Meget roligt og fredeligt, nærmest idyllisk. Nogle ænder glider stille rundt i søen ved Dream City, og kun en traktor fra kommunen bryder freden, mens den drøner rundt og slår det ellers vildt voksende græs.
Der er grønt så langt øjet rækker fra toppen af en bakke med en stor kunstinstallation, hvor der i udskåret træ står ’ME WE’.
Størstedelen af Roskilde Festivals gæster ser aldrig festivalpladsen på denne måde. De ville se telte, mennesker og affald overalt. De ville høre snak, råb, sang og en vanvittigt høj kakofoni af musik fra stribevis af hjemmelavede, batteridrevne stereoanlæg, og de ville – som dagene skred frem – mærke stanken fra de 10.000-via af menneskers efterladenskaber brede sig.
Nu er der tomt. Og kontrasten til virvaret fra det normalt fyldte campingområde gør, at her nærmest virker øde. Som de billeder, man indimellem ser af glemte, tilvoksede forlystelsesparker eller stadionanlæg fra et VM eller OL, der får lov at sygne hen.
Men indimellem kommer en bil kørende forbi langs indhegningen til selve festivalpladsen. På den selvsamme plads, hvor dusinvis af mennesker på denne årstid normalt ville knokle for at rejse Orange Scene, ligger en stribe hvide telte, der tilsammen udgør et covid-19-testcenter.
Men også ude på campingområdet er der, trods alt, spor efter mennesker.
Døren til en af bygningerne i Dream City er brækket ned, og enkelte steder finder man graffiti, efterladte campingstole eller indpakningen til en ramme øl. Eller bilspor i græsset. Et godt gæt er, at nogle savner deres festival så meget, at de er taget ud på pladsen med en ramme øl og har holdt en lille fest.
Nu skulle hegnet være væltet, campingområderne fyldt, og festen i gang. Men det må vente et år til den allerede udsolgte Roskilde Festival 2021. Og helt symbolsk, så er tre af bogstaverne i ‘Dream City’ væltet.
