Søndagen er ikke længere en del af programmet på Roskilde Festival. Det glæder en af blogholdets skribenter – og ærgrer en anden. De har hver skrevet en nekrolog over søndagen, henvendt til henholdsvis søndagen og festivalen.
Kære søndag …
Nå, søndag. Det var så det. Vi ses måske igen en dag, men lige nu er der altså ikke meget, der tyder på det. Og det kan godt gøre mig lidt vemodig. Selv om jeg droppede dig nogle år sidst i 00’erne, havde du altid dine kvaliteter. Der var noget uforpligtende over dig, som samtidig kaldte på refleksion.
Festen var forbi, du var ren bonus. Hjernen var som regel allerede stavret i forvejen og taget på sommerferie på Sejerø, i Barcelona eller på divaneseren derhjemme. Og der stod man så og fik det hele forærende.
Crowded House i 1992, med deres ublaserte pop på en grungefestival.
Chris Isaak i 1993, der også skar igennem de mentale tåger med sin glasklare guitar og stemme.
Kraftwerk og Kid Koala i 2013, hhv. rørende og hamrende morsomt.
Miguel samme år, Björk 2003 og Ray Charles i 1994.
Og turen hjem bagefter kunne også være sjov. Mærkelige lifts, delte biler og ditto joints, smadrede togture og propfyldte ører. Men din særlige evne til at skabe en oplevelse af sært distanceret natur var samtidig også det, jeg holdt mindst af ved dig.
Det kan være svært at leve sig ind i en fantastisk koncert, når dem med dårlig musiksmag, lav udholdenhed eller job i morgen tidlig i Jylland konstant bumper ind i dine knæhaser med deres overfyldte trækvogne med telt, soveposer og liggeunderlag.
Og der var også altid en snert af lukketid i luften, når pladsen pludselig blev invaderet af +65-armbåndene og deres ejere.
Det var som om, bevidstheden om, at det hele faktisk var slut, og at vi levede på lånt tid, bredte sig som en virus af søndagsblues, som blev sværere og sværere at jage på flugt, efterhånden som dagen gik mod aften, og kun søndage med virkelig bragende solskin, Raske Penge og Klumben kunne trænge følelsen i baggrunden for et par timer.
Det kan lyde lidt hårdt, men jeg er faktisk glad for, at du ikke er her mere. Til gengæld er jeg allerede vild med din fætter, onsdag. Og jeg håber ikke, at din storebror, lørdag, overtager for mange af dine skavanker, men det tror jeg nu ikke. For du holder ham stadig på afstand af din nu ikke længere så fjerne slægtning, mandag.
Tak for alt, søndag. Jeg tror, du er et bedre sted nu. (Køster)
Kære Roskilde Festival …
Jeg kan godt blive en lille smule bekymret for dig, Roskilde Festival. Jeg ved godt, der stadig er lang vej, før man kan kalde dig normal, men det må du for alle guders skyld heller ikke blive. Jeg synes måske bare, du langsomt, år for år, tager skridt i den retning. For eksempel, når du nu flytter festivalen og sløjfer søndagen.
Jeg ved godt, søndagen er upraktisk som festivaldag for en masse mennesker. Men dermed skiller dagen sig også ud, og uden søndagen ryger der en dimension af hele festivaloplevelsen. Synes jeg.
Det er sikkert fint for mange af dine gæster, der blot får mere af det andet. Af festen, af den normale festivaldag, som du giver dem så meget af. Og begrebet Den Sidste Dag med alt, hvad det indebærer af modvillige organer, ømme fødder, udmattede kroppe og overlevelsesinstinkter, der tager over, er jo blot flyttet til lørdag.
Nu har dine gæster bare en dag, en søndag, til at komme sig, inden jobbet eller familieferien til Frankrig kalder. Og det gør overlevelsen nemmere. Men jeg synes ikke, det skal være nemt at besøge dig, Roskilde Festival.
Du skal være noget usædvanligt, noget kaotisk, noget mindeværdigt, noget ekstremt. Og man husker det ekstreme.
Jeg kan godt lide, at man skal kæmpe lidt med dig, at du udfordrer og presser mig på mange forskellige måder. Vi ved godt, der er nogle rammer for, hvordan vi kan opføre os, men vi vil også udfordre de rammer på samme måde, som du udfordrer os. Det skal ikke alt sammen gå efter Planen.
Jeg savner ikke søndagstraditionen med ildspåsættelser, for det tog overhånd, så jeg kan godt forså, at du til sidst gik ind med din opdragende finger, men trommeritualet sent søndag aften kunne jeg f.eks. godt lide. Det er den slags ting, der opstår, når dine gæster er presset ud til grænsen og samtidig har svært ved at sige farvel, fordi man næsten ikke kan holde tanken ud om, at det er slut. Det er festivalens indre liv, det er det liv, du ikke helt kan kontrollere, kære Roskilde Festival.
Jeg har selv ofte givet op søndag aften, selvom jeg havde alle intentioner om at få det hele med om natten på Grøn Scene. Og ærgret mig over, at du igen havde fået skovlen under mig. Men så måtte man jo bare prøve at besejre dig igen året efter. For man vandt kun rigtig, hvis man fik det hele med, nåede til mål. Selvom du på en måde havde to målstreger.
Der var farvelritualet på Orange med Kraftwerk, Prince, Roger Waters, Jack White osv. – og så var der farvelritualet på Arena. Med noget specielt festligt, der var målrettet det udholdende publikum, der ville hele vejen til den anden målstreg. Nu siger vi alle sammen farvel på nogenlunde samme tid lørdag nat og kan som alle de andre dage vælge mellem alt muligt lækkert fra Jamie XX over Suspekt til Damon Albarn’s Africa Express.
Men hold da op, hvor har det føltes godt at feste med dig til den lyse mandag morgen, at se den vildskab og det kaos, der kunne opstå søndag nat, når de mest udholdende fandt på narrestreger for at få skovlen under dig.
Måske er den tid forbi i vores regelrette liv, men jeg vil savne din søndag, Roskilde Festival, for den var anderledes. Og gjorde derfor også mandagen efter til noget helt særligt. Ofte noget helt særligt ubehageligt. (Snab)
