Soul man – 11 beviser på, at 2016 er et godt år for soulmusikken

   


Af Niels Pedersen og Peter Elsnab

Moderne r’n’b er i høj grad damernes felt. Genrens største stjerner er kvinder, og mens Beyoncé og co. sætter dagsordenen musikalsk, sonisk og køns-og racepolitisk, har mange mandlige soulsangere haft svært ved at bryde med traditionen og komme videre.

Michael Kiwanuka har lavet et fremragende soulalbum.

Michael Kiwanuka har lavet et fremragende soulalbum.

De er endt med at gå ren pop (Chris Brown), være delvist fremsynede (Usher, Miguel) eller lade historien være nok (Anthony Hamilton).

Bryder herrerne endelig ud, sker det typisk med rodfæstede retrohymner som ’Happy’ med Pharrell, mens Bruno Mars har leget med kendte funkklodser i ’Uptown Funk’. Det samme gælder deres blåøjede fætter, Justin Timberlake.

R. Kelly lader ikke til at ville ud af dobbeltsengen, og Frank Ocean, som ellers har hele pakken, er overgået til en form for pirrende venteposition, som bør gøre D’Angelo misundelig.

Men mens vi venter, sker der mere og andet. 2016 har foreløbig budt på en stærk høst af mænd med noget på sjælen, og de rykker med både jazz, skæve beats, elektroniske eksperimenter og roots i musikken.

Hør blot nedenstående eksempler på, at 2016 er et godt år for soulmusikken – for “the soul man”.

 

Maxwell ‘blackSUMMERS’night’

Ikke at forveksle med ‘BLACKsummers’night’, Maxwells 2009-album. De to udgivelser deler ikke bare titel, men stemning. Maxwell skriver videre på den samme sang og historie, som gav han et gennembrud i neosoul-bølgen i 1996. Han er detaljeret, forfinet, og de nye sange sender ikke så få hilsener til Sade og Prince. (fez)

 

Blood Orange ‘Freetown Sound’

Freetown er ikke bare hovedstaden i Sierra Leone, hvor Dev Hynes’ far stammer fra, det er også en by af frihed, som Dev åbner med sit projekt, Blood Orange. Byen er ret beset New York, og få album har kastet et så smukt net ud over New Yorks klubhistorie, som Freetown Sound gør. Man hørte det også ved koncerten i Roskilde, hvor Dev Hynes poserede som en vogue-danser, mens ånden fra Arthur Russell, Chic, Larry Levan, Peach Boys m.fl., som på albummet, strømmede gennem musikken som en stædig soulstorm. (fez)

 

Chance The Rapper ‘Coloring Book’

Det er ret beset en rapplade, men Coloring Book er inficeret med soul og gospel. Helt konkret i numre som ’How Great’, hvor Chance The Rapper fyrer op under et stort gospelkor, og Chicago-musikeren bruger som Kanye West den besjælede musik til at hæve sig over det mondæne. ”I used to dance to Michael”, rapper han i ’Blessings’, og det er den forbindelse, han smukt malker og gør ny. (fez)

Chance The Rapper spiller i Falconer Salen 15. november.

 

Anderson.Paak ‘Malibu’

Den bedste rappende og syngende trommeslager på årets Roskilde Festival. Damn, et tight og saftigt sæt, Anderson.Paak leverede. De unge gutter ved siden af mig hoppede af fryd og råbte jublende, at de skulle ud og købe hans plader. De kan begynde med ‘Malibu’, der hugger ind i samme scene, som giver os Kendrick Lamar, Dr. Dres ’Compton’ og Kamasi Washingtons flippede jazz. Smooth som en barberet L.A.-røv (byen, altså). (fez)

 

Schoolboy Q ‘Blank Face LP’

Schoolboy Q gæster Anderson.Paak på ovenstående nummer, og på Schoolboy Q’s nye album betaler Anderson.Paak tilbage. Som i tilfældet Chance The Rapper er ‘Blank Face LP’ ret beset et rapalbum, og Schoolboy Q følger med crewbuddy Kendrick Lamar ind i spændende territorier. Rapnumrene er generelt glimrende i deres tilbagelænede gangsta-attitude – og indimellem humoristiske – men Schoolboy Q har også masser af rå, støvet og desperat soul og blues i sine snapshot-agtige vers. Numrene med Miguel og Anderson.Paak er gode eksempler på, at en nu mere klarsynet Schoolboy Q ikke lader sig afgrænse så let, og ‘Neva Change’ og den jazzede ‘Black Thoughts’ lander i bølgen af sorte kunstnere, der protesterer over forskelsbehandlingen i USA. Det her er bare et virkelig godt album. (snab)

Schoolboy Q spiller i Falconer Salen 24. november.

 

Kaytranada ‘99,9 %’

Og der var han igen! Anderson.Paak rapsynger med den canadiske producer Kaytranada og rammer en stenet, cool sound, som lyser i mørket. Kaytranada (Louis Kevin Celestin) er beatmager og vibemand. Han kan sin J Dilla og kører som Flying Lotus en stil, der er lige dele elektronisk, spacet og saftig. ‘99,9 %’ er en af årets mest opfindsomme soulplader, og gæstelisten tæller jazzgruppen BadBadNotGood, poppede AlunaGeorge og Mr. Re-Rewind, Craig David. (fez)

 

William Bell ‘This Is Where I Live’

William Bell var i 1960’erne en del af Stax-familien i Memphis. Han sang ’Born Under A Bad Sign’ og den overjordisk smukke Judy Clay-duet ’Private Number’. ‘This Is Where I Live’ er en gennemført traditionel soulplade med blues i tonen og varm produktion. Minder i sine bedste stunder om de senere års stærke comebackplader fra Solomon Burke, Booker T og Mavis Staples. Oldschool på en meningsfuld måde. (fez)

 

The James Hunter Six ‘Hold On’

Jeg er tosset med James Hunters stilsikre retrosoul. ‘People Gonna Talk’-pladen fra 2006 er en underkendt perle med en smittende sound, der ville have begejstret Londons mods på klubber som The Flamingo i 1964. Det er en historisk korrekt genskabelse af en stil, James Hunter mestrer, og det føles passende, at han er blevet samlet op af Daptone-slænget i New York. Det er dem med Sharon Jones og Charles Bradley. James Hunter er en hvid, midaldrende brite, der voksede op som fan af Sam Cooke, Mose Allison, Georgie Fame og Ray Charles og dyrker sin (vores!) elskede soul med højt hår, gode sko og let hæs stemme. (fez)

 

Charles Bradley ‘Changes’

Og videre på Daptone. Charles Bradley har nemlig også leveret endnu et sikkert og stilsikkert album, bakket godt op af det funky, godt swingende og blæsertunge Menahan Street Band – og i nogle tilfælde Daptone-labelvennerne The Budos Band og tourbandet The Extraordinaries. Det er den 67-årige soul mans tredje album efter sit sene genembrud, og det kører meget ud ad retrolandevejen. Der er afstikkere til gsopel og doowop, temaerne er som regel kærlighed, og “The Screaming Eagle of Soul” leverer. Hans James Brown-stemme emmer af både vilje, sårbarhed og desperation – og sangene er bare gode. Men skal trods alt også doseres lidt … (snab)

 

Mayer Hawthorne ‘Man About Town’

Når Mayer Hawthorne er bedst, lyder han som Hall & Oates. I mine ører. Det er tilsyneladende ikke der, han har hentet sin inspiration, men han gynger, groover og crooner på den samme blåøjede måde. Og ‘Love Like That’ lyder som Chromeo. Og så er der også lige lidt Donald Fagen-coolness. Altså kan det ikke gå galt. Mayer Hawthorne mangler måske stadig at lave det helt store album, men på hvert af hans nu fire album er der masser af gode sange. Stay smooth! (snab)

 

Michael Kiwanuka ‘Love & Hate’

Fremragende! Hvad Michael Kiwanuka antydede med sin Heartland-koncert har vist sig sandt. Han har et gevaldigt skridt opad i forhold til debuten. Det hele er faldet i hak for londoneren, der tør lange ud, protestere og give en masse af sig selv. Han er sikker på sig selv, moden og personlig på ‘Love & Hate’. Smerte, længsel, tvivl, skam. Man kan mærke manden i disse 10 varierede, uforudsigelige sange. Det er soul, som det blev lavet bedst for 45 år siden i storbyerne – men med bl.a. Danger Mouse i producerstolen lyder det bare enormt vedkommende i 2016. (snab)

Michael Kiwanuka spiller i Koncerthuset 5. november.

 

Og en spilleliste med de 11 kunstnere:

 

Kommentér indlægget