Roskilde-snapshots: Sådan gik det – onsdag

   


Så kom vi i gang med årets Roskilde Festival. Var det Stantastisk? Spiste nogen en snegl? Var der flis? Og hvad med campingstolene? Sådan oplevede vi førstedagen:

 

13.01, Snab: Igen i år ser terrorsikringen ud til at være øget. Fire betjente bevæbnet med maskinpistoler, flere bomme og afspærringer. Vænner mig aldrig til det. Indenfor er der stadig gang i boremaskiner og malerrullerne. De når det nok. Som de plejer. Ikke et flisbjerg at se noget sted.

13.44, Snab: Roskilde-tradition: Sidde et øjeblik i mindelunden. Ni træer, ni sten, ni liv.

Flis! Der skal ikke så meget til for at gøre en blogbroder glad.

13.48, Snab: Apollo-pladsen er lavet meget om efterhånden. Og hey! Juhu, der er flis.

14.55, Anders: Computeren klappes sammen. Blev næsten færdig med de sidste ferie-deadlines, resten må samles op senere. Nu kalder Roskilde, som har skudt min sommerferie i gang hvert eneste år, siden jeg var 15 år gammel. I 1987.

14.55, Snab: Årets store hit på Camping East er tilsyneladende en, der kalder sig Lars Lilholt. Har ikke hørt et eneste rocknummer på campingområdet. Men jeg har hørt Gloria Estefan …

16.56, Anders: lidt usmagelig opstilling ved Orange, hvor medarbejdere mv. med tidlig adgang til festivalpladsen er linet op bag vagter og snore, så de kan se, huje og filme, når rosset af betalende festivalgæster får adgang og løber mod pitten … En absurd menneske-ZOO! Jeg får lov at købe den aller-allerførste øl i østbaren, og skyller den latent dårlige samvittighed over at være privilegeret gratist ned med en kold Classic fra dåse.

17.05, Danni: “Jeg skal lige købe strømper,” siger blogbroder Køster og smider sin bil ved kantstenen og springer i Sportsmaster i Roskilde hurtigere, end jeg kan sige ”Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs.”

Rock og rul-menu.

17.11, Fez: Første indgang på pladsen og ned med en kæmpe snegl og en kop kaffe. Rock on.

17.20, Køster: Har for at snyde check-in-køen hentet mit armbånd allerede om morgenen. Konstaterer ved dagens anden ankomst til Roskilde, at der selvfølgelig absolut ingen check-in-kø er i år.

17.32, Danni: En tv-nyhedsvært, jeg ikke kender navnet på og ikke kan huske nogensinde at have set dække musik står i medietjekindkøen. Solbriller indenfor. Højttalende. Er allerede træt af Mediebyen.

17.32, Snab: Nøj, folk er sultne. Kakkmaddafakka får en gigantisk modtagelse. Og nordmændene er med på den. Stor og potent entre. Svært at blive i dårligt humør.

17.34, Anders: Kakkmaddafakka (sig det højt med norsk accent) er en super veloplagt festivalåbner på Avalon. Hvert enkelt bandmedlem indtager scenen med supermandspring og attitude som en syvårig, der har scoret et mål i en lilleputkamp. Næsten rørende begejstrede!

17.35, Fez: Bergens kække Kakkmaddafakka åbner indiepop-festen til lyden af bysbarnet Grieg. Svalende.

17.38, Danni: Tv-nyhedsværten, jeg ikke kender navnet på og ikke kan huske nogensinde at have set dække musik, forsøger at dokumentere sin akkreditering ved at vise en tålmodigt undrende frivillig en sms. Eminen skal stramme sig an for at være dagens største krukke i postnummer 4000.

17.52, Anders: Kakkmaddafakka spiller en medrivende og stærkt melodisk blue-eyed soul fra Bergen. Blogbroder Niels anbefaler sit program om musikscenen i det vestnorske, P6 Beat City Bergen, for mere info og musik!

Kakkmaddafakka.

17.58, Køster: Til gengæld en halv times kø ved garderoben. Næste år afleverer jeg min taske kl. 7 onsdag morgen.

18.04, Danni: Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs er højt, tungt og stenet på Gloria. Et par treforke stikker lystigt op blandt publikum, og der er to moshpits. En god nulstilling fra virkeligheden.

18.08, Danni:  ”This is our last song,” lyder det nu fra Pigs osv. Suk blandt publikum. ”But it’s quite long.”

18.10, Køster: Første koncert er Party Next Door som er sympatiske, men også ret gustne. Klassisk eksempel på urban-band, der tror, de skal spille metal, når de er ude live.

18.14, Danni: Oooooooog så en Roskilde-klassiker: Slaves skal fylde en time ud, og nu begynder det at være kedeligt. Lad nu bare den slags bands spille 35 minutters ufortyndet hidsighed.

18.19, Danni: Tjekker det nye åbne pitsystem til Saveus. Mange mennesker i yderkanten, men masser af plads inde mod midten. Folk, der søger direkte bagud i forsøg på at komme væk – og bliver sure, når de rammer barrieren. Helt som forudset, men al begyndelse er svær.

18.20, Fez: Spiser solid brændende kærlighed et sted, hvor man hører både Saveus fra Orange og Kakkmaddafakka på Avalon. Det gør ikke noget godt for nogen af dem.

18.20, Snab: Kakkmaddafakka er sjovt. Ikke så potent som deres entre, men de kan deres Erlend Øye (og det er en god ting!). Kom til at kigge en norsk pige over skulderen, mens hun sms’ede. Det var lidt som at se Skam.

18.21, Danni: Saveus samler virkelig mange mennesker. Pigerne danser. Det lyder bare lidt ferskt. Med al respekt for hans flotte historie må han og bandet gerne finde deres mellemgulv.

Hvem drømmer ikke om at bo ved siden af en losseplads?

18.24, Snab: Har ikke set nogen i dårligt humør endnu. Ikke engang hende, der sov i telt ved siden af et affaldsbjerg. Ok, så var der ham, der var så fuld at han ikke kunne snakke. Det var svært at vurdere hans humør, men umiddelbart vil jeg tro, det var godt.

18.30, Fez: ’3 Lions’ på Pavilion! Slaves starter punken med en slagsang.

18.33, Danni: Yes! Slaves drøner af sted med vrissen angelsaksisk punk. De er to. En forsanger, der står og manisk hamrer i to trommer og en guitarist, der fuldstændig ligner Dave Gahan med sort tilbagestrøget hår og sort lædervest.

18.38, Snab: Siger lige noget skørt: Slaves lyder som vred (!) Sleaford Mods …??

18.40, Fez: Mange St. Pauli-kasketter til Slaves.

Slaves.

18.49, Danni: Slaves får alle til at råbe ”Fuck the hi-hat!” Der er en første gang for alt.

19.15, Fez: Træflis på pladsen foran Apollo. I tørvejr! Sådan, Roskilde!

19.29, Fez: DJ Steffi fyrer op for bassen i et slowmotion-rave, der får Apollo til at lyde som et miks af Sonar Festival og en hotellobby i Berlin. Min næse vibrerer.

19.35, Fez: Clutch har god smag i intromusik. Chuck Browns gogo-klassiker ‘We Need Money’. Ned ad bakke derfra.

19.35, Køster: Clutch går på Avalon-scenen. Efter fire takter siger Anders K: “Det her er vist ikke noget, vi ligefrem behøver at SE på”. Går udenfor og møder Snab og Fez, mens stonerrockerne får lov til at agere lydtapet.

Trefork. Really?

19.36, Snab: Guitarsolo! Folk jubler. Men den trefork … #suk

19.44, Anders: Clutch på Avalon har masser af attitude, men intet fængende i deres klichéfyldte stoner-rock. Små, midaldrende mænd i sorte t-shirts med rock’n’roll i hjertet – og en pæn promille i blodet. Bassisten virker som om, han knap kan stå på sine ben.

20.21, Køster: Tre små folk-smølfer går på scenen på Pavilion. De kalder sig I’m With Her. Hvordan kan de alle tre være så små? Violinisten ligner i øvrigt Becca fra Californication på en prik.

20.24, Køster: Tror seriøst ikke, man må være med i I’m With Her, hvis man er over 1.60. Selv deres publikum er ret lavt.

Clutch.

20.28, Anders: Efter Clutchs primitive farmand-cowock er I’m With Her ren balsam for sjælen. Akustisk bluegrass med mandolin, fiol, spansk guitar og glasklare vokaler. Som Wilson Philips, der spiller country på Lyngby-Taarbæk Bibliotek – og det er positivt ment!

20.32, Danni: Altid gennemstiliserede St. Vincent på scenen i rød latexkjole. Hun står på et podie helt til højre. På næste podie står japanske Toko Yasuda og på de to næste musikere, hvis hoveder er skjult af klæder om ansigtet og hvide parykker. De er mænd.

20.37, Nykjær: Ankommer til festivalpladsen. Det er som at bevæge sig ind i en film – eller et westcoast-pladecover – fra 70’erne. Det hele ses gennem et grynet filter. Det her kan ende med ny støvrekord.

20.37, Køster: Desværre smadrer åndssvage Clutch i teltet ved siden af lidt I’m With Her’s fine countryfolk-harmonier. De tre, meget lave, geeky damer er ellers umådeligt charmerende.

20.47, Fez: Et filmklip viser St. Vincent tale i en fastnettelefon. En rød model Danmark 2. Hipster.

20.52, Danni: Hm, hun er sgu lidt kold i dag, hende St. Vincent. Hun kan ellers stadig det hele: Synge gennem marv og ben, spille flænsende guitar. Men det hele er mere et statement om kontrol end en invitation.

20.57, Nykjær: Rammer Arena, hvor St. Vincent er iklædt shiny orange latexkjole. Også en slags orange feeling.

Bedårende I’m With Her.

21.03, Snab: Festival-højdepunkt! ’Long Hot Summer Days’ med I’m with her. De er gode. Bluegrass. Sarah Jarosz har udgivet en single på Jack Whites Third Man Records, fortæller jeg naturligvis Køster.

21.03, Køster: I’m With Her boltrer sig i folk, country og bluegrass. Og lægger Pavilion ned i processen.

21.08, Køster: Sarah Jarosz fra I’m With Her er en skrap instrumentalist. Meeeen – kun ét nummer med banjo so far. Det er for lidt!

Stadig bedårende I’m With Her.

21.10, Snab: Nu spiller I’m With Her sgu lige en version af Adeles ’Send My Love’. Det er virkelig, virkelig godt. De spiller også Jim Croce og John Hiatt. Ok, måske er der faktisk for lidt banjo …

21.22, Køster: Roskilde moment alert! Lyden ryger under I’m With Her’s sidste sang ‘Overland’. De tre damer lægger koncerten i seng fra scenekanten uden forstærkning. Kæmpe fan!

21.27, Nykjær: “This one is for the girls, for the boys, for the freaks, for those that don’t fit into categories”, siger St. Vincent fra scenen. Outsiderne har altid haft de bedste sange.

21.32, Anders: Direkte fra saliggørende, feministisk geek-bluegrass med I’m With Her til Jean-Michel Jarre Jam med dj Nathan Fake på Apollo. Den 10 minutter lange beat-løse intro af atmosfærisk electronica lyder som en lydinstallation ved åbningen af en vindmøllepark i Thy.

21.37, Køster: Hvorfor hyrer festivalen sådan noget skodtechno som Nathan Fake på Apollo? Det var muligvis moderne for fem minutter siden. Det lyder allerede ældre og mindre relevant end tre piger med en banjo.

Gå hjem, Gunnar. Du er fuld. Og usjov.

21.42, Anders: Nu kom der beats på. Det blev det ikke mere interessant af. Intetsigende skabelonagtig techno. Han hedder Fake og er fra Norfolk. Det siger vist det meste.

22.02, Snab: Tror ikke, jeg nogensinde har set SÅ mange mennesker på Orange en halv time før koncertstart. #EminemEffekten

22.13, Køster: Har sjældent set magen til folkevandring mod Orange. Eminem bliver enormt.

22.27, Nykjær: “Modne” festivalgængere med campingstole på festivalpladsen er slemt nok. 18-årige med campingstole på festivalpladsen er en total falliterklæring.

22.35, Nykjær: Eminem åbner sit orange-show. Der rækkes så mange mobiltelefoner i vejret, at det må kunne ses fra verdensrummet.

22.39, Anders: It’s Eminem-time! Aldrig har jeg set så mange mennesker ved Orange før, og folkevandringen har været massiv fra alle ender af festivalen. Men der sker det samme som til alle store koncerter på Roskilde efterhånden: Efter præcis fire minutter begynder de første træk ud af crowden. En del skal åbenbart kun bruge få minutter på at se giraffen – og så ud og finde en ny fest.

22.41, Danni: Eminem giver mig virkelig lyst til at få en hypeman. Hvad koster sådan en i timen?

22.47, Køster: Eminems første rigtig gode nummer: ’White America’. Men hvorfor skal hans hypemans mikrofon lyse som en megafon fra BR?

22.58, Nykjær: “How many have been with us since day one?” spørger Eminems hypeman. Alle råber. Fake news har også ædt sig ind på hiphop-fans.

23.07, Nykjær: Eminem har snart fyret mere fyrværkeri af, end Kiss gør på en hel turné.

23.09, Køster: Lyden er allerede bedre. Men Eminem falder lidt i Las Vegas-fælden med guitarsoli, små rollespil på scenen og fyrværkeri. Hans flow, dog … Pwouarh!

23.10, Danni: Blond sangerinde med Amager-tatoveringer over brystet hjælper Eminem. En ellers ret stram koncert lyder pludselig som noget Aserbajdsjan ville stille op med til melodunte.

23.12, Nykjær: ‘Stan’ må være et af selve hiphop-genrens allerstørste hits. Hele pladsen synger.

Kattetema på graffitivæggen i år.

23.15, Køster: Totalt blæret udgave af ‘Stan’. Men hvorfor fik vi ikke det sidste vers, hvor Slim Shady svarer sin twistede beundrer?

23.15, Anders: Eminems flow og timing er stadig eminent. Og han er gavmild med sine hits, der skydes af i korte, overdådige medleys. Men hvorfor begejstres publikum over det pauvre fyrværkeri, der skydes af undervejs? Har de aldrig set en nytårsraket før? Og sidekick Mr. Porter skal skrue ned for sine konstante ”soundchecks”, hvor publikum skal ”make some muthafucking noise!”

23.16, Danni: ’Stan’ er stadig et kæmpenummer. Men Eminem dropper sidste vers. Faktisk ret skønt, at kæresten og barnet overlevede den sang for en gangs skyld.

23.32, Snab: Lav lyd til Em. Kunne ikke høre delayhøjttalerne til højre. Gik rundt om og opdagede, at hele pladsen til venstre for pladsen også var fyldt. Men der var en ekstra storskærm i år. Godt tænkt! Og lyden faktisk bedre her.

23.40, Køster: Frækt nok at lægge ’My Name Is’, ‘The Real Slim Shady’ og ‘Without Me’ i et party-medley. Sagen er bare, at de er bedre end mange af hans senere sange med pompøse omkvæd og dybe slag i luften.

23.52, Snab: Opdager lige, at det kun er de fire bogstaver ”STAN”, der lyser op i Grandstand-baren bagerste på Orange. Det er sgu ret stor klasse. Synes også, der er momenter af storhed i Eminem-koncerten.

23.55, Nykjær: Er smuttet fra Eminem for at få en god plads til Charlotte Gainsbourg på Avalon. Hører konturerne af ‘Lose Yourself’ ovre fra Orange og bliver kortvarigt ramt af stage envy.

23.59, Danni: Yo, Marshall. Du fabler om folk, der har været med dig fra ”day one” og spiller ’Just Don’t Give a Fuck’. To ting: 1) De fleste på pladsen var enten ikke født eller blebørn på din day one. 2) Her på Bloggers By Choice ved vi altså godt, at ’The Slim Shady LP’ ikke var day one. Der var liiiige en lille flopplade inden, ik’da?

00.01, Køster: Eminem slutter selvfølgelig med ’Lose Yourself’. Stærkt sidste nummer i en opulent optræden, der aldrig rigtigt blev stor.

00.02, Nykjær: Charlotte Gainsbourgs fem mand høje band entrerer scenen. Konstaterer at Lars Von Trier ikke er én af dem.

00.06, Snab: Pardon, Charlotte! Skulle altså lige se Eminem færdig. Men nu er jeg her. Og du ser pissesej ud.

00.07, Danni: Nogle gange skal man bare halvandet nummer ind i en koncert for at vide, at det bliver dagens bedste. Den spinkle og sky Gainsbourg og hendes afbalancerede band er et skumbad af varm, lindrende popmusik.

00.12, Nykjær: Charlotte Gainsbourg synger sig sikkert gennem ‘Sylvia Says’. Hendes dødsmærkede discosange står allerede knivskarpt på Avalon, og at omsætte en lyd i tråd med Airs ’Moon Safari’-album til en scene er lidt af en præstation. Det kan blive rigtig godt, det her.

00.13, Anders: Har slæbt min gennembankede krop med ømme ben og begyndende hofteskred fra Orange til Arena for at se Charlotte Gainsbourg – blot for at opdage, at hun spiller på Avalon … Fååårrrrkk!

00.13, Danni: Charlotte Gainsbourg præsenterer næste nummer som ”a homage to Sylvia Plath.” ”Hun var helt tosset med disco,” bemærker min engelsklærerven tørt.

00.26, Nykjær: Charlotte Gainsbourg er en opvisning i cool og vellyd.

00.35, Nykjær: Ok, måske hjælper promillen til, men jeg kalder den alligevel. Charlotte Gainsbourgs ‘Deadly Valentine’ var 2017’s bedste sang.

00.57, Danni: Gainsbourgs sengekantsversion af Kanye Wests ’Runaway’ minder om Jarvis Cocker anno ’This Is Hardcore’ – og det er endnu et kompliment!

01.01, Snab: Glimrende Charlotte Gainsbourg afløst af Nine Inch Nails, der lyder så brutale, som jeg kunne have ønsket mig. Og nøj, det lyder godt.

Festivalklassiker!

01.07, Nykjær: Spotter for første gang i år Alien og Ko. Altid et af de vigtige “Ah, så er vi hjemme igen”-øjeblikke på Roskilde.

01.26, Nykjær: Runder aftenen af med det sidste af Nine Inch Nails på Arena. Det er som at blive skudt tilbage til 90’erne, sådan en blanding af sortsyn og sleaze laves ikke rigtig længere. Det er tungt og mørkt og godt.

01.52, Nykjær: ‘Head Like a Hole’, hell yeah! Nine Inch Nails blæser taget af Arena lige nu.

01.55, Nykjær: … og går så over i ‘Hurt’. Jo, Johnny Cashs coverversion er stor, men Reznors egen udgave er helt fantastisk i al sin sammenbidte, sorte skønhed. Det her var værd at blive længe oppe for.

02.02, Snab: Wow! Blæst omkuld af Nine Inch Nails. Tror sgu, jeg fik støv i øjet til ’Hurt’.

02.23, Nykjær: Trisser over festivalpladsen på vej hjem mod teltet. Et par ligger og knalder åbenlyst op ad en lukket madbod ved Orange Scene (hun rider ham, hvis du skulle spørge). Nogle gange kræver den dér orange feeling bare handling her og nu.

03.15, Snab: Går i seng halvfuld og heltræt. Kommer til at binde dobbeltknude på skoene, da jeg vil tage dem af. Lige nu virker det som et problem på linje med at tabe det sidste stykke bacon på gulvtæppet.

 

 

Kommentér indlægget