#RF15: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

   


8.01, Snab: Barberer mig i koldt vand og uden spejl. Minder lidt om dengang på Midtfyns, når vi vågnede, barberede os i dansk vand og sagde ‘Nå, lad os så få den skid på, så vi kan komme i seng.’

9.11, Nykjær: Hvordan kan det hvert år komme bag på mig, hvor varmt der kan blive i et telt?

9.43, Køster: Pyha. Fredag, du får svært ved at fucke med torsdag. Men jeg tror på dig!

Program

Hårdt program for Fez.

12.25, Fez: It’s a long way to the night, If you wanna rock & roll – and funk and rap and pop and world and country and …

12.37, Snab: Fyr i Moby Disc-tshirt læner sig op ad pitten på Orange. Odense Rocks!

Piano13.33, Fez: Endnu en fin spontankoncert i Pianobar. Gutterne synger Pink Floyd pivfalsk, alene derfor lyder ‘Comfortably Numb’ bedre end originalen.

Øl shots.

Øl shots.

13.36, Snab: Nå, ha ha, man kan også købe øl i shots-krus. Venter på Susanne Sundfør. Anekdote-tid. Vi runder bl.a. ‘Find Treo’-legen, ‘Find Steff’-legen og Johnny Reimar. En pige med bare bryster går forbi.

13.44, Køster: I toget på vej mod pladsen. Der sidder en festivalgænger ved siden af mig med krykker og en Odense Pils. Roskildefolket lader sig ikke stoppe.

13.47, Køster: Satser på at nå anden halvdel af Pede B og Noizes sæt på Arena. Jeg tør ikke andet – mødte Noize for nogle uger siden, som venligt men bestemt gjorde det klart for mig, at jeg møder op.

13.58, Køster: Genoplever numrene bag Jungles Avalon-triumf i hørebøfferne mens toget kører fra Høje Taastrup station. Et af de vintage Roskilde-moments, der vil blive stående.

13.59, Nykjær: Pige, tydeligt skuffet, da hun træder ind i Wood Woods bod: ‘Aj, der er slet ikke nogen, jeg kender længere.’ Modeblogger-segmentet har indtaget Roskilde.

14.16, Fez: Rangleklods præsenterer en sang fra ‘de gode gamle dage.’ Det er ‘Clouds’, en single fra 2013. Nostalgi er ikke, hvad det har været.

14.24, Fez: Mange folk til Rangleklods. Så giver Apollo-området bedre mening og minder mindre om Strøget på en udsalgsdag.

14.29, Smølle: SCOOP!! undertegnede ranter mod campingstole på festivalpladsen i Orange Press’ næste udgave! #forbudnu

14.32, Smølle: Og nu Susanne Sundførs iskolde electrogletschere på Avalon. Glæder mig! ‘Ten Love Songs’ er en af årets bedste plader. #rf15

14.46, Snab: Står bag en fyr i orange bukser, pink skjorte, 666 tatoveret i nakken og en udkogt asparges på toppen. Vildt nok. Susanne Sundfør har indtil tilbragt det meste af koncerten med at dreje på knapper nede under sit keyboard.

Susanne Sundfør.

Susanne Sundfør.

14.49, Smølle: Mange indiedrenge falder hårdt for piger, der spiller bas. For mig er det synthesizere.

14.54, Nykjær: Rangleklods’ tunge beats og kantede elektronik kæmper bravt med et overophedet publikum, der lige nu ikke synes at orke andet end chillout. Der er tropiske tilstande på Dyrskuepladsen lige nu.

Susanne Sundfør.

Susanne Sundfør.

14.55, Fez: Susanne Sundførs ‘Slowly’ er et de fineste stykker Scandipop i nyere tid. Havde dog fantaseret om mashup med Labans ‘Kold Som Is’.

14.56, Danni: Har modtaget årets første joke på bekostning af mit tynd-bleg-skaldet-mand-med-briller-look:

‘Hey, se, det er Michael Stipe!’

Det er et par trin op fra den traditionelle:

‘Hey, der går Moby.’

14.56, Køster: Pede B med stort band, DJ Noize og Adam Sampler på beats og lyde. Plus fire strygere og en masse gæster. Det fungerer fremragende, uden decideret at rive nogen træer op af jorden.

15.03, Smølle: Når Sundfør bliver episk, er det godt. Når hun spiller italo disco som på ‘Slowly’ og ‘Accelerate’, er jeg helt solgt. Simple glæder.

Alien knepper ko 215.13, Snab: Susanne Sundfør kommenterer ‘Alien knepper ko’. De er 30 i lejren, der skiftes til at repræsentere Roskilde-klenodiet – som i øvrigt ikke har lang holdbarhed. Der ryger et par stykker om året, og de skal importeres fra USA. I gamle dage røg de også på bålet om søndagen.

15.27, Fez: Susanne Sundfør kunne blive en god Christine McVie i et Fleetwood Mac-coverband. Med Florence Welch som Stevie Nicks og Henrik Vibskov som Mick Fleetwood. Måske vil Thomas Helmig være Lindsey Buckingham? Bassen kan en eller anden barista med fuldskæg fikse.

15.37, Smølle: Jeg er behørigt imponeret. Susanne Sundfør er skøn. Omend hun, som bemærket af sidemand, næppe kan lære Father John Misty mange tips om flair på en scene …

Phars15.41, Køster: ‘OKAY, hvis vi virkelig ikke KAN finde på noget mere hipster-mad-kliché-agtigt til vores frikadellebod, så kalder vi den ‘Phars’. MEN – hvis vi finder på noget endnu mere åndssvagt, så skifter vi altså navn!’

15.53, Danni: På vej til The Tallest Man On Earth. Så ham sidst på hjemmebane i Göteborg, hvor han ene mand spillede en åben festivalplads og 25.000 mennesker op. I dag: Danmark, med band og i telt.

15.57, Fez: Vi har slet ikke talt nok om, hvor trist det er, at Tom Zé aflyste sin Roskilde-koncert. Metá Metá holder på Pavilion lidt liv i den brasilianske freak power.

Metá Metá.

Metá Metá.

15.58, Snab: Metá Metá er vildt nok. Brasiliansk no wave, saxofon, lidt Os Mutantes, måske lidt Talking Heads. Ville gerne have hørt det hele.

16.08, Danni: Johan Olsen of Magtens Korridorer fame er til The Tallest Man On Earth. Det samme er overraskende mange tusinde. Og svenskerens mellemfornøjede troubadour-ramblings er også udmærket eftermiddags-adspredelse.

16.09, Danni: … men hvor er det dumt, at de har skruet så højt op for bassen i stortrommen til Tallest Man. Han er bedst knastør.

16.20, Nykjær: De hvinende, skrigende saxofonsoli hos Metá Metá minder mig om, hvorfor jeg hader fusionsjazz. Ikke en gang den brasilianske sangerinde i front er tilstrækkelig formildende omstændighed. Min far ville kalde det larm. Jeg har ingen modargumenter.

16.31, Fez: Campingområdets helte, Specktors, får ikke lov at komme helt ind på festivalpladsen. Rocker Apollo hårdt med ‘Lågsus’ og andre lejrklassikere.

The Tallest Man On Earth.  Men er han nu det? Eller er det falsk markedsføring?

The Tallest Man On Earth. Men er han nu det? Eller er det falsk markedsføring.

16.34, Danni: Så skred bandet. Tallest Man er ene mand. Og det blev 52 procent skarpere og ikke mindst mere charmerende.

16.47, Nykjær: Må citere Nik & Jay: Damn, det’ hot!”

17.00, Danni: Rygterne om Lars H.U.G.’s special show begynder at florere. Han har selv røbet, at Oh Land kommer, og så siger jungletrommerne, at der sker ‘noget med Kliché.’ Håber, det er Steffen Brandt, som har ladet overskægget gro tilbage og vender hjem.

17.00, Nykjær: Har spottet en fyr i Roben & Knud-t-shirt. Femtekolonne-virksomhed fra Skanderborg?

17.02, Anders: Har fået fire medarbejder-ølbilletter af min 16-årige datter. Det er så smukt, når flere generationer finder sammen om den der #orangefeeling

17.10, Anders: Marie Key har indtaget Orange med sin pæne parforholdspop – og de ellers notorisk lange køer til pigetoiletterne begynder straks at svinde ind.

17.14, Køster: Går forbi Marie Key på Orange. Uha.

17.16, Nykjær: Kwabs folder sin store, mørke soulstemme ud over Pavilion, og pigerne groover i græsset. Den veltrænede overkrop i sort undertrøje trækker næppe fra i den sammenhæng.

17.23, Køster: Til The Gaslamp Killer Experience på Avalon. Stort orkestreret rock med strygere, blæsere og ikke mindst manden bag kunstnernavnet, William Bensussen, i front. Animal fra The Muppets som Hippie.

17.24, Fez: Jeg er vild med de elektroniske numre med Kwabs. Men der sker noget med nødvendigheden, når en gospeltrænet soulfyr fra London hyrer et levende funkband og tager på turne og lander på Pavilion. Desværre ikke noget godt.

17.30, Fez: Kwabs kører ‘Lean On’. Der er liv. #MajorLazer #MØ

17.30, Køster: Det er halvdelen af The Heliocentrics, The Gaslamp Killer har med på Avalon. Syntes nok jeg kunne kende trommeslageren fra deres koncert herude forrige år.

17.35, Nykjær: Hvis kriteriet for en god coverversion er at føje noget nyt til forlægget, består Kwabs’ udgave af Major Lazer og MØ’s ‘Lean On’ ikke. Det er bare som at høre den i en tyndere produktion og med herrevokal i stedet. Men folk synger med. Billige points er også points.

17.36, Køster: The Gaslamp Killer – og ikke mindst hans fluffy puddelhundehår – er et quirky bekendtskab. Men den kvindelige, kulturpessimistiske Mike Skinner kalder: Vi skal til Kate Tempest på Apollo.

18.02, Nykjær: Marie Keys lidt kejtede og som regel begavede små popsange er blæst op i stadionformat. Det er lidt underligt.

Kate Tempest.

Kate Tempest.

18.14, Fez: Kate Tempest har en ordstrøm, der matcher vinden ved Apollo. Hold fast, hun river rim af sig. Dubstep, reggae, hiphop. Som Linton Kwesi Johnson genfødt som vred hvid kvinde i Sydlondon.

18.16, Anders: Forsangeren fra Gaslamp Killer Experience belærer ungdommen om karrierevalg: “My parents weren’t too proud when I told them I wanted to be an artist. But in this case, it turned out alright. Now, I pay their fucking mortgage!’

Lakrids Nykjær18.23, Nykjær: Gourmetlakrids-vældet fortsætter. Nu har det også indtaget tortillaen. Får det ingen ende? #sliksnobberi

18.29, Danni: En gravko på scenen til H.U.G. – dét er industrial.

18.30, Køster: Kate Tempest går spoken word-a capella bonanza over flere minutter foran en forbløffet Apollo-crowd. Min sidemand: ‘Hun har noget på hjerte.’

Elvis til Kate Tempest-koncert.

Elvis til Kate Tempest-koncert.

18.35, Snab: Man kan simpelthen ikke opfinde den slags: Pantsamler i Pat Metheny Group-tshirt foran, en Elvis-impersonator bagved, Kate Tempest prædiker på scenen, og Carsten Holm kigger på i heavy-tshirt. Roskildes verden er sgu mangfoldig. Og efter Specktors-fest og lunken Kwabs er Kate Tempest en åbenbaring. Hun lyder som en, der har skullet battle sig frem mod alskens sorte rapdrenge i sin hood i Sydøstlondon. Samtidig med Shakespeare-studierne og lyriktimerne. Stor klasse. Snupper nogle ganske udmærkede vietnamesiske ruller til frokost.

18.35, Køster: Kate Tempest brænder totalt igennem Apollos mærkelige provinsdiscoscene med sin slukørede spoken word-grimerap. Sej lille dame. Transcenderer ‘Ingen shorts på scenen’-reglen. Når man er så cool, må man godt.

18.37, Danni: Hele bandet – inklusiv Peter Peter – i kedeldragter til H.U.G. De åbner med  trykluftsbor og den instrumentale ‘Igen og igen.’ Glider direkte over i ‘Havets blå.’ Mon vi får ‘Supertanker’ i fuld længde?

18.40, Danni: … ikke ‘Supertanker’ i fuld længde fra H.U.G. … Nu ‘Ti sekunders stilhed’.

18.43, Anders: Kate Tempest på Apollo er grime-beats, pirat radio og vred rap fra en brednumset pige i lange cowboyshorts. Mere londonsk bliver det ikke på Dyrskuepladsen!

Lars Hug m.fl.

Lars Hug m.fl.

18.47, Smølle: I en nøddeskal: projektører, trykluftbor, stilladser, håndværkere og svejsere (det er bandet), en gravko, og de mest indiskrete kamerapositioner nogensinde. Og midt i det hele en glad Lars Hug i blå skjorte, der ligner den excentriske daglige leder for verdens mest gakkede skibsværft. Det er 100 % bingbong. Og det er strålende.

18.51, Fez: Kate Tempest ligger klart i front i fredagens speedrap-battle. Kendrick Lamar og Run The Jewels skal spidse tungen for overgå poeten fra London.

18.55, Danni: H.U.G. spiller ‘Okay Okay Boys’, og vi sender en tanke til afdøde Hilmer Hassig. Den guitar, manner.

18.58, Danni: H.U.G. spiller ‘Dansevise’, og vi sender en tanke til afdøde Jørgen Ingmann. Den guitar, manner.

19.05, Smølle: Jeg vil nu stadig gerne have Finn Verwohlt, en hammer og et karosseri på scenen.

19.11, Smølle: Kopyland lige nu. ‘Så længe jeg lever’ til sidst. Den blev ved lidt længe. Og så tilbage til 2014-15. Oh Land er i huset.

19.13, Smølle: Desværre er Oh Land ikke på rulleskøjter, som Nanna i 1988 …

19.14, Danni: At vokalen H.U.G.-koncerten igennem har været lidt for lav, bliver rigtig alvorligt nu, hvor Oh Land er trådt på scenen. Stemmerne forsvinder, og endnu et afsnit i fortællingen om årets lydudfordringer i Arena er skrevet.

19.14, Nykjær: Smutter på lidt sen, fransk visit til Lars H.U.G., og siger det med det samme – jeg vil kun have gamle hits!

19.18, Danni: Nu er der en, der spiller theremin, og der er i alt 14 mennesker på scenen. Lydmanden mere og mere udfordret.

19.19, Smølle: Ren strøtanke: Har Lars Hug ikke lånt verset i ‘New York’ fra Over the Rhines smukke ‘All Over Ohio’?

19.24, Smølle: Nu er der meget ny musik fra Hug. Spøjst nok tynder det også noget ud i pitten.

19.25, Nykjær: ‘Der er sådan lidt Grøn Rock over det,’ siger min kæreste, mens vi er tålmodige med Lars H.U.G. Gamle hits, blev der sagt!

Well, den slags kan afgøre, hvor man skal stille sig.

Well, den slags kan afgøre, hvor man skal stille sig.

19.27, Danni: Stærkt kort at spille i diskussionen om, hvem der skal gå hen til hvem.

19.35, Smølle: Du er ved at tabe det, Lars. Vi har hørt boremaskinerne; nu skal der fokuseres.

19.38, Nykjær: Lars H.U.G. spiller ‘Kysser Himlen Farvel’ og dirigerer fællesklap – meget utraditionelt på 1 og 3. En hel nations aftenskolerytmik vendt på vrangen.

19.39, Køster: Kendrick Larmar lægger hårdt ud med ‘Money Trees’ på Orange. Ond, ond bas. Det her blir godt.

19.41, Nykjær: Okay, H.U.G. spiller ‘Militskvinder.’ Fuck det, så må man komme for sent til Kendrick Lamar.

19.41, Smølle: Var det dér ‘Rabalderstræde’ eller ‘Militskvinder’?

Kendrick Lamar.

Kendrick Lamar.

19.42, Anders: Kendrick Lamar samler festivalen i fredagens aftensol. Alt er godt!

19.47, Smølle: Ikke sikker på, jeg elsker et ‘Stars on 85’-medley, Lars … og da Nephew dukkede op i det, blev jeg sikker på, jeg hadede det.

19.50, Smølle: ‘Elsker dig for evigt’ nu. Bland den helst ikke op med noget Volbeat. Tak.

19.51, Danni: H.U.G. kører medleystilen a la Pharrell. ‘Bravo Charlie’ smeltet sammen med bl.a. Gnags’ ‘Danmark’, TV-2’s ‘Be babablula’, CV’s ‘Costa del Sol’, Gasolin’s ‘Rabalderstræde’ og hans egen Søren Ulrik Thomsen-tolkning ‘Vent’.

19.52, Køster: Det kan godt være at Pharrell har større hits. Men Kendrick Lamar er en frontman. Og så har han god – og høj – lyd.

19.54, Køster: Crowdsurfing til Kendrick. 2015 var året, da det kom tilbage.

19.58, Køster: Kendrick Lamar: Endnu et eksempel på, at hip hop live kan være mere nært beslægtet med heavy end nogen af genrerne nok bryder sig om. Hård spade, rap og tunge trommer. Men det virker!

20.01, Smølle: Stadig i chok af det medley. Havde ikke regnet med at høre mere af ‘Igen og igen og’ i aften end af ‘Igen og igen’.

20.02, Danni: ‘Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.’ H.U.G. slutter sit special show med at trække ‘Masselinjen’ – inklusiv vinkelslibere. Det har bestemt været ’speciel’. Momentvis afsindigt rodet, men gennemgående mindeværdigt.

20.06, Nykjær: ‘Folket og kun folket, er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.’ H.U.G. forlader os med den fænomenale ‘Masselinjen.’ Arbejderklassegospel fra industrialderen. Tænk, at den mand nogensinde fandt på at lave café-bossa.

Gretchen Peters

Gretchen Peters

20.16, Snab: Vælger underligt nok at gå fra glimrende Kendrick Lamar for at høre 57-årige Gretchen Peters’ countrysange. Der er både Nick Lowe- og Anthrax-tshirts på Pavilion – og vinylsalg til 200 per styk. Lader dem ligge.

20.17, Danni: De, der tager Einstürzende Neubauten lige efter H.U.G., har et perverst forhold til værktøj.

20.22, Køster: Kendrick skaber en af de største fester i Oranges historie med ‘I Love Myself’. Selv nede på pallerne bagved går folk agurk. En klar og skarp performer med de helt rigtige sange.

20.25, Fez: Imponerende (og lidt dumt), at væsentlige tekster og de opbyggelig budskaber i ‘I’ og ‘King Kunta’ ender som ren partysmadder i den gigantiske teltfest. Bassen er større end ordenes betydning.

20.29, Danni: Hørt fra pladsens absolutte bagende har Kendrick årets sprødeste Orange-lyd.

20.29, Køster: Er daffet fra Kendrick Lamars triumf for at tjekke Gretchen Peters’ countryrock. Men argh – hun er et kvarter forsinket, og hun er ikke engang hiphopper.

20.33, Anders: Kendrick Lamar kører med et af det mest underspillede set-up for et hovednavn på Orange i mange år. Men det er effektivt.

20.56, Smølle: Kom forbi Kendrick, og han spillede ‘King Kunta’. Det lød skidegodt. Nu country! Gretchen Peters! Håber på et Jason Isbell moment – og man kan se vores fredagsdækning fra i fjor for at vide, hvad det er …

20.57, Snab: Gretchen Peters går på en halv time forsinket. Einstürzende Neubauten på Avalon er en time forsinket. Angiveligt vil Blixa Bargeld ikke gå på scenen i larmen fra Kendrick Lamar på Orange. Muligvis det samme, der gør sig gældende med Gretchen Peters, der da også spiller yderst lavmælt.

20.59, Danni: ‘When all you have is a hammer, everything looks like nails.’ Jordslået countrypoesi (og henvisning til psykologen Maslow) fra første færd hos Gretchen Peters.

21.00 Så er Gretchen Peters på. Hun begynder en af sine første sange med ‘I built this house/ With my bare hands.’ Det er country.

21.05, Danni: Gretchen Peters’ harmonikaspiller ligner Mike Mills fra R.E.M. på en prik. Gad vide, hvad Mike Mills laver i dag?

21.08, Anders: Mens årets studenterkuld fester med Kendrick Lamar, vugger hele gymnasiets gråhårede lærerværelse til Gretchen Peters’ knastørre country på Pavillion.

Converse og Mojito. Så er man klædt på.

Converse og Mojito. Så er man klædt på.

21.12, Snab: Beder mixerpulten skrue op. Nej, det vil de ikke. At være sur, gammel mand burde ellers være et privilegium.

21.14, Smølle: Der er smukt og sørgmodigt hos Gretchen Peters. Forhåbentlig kan hun holde stilen, når Neubauten først skruer op for industrien.

21.14, Køster: ‘Blackbirds’ er en forrygende sang om en voksen kvinde, der har været ude i noget snavs ‘No one saw me coming/ No one saw me go/ Only the blackbirds knew.’ Bum.

21.17, Køster: Nu: ‘Hello Cruel world’. Fantastisk titel. Rigtig god sang om at være ‘a rusty hinge, a squeaky wheel.’

21.20, Køster: Great Gretchen. Levet liv og sommerblomster på scenen. What’s not to like?

21.25, Nykjær: Åh, Gretchen Peters. En gæv countrykvinde, som countrykvinder er. Hvis den slags regerede verden, ville der aldrig være ballade, og en grydesteg ville altid være perfekt.

21.25, Smølle: Har aldrig før set et band med en slideguitarist/trommeslager, der deler nogenlunde fifty/fifty. Det må give nogle hovedbrud.

21.26, Danni: Gretchen Peters hylder, at USA har lovliggjort ægteskab mellem homoseksuelle. Ikke meget sydstatsmørke hér, men en masse moderlighed.

21.46, Fez: Hyggeligt at fange lidt Run The Jewels på Arena og tænke på, at sidste gang jeg så El-P, var på Stengade 30. Med Company Flow. #oldschool

21.49, Nykjær: Midaldrende mand danser noget, der ligner pogo. På ét ben. Til et af Gretchen Peters trommeløse, akustiske numre. Sådan har vi hver især vores tændsatser.

Kødgudens Apokalypse. På europaturne. I fjor. De magtede altså ikke opgaven at få verden til at gå under. Ha!

Kødgudens Apokalypse. På europaturne. I fjor. De magtede altså ikke opgaven at få verden til at gå under. Ha!

21.55, Køster: Nu er den ældre herre bag Gretchen Peters’ piano oppe at stå. Hvor skal det ikke ende? Nå jo, det sluttede her. Dejlig dame, dejlig koncert. Søde senior citizens.

22.05, Smølle: Lidt Rodney Crowell til at sætte aftenen i gang. ‘I Ain’t Living Long Like This’. Vi får se.

22.09, Smølle: Det er en trøst, når man er til fin country på en lille scene, og der står folk og megaknævrer inde i teltet, at bandet uundgåeligt har prøvet meget værre i lokale honky tonks tusind gange før. Men der er stadig et solidt perler for svin-aspekt i det. Hold nu kæft eller gå udenfor, vejret er fint.

22.10 Fez: En kop te og en cookie. Så vild er min fredag.

22.16, Smølle: Er der nogen, der kan forklare hvilke kriterier, sceneværterne bliver castet efter?

22.17, Smølle: Altså ud over at kunne sige ‘fantastisk’ i hver anden sætning.

22.32, Snab: Venter på Disclosure på Orange, vender mig om og ser hundredvis af gæster komme løbende direkte mod mig. Vildt syn. De er lige blevet sluppet igennem pitkøen på samme tid.

22.35, Nykjær: Disclosure tager ingen omveje, når fredagsfesten skal skydes i gang. Åbner med “White Noise” – der er britisk klubstemning under aftenhimlen.

22.35, Køster: Disclosure lægger hårdt ud med deres næststørste hit: ‘White Noise’. Roskilde æder det råt. Festsulten er enorm i år.

22.45, Køster: Nye numre fra Disclosure, der ikke ligefrem får souffleen til at eksplodere. Men tror, vi har gode ting i vente. En af duoens to Lawrence-brødre bekendtgør I øvrigt at Roskilde er hans favoritfestival i hele verden, hvorefter den anden forsikrer: ‘It’s not bullshit – he never says that!

22.49, Danni: Det er ret irriterende at blogge fra telefonen om navne som Lars H.U.G. og M.A.K.U. Soundsystem. Stort bogstav, punktum, stort bogstav, punktum, stort bogstav, punktum. #ilandsbloggerproblemer

22.50, Fez: Disclosure-koncerten er lidt historisk. Jeg husker ikke andre end Basement Jaxx, der før har spillet et house-sæt på Orange. #basarm

22.54, Smølle: Fandme modigt at lægge ud med en 1-2, der hedder ‘White Noise’ og ‘F for You’. Vi er efterfølgende langt inde i deep cuts allerede. Men det gør intet her på stedet.

Disclosure-fest.

Disclosure-fest.

22.57, Smølle: UK Garage, har det været på Orange nogensinde før? Remind me!

22.59, Nykjær: Afviklingen kunne godt være strammere hos Disclosure. Men deres stringente house-tracks lyder som de skal, og folk er totalt opsatte på at feste igennem.

23.00, Danni: M.A.K.U. Soundsystem fra Columbia/New York er et festfyrværkeri af alt det bedste fra Sydamerika. Sensuelt messingblæs, tørt rullende rytmik, politisk agenda og en god dosis sex. Hovedet på blokken: En større procentdel danser her end til Disclosure.

23.02, Smølle: Smuk orange måne bag os alle, og I ser den ikke …

Disclosures måne23.02, Fez: Min London-dag peaker. Disclosure spiller ‘You & Me’. UK Garage.

23.08, Køster: Knastørt af Disclosure ikke at tage vokalister med til sådan et stort gig. Enten betragter de blot stemmer som musikingredienser på linje med alt muligt andet, eller også er de de vildeste kontrolfreaks.

23.10, Køster: og så KOM der en vokaldreng: Kwabs – soulsangeren, der spillede tidligere på Pavilion – på scenen med Disclosure.

23.13, Køster: Onde, onde synths fra Disclosure-duoen. I majestætisk lyd. Den funker, men festen mangler lige at løfte sig de sidste 10 procent.

23.15, Nykjær: I en EDM-tid, hvor der normalt skal kolossale, larmende breakdowns til for at fylde de store dansegulve, er der noget opmuntrende over at se så mange feste så meget til god, gammeldags house.

23.24, Køster: ‘When A Fire Starts To Burn’. Vi nærmer os. Ja, jeg tror faktisk vi er ved at være der.

23.32, Smølle: Vi er sivet fra Disclosure. Sommetider er man et utaknemmeligt skarn. Men blandingen af at være voldsomt sulten og lige at få ét nyt midtempo-nummer for meget – det’ også en del af en festival.

23.46, Nykjær: Med bare to albums i ryggen har Disclosure imponerende mange bangers. Og når det hele er ved at blive lidt konturløst, smider de lige en popperle som ‘Help Me Lose My Mind.’ Roskilde labber det hele i sig.

23.46, Snab: Disclosure løfter sig forventeligt til sidst med ‘Latch’. Masser af glowsticks på Orange, og masser af fest. Rap, house, techno, EDM. Det hele kan fungere på Orange. Vi er godt nok nået langt siden rockens velmagtsdage.

23.51, Køster: Kollektiv rave-ekstase over ‘Latch’. Roskilde og Disclosure vinder igen.

Lamb Of God

Lamb Of God

23.53, Anders: Fra de ekstremt kontrollerede Disclosure på Orange til helvedeshundene fra Lamb Of God på Arena: Stroboskoplys, dyb growl, onde guitarer, smadderbas og galopperende trommer. Meget, meget højt!

23.56, Nykjær: ‘Latch!’ Roskilde bliver revet midtover. Selv helt nede bagved er hænderne i vejret. Disclosure slutter af i triumferende stil, og klubmusikken tager endnu et stik hjem på Orange.

0.30, Danni: I ’13 var jeg så mæt efter Sigur Rós, at jeg måtte droppe Goat. I år dræber en halv times forsinkelse entusiasmen. Hej igen. It’s not meant to be.

0.45, Snab: Endelig går Goat på. Blixa Bargeld-effekten. Får anekdote om ‘mit værste interview nogensinde’ fra kammerat. Det var med Blixa Bargeld.

25.11, Køster: Kører på cykel hjemad fra Hovedbanegården ad Gl. Kongevej. Konstaterer, at Waterloo er begyndt på udendørsservering. Det er en tosset verden. Godnat.

1.45, Smølle: En tidlig sengetid må være tilladt. Det er ikke en art protest mod Mew, at jeg er pakket ind i sovepose og hører dem buldre afsted i baggrunden. Jeg har faktisk lidt ondt af Mew. De har mistet Smukke Bo, og stort set alle, jeg taler musik med, er ude af stand til at holde dem ud. Ikke nok med det; de bliver også slået i hartkorn med Muse nu på grund af en tendens til pomp, samme størrelse font på RF-plakaten, og et meget uheldigt navnesammenfald. Det er for hårdt at sætte dem i samme båd. Muse er en dødsstjerne på steroider, og Mew er i værste fald en skabagtig enhjørning.

1.46, Snab: Masker, stave der svinges gennem luften, psychedelisk rock, masser af percussion – på scenen. Udenfor løfter støvet sig under fødder, der nægter at overgive sig til natten og fuldmånen. Der er lidt magi i luften.

3.01, Snab: Prøver at falde i søvn – men Mew spiller stadig??

 

Kommentér indlægget