Mavis Staples er i Greve!

   


Mavis S

Spillestedet hedder Portalen, og sjældent har navnet været mere passende.

Når Mavis Staples går på scenen i aften i Greve, vil det firkantede og kommunalt velfriserede rum fungere som en magisk port til soulmusikkens rødder, og Portalen bliver et mødested for 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse, sydstaternes soul, Stax-lyden, The Band i opløsning, Prince på et bedetæppe, Ry Cooders pladesamling, kirke, natklub, bordel, demonstration og en stemme, der kan overskride alle fornuftige grænser for tid og sted.

Mavis Staples er 74 år og bærer historien i sig.

Sammen med sine søstre og far Pops begyndte hun at synge i kirken i Chicago allerede i 1950’erne. Familiegruppen The Staple Singers blev engageret i borgerettighedsbevægelsen og sang i 1960’erne skulder ved skulder med Martin Luther King, da der blev marcheret i Syden.

“Pops sagde altid, at hvis dr. King kan prædike det, så kan vi synge det”, har Mavis Staples forklaret, og på den måde blev budskabet det centrale for Staple Singers.

Stax-pladeselskabet samlede kvartetten op, og familien fik mellem 1970 og 1975 regulære hit med “Respect Yourself”, “Long Walk To D.C.”“Let’s Do It Again” og “I’ll Take You There”. Lyden var gospel med enkel akustisk backing. Det var vitaminrig soul med hørbare rødder langt tilbage i afroamerikansk historie og nogle stemmer, der kunne transportere lytteren væk fra racisme, Vietnamkrig, urbant forfald og almindeligt mismod.

Som Sam Cooke og James Brown før dem, blev Staple Singers rollemodeller for et sort Amerika i forandring, men hentede også mange fans i rockland.

Det var for det meste Mavis, der skinnede. Hendes vokal er magtfuld og rørende på samme tid, og når hun virkelig brænder igennem, er der få sangere i historien, som matcher hende for indlevelse og sjæl.

Det virker, som om hun kan synge det meste. Hun har fortolket Bob Dylan så godt, at det gav en Grammy. Hun har sunget med Dr. John og Los Lobos, og i 1989 hentede Prince hende til Paisley Park. De indspillede to album sammen, der i modsætning til andre Princedominerede projekter lød som en fan på mission for at betale en musikalsk gæld tilbage. Mavis havde hovedrollen, Prince-lyden var en detalje.

Pops Staples døde i 2000. Året før var Staple Singers blevet optaget i Rock & Roll Hall of Fame. I introduktionen blev de kaldt “Guds bedste hitmagere”.

MS-MavisStaplesMavis Staples holder stadig flammen tændt. I nyere tid har hun indspillet stærke album sammen med rockmennesker, der kender og forstår hendes historie. Tidligere i år udkom den søgende og gyngende “One True Vine” produceret af Jeff Tweedy fra Wilco.

Endnu bedre er “We’ll Never Turn Back” fra 2007, hvor hun sammen med Ry Cooder søger tilbage til borgerrettighedskampen og puster liv i nogle af de sange, der var lydsporet til protestmarcher og demonstrationer. Det lyder som kirke og politik på samme tid, og det umage match giver kun mening, fordi Mavis Staples lægger stemme til.

Hvorfor søge tilbage? Fordi kampen endnu ikke er vundet, er hendes svar.

Hun er blevet en ældre dame, og kroppen er ikke så frisk som stemmen. En turne i sommer, hvor hun skulle have spillet i Malmø, måtte aflyses, så hun kunne blive opereret i benet.

Men i aften vil hun være i Portalen. Alene tanken om, at Mavis Staples går rundt i Greve, varmer og minder om, at musikhistorien er levende.

 

Kommentér indlægget