35 års Roskilde-favoritter: 1983-87

   


Frem mod Roskilde Festival ser Bloggers By Choice tilbage. Tilbage mod de koncerter, der overhovedet er grunden til at vi gider at tage på Roskilde år efter år, endsige skrive om skidtet. Hvorfor nu denne onanistiske og unødvendige øvelse, spørger du måske, kære læser. Og svaret er såre simpelt: Fordi vi kan. Og vil. Og ret beset ikke har ret meget bedre at tage os til.

Vi tager ét år om dagen. Bortset fra lige her i starten, hvor vi får høvlet 1983-87 af, så andre end firstmoverne Niels Fez og Anders K. Sørensen kan komme på banen.

Så: Glem alt, hvad du hidtil har hørt, læst – og oplevet med dit eget sanseapparat i postnummer 4000. Her og frem til torsdag den 5. juli får du bloggernes endegyldige og indbyrdes dybt modstridende sandheder om årets Roskilde-koncert 1983-2017. God rejse.

 

Andreas Vollenweider i raskt trav på vej mod Roskilde og Niels Fez

1983, Plakat

Niels Fez Pedersen – Andreas Vollenweider, Rytmescenen, søndag

En klassisk debut med masser af dansk rock. Valgte Kliche, Warm Guns og Blast frem for Simple Minds og Echo & The Bunnymen. Var med til at buh’e Warren Zevon af scenen (han forsinkede Sneakers, for pokker).  Det hele faldt i hak søndag eftermiddag. Hvis du har glemt det, så spillede Andreas Vollenweider harpe, havde Rudi Völler-hår og blev i årene efter lydsporet til krystalhealing og idrætsmassage. Men han gav komplet mening den eftermiddag på græsset i teltet.

 

 

 

1984, Plakat

Niels Fez Pedersen – Anne Linnet & Marquis de Sade, Rytmescenen, lørdag

Husker mest regnen, et sejlende gennemblødt telt og flasken, der ramte Johnny Winther. Det var ikke fedt at stå i mudder og høre Lou Reed lyde som en 10 år gammel liveplade. Anne Linnet var på omgangshøjde med tiden. Sent om natten, overfyldt telt, folk overalt. Trommeslag som piskesmæld. Et nybrud i forhold til festivalens hippierødder.

The Alarm – guffeluf for en 12-årig festivaldebutant

Anders K. Sørensen – The Alarm, Canopy, lørdag

Egentlig burde den mest mindeværdige oplevelse fra 1984 være, da jeg fik lov til at se New Order spille direkte fra kulissen på Canopy Scenen. Det var det bare ikke. Min festivaldebuterende drengekrop blev derimod blæst væk af The Alarm, en walisisk discount-udgave af U2, der lørdag eftermiddag spillede på beatfestivalens store scene. The Alarm havde højt hår, læderveste og militærjakker på – og de spillede storladne, anti-Thatcheristiske rocksange med prætentiøse titler som ’68 Guns’, ‘The Stand’ og ‘Blaze of Glory’. Episk! Den oplevelse betød, at samtlige mine lommepenge de kommende år blev brugt på plader med bandet fra Rhyl i det nordvestlige Wales.

 

1985, Plakat

Niels Fez Pedersen – Billy Bragg, Folkscenen, fredag

En mand med en elektrisk guitar, en lille forstærker og en grov flab. Billy Bragg var gademusikeren, der tog springet op på scenen og satte strøm til den politiske rocksang. Fredagens sæt i Folkteltet var intenst, og dagen efter spillede han igen som en slags opvarmning for Style Council på den store Canopy-scene. ‘A New England’ er stadig en af de bedste sange, jeg nogensinde har hørt på en Roskilde Festival.

Hvid soul til de anglofile – Feargal Sharkey

1986, Plakat

Niels Fez Pedersen – Flere bands, Grøn Scene, fredag

Den anglofile popfan i himlen på en historisk fredag. Feargal Sharkey, Lloyd Cole & The Commotions, Elvis Costello & The Attractions og Gangway. ‘A Good Heart’, ‘Perfect Skin’, ‘Alison’, ‘Boys In The River’. Dagen efter spillede Madness på Orange deres sidste koncert i mange år.

 

1987, Plakat

Niels Fez Pedersen – Michelle Shocked, Blå Scene, søndag

Traumatisk år, hvor jeg missede min helt Curtis Mayfield. Jeg husker ikke hvorfor, men jeg håber bare, at det ikke var fordi, jeg var stiv og hørte The Mission. Der var generationsskifte det år, og jeg ved, at jeg så The Go-Betweens, The Triffids og That Petrol Emotion, men det eneste, jeg mindes, er, at Sonic Youth spillede højt. Michelle Shocked spillede blidt. En folksangerinde med bid i poesien og et kulthit via albummet ‘Texas Campfire Tapes’, der blev optaget på kassette ved et lejrbål. Hun var skøn.

Anders K. Sørensen – Greene, New Stage, Fredag

Festivalen i 1987 bød bl.a. på de unikke, australske post-punk perler, The Triffids og The Go-Betweens – men i mit blanke teenage-sind overså jeg dem fuldstændigt. Danske Greene med de tidstypisk sure Olesen-brødre i front, dem SKULLE jeg til gengæld se! Så årets højdepunkt for 15-årige Anders var koncerten på New Stage, hvor Greene sluttede med at smide gratis vinyler ud til publikum. Dét var dekadent!

 

Kommentér indlægget