#RF18: Disse koncerter SKAL vi se

   


Det er nærmest på linje med VM-finalen, månelandingen og indsættelsen af en ny amerikansk præsident. Det er de koncerter, vi bare SKAL se på Roskilde Festival. Og dem er der en del af.

Men der ligger også en anbefaling i de koncerter, vi har listet her: Festivalens sværeste valg.

Skal man f.eks. se Charlotte Gainsbourg eller Nine Inch Nails? Begge muligheder ville være rart …

Herunder følger nogle anbefalinger, som vi sværger til mere overbevisende, end at Diego Maradona hepper på det argentinske landshold, at månelandingen rent faktisk fandt sted, og mere overbevisende end nogen amerikansk præsident har sværget på biblen:

 

David Byrne, fredag, 0.00, Arena

Af Danni Travn

Charlotte Gainsbourgs dødsmærkede disco, Vince Staples’ sylespidse klubhiphop, indieskjalden Richard Dawsons slingrende folk-fortællinger, Marlon Williams’ livtag med Roy Orbison-arven, den 79-årige brasilianske glædesspreder Dona Onete, Superorganisms purunge kollektivcharme. Og selvfølgelig populærkulturens helt egen forvoksede Bart Simpson, Eminem. Fra toppen til bunden af plakaten er jeg optimist inden årets festival.

Men det er først og fremmest poplaboratoriets skøre professor David Byrne, jeg under ingen omstændigheder må misse. Han har i en årrække stået højt på min bucketlist, og timingen synes perfekt. Nok var årets album ’American Utopia’ ikke, hvad man havde håbet på, men det rummer visse perler. Til gengæld er rygtet om hans aktuelle turne løbet ham i forvejen. Et 11-mandsorkester, hvor alle bærer deres instrumenter rundt på en helt ryddet scene, enhver bevægelse gennemkoreograferet, sange fra hele solokarrieren og en ordentlig dosis Talking Heads – ikke mindst tre numre fra det afrotrippede hovedværk ’Remain in Light.’ Han har sagt, at det er hans mest ambitiøse tour siden ’Stop Making Sense’, så meget peger på, at det bliver en midnatsfest i Arena.

Se hans koncert fra Santiago herunder – og læs mere om Talking Heads her: De 20 bedste singler med Talking Heads.

Danni anbefaler også:
Charlotte Gainsbourg, onsdag, 0.00, Avalon
Dona Onete, torsdag, 21.00, Avalon
Richard Dawson Band, 18.15, Pavilion
Vince Staples, lørdag, 21.00, Apollo

 

Kokoko!

Kokoko!, lørdag, 19.00, Avalon

Af Peter Elsnab

Et band, der laver deres instrumenter af skrot og affald, de finder på gaden, og bygger et studie af gamle madrasser og ødelagte bordtennisbord? Ja, tak! Især, når de tilmed får noget godt ud af det. Og det gør det congolesiske musikkollektiv Kokoko! fra den spirende musikscene i hovedstaden Kinshasa, der bl.a. også har givet os Konono No. 1, Mbongwana Star og Staff Benda Bilili.

De formår med deres hjemmelavede instrumenter at lave hypnotisk dansemusik, der samtidig er enormt rytmisk, melodisk og stemningsfuld og har noget smådystert og sensuelt over sig. Jeg tænker, at det her kan blive en særdeles medrivende fest. Nummeret ’Tokoliana’ er fremragende, og den nye ep ’Tongos’a’ er det samme. Eneste anke på forhånd er egentlig, at koncerten ligger, mens der stadig er dagslys. Det ville være en perfekt nattekoncert. Men det kan man jo også sige om så mange andre koncerter …

Snab anbefaler også:
First Aid Kit, torsdag, 16.00, Orange
Massive Attack, fredag, 1.00, Orange
Danny Brown, lørdag, 17.00, Avalon
Vince Staples, lørdag, 21.30, Apollo

Marlon Williams, fredag, 13.00, Avalon

Af Nikolaj Steen Møller

Marlon Williams er et naturtalent, en kordreng fra New Zealand, der i modsætning til undertegnede havde øre for countrymusik lige fra barnsben. Han er åbenbart fra en kreativ, musikalsk familie – er de ikke alle det dernede? Og knap ude af skolen, da han tog på turné med sit første band. Men det første album under eget navn kom for tre år siden. Det gik fra det ordinære til det helt spektakulære.

Der var nogle mørke, dramatiske sange i den stil, dovne anmeldere som jeg selv kalder “cinematisk”. Eller “Lynch’sk”. Og det har helt taget over på den smukke opfølger fra i vinter, ‘Make Way for Love’. Godt hjulpet af, at Williams har en ganske særlig stemme, lys og lettere androgyn, svævende over vandene. Man kunne godt ønske, at han spillede sine sange om afsked og opbrud lige i de timer, hvor natten stadig er mørk og får det mindste lille bid af kulde. I stedet bliver det i høj sol ved frokosttid. Det skal nu nok blive godt alligevel.

Smølle anbefaler også:
Yasmine Hamdan, torsdag, 16.00, Pavilion
Superorganism, torsdag, 18.30, Gloria
Courtney Marie Andrews, lørdag, 12.00, Gloria
Kali Uchis, lørdag, 15.00, Apollo

 

Anderson .Paak, lørdag 1.30, Arena

Af Jesper Nykjær Knudsen

Tidspunktet kan blive en udfordring, for lørdag nat klokken halv to, efter fire dages festivalhærgen, er der ofte ikke meget kaffe tilbage på kanden. Men 32-årige Brandon Paak Anderson er værd at holde sig på benene for. Han gæstede også Roskilde for to år siden, hvor hans eminente album ’Malibu’ var helt friskt. Og selvom det var tidligt på eftermiddagen, skabte han en fabelagtig fest på den lille Apollo-scene med sit groovy, varme og håndspillede blend af soul, funk og hiphop.

Det kan han stensikkert også gøre, nu hvor han er forfremmet til Arena. Med et sæt, der formentlig er en blanding af genhør fra ’Malibu’ og smagsprøver på det nye album (se ‘Bubblin’ nedenunder), der rygtes ude først på efteråret. Og hvis hans band, The Free Nationals, er i bare halvt så god form som sidst, bliver det umuligt at stå stille til. Fjerdedagstræthed eller ej.

Nykjær anbefaler også:
Charlotte Gainsbourg, onsdag, 0.00, Avalon
First Aid Kit, torsdag, 16.00, Orange
Nick Cave and the Bad Seeds, fredag, 22.00, Orange
Kelly Lee Owens, lørdag, 0.30, Gloria

HVAD, Fredag kl. 18, Gloria

Af Janus Køster-Rasmussen

For ti år siden, i 2008, fik jeg glip af Albertslund Terror Korps, fordi de spillede samtidig med Neil Young. Heldigvis har festivalen ikke lagt den slags forhindringer for mig i år, så kl. 18 fredag står jeg i Gloria-barakken for at se, hvad  Hari Kishore alias HVAD nu har fundet på.

Manden er en af dansk musiks absolutte originaler, der har optrådt under et væld af navne, fra terrorkorpset og Kid Kishore til DJ HVAD og sågar Trentemøller, det sidste et sjovt identitetsprojekt hvor han lod sig hyre af nogle rich kids fra nordkysten, der tydeligvis troede at de havde fået den populære house-dj Anders Trentemøller i nettet. Musikken har under alle kunstnernavnene haft karakter af et mere eller mindre voldsomt angreb på sanseapparatet, i form af heftige elektroniske breakbeats og techno, præget af indisk bhangra-musik og absurde vokalsamples.

Hari Kishores politiske indignation modsvares af den blinkende, bamlende og lettere afsindige visuelle side, der plejer at ledsage hans koncerter, og jeg glæder mig som en lille, ond Mickey Mouse til at opleve ham live.

Køster anbefaler også:
Black Star, torsdag kl. 14, Arena
Stormzy, Arena, torsdag 23.45, Arena
Benal, fredag kl. 16. Arena
Anderson. Paak, lørdag kl. 01.30, Arena

Kommentér indlægget