#RF15: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – tirsdag

18.30: Fuck det! Jeg tager sgu af sted nu.

18.31: Nej, det kan jeg ikke nå ..

18.45: Tasken er pakket, kører mod Roskilde.

18.59: Når lige netop at købe telt inden lukketid.

Mindelunden
Mindelunden

19.34: Hører tilfældigvis Tift Merritt ‘Travellin’ Alone’ i bilen og tænker over, hvad jeg har glemt. Regnjakken!

20.45: Finder hul i græsplænen med højre fod og vrider om. Skal nok bare vades væk.

20.55: Telt er oppe!

21.02: Går ind ad porten til Roskilde Festival. Der er sat blomster og lys i mindelunden for de ni omkomne ved Pearl Jam-koncerten for præcis 15 år siden. Der er også en tom øldåse og noget, der ligner en pisstråle på mindestenen.

21.17: Synes, det er underligt, at der ikke er nogen scene på ’den anden side af vejen’. Og hvad skal der mon ske med den tennisbane? En grusbane midt på en græsmark. Ikke særlig Wimbledon-agtigt. Hvordan gik det mon Wozniacki?

Tennisbane21.26: Klapper John Fogde på skulderen netop som han er ved at sende nedenstående tweet. Forholdsvis syret. På en metaagtig måde. Når at høre en smule af aarhusianske Liss på Skate Scenen. Soulpop. Spiller muligvis på NorthSide næste år …

Fogde-tweet21.31: Nå, der er ingen vej udenom. Må en tur gennem ragnarok: Campingpladsen! Trap, EDM, metal, MØ, 80’er-hits – alt sammen i en stor pærevælling så stor som affaldsbjergene og pantsamlernes poser. Pislugt og lydgrød til trods – kæft, jeg elsker det! Er bare glad for, at det ikke er mig … Rising-scenen er pyramide-formet. Tænker, at kunstnerne på scenen har et stykke vej, før de når Pyramid Stage på Glastonbury.

21.52: Køber to plader i DUP-standen. Så kan jeg da i hvert fald vade rundt med dem resten af aftenen. Kan godt lide det hvide område ved den nye Apollo-scene. Selvom det stadig er en trafikåre mellem camping og festivalplads. Men den er konstrueret, så trafikken vil glide rundt om i stedet for gennem. Shit, jeg har også glemt mobil mobiloplader.

22.12: Et anlæg med navnet Helge i Dream City spiller ’All My Love’ med Rocazino. Kommer i tanker om dj’en Helge, der spillede til vores ungdomsfester. Han havde altid soveposen med, så kan kunne få sig en lur, mens han satte et bånd på, der kunne spille den sidste times tid. Tror, det ville være umuligt for selv DJ Helge at sove her. Pigerne danser, og i Love Village – med bure med navnene Swingerklubben, Lysthuset og Jomfruburet – er køen lang til speeddating-arrangementet.

22.18: Bliver spurgt, om jeg vil have en campingstol. Hrmpf, grrr, argh!

Yung på Rising
Yung på Rising

23.06: Man skal altid stå til højre. Yung er fede på Rising-scenen. Går i gang med fjerde sang efter seks minutter på scenen. Der arbejdes på en moshpit foran scenen. Får lyst til at lave et punkband, der spiller covernumre af ’Søvnløs’, ’d.a.u.d.a.’, ’Stein Bagger’ og den slags. Tror på ideen.

23.23: En vogn fra ISS Kloak- og Industriservice kører forbi Rising-scenen og Yung. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal lægge i det. Måske er det bare sådan et David Lynch-agtigt øjeblik.

23.47: Et par piger danser med en Mette Frederiksen-valgplakat til en af de mange fester i festen på hovedvejen mod Skate-scenen. Shit, jeg har også glemt shorts.

23.57: Pigerne skriger med til Thøger Dixgaards ’Blød indeni’. Karl William gæster kort efter til flere skrig og kyndigt kor. ’Jeg elsker jer alle sammen og I ska’ passe fucking på hinanden,’ takker Dixgaard inden lukketid.

0.17: Der knokles stadig på lyskunstinstallationer, Orange Scene og alle mulige andre steder på festivalpladsen. Bliver altid imponeret over, hvordan logistikken altid ender med at gå op lige inden åbningstid. Smutter i baren.

Snab

Malk De Koijn-vinyl til 150 kr. i DUP-standen ved Rising. God pris!
Malk De Koijn-vinyl til 150 kr. i DUP-standen ved Rising. God pris!

 

Orange Scene
Orange Scene

 

Ufo-lys på Orange plads
Ufo-lys på Orange plads

 

To høje mobilmaster i Backstage Village
To høje mobilmaster i Backstage Village

 

Baren i Backstage Village venter på gæster fra Indre By.
Baren i Backstage Village venter på gæster fra Indre By.

 

 

About the author