God is in the house!

   


Profeten

I anledning af påsken har de kutteklædte blogbrødre kigget dybt i pladesamlingen efter favoritter med religiøs bias. Hvor finder man det kristne budskab i pop, soul, hiphop, country eller rock? Hvilke kunsterne har – generelt eller i enkelte værker – formået at kombinere det salige med det saftige, det gejstlige med det grimme, det fromme med det funky?

Hver blogbroder har leveret tre favoritter – og vi begynder med de første tre disciples indlæg. Læs og lyt med nedenfor. God påske!

-|-

Af Broder Fez:

The Impressions: ’People Get Ready’, 1965

Uden Gud havde vi ikke haft The Impressions. Selv om vokaltrioen fik succes med pophits på stribe i 1960’erne, forlod deres lyd aldrig den kirke i Chicago, hvor Curtis Mayfield og Jerry Butler sang som børn. Sammen med Sam Gooden blev de periodens mest sensitive vokalgruppe, og kombinationen af lyse stemmer og smalle jakkesæt gik lige i såvel pigehjerter som i fødderne hos britiske mods.

Gud sang kor i The Impressions. Mest markant i ’Amen’, ’Way Over Yonder’, ’It’s Alright’ og ’People Get Ready’, hvor han optræder som billetkonduktør på vejen mod Himlen. En venlig en af slagsen, for troen er den eneste gyldige rejsehjemmel. ”You don’t need no ticket, you just thank the Lord”. Det var et hit, det var kirke, det var en slagsang som borgerrettighedsbevægelsen kunne bruge som benzin.

Senere har blandt andre Bob Marley lånt ’People Get Ready’, og Bruce Springsteen bruger den live til at sende publikum hjem i en positiv ånd og bygger den ofte ind som et klimaks i ’The Land Of Hope And Dreams’.

Marvin Gaye: ’God Is Love’, 1971

Verden havde det dårligt, da Marvin Gaye indspillede albummet What’s Going On. Der var krig i Vietnam, generationsoprør, borgerrettighedskampe, forureningen var ved at æde moderniteten. Det skrev han sin majestætiske soul-suite om, og da han i løbet af side 1 får sunget om veteranerne, de langhårede, problemerne og har opfordret til, at vi husker børnene og fremtiden, lægger han sin hårdeste trumf: Gud.

’Gud er kærlighed’ er navnet på det mellemspil på 1 minut og 42 sekunder, hvor håbet vender tilbage. Gud elsker os lige meget hvad, Gud vil tilgive, Gud er min ven, synger Marvin Gaye. Det er det mest opløftede punkt på et allerede opløftet album, og ’God Is Love’ fungerer som bro til ’Mercy Mercy Me’, hvor Marvin beder om tilgivelse på egne og hele menneskehedens vegne. Det er store sager, på et stort album med store følelser.

Blev Marvin så tilgivet? Vi ved det ikke. Han fik i hvert fad aldrig balance i forholdet mellem religion og popstjerneliv, og selv om han toppede kreativt, stod den også på narko, skilsmisse og fallit i årene efter What’s Going On.

Da han 13 år senere blev dræbt, var det hans egen far, der holdt pistolen. Hans far var præst.

Al Green: ‘Belle’, 1977

Al Green er det fysiske billede på den splittelse, der kan opstå, når man rykker fra kirken til hitlisten. Han var på toppen i første halvdel af 1970’erne med ’Let’s Stay Together’, ’Take Me To The River’ og de andre stykker himmelsøgende soul. Men Gud hentede ham hjem. Efter en dramatisk oplevelse, hvor en forsmået kæreste overhældte ham med varme grits (majsgrød), købte Al Green en kirke i Memphis og blev præst.

Mens han stod og vippede ved skillevejen mellem poppen og kirken, indspillede han sit sidste album for Hi Records. ’Belle’ handler om Al Greens valg og om soulmusikkens ældgamle splittelse: ”The Lord and I have been friends for a mighty long time”, synger han til kvinden Belle. “Leaving Him never ever really crossed my mind” – men han har været fristet, for damer og penge og hits drager. Alligevel vælger han nu Gud igen, og her kommer så linjen, der rummer alle soulsangeres tvivl og søgen. ”It’s you that I want, but it’s Him that I need”.

Al Green valgte kirken og Gud fra for lysten, og når han ikke er på turné, kan man stadig høre ham prædike i The Full Gospel Tabernacle i en forstad til Memphis.

-|-

Af Broder Smølle

Belle & Sebastian: ’If You Find Yourself Caught in Love’, 2003

Stuart Murdoch fra Belle & Sebastian har et åbenlyst problem. Han kan nemlig udmærket høre, at kristen rockmusik for det meste er rædsom. Men samtidig er han selv kristen og insisterer på, at han godt må skrive om, hvad han oplever og føler. Og det kan han jo trods alt have en pointe i.

Han var selv mere subtil omkring det. Da han engang foreslog at ”If you’re feeling sinister, go off and see a minister” regnede jeg med at det var fordi netop præster var specialister i at være skumle. Heck, hvem ville lave hvid britisk indie og samtidig være kristen, endsige gøre offentligt opmærksom på det? Det var ikke særlig cool. Men med tiden er Murdoch blevet mere og mere åben om, at Gud efter hans mening ikke bare findes, men også er en central skikkelse i hans liv. På den søde, men stadig lidt skræmmende intense måde: ”I am religious. I urge you to pray. Not for your sins, but for your living pleasure. God is a trooper. Everyone loves Jesus really. He’s our greatest mythical hero.”

Den mest åbenlyse erklæring om det har vi her, fra det i forvejen ret overskudsprægede Dear Catastrophe Waitress-album. Og den pakker ikke ligefrem noget ind i karakterbeskrivelser, men går totalt Godspell på os. Nevermind: Om man tror på Gud eller ej, er melodien lige i skabet, og et ”halleluja” for at kærlighed er bedre end at spise alene foran tv – det kan Murdoch sagtens få med herfra.

David Bowie: ’Word on a Wing’, 1975

”Kun oprigtige sange”, sagde redaktøren. Og det ved man jo aldrig rigtig med Bowie. Men dette kommer med hans egne ord tæt på, og han har selv beskrevet ’Word on a Wing’ som en ’hymne’.

Baggrunden for denne sang er, at Bowie i 1975 og 1976 var nogenlunde så fucked-up som det gik at være. Han var paranoid, isoleret og fremmedgjort, sniffede bjerge af coke, og arbejdede sig til en stribe af nervesammenbrud. Han begyndte at gå op i det okkulte, han tog fat på kabbalah længe inden Madonna gjorde det til en mikrotrend i 90’erne, og så ramte han altså også midt i det hele ind i en lille genfødt kristen fase. Og denne smukke og sjældent hjertelige sang er det centrale minde, vi andre har fra den periode, som han hurtigt forlod igen.

Hvem ved, måske var den for oprigtig til at han siden dengang helt glad for at spille den? ’Word on a Wing’ er noget overset blandt Bowies mange geniale sange fra den periode, formentlig fordi den er åben og sårbar, og (som ateisten ville sige) måske også ret naiv. Men den er fascinerende, da den tydeligvis er et rent råb om hjælp midt i hans skræmmende tid som The Thin White Duke, den 50 kg lette og temmelig dæmoniske crooner. ”Religion er for folk, der tror på Helvede”, sagde han selv senere, ”åndelighed er for folk, der har været der. Det citat giver en del mening for mig.”

David McComb: ’Leaning’, 1994

David McComb er død – han sagde farvel i 1999, uden at ret mange af hans fans formentlig vidste præcis hvor skidt det stod til med ham. Han var sanger i The Triffids, der kom fra Perth i Australien, og lavede nogle fantastiske plader op gennem firserne. Da først de var færdige, var der kun sporadiske livstegn fra McComb, og det havde sine grunde. Han var ikke en rask mand. I 1996 fik han en hjertetransplantation – men det var en stakket frist, for han havde ikke ligefrem været venlig mod sin organisme og endte med at dø af komplikationer efter et ret banalt trafikuheld.

Hans eneste soloalbum, Love of Will, kom i 1994, hvor det totalt druknede i britpop. Man må på bittorrent for at finde det, for det er totalt udgået af handlen. Men det er fremragende, godt hjulpet på vej af flere af vennerne fra The Triffids, og det veksler mellem bitre, vindiktive sange om det personlige, og overraskende inderlige hymner om en højere magt. ’Leaning’, om at kunne læne sig op ad ”the everlasting arms” er den fineste af dem: “A song about a source of great comfort.”

Men den er godt nok også sørgmodig med hele billedet til rådighed. Jeg forestiller mig, at McComb ikke lænede sig op ad den Almægtige, men snarere hægtede sig fast i ham med det yderste af neglene.

-|-

Af Broder Anders K. Sørensen

Van Morrison & Cliff Richard: ’Whenever God Shines His Light’, 1989

Det virker umiddelbart som et umage par: Den bryske og notorisk sure Van Morrison overfor den letbenede og testosteronfattige Cliff Richard.

Sir Richard har da også udtalt et sted, at han var rystende nervøs for at skulle indspille med Van Morrison, fordi sidstnævnte er kendt for ALDRIG at synge den samme sang på samme måde to gange. Han kører sit eget løb, sætter farten, bestemmer hvor der skal svinges – og du har bare at følge med.

I denne liveoptagelse fra BBC Top Of The Pops i 1989 kæmper Peter Pan-figuren Cliff i satinjakkesætet da også med at følge den solide Morrison – især i det ordløse mellemstykke. Men det fungerer overraskende godt. Måske fordi Gud har lagt sig som en stærk harmoni mellem de to religiøse musikere? Måske fordi Van har en god dag (han har fx lagt hatten og de obligatoriske solbriller)? Eller måske bare fordi, ’Whenever God Shines His Light’ simpelthen er en guddommeligt veldrejet popsang?

Tomas Andersson Wij: Tommy och hans mamma, 2004

Den svenske sangskriver Tomas Andersson Wij er vokset op i en frikirkemenighed og har, især i begyndelsen af sin karriere, sværmet for det religiøse i sine tekster. Det er især kommet til udtryk i fortællinger fra barndommen – om identitetsskabelse, åndelig usikkerhed og solidaritet.

Sidstnævnte vejer tungt i dette fine sangforedrag om vennen Tommy fra socialgruppe 5 – og hans mor, der var smukkere end alle de andre mødre i byen. Hun røg cigaretter, spillede Rod Stewart og havde ingen hår under armene.

’Tommy och hans mamma’ indeholder også en adaption af teologen Reinhold Niebuhrs ”serenity prayer” – som blandt andre Anonyme Alkoholikere (og Robbie Williams) har taget til sig:

God, grant me the serenity to accept the things I cannot change,
The courage to change the things I can,
And wisdom to know the difference.

Prefab Sprout: Mercy, 1990

Det halvblinde og semidøve musikgeni, Paddy McAloon, der personificerer Prefab Sprout har gennem tiden skrevet mange himmelske popsange – og mange sange tilegnet Gud.

Et helt album blev sågar afvist af pladeselskabet, fordi det var for religiøst i sin tematik, hvilket ikke passede ind i karriereplanen for Prefab Sprout på det tidspunkt. Pladen, Let’s Change The World With Music blev i stedet udsendt med mere end 15 års forsinkelse i 2009.

Forløberen for dette album var Jordan: The Comeback, som også indeholdt en del eksplicit religiøse temaer. Fx på ’One of The Broken’, hvor Paddy synger fra selve Guds perspektiv (megalomani, here I come!) og ikke mindst den lille, salige og hengivne ’Mercy’.

 

Kommentér indlægget