Rock’n’roll fås ikke bedre

   


Af Peter Elsnab

Jeg kan næsten ikke vente til næste fredag, når Jack White hen under midnat smider de første syv akkorder af sted til ’Seven Nation Army’.

Givetvis som lukkenummer eller i hvert fald et af de sidste numre. Den energi, der kan opstå under store numre på en stor scene er mere livsbekræftende end noget andet på en festival.

Der er brug for store numre. Det er fint med gode små koncerter og hemmelige favoritter, men den store samlende koncert er essensen af en festival. Uden dem, ingen festival.

Der behøver ikke være mange af dem, men Jack White og hans band – pigerne i The Peacocks eller mændene i Los Buzzardos – har et af de helt store. En hymne.

Jack White på scenen med sit mandeband, Los Buzzardos, et par dage før Berlin-koncerten. Foto fra hans hjemmeside.

Det kan blive magisk, når 30-40.000 festivaltosser krænger al opsparet energi ud og forvandler pladsen foran Orange til et eksplosivt skråle- og hoppeorgie.

Tirsdag aften var jeg så heldig at være i Tempodrom i Berlin, da Jack White med mandebandet gav en af sine forholdsvis få koncerter på sin igangværende europaturne, der slutter med Roskilde-koncerten.

Det skal forstås sådan, at jeg havde prioriteret at betale en del penge for at være der, i Berlin, sammen med 3500 andre, der spændte fra ekstatisk lykkelige teenagepiger til tilfredse midaldrende, mandlige pladesamlere (hov!).

Tempodrom er et forholdsvis nyt spillested nær Potsdamer Platz, jeg ikke tidligere har besøgt. Det er på størrelse med K.B.-Hallen (RIP) med siddepladser rundt om det næsten cirkulære gulv.

Eksplosionen udeblev heller ikke denne aften, da Jack White afsluttede sit 80 minutter lange sæt med ’Seven Nation Army’. Der blev hoppet, kastet med næver og sågar pogo’et lige foran vores pladser cirka midt på gulvet. Og til højre for mixerpulten, naturligvis.

Utroligt nok var der flere, der blev siddende med benene oppe på gelænderet midt for scenen, og generelt var stemningen heller ikke ligefrem fantastisk, selvom publikum uden tvivl nød koncerten. De gav bare ikke så meget igen, som Jack White tydeligvis håbede.

Jack White omgivet af The Peacocks i Amsterdam dagen før Berlin-koncerten. Foto fra Jack Whites hjemmeside.

Men han kan også være lidt besværlig.

Der er intet behageligt, forudsigeligt eller for den sags skyld fortroligt over ham på scenen. Publikum bliver udfordret, og alle numre får sit eget nye liv fra den ene koncert til anden.

Tonerne spilles denne aften tungt og råt, og de river og flår i hele kroppen på én, når de bliver blæst støjende og vrængende ud fra højttalerne.

Sætlisterne ændres fra aften til aften og tæller numre fra hele Jack Whites karriere – fra en del numre fra den nye og fremragende soloplade ’Blunderbuss’ og bagud via Rome-nummeret ’Two Against One’, The Raconteurs og Dead Weather til White Stripes.

Der er også altid enkelte covernumre på sætlisten – Dick Dale, Hank Williams og den slags, der rækker bagud i tiden. Og for at udfordre sig selv til den nye situation som kapelmester for sit eget band rejser han tilmed rundt med to bands, der først om morgenen får at vide, hvem der skal spille om aftenen.

Maggie Björklund under Amsterdam-koncerten, dagen før Berlin. Foto fra Jack Whites hjemmeside.

Kvindebandet tæller den danske pedal steel-guitarist Margrethe ’Maggie’ Björklund, der forhåbentlig får æren af at spille på hjemmebane til Roskilde Festival, inden hun igen skal på landevejen med sit eget soloprojekt.

Jack White selv ser ud til at nyde sit soloprojekt. Det er hans projekt, det er ham, der bestemmer, og det er ham, der står fremme i spotlyset. Men der er plads til de øvrige musikere. Ellers ville det heller ikke stemme overens med den 36-årige amerikaners organiske, romantiske og historiske tilgang til musik i det hele taget.

Og når han på forhånd beder folk om at lade være med at fotografere og optage, har det intet at gøre et desperat forsøg på at kontrollere noget, man alligevel ikke kan kontrollere. Nej, han vil faktisk bare gerne have, at folk nyder oplevelsen i stedet for at bruge tiden på noget andet. Og billederne kan man alligevel senere downloade gratis fra hans hjemmeside, fortælles det inden koncerten.

Men der er regler for musikerne, der alle sammen skal følge farvesammensætningen blå, sort, hvid. Jack selv er i sort cowboyskjorte med hvid krave under de vilde, sorte krøller, men alt er gennemført. Logoet fra hans pladeselskab Third (3-tallet igen) Man Records går igen selv i spotlysene, og alle medlemmer af entouraget er velklædte.

Third Man-logoet kan ses i spotlysene. Foto fra Jack Whites hjemmeside.

Men musikken er ikke på samme måde kontrolleret. Der er masser af masser af soli, og der er masser af udvekslinger med de fem bandmedlemmer, der dækker trommer, piano, bas, pedal steel/violin, guitar/mandolin.

Og numrene fra duotiden i White Stripes lider bestemt ikke under at have tredoblet instrument-delen – at være gået fra son House til Led Zeppelin. Gode numre er gode numre, og de bliver leveret uhyre veloplagt.

Jack White er hele tiden i gang, og bandet forsøger hele tiden at følge dampbarnets ideer, der kan bringe et nummer langt ud i improvisation, før det altid falder tilbage til den røde tråd igen.

Som den berygtede løve i buret drøner han rundt, kun begrænset af længden af kablet til sin guitar. Hvis han da ikke sætter sig til pianoet som under ’Trash Tongue Talker’. Ofte er han vendt mod trommeslageren som i de gamle White Stripes-dage med Meg White bag trommerne, og energien er enorm fra den ofte tungt spillende rytmesektion.

Man kommer desuden rundt i et bredt udsnit af americana – honkytonk, country, folk. Og endda surf. Ikke alt fungerer lige godt mellem den medrivende garageblues i åbningsnummeret ’Black Math’ og lukkenummeret ’Seven Nation Army’, men alene at opleve ham kaste sig ud i et par jazzede mellemspil (måske var det ligefrem fra ’Cannon’s Blues’ med Cannonball Adderley) midt i de ellers stenhårdt garage-huggende ’Cannon’ og ’I Cut Like a Buffalo’, før de eminent glider over i en lige så rå ’Hardest Button to Button’, er hele turen værd.

Jack White sætter sig også gerne til pianoet. Foto fra Jack Whites hjemmeside.

Det er mere musikalsk og mere ægte rock’n’roll end nogen anden rockmusiker, jeg kan komme i tanker om pt. Men måske er det bare mig …

Naturligvis er hans guitarspil eminent. Det roses han efterhånden for mange steder – selvom han i visse kredse naturligvis ikke kan sammenlignes med teknik-orakler som Steve Vai, Yngwie Malmsteen og Joe Satriani. Men han får til gengæld ikke nok kredit for sin sang.

Måske fordi han er så fandens teatralsk af og til. Men han synger både melodisk og udtryksfuldt. Og rent, hvis der kræves det.

Han udtrykker masser af sødme, når han synger om ’We’re Going to Be Friends’ eller ’I Guess I Should Go to Sleep’, og man tror på ham, når han synger om den altopslugende kærlighed i ’Love Interruption’. I øvrigt en sang, der bare vokser og vokser i min verden.

’I won’t let love disrupt, corrupt og interrupt me,’ lyder omkvædet, som det er svært at få ud af hovedet.

Nummeret var et af mange nye i indledningen, der druknede lidt rigeligt i diskant, men han kom bredt omkring i sit repertoire. Numre som ’Hotel Yorba’, ’Ball and Biscuit’ og ’Steady As She Goes’ var aldeles medrivende, og netop nu er en måske unik chance for at se ham spille det bedste fra alle sine projekter, inden han får udsendt alt for mange soloplader. For med hans arbejdstempo kommer der givetvis mange.

Alt holdes i sort, blåt og hvidt, og e tre striber i Third Man-logoet går igen i backdroppet. Foto fra Jack Whites hjemmeside.

Der er samtidig snak om, at han skal producere et kommende Rolling Stones-album. Der snakkes også om et samarbejde med Radiohead, og han har lige indspillet med Beck.

Jack White er hot shit for tiden, men det var ikke som sådan en perfekt koncert denne aften. Det var ikke nødvendigvis til seks stjerner. Men OPLEVELSEN af Jack White var fantastisk, og hvis man har bare den mindste smule kærlighed til rock’n’roll, kan jeg ikke opfordre nok til at se ham på Roskilde Festival. For det er satme musik!

————

Som en lille sidebemærkning kan det noteres, at jeg og ni andre via medlemskabet af Third Man Records’ pladeklub The Vault havde vundet ’early entry’ til koncerten et kvarter før de andre koncertgæster. Det skulle selvfølgelig bruges til at komme i merchandise-boden og købe sjældenheder. Men desværre.

Nok kunne man købe specielle tour-version af vinylsinglerne ’Love Interruption’ og ’Sixteen Saltines’, hvilket sparede mig for nogle kroner på eBay, men så sjældne er de heller ikke, og det helt store kup var der ikke.

Den specielle lightning bolt-version af ‘Blunderbuss’ med blå stribe gennem den sorte vinyl.

Jeg havde håbet at kunne købe den specielle ’Lightning bolt’-version af albummet ’Blunderbuss’, men det var ikke til salg denne aften. Øv! Det sælges typisk for 500-600 dollars på eBay.

Der var heller ingen tour-version af nyeste single ’Freedom at 21’ eller den alternative plademåtte i lyseblå. Men der var da både en regulær Third Man Records-plademåtte i sort, en plakat og et par t-shirts, jeg kunne proppe i tasken med mig hjem.

Sætliste:
Black Math
Freedom at 21
Missing Pieces
Weep Themselves to Sleep
Love Interruption
Hotel Yorba
Trash Tongue Talker
I Guess I Should Go to Sleep
Hypocritical Kiss
Cannon
Cut Like a Buffalo
The Hardest Button to Button
Two Against One
Blunderbuss
We’re Going to Be Friends
Steady As She Goes
Ball and Biscuit
—-
Nitro
Sixteen Saltines
The Same Boy You’ve Always Known
Seven Nation Army

Originalversionerne af numrene kan høres i denne Spotify-playliste:

 

Kommentér indlægget