Roskildes sidste dag ramte med soft-rekord, svensk velsignelse, en skæv sydsjællandsk biker-Joe Pesci, en høstfest, en 70-årig crowdsurfer og en stjernenedsmeltning. Blandt andet. Vi var naturligvis med hele vejen.
09.56, Snab: Allerede på perronen er der fuldstændig proppet. Spændende transportdag forude.
10.52, Snab: The Kinks-tshirt spottet i toget. Det bliver en god dag.
11.45, Danni: Folketingskandidat for Moderaterne Jon Stephensen taler i P1 om sit besøg på Roskilde Festival. Han kunne godt lide det ’britiske’ band ’Turntable’.
11.48, Snab: Et stort rundt banner er ved at blive lagt op på Orange-pladsen. ’Racial justice – climate justice – social justice’.
11.55, Nykjær: København er nogenlunde lige præget af Roskilde-publikum og Tour-publikum. Hvem der er værst klædt, må blive et close call.
12.08, Snab: “I don’t speak English, but hello,” lyder det fra brasilianske Marina Sena, der fortsætter med en længere snak på portugisisk, som den lille klynge brasilianere oppe foran på Mantra-scenen jubler over. Fint med mig, bare tal videre. Portugisisk er muligvis det smukkeste sprog i verden.
12.29, Snab: Marina Sena er funky, brasiliansk popmusik med elementer af bossa. Bandet helt i sort, dansere i stramt sølv. Jeg står helt stille i solen og kampsveder i mit fornuftige sorte, heldækkende tøj. Hun spiller ’Por Supuesto’ – stort hit i hjemlandet. Jeg føler den.
12.38, Anders: Har taget festivaltoget herud i dag. De to knægte ved trinbrættet har ingen styr på tjek af armbånd. Det må være den suverænt nemmeste måde at snyde sig ind på festivalen. Hvis man er den type.
12.47, Danni: Forsinkelse efter forsinkelse tikker ind på togene mod Roskilde. Og tog skifter spor uden varsel. Mikset af cykel- og musikfans tager det med forbilledlig ro på den proppede perron.
12.50, Snab: Marina Sena har én gang sagt ”tak” på dansk. Nu efterspørger hun en oversættelse af ”moito obligado”, men kan ikke høre den. Publikum begynder at synge ”tu-sind tak, tu-sind tak, tu-sind tak …” Trommeslageren falder ind, og hun takker med en lille dans. Hendes første gang på Roskilde, hun håber at komme tilbage, siger hun vist. Hun skal være velkommen. Skøn morgenseance i solen.
13.01, Anders: Det irske countryband CMAT (et akronym for bandleder Ciara Mary-Alice Thompson) samler en lille, men lykkelig crowd på Pavilion.
13.07, Anders: Ciara pitcher højt, både når hun synger og taler, men sangene flyder som nymalket fløde – og den rødhårede forsanger krydrer veloplagt med høje benspjæt og mere eller mindre elegante scenefald.
13.14, Anders: Nu spiller CMAT op til fest med ’Every Bottle (Is My Boyfriend)’ – et slick middle-of-the-road rocknummer, der lyder lidt som amerikansk FM-radio anno 1986. Heart nævnes som reference af sidemakkeren.
13.18, Danni: Ankommer til Roskilde station, hvor det virker umuligt at komme på festivaltoget. Har allerede opgivet CMAT på grund af forsinkelser, nu ryger Erica De Casier.
13.23, Snab: CMAT præsenterer sit band under den glimrende ’I Wanna Be a Cowboy, Baby’ uden at fortælle, hvilken by musikerne kommer fra. Stor fejl. Selvom man er irsk.
13.23, Nykjær: Varmen bager over Roskilde, og Erika De Casiers elegante nutidssoul er det perfekte lydspor at sidde dovent i græsset og chille til. Hendes sovekammerstemme vugger over de dybe, langsomme grooves. Og man kan sagtens nyde det uden for teltet – der sker ikke meget visuelt oppe på scenen. Det er ikke meningen, du skal kigge derop, du skal kigge din kæreste dybt i øjnene.
14.02, Nykjær: Kings Of Convenience er gået på scenen i Arena og ligner et par nørdede fætre til Fritz og Poul fra Rytteriet. Ren yacht rock-dresscode.
14.11, Nykjær: Kings Of Convenience er en dagligstuekoncert blæst op i arenastørrelse. Det er VIRKELIG afdæmpet og bør ikke kunne fungere. Det gør det.
14.13, Nykjær: Erlend Øye høster bifald, da han blot tager det ene ærme af sin cardigan af. En mand, der kender til subtile virkemidler.
14.20, Nykjær: “This will be the most quiet song of the whole festival”, annoncerer Eirik Glambek Bøe. Jeg forhøjer. Kings Of Convenience er i gang med at sætte ny historisk soft-rekord for festivalen.
14.25, Anders: Hvis Kings of Convenience var en teenagefyr, ville han ryge i vennezonen: Flink, sød, pæn og hygsom – men også totalt ufarlig og lidt kedelig i længden.
14.28, Danni: Sara Parkman er de seneste dage gået fra noget, jeg ikke kendte, til en af dagens højeste prioriteter. Så står klar på anden række med en dark ’n’ stormy. Her er mange med drømmende blikke.
14.29, Nykjær: Erlend Øye er festivalens unlikely førsteelsker. Flirter uhæmmet med kvinderne på forreste række – på sin egen stilfærdige måde. Storskærmen afslører, at han har held med det.
14.30, Danni: Parkman træder alene på scenen med en violin i hånden, store briller og en truckerkasket med glimmerskrift: ”Holy”.
14.42, Danni: Parkman, nu med band, men uden kasket og briller, velsigner Gloria med sakral folkemusik, der vokser fra 1.000 års svenske hymnetraditioner. Som hun siger fra scenen: “Det er nemmere at sige amen gennem musik.”
14.45, Nykjær: Erlend Øye inviterer sit andet band, The Whitest Boy Alive, på scenen og giver en i forvejen virkelig vellykket koncert endnu et par nøk opad. Nu får Kings Of Conveniences fine pocket size-Simon & Garfunkel-sange tilført Berlin-kvartettens særlige kridhvide funk. Det swinger!
14.47, Danni: Der står en gruppe yngre danske kvinder bag mig. De kender hele Parkman-kataloget, og når de synger med, lyder det, ja guddommeligt. De blev nok sendt til kor, da jeg blev sendt til fodbold.
14.53, Danni: Sara Parkmans trommeslager ligner klassisk musikformidler og AGF-fan Mathias Hammer. Perkussionisten er rastafari og keyboardspilleren er en slank langhåret ung mand i kjole.
15.00, Snab: Kings Of Convenience er gået fra to akustiske guitarer til nu at være The Whitest Boy Alive på scenen. Det er hyggeligt fra afstand ude i solen. Hov! Det var sgu da lige ’Sultans of Swing’-riffet i et par sekunder.
15.28, Danni: Hele Gloria synger “På min grav skal der stå: Som vi har elsket,” mens Parkman og band forlader scenen. Kæmpe Roskilde-højdepunkt. Kandidat til årets koncert. Sjældent at høre noget, hvor rødderne stikker så dybt, og grenene strækker sig så højt. Overvejer at melde mig ind i folkekirken igen.
15.36, Snab: Anders K. med trætte fødder: ”Vi går ind og sidder her, hvor der lugter af kamelpis.”
15.45, Danni: Big Thief eller Samba Touré …? Sms: ”Vi er i højre pit på Arena.” OK, det sociale og genkendelige vinder.
15.46, Anders: Efter Kings of Conveniences alt for kælende koncert har vi søgt lidt skygge. Et underligt orangefarvet og arty område lige vest for Arena. Der er spoken word, fint nok.
15.48, Anders: Snart afløses den amerikanske udvekslingsstudents hjemmegjorte digtning (min tolkning) i spoken work-området af lange, skiftende hyletoner, som kun hunde og flerdages festivalgæster kan høre. “Neil fra ’The Young Ones’ ville elske det”, som min sidemand tørt konstaterer.
16.10, Danni: Man er altid lidt nervøs på Big Thiefs vegne, fordi alting virker tæt på at falde fra hinanden under sangene. Og mellem sangene skal de liiiige nørkle med noget, som er galt. Guitarist – og frontkvinde Arianne Lenkers eksmand – Buck Meek siger, at deres udstyr er blevet vådt.
16.15, Danni: Big Thief har udgivet (for) meget de seneste år, og kvaliteten svinger lidt. Men når de som i dag hiver det bedste ud af kataloget, strør de kuldslåede indiefolk-perler om sig.
16.26, Snab: Hører ikke rigtig noget af Big Thief. Sådan går det indimellem på festival. Til gengæld hører jeg rystende historier om, at det der cykelløb ikke har vist bare et eneste sekunds billeder af festivalen. Overvejer en boykot.
16.50, Danni: En gæstejødeharpespiller kommer på scenen til det skønt swingende ’Squid Infinity’. Et par sjældne smil fra Arianne Lenker. Og en lille outsidertriumf af en koncert fra Big Thief.
17.04, Anders: Har igen ventet for længe med at få noget at spise. Jeg tester den italienske bod ved Arena. Da det er min tur, går jeg off menu og bestiller kækt ”en stor bolognese” – i håb om, at den søde ekspedient smider en ekstra skefuld pasta på min tallerken. I stedet annullerer hun min betaling på 85 kr., og før jeg ved af det, er jeg lettet for 120 kr. og har fået udleveret et kilo pasta bolognese i noget, der ligner en familiecontainer. WTF?!
17.05, Anders: Vantro kigger jeg på mit kilo stivelse og kødsauce. ”Jeg troede ikke, at I havde store portioner på menuen”, siger jeg forvirret til ekspedienten. ”Det havde vi heller ikke” … Okay, så meget for at forsøge at charme sig til positiv særbehandling. Dig in!
17.15, Smølle: Vi er ramlet ind i St. Vincent. Åbenbart var der et cykelløb. En bakketrøje, der skulle uddeles efter en spurt op ad en 16-metersstigning i Asnæs. Så selskabet tog lidt længe at trække ud af sofaen. Her er god plads, godt vejr, og desværre er ‘Digital Witness’ spillet. Så kan vi lære det.
17.18, Danni: Handler frikadelleburger i en anonymt udseende bod ved Mantra. Det viser sig at være Det Danske Spejderkorps’, helt specifikt Vigge Gruppen. Der er majs, iceberg og dressing i, rød saft som drikke. Befriende ukrukket og rart at poste penge direkte til foreningslivet. St. Vincent spiller fede numre i baggrunden, men jeg føler lidt, at jeg har været til den koncert et par gange.
17.21, Snab: Nøj, hvor er der egentlig få campingstole på pladsen i år. BBC-kampagnen har virket!!
17.27, Nykjær: Hører St. Vincent sætte gang i den sublime ‘Los Ageless’ ovre fra Orange nogle hundrede meter væk. Får den klassiske, nederen festivalfølelse af at have været for længe om at komme af sted til en koncert.
17.30, Anders: Har valgt at droppe St. Vincent. Har set hende et par gange, og hendes musik har aldrig sagt mig noget. På vej mod Pavilion passerer vi Orange på afstand, hvor Vincent kan skimtes med en affarvet blond page, lyserød buksedragt, alt imens en danser i noget orange gear springer hen over scenen. Måske skulle man alligevel give hende en chance mere?
17.31, Danni: “Skal den have gas/så nyd en 1664,” står der på et reklameskilt foran bryggeriets skrigblå bar. Jeg er bange for, de tror, det er et godt rim.
17.31, Smølle: ‘Fast Slow Disco’ med St. Vincent er en perle. Alle burde tvinges til at lave nye udgaver af deres gode ballader som bangers.
17.41, Smølle: Det var så også finalen på hitfasen. ‘Cheerleader’, dedikeret med en langfinger til Højesteretten, bringer vreden.
17.42, Nykjær: Uforbeholden fuck-finger fra St. Vincent til “the fuckers of the US Supreme Court, who are trying to take us back to the dark ages”. Rock er for alvor politisk igen. Har nogen tal på, hvor mange gange USA’s nye abortlovgivning er blevet adresseret fra scenen på årets festival?
17.54, Smølle: Samme sang bragte så også artrocken. Og Annie Clark er ved at tabe folk, selv om hun og guitarist Jason Falkner, en fyr som ikke kunne nyde sit job mere synligt, gør alt for at vinde dem igen. De to er guitarhelte. Sangene, dog …
17.59, Nykjær: En popcorn-vogn kører lige forbi os. Hvem pokker har lyst til popcorn i den hede? Hvor er der en isvogn, når man har brug for den?
18.01, Smølle: Jeg VIL lide St. Vincents sange mere, end jeg kan. Jeg kan rigtig godt lide dem. Men en skam at frontlæsse sættet så meget og vente med den tunge kost til sidst. Nå, men … country på Pavilion, sagde I?
18.47, Anders: Sierra Ferrell iført hvid kjole og blomsterkrans stiller op med to musikere, og sammen spiller de op til noget, der lyder som et forrygende bal i forsamlingshuset, somewhere in West Virginia i september 1934.
18.51, Danni: Stemning af høstfest i Pavilion. Jeg mangler bare en kusine, jeg kan snave med.
18.52, Smølle: Sierra Ferrell hjulpet af mild, solrig hygge uden for Pavilion. Der er mange hernede, og jeg forestiller mig ikke, at det er navnet, der trækker. Måske fordi jeg selv først hørte det for 10 minutter siden. Har set et par træt udseende blogbrødre gå ind … og én skynde sig væk.
18.52, Anders: Nu spiller Sierra Ferrell og hendes ven op med kæk dobbeltviolin. Minder mig om min vinter med faste, traumatiske enetimer i violin i 1982/83 på Lynghøjskolen i Svogerslev, få kilometer fra, hvor vi står lige nu.
18.56, Snab: Safety manager til bluegrass er ikke verdens sværeste job. Håber jeg. Sierra Ferrell er lidt generisk, men godt håndværk og vældig charmerende. Bekymrende svært at være sur.
19.05, Smølle: Det bedste ved Ferrell – og der er så meget godt – er hendes stemme, der lyder, som om den kommer fra en gammel 78’er. Guitar, fiol og gulvbas. Trioen er i mål i stil.
19.20, Smølle: Der bliver serveret jordbærdaquiries uden for Pavilion, og det smager skønt, mens bluegrasstrioen går sammen i en klynge og virkelig tager røven på de få af os, der har trukket ind i skyggen. For helvede, er man lidt nysgerrig, kyler Roskilde den slags oplevelser efter os igen og igen.
19.32, Danni: En i Orange-regi ganske lille publikumsskare til Haim. Kommer uden problemer helt op til pithegnet lige inden koncertstart.
19.41, Danni: Haim-søstrene kommer på scenen en efter en. Este slikker på det ene kamera.
19.41, Nykjær: Kommer forbi Haim på Orange. De tre søstre snakker med hinanden, som om de hænger ud hjemme på teenageværelset, men inviterer publikum med ind. Det virker sjovt, det her.
19.47, Danni: En publikummer på scenen til Haim. Det er en ung kvinde med “Go Haim” skrevet på armene med sprittusch. Og samme frie look som de tre søstre. Forbilleder, det kan noget.
19.52, Anders: Haim starter rodet, lyden mudrer, og samspillet virker ufokuseret.
20.01, Danni: Este siger, at The Strokes er hendes favoritband ”in the whole fucking world.” Det glider over i en gimmick, hvor en Dave, hun angiveligt har knaldet, ringer til hende. Ikke særlig velturneret. Men trioens forsøg på at opløse skellet mellem dem selv og publikum er sympatisk.
20.01, Smølle: Stor hygge fra starten hos Haim, der meget passende lagde ud med ‘Now I’m in It’. Pludselig ringer en telefon, og Este – der ikke engang er trioens officielle skuespiller – snakker med en ‘fyr’ hun har mødt og fucked in the lake. Nu vil han ses igen. Sketchen var fin; jeg grinede mest af:
Este: “I’m playing Roskilde Festival”.
Fyr i telefon: “Is that a board game?”
20.12, Anders: Okay, de tre søstre vinder efterhånden – igen – mit hjerte med et skønt Roskilde-øjeblik, der rammer det optimale punkt mellem sommeraften, semi-brandert, sødmefulde popsange og godt selskab.
20.14, Nykjær: Det kan godt være, finesserne i fine sange som ‘Summer Girl’ og ‘Gasoline’ forsvinder lidt, men til gengæld fylder Haim tårnhøjt oktanindhold på deres sange, der når helt ned til bageste række. Der er virkelig muskler i det her.
20.17, Danni: Tøffer ned for at fange lidt Squid, som altså er sjove. Syngende forsanger og numre om planter.
20.22, Smølle:: For andre, klart mindre charmerende mennesker, ville det være utiltalende blær at skifte instrumenter så tit som de grotesk talentfulde søstre Haim. Ingen problemer for dem.
20.33, Nykjær: Haim har faktisk mange hits, og de bliver leveret med en power, som var de introsange til et NFL-highlightsshow. ‘The Wire’ lyder nærmest som glamrock og kværner potent gennem aftenluften.
20.36, Snab: Den syngende trommeslager i Squid render rundt foran trommesættet som en løve i bur og slår på ting. Skønt! Det sker mange mærkelige ting på den Pavilion-scene. Fyr den af, gør noget vildt. Squid er ved at være der nu med ’Boy Racers’ efter lidt tynd start.
20.40, Nykjær: Haim takker af. Hundredevis af piger og kvinder må forlade den her koncert med lyst til at starte et band.
20.40, Danni: Passerer Orange igen, ligesom Haim lukker med ’Steps.’ De går af med en salut om, at vi ses til ”fucking Strokes.”
20.42, Smølle: ‘The Steps’ er helt enkelt en blændende protestsang.
20.47, Danni: Deler pissoir med Treo i Mediebyen. Han var åbenbart ikke helt tømt efter at have skrevet sin St. Vincent-anmeldelse.
20.55, Snab: Ha ha, Squid skærer fandeme nogle fra nu. ’Kæft, det er en gang syret post punk. Kæmpefedt! Fantastisk afslutning med ’G.S.K.’, ’Pamphlets’ og ’Narrator’.
21.00, Snab: Tænker, at alle fra Pavilion-teltet lige nu begiver sig på tværs af pladsen til Idles på Avalon. Bortset fra Erlend Øye. Han er overalt i år, åbenbart også til Squid.
21.02, Nykjær: Spotter Tom Jensen på vej mod Avalon. I shorts. ‘Presselogen’ bliver aldrig mere det samme.
21.11, Nykjær: Fodboldtrøje-spotting: Greuther Fürth, der netop er rykket ud af Bundesligaen. En af de sjældne. Indie-fodboldfashion.
21.17, Danni: Godt pakket i Avalon til de venligtsindende slåskampsrockere i Idles.
21.26, Smølle: Der falder en oprigtig undskyldning fra Idles-frontmand Joe Talbot for at spytte på en tilskuer! Må give ham, at den slags kan ske. En lun, venlig mand … der permanent skriger af folk.
21.31, Danni: Joe Talbot adresserer scenevagterne i Avalon og fortæller dem, at bandets publikum er de mest kærlige mennesker. Og at de bare skal lade dem klatre på hinanden og mærke hinanden efter de her tre år. Så adresserer han publikum med budskabet: Og pas på hinanden, ellers skrider jeg.
21.37, Nykjær: Alt, hvad der er fedt ved punkrock, er i Avalon lige nu. En tornado af energi kværner rundt i teltet, og der opstår både moshpit og crowdsurfing. Alt dét vi ikke må. Det er som at være tilbage i de på mange måder mere uhæmmede 90’ere.
21.42, Snab: ”Det er et forsonende træk, at han ikke synger så godt,” siger sidemand om kærligt vrede Idles. Jeg er på. Indimellem, i hvert fald.
21.47, Anders: Vi er af uransalige årsager endt ved et bord nær Pavilion med et par biker-typer fra Sydsjælland. Den ene vejer +110 kilo, og efter at have hevet halvdelen af en joint indenbords proklamerer han, at han ”har det underligt”. Da han pludselig på min hals vil vise, hvordan Joe Pesci i ’Goodfellas’ dræber en mand ved gentagne gange at hugge en kuglepen gennem hans halspulsåre, skal vi videre …
21.49, Smølle: Idles er svære at greje. Det ene øjeblik kan jeg slet ikke klare en gang skældud fra en fyr i køen ved baren; det næste er de totalt afvæbnende hen over et fantastisk riff. Som på ‘Danny Nedelko’.
21.53, Smølle: Overhørt fra ven: “De skal varme op for Pearl Jam på tirsdag. De kommer til at blæse dem ud af huset.”
21.56, Snab: Fyr vælter, stående, baglæns ned fra bænk uden for Avalon-teltet til Idles og formår næsten at undgå at spilde af sin øl. Klasse. ”Intet at se, passér gaden.” ‘I’m alright, synger Idles i samme øjeblik.
22.03, Danni: Talbot står på hovedet, den ene guitarist står ude i publikum og synger ’Nothing Compares 2 U’. En mindst 65-årig mand crowdsurfer. Idles er et vidunderligt konglomerat af gøgl og revolution.
22.08, Anders: Vi rammer sidste-øjebliks-programtilføjelsen Remi Wolf i Apollo. Bare glade for at være i live efter kuglepens-optrinnet.
22.09, Anders: Den californiske tech-pop-sangskriver er også ”bare så glad for at være her” og spiller forrygende dansepop på et bagtæppe af kulørt grafik og børnetegninger. Det er ren feel good, og lige, hvad vi har brug for lige nu.
22.10, Snab: ”This is an antifascist song for antifascist folk,” siger Idles-forsanger Joe Talbot. ”This is a fascist song for fascist people,” ville nok også virke lidt akavet på Roskilde, tænker jeg.
22.17, Nykjær: Det her er seriøst en af de fedeste koncerter, jeg nogensinde har været til. Og jeg kendte ikke et eneste nummer i forvejen. Idles, for the f***ing win!
22.27, Anders: “If you don’t know any of my songs, then just sing along to this one”, siger Remi Wolf – stadig lykkelig – og spiller ‘Crazy’ af Gnarls Barkley.
22.31, Danni: Er blevet lokket til Converge. De spiller langsomt, de har Chelsea Wolfe med. Hun synger langsomt.
22.52, Danni: Converge bygger voldsomme dæmonuddrivende crescendoer op på Pavilion. Træet vibrerer under fødderne.
22.53, Danni: ”It’s been a fucked up couple of years. We’ve lost family, We’ve lost friends. We’re gonna honour them. Thank you so much for being here with us.” Converge minder os om, hvad der hele tiden har simret under disse fire dages eksercits.
23.04: Smølle: Jeg er for gammel til at føle mig kontrær over at se et sydafrikansk band på Avalon, der begynder samtidig med både Rae Stemmurd og the Strokes. Bantu Continua Uhuru Consciousness er valgt.
23.05, Danni: Roskilde, mens natten falder på, og man står i en lille lomme gemt væk fra større begivenheder og hører et band spille, som var det det vigtigste i hele verden = noget af det bedste i livet. Sådan er det at stå til Converge lige nu.
23.14: Smølle: Ikke skyggen af fortrydelse her. Avalon har scoret endnu en fuldtræffer. BCUC er en håndfuld trommeslagere, en virtuos bassist og to forrygende sangere. Er her tomt? Ja, naturligt nok. Men der sker fandme noget. Meldingerne går på, at det ikke er tilfældet hos The Strokes.
23.18, Danni: Tanker toast og saft inden The Strokes. Endnu mere normcore end frikadelleburgeren fra tidligere. Hvidt brød, skinke og ost. Helt som de lavede den i fodboldklubcafeteriet i 80’erne.
23.20, Danni: Ankommer til Orange … Hov, hvorfor er der ikke nogen på scenen?
23.30, Smølle: BCUC’s forsanger hedder Zithulele Nkosi, ser jeg. Han har de vildeste pipes. Skriger, klager, kommanderer os til at danse og fortæller os, at de døde aldrig forsvinder – hvis de lever i os. Han er et totalt fund.
23.30, Danni: Nu kommer The Strokes, en halv time forsinket. Der er en art entremusik, og så knitrer det i højtalerne. Der lyder et bump. Tabte Casablancas lige mikrofonen?
23.32, Danni: Casablancas ruller drøjt rundt på scenegulvet. Træt? Stiv? Inderlig? Endnu svært at sige.
23.34, Nykjær: Strokes-forsinkelsen er ikke brugt på at finjustere lyden. Den er både lav og mudret, og Julian Casablancas stemme forsvinder i mellemtonegrøden.
23.34, Anders: Julian Casablancas efter første kaosnummer, ‘Bad Decisions’: “Don’t believe in yourself. Just be what everyone else expects you to be. It’s much easier”. Okay, så du er i det kontrære hjørne i aften, skat? Det tegner ikke godt.
23.37, Danni: Smutter hjem. Synd for Casablancas, at han er et dårligt sted. Synd for festivalen og publikum, at man ikke fik en bedre lukker. Og ikke mindst synd for Haim-søstrene, der glædede sig sådan til fucking Strokes.
23.42, Smølle: “18 MINUTES TO GO! We’re gonna play HARD!” Vil vædde på at Julian Casablancas ikke siger det samme ovre på Orange.
23.47, Anders: ”Goodmorning Vietnam …!” Mere bakke-snagvendt fra en manisk/apatisk Casablancas.
23.56, Nykjær: Hvem har givet Julian Casablancas så elendig kokain?
00.01, Smølle: BCUC forlader scenen med Nkosis ord om, at vi har forvandlet ham og hans bands liv til det bedre. Imens stemmer folk i med en ny runde “Ain’t no party like a Roskilde party”, mens et par medlemmer stormer ned foran til et gruppekram. Wow. Et Roskilde-øjeblik? Med manér.
00.09, Nykjær: Det her er en dårlig joke. Efter mere end en halv time er lyden stadig som en gigantisk transistorradio, og sange som ‘The Adults Are Talking’ og ‘Hard To Explain’ kommer ingen vegne. Eneste grund til at blive hængende skulle være det trafikuheld, en komplet wasted Julian Casablancas er ved at omdanne sin sceneoptræden til. Fuck dét, vi skrider.
00.13, Smølle: Altid vælge Avalon.
00.54, Smølle: Vi er tilbage på samme scene til Iceage, nu bevæbnet med kold rosé. Stadig et fund i en tid, hvor ølpriserne eksploderer. Og hvad vi ser … er campingstolkulturen taget til næste logiske skridt. Bænk i teltet!
01.02, Snab: “Toget kl 0.25 mod Fredericia, Padborg og Odense kører om få minutter.” Selv ikke The Strokes kan konkurrere med DSB i forsinkelser.
01.03, Anders: Tessa lægger ud med flammer, tattoo-vinger på scenen, stramt læder-outfit, tonstunge VSTGN-beats og masser af bitchin’. Arena eksploderer.
01.11, Smølle: De er blevet lidt langhårede, Iceage, men de står skarpt. Og de lyder fantastiske. Hvorfor har jeg overset dem så længe?
01.36, Anders: Venter på min yngstedatter, der er til Tessa. Jeg lytter på afstand. Synes, hun snakker for meget mellem numrene og tapper energien ud af koncerten, fordi hun ikke just er nogen stor retoriker.
01.38, Anders: Rapperen Alberto kommer på scenen, og de giver den op med ’Columbiano’.
01.39, Anders: Tessas tekster er ikke meget bedre end hendes snak mellem numrene: ”Jeg har ingen G-streng på / Tag hånden op under min Yves Saint Laurent-kjole / Det’ snart på tide at du får smagt på pu-na-na-nani / Saftig som en mango, Colombiano”.
01.45, Anders: Det er vist også på tide, at farmand her finder et tog hjemad og siger godnat til årets Roskilde Festival. Skal bare lige have en ekstatisk datter ud af Tessas favntag. Vi ses igen næste år!
01.54, Smølle: Jeg har taget Iceage for givet i alle de år. Ikke sat pris på, hvor fantastiske de var. Hvor er det dog dumt.
02.08, Smølle: I lynende baglys, med endnu en sang, jeg korser mig over aldrig at have opsøgt, bliver Iceage færdige. De har én ny fan. Måske ikke den eneste. Vi skal egentlig runde af til Fred Again, men meldingen går på, at man ikke kan komme ind på Apollo. Der er for mange folk.
04.48, Smølle: Gør mine kommentarer læselige, får en sidste tår at sove på, og kan se EB erklære, at “Roskilde er død”. Yeah, EB, det eneste, der er dødt, er vist jeres musikdækning. Den lugter i hvert fald ikke fremragende. Roskilde, I spillede en gudekamp med de midler, I havde til rådighed.
Læs om de andre RF22-dage her:
