Roskilde-snapshots: Sådan gik det – fredag

   


Solskinsreggae, stillehavs-singer/songwriter, trash-punk, vintage triphop, Cave, Byrne og meget andet. Fredagen var en rigtig god musikdag i Roskilde. Genoplev det hele, inklusive VM-service lige her!

 

David Byrne begejstrede på tredjedagen.

9.52, Fez: Johan Olsen set på rulleskøjter. Kan ikke bekræfte, om han også var skidefuld.

10.35, Fez: “Man kan godt have en seriøs debat, selv om man har drukket øl”. Jeg er taget med på en fire timers guidet rundtur gennem festivalens arbejde med bæredygtighed af alle slags.

10.47, Snab: 62 kroner for en snegl og en bolle med ost (overen) og smør (underen). Så er de vist også betalt.

11.23, Fez: Guide ved Refund-bod på Camping East fortæller, at Roskilde ville få problemer, hvis der ikke var pantsamlere på pladsen. Miljøudgifterne ville vokse enormt. PS! Der er penge i selv en udtrådt dåse fra Tyskland. Ca. 20 øre – de bliver vejet.

11.45, Danni: Uf, mere vind på pladsen i dag. There will be dust.

11.58, Fez: Frokost hos Birthesminde, der sælger pølser og spyd med mere af økogrise, de opdrætter 20 km fra festivalen. Svinene har bl.a. spist mask fra produktionen på Herslev Bryghus.

12.18, Danni: Sidder ved Big A’s og hader The Hunna. Kalkulerede sange med banale tekster. Det er sådan noget poppiger hører, når de tror, de hører rock. Ligesom The Killers.

12.29, Smølle: Det var en ren katastrofe at forlade pladsen i nat, mens Nephew spillede ‘Igen og igen og’. Resultatet af at book-ende sit døgn med den sang, og ’Mexico ligger i Bilka’ eller hvad fanden den hedder, er at det skrækkelige vrøvl er tatoveret på min hjerne nu. Det giver mig lyst til at gå ud og punktere en A-bus.

13.02, Danni: Marlon Williams træder ind med et nakkehår, der er sjældent set uden for den tjekkiske liga.

13.05, Smølle: Der er vaskeægte Once Were Warriors/Top of the Lake-stemning over den helt vanvittige mullet, Marlon Williams bærer. Tilsyneladende uden skyggen af ironi.

13.10, Smølle: Mullet eller ej, så går det altså lige i fyldepennen, når Williams går ned i sin bariton. ?

Hjalte har fået nyt skilt og design, men beholdt den latterlige apostrof-fejl

13.19, Smølle: Marlon Williams var min store anbefaling. Hvis han var sløj, ville jeg selv føle, at jeg havde svigtet. Foreløbig føler jeg mig heldigvis på sikker grund. Han synger jo som en drøm. Strejf af Antony, eller Anohni, når han er i de lyse registre. Eller Jimmy Scott. David Lynch har en afløser.

13.25, Danni: Marlon Williams’ sange egner sig perfekt til forteksterne før en southern gothic-krimiserie. Mørkt fløjelscroon på beherskede melodier.

13.34, Smølle: Marlon har styr på sin Barry Gibb-historie, hvilket aldrig kan blive en skidt ting. Festivalens første Olivia Newton-John-cover! Endelig!

14.00, Køster: På vej i bilen brokker Anders K. og jeg os over konferencieren på Pavilion, der om onsdagen entrede scenen i slidte nylonshorts og måtte læse navnet på næste band op fra en seddel. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

14.20, Fez: Sejr! Det blog-relaterede quizhold “Hvem Ka? Kakkmaddafakka” forsvarer titlen som Roskildemester i musikquiz.

14.31, Danni: De små introspeaks på Gloria fungerer fint. Klare, informative. Endnu et skridt mod de ’amaaaaaazing’-skrigende konferenciers snarlige død.

14.35, Nykjær: Efter at metalrocken har fået sin egen festival med Copenhell, er det, som om en fast tradition er forsvundet fra Roskilde. Nemlig den fjerne lyd af eftermiddags-metalkoncerter på Orange, der syntes at følge én overalt på festivalpladsen som en slags sonisk bagtæppe af testosteron. Her er blevet lidt mere stille i dagtimerne.

14.38, Danni: Nyder egyptiske Lekhfa på Gloria på den mest Dagbladet Information-agtige måder: Det er noget med teksturerne i det mellemøstlige.

14.38, Snab: Passerer en topløs pige på festivalpladsen. Sker ikke så tit. Tænker straks, at jeg er med i et forsøg.

14.50, Køster: Nyder dagens første øl i solskinnet foran Avalon, da scenens sprechstallmeister Rasmus Hammerich iført jakkesæt hopper op på et bord med en af politiets megafoner i hånden og beordrer os ind i teltet til Dead Cross om ti minutter. Se, DET er en konferencier.

14.54, Snab: Skeletonwitch er metal, og de fræser af sted på Pavilion. ”Det er ret kedeligt,” siger én.

14.55, Fez: Har fundet alle festivalens metal-fans. Skeletonwitch growler og hærger Pavillon.

15.06, Køster: Slentrer fra solskinnet ind til Dead Cross. Mike Patton i front for et mærkeligt og kompromisløst band. Ganske som i 1990. Og 1992. Og, og, og … Dejlig trygt, at nogle ting aldrig forandrer sig.

15.07, Snab: Dead Cross burde være fedt. Hurtigt, hårdt. Men jeg giver hurtigt op. Hårdt stresset. Det bliver sikkert fedt … Men er stadig rystet over, at der ikke er klassisk Søndagsdød på programmet i år. Traditionen med at vågne op med en middags-metalkoncert på sidstedagen har jeg altid holdt af.

15.11, Anders: Dead Cross på Avalon. Speed-punk møder thrash-metal. Publikum er lamslåede.

15.13, Køster: Mike Patton kommer med gode råd til, hvad man skal sige på første date: “You’ve good, good boobies”. “Do you do anal?”. Er usikker på om det er råd, jeg vil lade passere videre til mine sønner.

15.23, Nykjær: Ekstra Bladet holder Roskilde-dækningen classy.

15.24, Køster: Mike Patton kører den mere sjældne end kønne skatershorts og skinnebensvarmere-combo. Manden er kold i røven.

15.26, Køster: Nå ja, og Dead Cross spiller naturligvis deres arty hardcore som et indædt urværk. Alt andet fra Pattons side ville også forbløffe mig.

15.33, Anders: Efter de tre første brutale numre på trippel hastighed og max volumen slapper Dead Cross lidt af. De er jo alle lidt oppe i alderen og kunne ikke holde det tempo en hel time. Heldigvis.

15.40, Anders: Mike Patton hiver fyre op på scenen i Avalon til en dansekonkurrence – Wizer Guy, Cartoon Guy and Viking Metal Guy”, som Patton kalder dem. Ingen vinder, alle vinder!

15.43, Køster: Elsker simpelthen Mike Patton, fordi han er så fucking underlig, og fordi han tydeligvis elsker, hvad han laver, og gør, hvad han har lyst til.

15.43, Danni: Død og pine. Har tabt mine solbriller i Gloria!

15.45, Fez: “Vi har stadig 18.000 liter skum”. Gang i festen i Dream City Metro med skum og europop.

15.50, Køster: Dead Cross slutter lige af med at referere The Beatles, Dead Kennedys – og en enkelt linje fra omkvædet til ‘Epic’. Ordene “You want it all/ But you can’t have it” får pludselig en helt ny og meget konkret betydning.

15.52, Anders: Mike Patton takker af …. men resten af bandet stopper ham. Efter en kort rådslagning går de videre: “We took too much cocaine, we’re going too fast. We got more time. So, fuck you. 1-2-3 …!”

Wiser Guy, Cartoon Guy og Viking Metal Guy med Mike Patton (#2 fra venstre).

15.57, Danni: Lykke over festivalens fremragende frivillige. Solbriller fundet i Gloria.

15.58, Nykjær: Konstaterer, at hårdtpumpet 90’er-dance er et populært lydspor til højtspillende mobilanlæg på de campingområder, hvor alderen ligger over gennemsnittet.

Festivalmode.

16.05, Snab: Imponeret over, at så mange mennesker har fundet vej til Orange til Pablo Moses. Men hvorfor egentlig? Orange er jo et fedt sted at hænge ud og chille. Især til reggae. På Apollo er der til gengæld stort set ingen mennesker til den engelske rapper Nines, der går på scenen med rygsæk på.

16.16, Danni: Hardcore-bandet Touché Amoré er fire mand helt i sort og én i lyserød skjorte med blomster.

16.20, Fez: Endelig en fornuftig brug af campingstole. Tusinder sidder og ser Frankrig-Uruguay på storskærm ved East City.

16.21, Nykjær: Interpol tabte på dagslyset i går, Pablo Moses vinder på det nu. Reggae er bedst i bragende solskin, og Jamaica-veteranen kilder Orange på maven.

16.26, Danni: Johan Olsen har en hårdt nikkende fest forrest til Touche Amore, der også er alt, man kunne drømme om: Koncentrerede udbrud af gnistrende vrede med små fine guitartemaer, som pibler frem.

16.34, Snab: Nines går af scenen – stadig med sin rygsæk på – efter blot en halv time. Dj’en spiller lidt XXXTentacion og Gucci Mane i yderligere seks minutter til de insisterende. Det var ikke godt.

Heller ikke en campingstol i sigte til Nines på Apollo.

16.39, Nykjær: Madhus Lolland, Grød, Ramen To Bíiru … Food Court er hip storbygastronomi på skovtur. Nutidens festivalpublikum ville få et chok, hvis de så, hvad vi spiste på Roskilde i 90’erne.

16.44, Anders: Går ned til Pavilion, hvor Touché Amoré spiller. Havde ikke læst op på lektien og troede, det var noget varmblodet world music. Det er dog noget brutal hardcore fra Los Angeles. Vi går videre, kan ikke klare mere punkrock lige nu efter Dead Cross eminente, men hæsblæsende koncert.

16.46, Danni: Pis. Har glemt at sætte mit drømmehold. Pis, pis, pis.

60 kroner.

16.50, Snab: Benal er proppet til langt uden for Arena-teltet. Det er et karrierepeak for duoen, der hele tiden tager en til. Betaler 60 kroner for en pølse med brød.

16.55, Nykjær: Spiser ducks and chips (gode, i øvrigt) i Food Court. Og får mig bænket ved siden af tre heavy-fyre i denimjakker oversyet med metalband-lapper. Og den enes lillebror som er mere til elektronisk musik. De finder hinanden i et fælles ønske om at få Dire Straits gendannet på festivalen. Og en stor kande af en ubestemmelig rød drink. Godt selskab.

16.55, Køster: Går forbi Orange Scene, mens Augustus Pablo chanter dub-reggae i solen. Det virker logisk.

16.57, Anders: Pablo Moses sender oldskool reggae-vibes udover en doven og støvet plads foran Orange. Party like it’s 1978!

17.14, Nykjær: Spritservietter – en af den slags bekvemmeligheder, man pludselig får til rådighed, når man har sin hustru med på festival.

17.30, Danni: Richard Dawson Band holder lydprøve i Pavilion. Bassisten iklædt FC Roskilde-trøje.

17.42, Nykjær: Kommer forbi Avalon, hvor Descendents spiller pop-punk af den ret veloplagte slags. Men tænker samtidig, at hvis man spillede den slags for 17-årige i dag, vil de reagere nogenlunde, som hvis man stak dem en fastnettelefon.

17.44, Nykjær: Descendents’ forsanger har en taske med en drikkedunk over skulderen. Kopholder for rocksangere, genialt koncept. Det er punk for familiefædre.

17.48, Danni: Støder på Gaffas anmeldelse af Interpol, hvor newyorkerbandet via dets navn associeres med The Police. Det er nonsens, men en hyggelig leg: Hvorfor lyder Nephew ikke mere som The Mamas and the Papas? Hvorfor lyder Fleet Foxes ikke mere som Fleetwood Mac? Fortsæt selv.

18.05, Fez: Ifølge festivalens beregninger er #Plantebevægelsens veganer-bod den madbod med det laveste klimaaftryk. Tyg på den.

18.06, Køster: Hari Kishore alias HVAD lægger ud med at teste publikums standhaftighed med ti minutters murrende, voldsomme industriallyde.

18.21, Danni: Richard Dawson er en lille rund mand fra Newcastle, der begynder med en seks minutter lang a cappella-intro. En del i teltet ved ikke, hvilket ben de skal stå på.

18.25, Køster: Så bukker yours truly også under. 25 minutters hardcore techno lavet af samples fra gamle dubplates, eller hvad fanden det det var for noget, må være nok. Ud i solen.

18.41, Smølle: Før var jeg strandet på en madras foran tv i det vestlige Roskilde, lige så ufokuseret som Muslera, der prøver at bremse et langskud. Nu er vi tilbage. Men der er uudholdelig freak-folk på Pavilion. Bagefter er der mongolsk galskab på Avalon. Inde fra Gloria hører vi Hvad, der lyder, som om han slipper helvede løs. Og så er vi endda stukket af for at undgå Minds of 99. Bedste bud er at høre lidt på Fleet Foxes, og så ramme storskærmen til storkampen klokken otte. Ja. Det er, hvad vi gør. Det er en af de tyndere dage herovre. Også for mit eget vedkommende. Så det passer måske meget godt sammen, det hele.

18.45, Danni: ”Take this jar of pickled herring,” synger Richard Dawson. Hans småskingre middelalderfortællinger har en sær fascinationskraft, men koncerten er ujævn. Går mod Minds og Orange.

18.52, Danni: Per Vers fucker rundt i Minds-historikken. At de spillede Rising for to år siden og Orange sidste år. Bliver rettet af publikum og siger, at ”det ikke handler om kronologi.” Min indre dokumentationsnørd er i oprør.

18.59, Smølle: Jeg gjorde mig i går munter om folk, der går med tørklæder for munden mod støvet, men okay — måske er der noget om det. Min stemme er i alle fald helt i uorden i dag. Det kan ikke kun være af at have sunget Saybia for mine ubehagelige roommates hele dagen som straf for deres hårdhændede vækkemetoder.

19.03, Nykjær: Alien & Ko er til Fleet Foxes. Horny, oppustelige væsener kan også være følsomme.

19.05, Danni: The Minds of 99 åbner med ’Ud af min krop. Ingen hertillands kan skrive anthems som dem.

19.06, Snab: Fleet Foxezzzzzzzz … ”Jeg har gummistøvler med mere karisma en dem,” skriver en kammerat lidt senere.

19.09, Smølle: Ret sikker på, at Fleet Foxes stadig er i gang med første sang. Den er dybt kedsommelig. Elsnab er allerede stormet ud af teltet med himmelvendte øjne.

19.22, Smølle: Dette er en ud-af-navlen-oplevelse. Regner med et jubelbrøl af de større, når de spiller en egentlig melodi – fra første album. Nødvendigvis.

19.23, Smølle: Oh, there we go.

19.25, Snab: Har lige set en mand rejse sig fra sin nyskænkede fadøl og sprinte hen til en madbod. En madbod uden kø.

19.29, Nykjær: Har lige spottet en pantsamler klædt i en Rysensteen Gymnasium-T-shirt. Det var på eller anden måde bare … mærkeligt.

Festivalklassiker!

19.33, Danni: ”Hvor fanden er Alien & Ko? Det er meget skuffende,” siger Minds of 99’s Niels Brandt fra scenen. Minds skuffer til gengæld ikke. Heller ikke over tid. De spiller sammenbidt, men inviterende. 10.000’er kan synge med på hvert ord. Det er stadig muligt at skabe store, gode bands.

19.49, Danni: Nu er Alien & Ko kommet og når lige en kæmpe Minds-finale med ’Hurtige hænder.’ ”Tak for at gøre det her sammen med os,” siger Niels Brandt.

20.00, Smølle: Fleet Foxes leder videre efter et omkvæd. Ro på, drenge: I har allerede spillet det, i ‘Your Protector’. Nu er der fodbold. Det bliver nok ret enormt. Kom så, Phil!

20.13, Køster: Vimser ned i backstage-garderoben og henter jakke inden Nick Cave. Hver gang jeg skal noget derude bagved, ser jeg den samme fyr fra Københavns filmmiljø. Jeg har aldrig set ham ude på festivalpladsen.

20.14, Nykjær: Ankommer – alt for sent, indser jeg – til The Minds Of 99 på Orange, hvor 50.000 hænder er i vejret til ‘Stjerner på himlen’. Blogbroder Danni fortæller, at sådan har det været i over en time. Rygterne om rockens død er som altid stærkt overdrevne. Og Niels Brandt og co. har allerede store sange nok til en hel ny generation. Det ligner et rent triumftog, og jeg skulle SÅ meget have set det her fra begyndelsen.

20.30, Smølle: En lille, men meget tilfreds Benelux-delegation nyder kampen. De fleste selvfølgelig fans af de Røde Djævle. Men også en fyr i en van Basten-trøje anno 1988. Lukaku og Courtois er heltene. De går da helt amok hvis Belgien engang lykkes med et skud på mål …

20.31, Smølle: Oh, there we go.

20.32, Danni: Fanger Sandy (Alex G) fra Pavilions teltkant. Vintage slacker-indie med solblegede sange. Især ’Bobby’ er en perle.

20.38, Køster: Stefflon Don har samlet en kæmpe crowd foran Apollo med sin bouncy grimepop. Det hjælper sikkert også på publikumsinteressen med fire danserinder i sorte hotpants og matchende røde kropsnære trøjer.

20.41, Nykjær: Tjekker Sandy (Alex G) på Pavilion. Indierock, som den også lød i 1995, og som jeg altid har haft et blødt punkt for. Fire fyre, der ser ud, som om de altid har været flinke, altid har læst gode bøger og bare har hygget sig med deres band, som de godt vidste, aldrig ville blive booket til festerne. Men ok, en tyve minutters tid er nok, så er man klar til at rykke videre.

20.42, Køster: Stefflon Don frabeder sig dickpics. “I don’t wanna see it!” Så ved I det derude.

20.43, Køster: Der er ikke mange krummer i Stefflon Don, og vi forsøger at finde lidt mad andetsteds. Folk er ellers absurd sultne efter en fest.

21.06, Nykjær: Bisse lyder, som jeg tror, Lars H.U.G. ville lyde, hvis han kunne få lov at blive tyve år igen.

22.11, Danni: ”That’s sexual herassment in the workplace,” siger Cave, da en hånd fra publikum kommer lidt for langt op ad hans bukseben.

22.14, Nykjær: Nick Cave and The Bad Seeds er ren vildskab. Warren Ellis ser vanen tro ud som om, han er i korporlig infight med alle de instrumenter, han spiller. Det er fedt, det her.

22.15, Køster: Nick Cave and The Bad Seeds fint ud med ‘Jesus Alone’ og ‘Magneto’. Og han er nede og knuge hænder med publikum allerede i anden sang.

22.28, Køster: Nick Cave and The Bad Seeds har lige leveret en historisk vild udgave af ‘From Her to Eternity’. Det band spiller som med én krop.

22.29, Smølle: Vi bliver vinket, ja, nærmest trukket ind på Gloria for at se Sandunes spille lidt lounge, mens Nick Cave raser sig gennem ‘From Her to Eternity’ udenfor. Troede faktisk i første omgang, at rummet var 100 % tomt, men det var bagsiden af scenen, vi så. Der er kun 84 % tomt ….

22.34: Danni: Cave har taget tordensættet med. De dødsmærkede sange er der selvfølgelig også, men det er ikke en helende ceremoni som i Royal Arena. Det er et flerhovedet monster af en rockkoncert.

22.44, Nykjær: Nick Cave spiller ‘Into My Arms’, helt afdæmpet på sit klaver ligesom på ‘The Boatman’s Call’-albummet. Og selv helt nede en fodboldbanelængde fra scenen synger alle med. Gåsehud. På hvilken anden festival ville så mange publikummer kende sådan en sang så godt?

 

22.46, Snab: RANT! Selv ’Into My Arms’ lyder ligegyldig. Siger lige noget, ik’: På Orange render Nick Cave rundt og giver den i rollen som Nick Cave. Det er gøgl, teater, cirkus. Han er et helt andet sted i livet end til at stå og spille de 20-35 år gamle sange, som (nogen) folk vil høre. Han hænger fast i sin musikalske fortid, og jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg er stensikker på, at mange har haft en god oplevelse. For jeg har selv haft mange af dem med Nick Cave. Måske er jeg bare træt …

22.56, Køster: ‘Tupelo’. Virkelig det store, hvide groove, The Bad Seeds ruller ud her. “Knoglefunk”, beskriver min sidemand det som. Kunne ikke være mere enig.

22.56, Danni: Tupelooooooo! Stadig bedste sang om Elvis’ fødsel.

23.20, Smølle: Cave raser videre i baggrunden. Lang udgave af ‘Stagger Lee’, efter lange udgaver af ‘Tupelo’, ‘Jubilee Street’, etc. Ved ikke helt, hvad det er med ham. Elsker hans musik, men ikke betingelsesløst. Mest for håndværket. Det elegante ordarbejde. Det lyder halvhjertet. Er det måske også. Men jeg forestiller mig, andre kommer herfra med halvhjertet respekt. Har allerede mødt et par halvhjertede stykker.

23.27, Danni: ’Stagger Lee’. Jeg har været lidt træt af den, men Cave splitter den ad og strøer den ud. Der er noget nyt og opbrudt over denne koncert.

23.30, Danni: Det ultimative nummer til at lukke hele festivalen, ’Push the Sky Away’ leveret helt laissez-faire. Dejlig afslutning på en befriende uhøjtidelig, men stadig dirrende Cave-koncert.

23.33, Køster: Nick Cave slutter med ordene “Some people say it’s just rock’n’roll/ But it gets you down to your very soul.” Amen to that.

23.35, Snab: Investerer tid og stiller mig i pitten til David Byrne. Der er mange jævnaldrende …

23.45, Smølle: Overraskende fuldt til David Byrne. Vi troede vi var i god tid, men nej.

23.48, Smølle: Åbenbart kører der officielle hyldester til Alien & Ko inden koncerter nu. Det gør knap fænomenet sjovere.

23.58, Smølle: Modent publikum. “Vidende”, ville jeg selv foretrække. ”Kvalitetsbevidst.” ”Intelligent”. Yeah, sådan noget.

00.04, Nykjær: Er nede i teltet for at hente en trøje. Og kæmper endnu en gang med at forstå, hvorfor så mange bruger deres billet på at sidde i en lejr og høre bedaget dancepop på et mobilanlæg, når de få hundrede meter væk kan opleve fine kunstnere live, som de endda allerede har betalt for. Well, it’s a free country …

00.11, Danni: Byrne spiller ’I Zimbra’, og alle danser. Svensker siger til sin makker: Det är från sjuttiosju. Jeg må prikke ham på skulderen: ”Den er fra ’Fear of Music’.” You’ve been bloggers by choiced!

00.11, Smølle: Byrne knuser al modstand ved at synge på volapük, eller lignende sprog, på Talking Heads’ totalt overlegne sang fra Fear of Music, ’I Zimbra’. Frygt for musik? Næppe. Trods alt danser de 10 musikere i stil med Arsenals offsidefælde fra The Full Monty. Mr. Byrne er kendt som lidt af en kontrolfreak, men ærlig talt: Der er 12 musikere, og alle ser ud, som om de aldrig har moret sig bedre.

00.16, Smølle: Introen lyder påfaldende som ’Video Video’ med Brixx, men det er ’I Should Watch TV’. En sang, der handler om at det er skidt at se for meget tv. Min hjerne eksploderer.

00.20, Smølle: Det 100 % bærbare band er rundt på scenen med trommer og trompeter, og de er slet ikke på nippet til at gøre mig skør. Byrne spiller ‘Everybody’s Coming to My House’ … MY house … der lyder som et ripoff af LCD Soundsystem. Og han er vel mere end nogen anden berettiget til at planke fra dem. Med tak for alt.

00.23, Danni: 18-årige kids bag mig siger igen og igen: ”Det her er for fucking sygt!” De har ret. Byrne har redefineret koncertrummet.

00.35, Anders: David Byrne er fænomenal! En tilpas arty koncert med +10 musikere i ens grå jakkesæt i en bar scenografi, indrammet af metalsnore. Talking Heads-klassikerne ’This Must Be The Place’ og ’Once in a Lifetime’ lægger teltet ned.

00.36, Køster: David Byrne – og hans sindssyge mobilband – sætter i med ‘Once in A Lifetime’. Og modtager bagefter langvarig hyldest for at være det levende stykke musikhistorie, han er.

00.44, Anders: Jeg får lyst til et nyt liv som progressiv multikunster i New York, bo på loft, hænge ud med forfattere, billedkunstnere, musikere og andre skæve eksistenser. Men lige nu vil jeg bare hænge ud med David Byrne!

00.52, Snab: Er allerede godt blæst bagover af David Byrne og hans forestilling. ’Blind’ sender mig tilbage til de dejlige, mørke nattetimer på Boogies i Odense. Alt er funky, velspillet, gennemkoreograferet. Men vov ikke at sige ordet musical!!!

00.55, Smølle: Byrne skruer ned for det perlende baglys, introducerer mørke, og spiller ’Blind’ om, hvordan så mange folk dør i USA uden grund. Den er næsten 30 år gammel, den er fra Talking Heads’ sidste album, ’Naked’, som helt urimeligt ses som en bagatel … og den er FAN. TAS. TISK. Overvældende god.

01.00, Køster: ‘Burning Down The House’, spiller David Byrne og hans ustyrlige band. Og det er, lige hvad de gør. Det her er fænomenalt.

01.07, Snab: Vi har allerede fået de perfekte ’Slippery People’, ’This Must Be the Place’ og ’Once in a Lifetime’. Nu tilmed ‘Burning Down the House’. Det vidste vi jo godt, for han spiller samme sætliste hver aften. Alligevel er det overvældende godt.

01.01, Smølle: Der er så meget styr på sceneriet hos Mr. Byrne, at når han endelig skal have en guitar, ser man kun et håndled, der holder den gennem det glitrende tapet omkring scenen.

01.07, Danni: Fuck nu af med jeres mobilfilmeri. Ingen gider se det. Ikke engang dig selv.

01.11, Køster: Janelle Monae-protestsangen ‘Hell You Talmbout’ runder en helt afsindigt fed David Byrne-koncert af. Der er simpelthen ikke plads til flere indtryk, slet ikke et mumlemessende Massive Attack. Bilen venter!

01.33, Danni: Pludselig i forreste pit til Massive Attack. Sort nat. Mutte maskiner. Det spiller.

01.50, Danni: Se Massive Attack færdig/gå til Fever Ray/køre hjem …?

01.50, Nykjær: Massive Attack genopliver politisk rock, forklædt som tung industriel dub. Med agiterende budskaber, diktatorcitater og hele moletjavsen på bagtæppet. Og jeg står bare og drømmer om, at Elizabeth Fraser ville komme ind og synge ‘Teardrop’, eller at Shara Nelson dukkede op og sang ‘Unfinished Sympathy’.

01.51, Danni: Hjem. Altid hjem inden muren.

02.02, Danni: Et underligt fremmedelement af Smukfest-vibes ved Absalon-baren.  En fyr i bar overkrop og cowboyhat står over en flok, som danser og synger Spice Girls’ ’Wannabe’. Der skal være plads til alt på Roskilde … men forhåbentligt spreder after-skiing-stemningen sig ikke for meget over selve festivalpladsen.

02.07, Snab: Horace Andys vokal og den gennemskærende guitar på ’Angel’ gør det igen for mig. Massive Attack er en sjov booking til fredagsfesttid på Orange, men modigt.

02.09, Nykjær: ‘Angel’ kværner ud i mørket foran Orange, afløst af ‘Inertia Creeps’ og ‘Safe From Harm’. Vi taler slet ikke nok om, hvor mesterlige Massive Attacks tre 90’er-albums er.

02.13, Smølle: Wow, jeg elskede Massive Attack, da de brød igennem. De var soulboys. De fik mig til at lytte til dub reggae. 3D, Daddy G … hvad skete der? Hvorfor blev I en rockgruppe? Trommesoloer? Neeeeeej

02.14, Snab: Massive Attack mister momentum med de lange pauser mellem numrene. Men budskaberne på bagskærmene peaker med ’Kendt gravhund er død’ – overskrift på en EB-historie. Den har vi grinet af hele dagen.

02.28, Nykjær: ‘Unfinished Sympathy’, et af verdens bedste numre nogensinde, under en sort nattehimmel på Orange Scenes decibel-stærke anlæg. De her fem minutter var hele festivalen værd. Nu kan jeg godt gå i seng.

02.31, Smølle: Vi tog til Baby In Vain. De er … også en rockgruppe. Og gid de var fortryllende. Det var dog en helt undrende tur ind i den melodifri zone, og så var det om at vikle sig ud igen. Men de spurgte trods alt ”Har I det okay derude”, som jeg husker det. Tjah, det er venligt at forhøre sig. Personligt, ikke perfekt. Da jeg skulle afsted onsdag, kunne jeg på grund af flytning ikke finde min oplader, min powerbank, der skulle holde mig opladet hele vejen igennem. Så jeg bestilte en tilsvarende til min adresse her i byen hos min herlige ven Henrik. Den kom i går morges, hvilket jeg var henrykt over. Ikke mindst fordi jeg som vist allerede nævnt havde brugt den halve nat på at køre gennem Roskilde i en forfærdelig beruset tilstand, i forsøget på at finde rette adresse i en by fuld af forbløffende ens villaveje. Det lykkedes ved firetiden, og jeg havde nok kunnet skære lang tid af den triste omgang, hvor jeg sværger at jeg kørte ned af Ahornvej mindst fem gange, uden at det hjalp mig til mere end en indsigt om, at ”det vist er i nærheden” – det var 100 meter væk. For pokker da. Men ok, jeg havde i det mindste tænkt fremad med opladeren til den følgende dag. Så jeg dansede nærmest, da vi så postbilen ankomme. De prøvede ikke engang at gemme sig for at skjule pakken på depotet, for jeg løb ud. Giv mig min powerbank!!, spurgte jeg høfligt. Well, jeg fik den, næppe overraskende. MEN! Jeg skulle nok lige have checket specs. Den var flad og passede fint i en shortslomme. Men damn. Den vejede flere kilo, føltes det som. Hele torsdagen gik jeg med, hvad Chris Walken kalder for ”this uncomfortable hunk of metal”, i min højre bukselomme. Da jeg vågnede i dag, havde jeg – ud over Søren Huss’ stemme i ørerne – et stort blåt mærke på knæet for alle de gange, det enorme batteri klaprede ind på mit knæ. Så ud over den fine scorelinje ”jeg har et fire kilo tungt og unødigt stærkt batteri i mine shorts”, der bogstaveligt var korrekt denne gang, har jeg ikke andet at tilføje end ”nej, ikke helt okay”. Det er ret ømt. Hvis I spørger, ”er vi okay”, så nej, jeg har eddermame ondt i højre knæ.

02.37, Snab: Går lykkeligt mod teltet efter ’Inertia Creeps’, ’Safe from Harm’ og til sidst ’Unfinished Sympathy’. Det var meget rocket, ikke soulet, ikke perfekt, men Massive Attack er bare MIN musik.

04.03, Nykjær: Går ned i toiletvognen for at børste tænder, og ender med at synge gamle Johnny Madsen-sange ved håndvasken sammen med random gut. Roskilde har altid lige lidt ekstra til én. Men nu må det være slut for i dag, ses i morgen!

 

Kommentér indlægget