernporten er Nørrebro ikke længere det samme. Kvarteret oplever voksende problemer med unge andengenerationsindvandrere, og den udvikling forstærkes, da Pusher Street på Christiania bliver lukket. Det rykker hashhandelen ud i bydelene, og mens forskellige grupperinger kæmper om det lukrative marked, bliver hashklubberne mere magtfulde og miljøet omkring dem mere råt. Heller ikke Rust går helt fri af problemer med ”gangster-typer”, men hvor flere gå-i-byen-steder – især i Indre By – opererer med forskelsbehandling i døren, holder Rust fast i sin traditionelle dørpolitik, hvor der er plads til alle typer og hudfarver, så længe man opfører sig ordentligt.
Det er således skæbnens ironi, at netop Rust bliver skuepladsen for drabet i maj 2005, og i virkeligheden er der da også tale om et personligt opgør mellem grupperinger i indvandrermiljøet. Det involverer en mand med palæstinensisk baggrund, der tilfældigvis arbejder som dørmand og vicevært på Rust, og det hele eskalerer på grund af en strid om et overvågningskamera, som spillestedet har sat op udenfor indgangen. Blot 50 meter fra Rust ligger en hashklub, og folk herfra mener, at kameraet kan filme, hvem der går ind og ud af klubben. Derfor piller de angiveligt kameraet ned, og da dørmanden får dette at vide, tager han hen til Rust for at undersøge sagen. Her optrappes konflikten, som to timer senere ender fatalt.
AT OPTRINNET ikke har direkte adresse til Rust fortoner sig i den kraftige mediestorm, der følger i kølvandet på skudepisoden. Mediedækningen giver næsten indtryk af, at skyderiet har fundet sted midt på et proppet dansegulv, og ikke ude i gården udenfor stedets åbningstid. Huset holder lukket i to måneder, inden musikken får lov at spille igen, og i ånden fra Rusts idealistiske rødder etableres projektet Safe Streets i samarbejde med kommunens børne- og ungdomsforvaltning. Blandt andet arrangeres der støttekoncerter, hvor overskuddet går til fritidsaktiviteter, som skal trække kvarterets børn væk fra gaden. Initiativet fjerner dog ikke den generelle angst, der hersker omkring stedet, og der skal gå halvandet år, før besøgstallet når niveauet fra før skudepisoden.
Men bedst som Rust atter synes tilbage på sporet med maj 2007 som den mest velbesøgte måned i husets historie, vælter en ny forhindring ned over skinnerne. Natten til onsdag den 20. juni kan naboer se røg sive ud fra bygningen, og inden brandvæsenet kan nå frem, er garderoben udbrændt, og det meste af klubben ødelagt af sodskader. Det viser sig, at branden er påsat, men gerningsmanden er aldrig blevet pågrebet.
Der skal gå otte måneder, før Rust igen kan lægge hus til arrangementer. Problemer med forsikringen har udsat genopbygningen i månedsvis, men ventetiden udnyttes til en komplet nytænkning af stedet, som blandt andet udvides ved at inddrage førstesalen til publikumsareal. Nu er håndværkerne færdige, og Rust kan begynde arbejdet med at generobre den position, klubben så ofte før har skullet løbe op ad bakke for at nå.
Og netop evnen til at transformere sig selv i takt med tiden synes at være hemmeligheden bag stedets usædvanlige stamina i en branche, hvor de færreste blot opnår en halvt så lang levetid. Rust har altid været et hus, der lever af sine idéer, og netop idéer er der da også i den nye version. Det foreløbige program illustrerer en profil, der fortsat fokuserer på nye tendenser, og 1. april starter Rust desuden som den første musikklub herhjemme sit eget pladeselskab, der skal udgive fortrinsvis nye navne i digitalt format. Og også på et mere jordnært punkt er der nytænkning, for på førstesalen er der indrettet rygerum – med en ølautomat! Nu kan mændene omsider få deres øl i en fart uden at skulle vente på, at pigerne får lavet deres tidskrævende mojito’er. Festen begynder igen i dag, og som stedets motto har lydt i årevis med lån fra Neil Young, ”rust never sleeps”. Og slet ikke om natten.
