Roskilde Festival 2012 var skelsættende af flere grunde: Bruce Springsteen på Orange! Janelle Monae indledte sin sejrsrække på festivalen. Og festivaldebut til Bloggers By Choice (som ensemble, solisterne havde for fleres vedkommende allerede karakter af rustikt furede festival-vintagefrakker).
Frem mod dette års festival har vi hørt pligtens kald og vil de næste uger uselvisk huske jer på de bedste koncerter fra BBC’s levetid – altså de seneste ti år. Vi begynder med 2012 – året hvor nye(re) stjerner som Bon Iver og Jack White (Ja, okay og Wiz Khalifa …) stod side om side med feinschmeckerfavoritter som Björk, The Roots og The Cure, mens man med små typer fandt Modeselektor, First Aid Kit og Perfume Genius (Ja, ja, okay-okay og Macklemore & Ryan Lewis). Og så var der manden og bandet, der kan samle de fleste: Bruce Springsteen & the E Street Band. Vi elskede stort og småt.
Niels Fez Pedersen – Janelle Monáe, Arena, torsdag
Ja, vi græd til Alison Krauss og havde en fest med Bruce Springsteen, men når jeg tænker på 2012, tænker jeg på Janelle Monáe. Dengang var hun stadig en ArchAndroid og en heftigt James Brown-dansende lille dame i smoking med anderumpe-frisure og Prince i sin funk. Hun spillede endda ’Take Me with You’ fra ‘Purple Rain’ og kørte en version af ’Tightrope’, der fik afrikansk-amerikansk musikhistorie til at blive levende.
Nikolaj Steen Møller – First Aid Kit, Odeon, fredag
Jeg tog afsted med en anbefaling i baghovedet om at høre First Aid Kit. ”De er to svenske søstre, der knap er fyldt 18 og spiller country”. O…kay. Men jeg havde da elsket ’Emmylou’, og lyttet til det sidste album. Mægtig kønt, og meget sødt, at to purunge stockholmere, der allerede er på tredie lp, kender Joshua Tree som deres egen baghave.
Sommetider er det bare slet ikke en tilfredsstillende forberedelse på at stå dér i et telt, mens solen steger udenfor, med tordnende tømmermænd, der som bekendt gør én ekstra emotionel, når man udsættes for countrymusik og andre sentimentale genrer. Den måde de to svenske stemmer vævede sig sammen. Det var gudesmukt og bare overvældende. Et af de øjeblikke, der ikke kan forudses, men bare må gribes i flugten. Gudskelov for solbrillerne, da man kom ud derfra med røde øjne.
Danni Travn – Jack White, Orange, fredag
Ligesom Ulrich Thomsens figur i (den i øvrigt overvurderede) ’Blinkende lygter’ leder efter den helt rette dybde at grave sine øl ned, leder jeg år efter år efter det helt rette indtag af hvidvin før og under en Roskilde-koncert. Fredag aften ramte jeg det. Så måske er jeg påvirket af påvirkningen, men mange ædruelige efterrationaliseringer gør mig sikker: White nåede sit zenit den aften.
Badet i blåligt lys og med afsæt i den tordnende White Stripe-sang ’Dead Leaves and the Dirty Ground’ spillede hans gnistrende all-female-band sig gennem et sæt potente nyklassikere – med naturligt klimaks i ’Seven Nation Army’. Samtidig var der noget hyggeligt over, at Roskilde bys helt egen Margrethe Björklund sad deroppe og smilede bag sin pedal steel-guitar.
Kataloget, scenen, bandet og frontmandens jordbundne gennemslagskraft. Det var koncerten, som på dansk grund cementerede, at Jack White var andet og mere end vinylkøbernes fremmeste konceptmager. Han var noget så sjældent som en rockstjerne skabt i 00’erne og 10’erne.
Anders K. Sørensen – Bruce Springsteen, Orange Scene, lørdag
2012 var et godt år med solskin og et stærkt program, der talte Janelle Monáe, Malk de Kojn, The Roots, Jack White mv. Lørdagen var i udpræget grad en godbid. Her blev det samlede bloghold om eftermiddagen sommersvimle i selskab med sødmefulde Alison Krauss på Arena, men højdepunktet var så udpræget Springsteens gallafest af en rockkoncert på den orange hovedscene. Det var en Bruce i topform, der indtog Dyrskuepladsen med en kraftpræstation, der overvandt selv bloggens største skeptikere. Fra introen med ’No Surrender’ over en indtagende ’The River’ og hyldesten til Clarence Clemons, der var død året før, til ekstranumrene, der var domineret af hitsangene fra ’Born in The USA’, trak Springsteen både sved og tårer. Og lidt urin – som det, jeg fik tilbudt af mine koncertkammerat, der helt ubemærket havde ladt sit tis i den tomme ølkande, der gik på runde i flokken. Trods euforien over E-Street Bands medrivende show, afslørede plastkandens kropsvarme temperatur dog i sidste øjeblik, at jeg ikke burde drikke indholdet.
Jesper Nykjær Knudsen – Bruce Springsteen & The E Street Band, Orange, lørdag
Jeg hører til dem, der mener, at saxofon aldrig har gjort noget godt for en rocksang, og at gospel ikke hører hjemme nogen steder uden for amerikanske midtvestkirker. Og den midterste time af Boss’ens tre timer lange lørdagskoncert på Orange havde lovlig meget af begge dele, mens Bruce gav den som prædikende ceremonimester. Til gengæld var den sidste time hele festivalen værd, da legenden for alvor delte ud af sine store sange, der synes at rumme hele liv inde mellem de stadionklare akkorder. Fra ‘The River’ over ‘Born To Run’ til ‘Dancin’ in the Dark’ stod den på forrygende musikalsk historiefortælling under åben himmel. Hvilken kraft, hvilken poesi, hvilket sug af fællesskab og forløsning, Bruce Springsteen og hans uforlignelige band gav os. Og så tilgiver jeg ham, at han ikke spillede ‘Tunnel of Love’.
Peter Elsnab – Alison Krauss and Union Station feat. Jerry Douglas, Arena, lørdag
Smukt, rørende og dygtigt ud over alle grænser. Ikke underligt, at tårerne piblede frem under Alison Krauss-koncerten på Grøn. Hun synger, så englene bukker hovedet, løfter en undskyldende vinge og langsomt moonwalker baglæns ud af billedet. Og sådan sang gjorde Alison Krauss også denne eftermiddag. Og bandet … Jerry Douglas. Dan Tyminski. Hold nu bare op, ik’! Det er jo ikke retfærdigt at være så dygtige. Altså, teoretisk set kan man jo godt stille et hold, der kan besejre Messi, Ronaldo, Salah, Iniesta og Neymar i en five-a-side, men … I et fremragende Roskilde-år med soulfulde Bruce Springsteen, eminente Jack White, festlige Bomba Estéreo, groovyhårde DevilDriver, rå Refused og marathonløberne i The Cure, strålede Alison Krauss bare en lille smule mere inde under teltdugen. Og ja, jeg gik af en eller anden grund glip af Punch Brothers …
Janus Køster-Rasmussen – Alison Krauss and Union Station feat. Jerry Douglas, Arena, lørdag
Det er det, Roskilde kan: En varm sommereftermiddag trådte holdet bag soundtracket til ’O Brother Where Art Thou’ op på Arena, med den stærkt pirrende violinist og sanger Alison Krauss i front, og gav os en guddommelig masterclass i country, bluegrass og rootsrock. Da Krauss sang for på ‘Let Me Touch You for a While’ hørtes ekstatiske udråb fra flere BBC’ere.
