Når Kendrick Lamar på sin nye single ‘I’ sampler en funky guitar og et groovy beat, sætter han fornyet spot på en af alle tiders mest sejlivede soulgrupper: The Isley Brothers.
Fra The Beatles til Ice Cube, fra Lulu til The Housemartins – for ikke at tale om Michael Bolton, Rod Stewart og R. Kelly har utallige musikere haft Isley familien som inspirationskilde, og brødrene har gennem mere end 55 år på forunderlig vis fungeret som et vitalt musikalsk grundstof.
Her følger en guide til de skiftende faser i Isley Brothers’ karriere – og nogle af de sange, som har fået ekstra liv i andres fortolkninger.
Begyndelsen
O’Kelly, Rudolph og Ronald Isley havde sunget sammen i en håndfuld år, da de brød kommercielt igennem i 1959 med ‘Shout’. Trioen voksede op i Cincinnati, Ohio påvirket af doowop, blues og gospel, og på ‘Shout’ fangede de en ekstatisk puls af tidlig rock’n’roll, og det man kom til at kende som soul.
Sangen er i forskellige udgaver gået i arv gennem generationer. Mange kender den fra filmen ‘Animal House’, hvor den gav energi til togafesten, og ‘Shout’ blev også begyndelsen til en affære mellem Isley Brothers og britiske musikere.
https://www.youtube.com/watch?v=dUpUGz6ppE8
Klassikeren
En af alle tiders mest livlige sange blev indspillet i New York i 1962. På ‘Twist & Shout’ fornemmer man for alvor, hvor vilde Isley Brothers var, når de spillede live. Sangen (som de fik af sangskriverne Phil Medley og Bert Russell) lyder som en komprimeret happy hour med jubelskrig, spontane klap og tossede brølende saxofoner (spillet af King Curtis!). Sangens titel er et typisk eksempel på, hvordan pladefolk er hurtige til at hoppe med på en dille. Dansen The Twist var den store ting dén sæson, men sangen viste sig at være meget mere end en døgnflue.
The Beatles var et fremragende coverband og havde en fornem sans for at finde sange og gøre dem til deres egne. Mange har sikkert hørt John Lennon skrige sig gennem ‘Twist & Shout’ i slutningen af det første Beatles-album i 1963 uden at tænke på sangens oprindelse. Med tiden er ‘Twist & Shout’ blevet kendt som en Beatles-sang og et klassisk lukkenummer, der kan skyde festen det sidste stykke op – som Bruce Springsteen viste i Roskilde i 2012.
Motown
The Isley Brothers har altid været meget selvstændige. De etablerede tidligt deres eget pladeselskab, T-Neck, men tog mellem 1965 og 1968 ophold på pladeselskabet Motown. Her fik de samlebåndbehandlingen og blev udstyret med sange skrevet af selskabets hitmagere som Holland, Dozier, Holland. Igen skinner ekstasen i Ronald Isleys stemme igennem produktionen.
Rod Stewart elsker ‘This Old Heart Of Mine’. Han indspillede den i en hurtig udgave i 1989 som duet med Ronald Isley, men allerede i 1975 lavede han en mere inderlig fortolkning på albummet Atlantic Crossing. Rod the Mod trak tempoet ned og fandt ind i sangens sjæl.
Softrock
De var klar over, hvad der foregik, og at rockmusikken var i voldsom udvikling. Der havde været antydninger af mere vildskab allerede midt i 1960’erne, da Isley Brothers i en periode havde en ung venstrehåndet guitarist med i deres livegruppe. Jimi Hendrix indspillede et par sange med brødrene, inden han rykkede mod tungere sager.
I 1971 rakte Isley Brothers ud mod hippierocken med albummet Givin’ It Back og fortolkede sange lånt fra bl.a. James Taylor, Bob Dylan og Crosby, Stills & Nash. Det er et af de store album inden for periodens rockede soul – en ligeværdig partner til Curtis Mayfield, Funkadelic og Sly Stones eksperimenter. Højdepunktet er en mere end 9 minutter lang fusion af Neil Youngs ‘Ohio’ og ‘Machine Gun’ af Jimi Hendrix.
Isley Brotthers fortsatte den sort/hvide fusion på Brother, Brother, Brother i 1972 – dog lidt mere tilbagelænet. Det er en af Pharrell Williams’ favoritplader, og Paul Weller er som mange andre tosset med denne fase i brødrenes karriere.
Lyden blev gradvist mindre rocket, og Isley Brothers flirtede med Yacht Rock, da de i 1973 lavede en version af Seals & Croft-sangen ‘Summer Breeze’.
Funky familieband
Der kom flere Isleyer til op gennem 1970’erne. Trioen blev udvidet med de yngre brødre Ernie og Marvin og svogeren Chris Jasper, og det forandrede for alvor sounden. Chris Jaspers keyboards kom mere i fokus, og der var fuld power på Ernie Isleys guitar i stort set alle numre. Isley Brothers fik muskler og rykkede op i arenaklassen med funky hit som ‘That Lady’, ‘For The Love of You’ og ‘Fight The Power’.
De skiftede også tøjstil.
Musikken i denne fjerde fase af gruppens liv har med tiden vist sig som en guldgrube for hiphipproducere. Den er rig på breakbeats og tunge grooves, der er oplagt materiale til samplinger, som man også har set det med James Browns, George Clintons og Kool & The Gangs bagkataloger.
Nogle af de første til at recirkluere Isley Brothers på den facon var Salt’n’Pepa i 1988:
https://www.youtube.com/watch?v=pUd_Dzr47TE
Originalen:
https://www.youtube.com/watch?v=MD-9eOWsp8o
Den californiske G-funk-bølge gik også på jagt i 1970’er-sangene, og Ice Cube fandt i 1993 et guldgroove.
Originalen:
Mere britisk kærlighed
I 1980’erne blev familien splittet igen. De unge gik selv og indspillede som Isley-Jasper-Isley. Kelly døde af kræft i 1986, og Rudolph droppede popverdenen og blev præst. Ronald Isley holdt skuden nogenlunde sejlende, indtil Ernie og Marvin i 1990’erne igen blev del af Isley Brothers.
Parallelt voksede gruppens betydning. Hiphoppen tog breakbeats, og igen fandt britiske musikere jackpot, når de gik på jagt efter melodisk soul at versionere.
The Christians fik et hit i 1988 med ‘Harvest For The World‘, og The Housemartins skabte i 1985 en juleklassiker ved at synge Isley-Jasper-Isleys ‘Caravan Of Love‘ acapella.
Hyldest og kopi
Som andre klassiske soulmænd er der noget gangster-agtigt over Ronald Isley. Det spottede R. Kelly, der har brugt ham i en lang række af sine episke musikvideoer og inviteret ham med på flere plader. Så bliver Ron til Mr. Biggs og får R. Kelly til at lyde som en Isley Brothers-plade fra 1975.
https://www.youtube.com/watch?v=fXdu3pwT4ps
En anden stor Isley Brothers-fan er Michael Bolton. Desværre for ham, mener det amerikanske retsvæsen, at han er en for stor fan, og at han han lagt sig ulovligt tæt op af forbillederne.
Sagen drejer sig om sangen ‘Love Is A Wonderful Thing’ fra 1991. Da Isley Brothers hørte den, fik de et déjà vu. De udgav i 1966 en sang med samme titel, og det førte til et sagsanlæg. Michael Bolton har forsvaret sig intenst og nægtet alle former for plagiat. Det er faktisk ikke ret tit, at en sag om sangkopiering når til retten, men i 2000 faldt dommen over Bolton: De to sange er så ens, at The Isley Brothers fik tilkendt alle rettigheder til Michael Boltons ‘Love Is A Wonderful Thing’ og 28 pct. af royalty fra albummet, som sangen var med på.
Michael Bolton er stadig rasende og har i et forsøg på at undgå at betale tilbudt at købe hele Isley Brothers’ sangkatalog.
https://www.youtube.com/watch?v=oGSdaqup5Ec
Status
Ronald Isley, der bærer arven fra Isley Brothers videre, er i dag 73 år. Han bor i St. Louis og har et elendigt forhold til skattevæsenet. Han har netop afsonet tre år for skatteundragelse. Ron blev i 2006 gift med en af sine tidligere korsangere. De har en søn på syv.
Og så kan han og Isley Brothers igen høres i radioen og i det digitale univers.
Rapperen Kendrick Lamar er aktuel med singlen ‘I’, og det markante guitarstykke er lånt fra brødrene.
Originalen
Hvis du vil groove videre: