#RF14: Snapshots, strøtanker og eureka-momenter – lørdag

12:41, Snab: Doh! Høje ærgrelses-udbrud i festival-Skodaen på vej mod Roskilde. Vi har fuldstændig misset Beastie Boys-hyldesten på Apollo. Det er jo sabotage. Lignede ellers et sure shot.

12:58, Travn: Tumler med en promille af skuffelse over, Damon Albarn ikke lige spillede ‘This Is A Low’ til sidst. Der findes næppe bedre sange om lavtryk og vejrstationer.

13:04, Nykjær: Lørdag er i gang. Nikolaj Nørlund åbner Arena med skarpt slikhår og uigennemtrængelige solbriller.

13:11, Snab: OH: ”Jeg orker det ikke. Jeg kan ikke mere.” Kender følelsen …

13:23, Fez: Super frokost. Vakse Fakse er en saftig kålwrap med pulled beef fra Mad Synergi i Food Court. 5 ud af 6 kålhoveder.

13:33, Nykjær: Nikolaj Nørlund genintroducerer den klassiske Michael Laudrup-dresscode: T-shirt under jakkesæt.

13:47, Nykjær: Nørlund sjæler sig helt solo gennem ‘Ensomhedens Gade Nr. 9’. Storskærmen indfanger et par, der – for nu at sige det som det er – råsnaver. Man må ikke håbe, det er en udenomsaffære, for så bliver den virkelig svær at forklare.

13:51, Snab: Er det for meget at omtale Les Ambassadeurs som de afrikanske Dalton? ”Som i Dalton er det heller ikke alle Les Ambassadeurs, der er gode, så på den måde passer det meget godt,” lyder svaret fra blogbroder Fez. Hov! Nørlund er fedt.

13:56, Fez: John Mogensen og Michael Strunge fremført på samme scene. Det var ikke sket i 1980.

14:07, Fez: Carl Emil fra Ulige Numre spiller guitar i FCK-Nørlunds band. En Brøndby-fan! Er det overhovedet lovligt?

14:24, Travn: Opgiver at tælle, hvor mange der er på scenen ved Fire! Orchestra …

14:26, Snab: Det er rart at høre Nørlund synge på dansk. Der er ikke meget af det på festivalen. Ord betyder noget! Men havde måske ikke lyst til at se ham danse synkrondans med en blonderet Pernille Rosendahl.

14:27, Køster: Fuck. Fu-hårk! Filmen er knækket for Bøllemeyer. Vi dækkede releasen af denne gustne karklud af et stykke hovedbeklædning intenst sidste år. Vi har været med til at skabe et monster.

Bøllemeyeren.
Bøllemeyeren.

14:29, Travn: Fire! har dirigent med – det burde flere Roskilde-navne i virkeligheden ha’ …

14:30, Fez: Ser modeshow i rockland. #unfairfashion med genbrug og upcycling. Modellerne er spottet på pladsen i løbet af festivalen.

14:31, Køster: Impro-støj fra +25 mand stort avantgardeorkester. Fin måde at få blæst spindelvævene ned fra krogene på. #fireorchestra

14:44, Anders: Er hjemme på udvidet pitstop. Skifter hø i kaninburet og hører Jason Isbell. A man’s gotta do …

14:46, Travn: Fire! Orchestras søsyge støjjazz kommer ud i nogle sjældent besøgte hjørner på festivalen … lige nu med vild sangerinde, der står og presser hylelyde ud af halsen. Om det er sådan virkelig godt? Pas.

Fire! Orchestras line-up ifølge deres Facebook-profil.
Fire! Orchestras line-up ifølge deres Facebook-profil.

14:50, Travn: Ok, lige nu er Fire! sindssygt godt. Basgroove med klarinet-, saxofon- og trompetimpro henover. Og så hende sangerinden.

16:16, Fez: Brasilien landet i Roskilde. Emicida rapper på en bund af samba. Elegant i vest, skjorte og slips. Forventer friske vers om Neymars skade, får desværre bassoloer #sambabold

16:19, Travn: Masser af sjæl i Jenny Wilsons artpop … men skal ikke være for fin til at indrømme, at Psyched Up Janis’ nostalgitrip lokker.

16:30, Fez: Igen i år er der kø til hovednavnene på Roskilde bl.a. Soulland, Mads Nørgaard og W00d W00d.

16:37, Anders: Den brasilianske rapper Emicida har ikke fat i noget som helst på Avalon. Stillestående og fantasiløst som Brasilien uden Neymar.

16:45, Nykjær: Satsede på at brasilianske Emicada kunne blive min obligatoriske, årlige “musik fra de varme lande”-ekspedition. Men der skal være mange flere mennesker (og flere gevandter) på scenen, ellers tæller det ikke. Smutter nu med bedre samvittighed til nostalgitrip med Psyched Up Janis i stedet.

16:51, Anders: Der danses samba på dansk med røde Look til Emicida på Avalon.Samba

17:00, Travn: Publikummer stiller relevant spørgsmål om konferencieren på Orange:
– Hvorfor er det en svensker, der skal tale engelsk?
Sekundet efter bliver bandet introduceret som ’Psyched Øb Yanis’.

17:00, Nykjær: En af traditionerne på Roskilde er lidt gammelfar-agtige konferencierer, der kæmper en ulige kamp med det engelske sprog. Kan konstatere lige nu, at den holdes i hævd på Orange Scene.

17:14, Snab: Har Sune Wagner sort RayBan på i gråvejret? Well, bliver der drukket øl på Roskilde? Selvfølgelig. Kan godt lide, når Sune skriger. Det burde han gøre lidt mere. Psyched Up Janis kører ikke efter Swell-tracklisten. Ligner et greatest hits-set.

17:15, Fez: Jeg var for gammel til Psyched Up Janis i 1994. I 2014 er jeg for ung til nostalgi.

17:22, Travn: Sune Wagner får hurtigt understreget, at han skrev DK-90’ernes mest robuste rockmelodier. Men fligen af desperation er desværre borte. I dag er det blot hyggeligt.

17:23, Nykjær: Sune Wagner er en helt fantastisk sangskriver. Og derfor gør Psyched Up Janis-kataloget sig stadig godt – lige fra karrierestartens sammenbidte grunge til de senere, mere 60’er-rockfarvede sange. Men som det er med nostalgi, så er der mere hygge end nerve over det.

17:25, Fez: Folk klædt ud som oliesheiker og andre med fez. Vi er klar til araber-rave med Omar Souleyman.18,24 - omar

17:28, Snab: Fyren foran mig nikker med på den måde, hvor han ikke fører panden nedad, men hagen fremad. Sjældent set efterhånden.

17:39, Travn: Kan ikke klare at høre flere af de søgende sange fra mine teenageår blive kørt gennem hyggestøjkværnen. Nu: Omar eller Les Ambassadeurs?

17:52, Køster: Omar Suleymans syriske bryllupsmusik (remixet til det vestlige øre af Four Tets Kirran Hebden) skaber lige nu en kæmpe fest på <3 scenen Apollo. Og nu spiller han hittet (Wenu Wenu)!

18:05, Anders: Den franske kvartet Moodoïd iført glitrende ansigtmasker og elegant unika modetøj giver den gas på Pavillion med en blanding af art pop, afrobeat og totalteater. Tre piger og én mand – som en avantgardistisk udgave af Boney M.

18:12, Fez: Rykker over på den anden side af Roskildes globale generationskløft. Les Ambassadeurs genopliver musik fra Mali for 30-40 år siden. Den svagtseende albino Salif Keita synger som en engel, og blinde Amadous guldguitar er sprød. Rart, men musikken dufter retro. Som – med al respekt – Bamakos svar på Buena Vista Social Club.

18:20, Køster: Også Lars Løkke morede sig til Omar Suleyman. Og han har søreme også fået lært det der med selfies.

Løkke #selfie
Løkke #selfie

18:20, Snab: Special One og Shudder som ekstranumre med Psyched Up Janis. Sune skriger igen! De støjer igennem, og tv-værten Mathias Hundebøll skråler med til venstre for mig.

18:21, Travn: Til Les Ambassadeurs danser den sædvanlige flok af tidligere udsendte for Mellemfolkeligt Samvirke kontrolleret i pitten. Amadou spiller på sin guldguitar. Alt er ok, men lidt overorkestreret og aldrig sprødt.

18:24, Køster: Mere Omar Suleyman-kærlighed.

18:32, Fez: Amadou! Solo! Den ene korsanger giver ham thumbs up. God karma, men manden er altså blind!

18:33, Anders: Psyched Up Janis spiller utrolig højt på Orange. Det er umuligt at slippe væk. Måske på campingområdets Apollo, hvor sheiken holder fest?

18:42, Anders: Cool graffiti ved Arena – Will Eisner tribute?

Will Eisner tribute?
Will Eisner tribute?

18:48, Køster: Ambassadeurerne forkæler os – ba-dom, tsjjj! Fin, men også meget pæn Mali-jam på Arena. Nok lidt som at være til ambassadefest: Godt med lækkerier, men ingen træder ved siden af.

19:11, Fez: Verdensmusikken holder mig væk fra bolden. Sympati-spiser belgiske fritter fra Copper & Wheat i Food Court. 3 ud af 6 vmbolde.

19:19, Snab: Pitkøen til Arctic Monkeys når allerede nu, mere end tre timer før showstart, ned til det bagerste af festivalpladsen foran Orange.

19:21, Nykjær: Nå, hvad er det så med den Dixie-burger, alle snakker om?

19:35, Nykjær: Okay, fair nok, den ER god.

19:40, Snab: På Pavilion har smukt og soulfuldt syngende Kelela besøg af både fodboldentreprenøren Nicki Bille, modeentreprenøren Eva Kruse, modellen Lykke May og den tidligere kendte dj Thomas Madvig – og et hav af andre tatoveringer fra indre by.

19:41, Køster: Gimrende idé: Malede bordtennisbats, så man altid kan finde hinanden. Set til Kelela på Pavilion.

19:42, Fez: Manu Chao er en danskvand fra at være 00’ernes Gnags.

19:42, Køster: Så kravlede r&b-afficionadoerne ud fra Mediebyen: Nicki Bille m. dame sightet til Kelela.

19:44, Nykjær: Clement Kjærsgaard går rundt ved handelsboderne ved Orange. Og ser ud som om, han vitterligt har boet i telt i en uge.

19:51, Fez: Sange om tjald er altid et hit i Roskilde. “Clandestino, marihuana,  illegal”!

19:58, Anders: Årets bedste Roskilde-reklame.

Årets bedste reklame
Årets bedste reklame

19:59, Snab: Kan høre Manu Chao spille ‘Clandestino’ i baggrunden. ”Jeg hørte det i 95 og syntes, det var noget gøgl,” fnyser blogbroder Køster og stiller sig i køen til Dixie Burgeren.

20:08, Anders: Manu Chao er musikkens svar på Inter Rail: Det er en festlig bumletur, og man kommer langt med lidt. Men det smager også lidt vel meget af 1995.

Curlingforældre-hotspot
Curlingforældre-hotspot

20:08, Travn: Curlingforældrene har taget plads foran Orange.

20:12, Snab: Total triumf! Chili fries og en bajer uden at stå i kø – og en bænkplads bagefter. Man skal bare gå efter den dårlige musik.

20:26, Fez: God fest. Imponerende at Manu Chao kan gentage præcis den samme koncert som i ’01 og ’02. Fedt med ‘Kong Kong Five’ – et hit for hans gamle band, Mano Negra.

20:32, Anders: James Holden går i enerverende tomgang på Apollo. Som Bach på synths og syre.

20:34, Nykjær: Festivalen har forlængst nået det tidspunkt, hvor pigerne har fået nok af lange toiletkøer. Nu sætter de sig simpelthen mellem drengene ude ved stakitterne og gør deres ting.

20:38, Køster: Spiser en burger i periferien af James Holden på Apollo. Hans musik lyder som mit gamle Donkey Kong-spil, hvis det var blevet besat af en sindssyg TV-jingle-producer fra 80’erne. Herre Jemini.

20:52, Nykjær: Soundtracket til fredagsbarerne på KUA’s Humanistiske Fakultet i slut-90’erne opføres live på Orange lige nu. Hørt på afstand lyder det faktisk ikke som om, det er blevet mindre sjovt med årene.

20:53, Travn: Manu Chao vælter ingen verdener, men pladsen foran Orange er et stort smil og fjolledans. Og det’ vel godt nok.

Chili fries!
Chili fries!

21:13, Travn: Om lidt spiller finske Dark Buddha Rising på Gloria. Roskilde Festival skriver, at ‘deres særlige type langsomme, psykedeliske doom tager dig med til en fjern provins fuld af mørk psykose, bizarre, geometriske former og det blændende, onde lys fra den næste verden.’ Jeg har købt en lille hønsesalat og sat mig til rette bagest i salen.

21:16, Anders: Knald på svenske Icona Pop, der kører singback med trommeslager. Som Frida og Agnethas døtre produceret af Avicii.

21:18, Fez: I den røgfri lounge ved Gloria sidder en flok gutter og stener til Star Wars.

21:31, Nykjær: Tyske Die Nerven smadrer igennem på Pavilion med stram, støjende math-rock. Det er ikke for børn. Og det er Gutter Island-baren lige ved siden af teltet heller ikke. Der er trængsel, og hele klientellet ser ud til at have mindst femten år som stamgæster på Stengade 30 bag sig.

21:40, Køster: Icona Pop på Arena er søde, seje og dygtige, og the youngstas elsker dem. Så det er nok bare mig, der finder deres prærecordede tracks + trommeslager lidt for tyndt som koncertsetup.

21:47, Fez. Risret med rejer fra Det Spanske Madhus ved Avalon. Info fortæller, at retten indholder “diverse krydderier”. Salt er definitivt et af dem. 3 ud af 6 tyre.

21:55, Travn: Finsk doom er som finsk sauna: Nybegynderne giver først fortabt. Og der var for meget mayo i hønsesalaten.

22:03, Køster: Spids Nøgenhat lægger ud med ‘Mere Lys’. Så er vi i gang!

22:13, Anders: Hos Spids Nøgenhat leverer Guf nogle af de akustiske guitarriffs, vi har savnet på denne festival. Mere lys, mere kærlighed!

22:17, Travn: Pitten til Arctic Monkeys lukker et kvarter før koncertstart, og publikum varmer op med at fodboldfan-tralle ‘Do I Wanna Now’. Hvem sagde, at Sheffield-drengene var en kedelig booking?

22:25, Fez: Jeg kan mærke, hvordan mit eks. af Spids Nøgenhats debutplade på vinyl (første oplag/mint condition) stiger i værdi minut for minut.

22:36, Snab: ’Den Gennemsigtige Mand’ er eddermame et stort nummer. Nu flyver vi! Overraskende få på Avalon ryger, men der var syre-syng med. Og lyden er endelig bedre. Og nu synger Spids Nøgenhat om ‘Spids Nøgenhat’. Alt giver mening!

22:40, Travn: Og Arctic Monkeys åbner også med ‘Do I Wanna Know’, som er ved at udvikle sig til deres ‘Seven Nation Army’ på sjå-lålå-skalaen.

22:40, Fez: ”Jeg tænker på, om ikke det der Nøgen Spidshat er navnet på en blomst?” (ældre dame til sin yngre ledsager).

22:45, Køster: Superfed første halvdel af Spids Nøgenhat-koncerten med bl.a. ‘Mere Lys’ og ‘Den Gennemsigtige Mand’. Kvintetten lyder som en million, som de står der i clairobscur-belysning.

22:47, Anders: Arctic Monkeys lægger iskoldt ud med den riff-bårne ‘Do I Wanna Know’. Og lige dér fik et par tusind nyklækkede studenter i pitten fælles forløsning og deres første orange hak i huen!

22:48, Køster: Hold nu kæft, Anders Grøn får smidt nogle sække kartofler ud over sine gryder. Maksimalistisk trommeslager. #spidsnøgenhat

22:54, Køster: Så kan de sydlige øers frikadellepiger nede i Food Court godt begynde at brøle med! Det er Spids Nøgenhat og ‘Lolland Falster’!

22:56, Nykjær: Hvis Alex Turner ikke har lyst til at tilbringe natten alene i nat, får han nok ikke svært ved at finde en løsning på det problem.

22:59, Køster: “Lydmand, der er et britrockband i min svampesuppe!” Mangelfuld planlægning udsætter Spids Nøgenhat for et regulært abeangreb. Øv.

23:02, Snab: Ekstra Bladets rockanmelder meddeler, at det stadig står 0-0 mellem Holland og Costa Rica …

23:14, Køster: Spids Nøgenhat – hvis syrerocken havde været lige så god og skarp tilbage i 70’erne, havde musikken aldrig udviklet sig videre. Bravo!!!

23:31, Snab: Guf er fed at se på, alle i Spids Nøgenhat er fede at se på. Men jeg kunne se slow motion-videoer af Anders Grøn spille trommer i dagevis uden at kede mig. Spids Nøgenhat kom med fred, og vi sagde ja tak. Det var smukt.

23:32, Køster: Fem ud af seks bonghoveder til Spids Nøgenhat. Og en kindhest til Roskilde Festival for et dumt lydclash.

23:32; Travn: Granvoksne mænd krammer til ‘No. 1 Party Anthem’, og Arctic Monkeys giver nøjagtigt, hvad man kunne forvente: Den generiske, men spændstige rockkoncert.

23:33, Nykjær: Sådan en aften med Arctic Monkeys viser, hvor stærk en samling sange, de efterhånden har opbygget.

23:36, Anders: Arctic Monkeys spiller mørkt, tight og uden megen publikumskontakt. De er faktisk et af de af meget få bands, der er mere charmerende på plade end live.

23:38, Snab: Stjernekastere går aldrig af mode. Tak!stjernekastere

00:06, Nykjær: Interpol på Arena, en af den slags koncerter, hvor man vitterlig bare ønsker, at de spiller en masse af det gamle. Det lover godt, at det røde scenelys er som snydt ud af næsen på coveret til ‘Turn on the Bright Lights’

00:13, Anders: Velklædte Interpol har fantastisk lyd og giver os tidligt ‘Evil’. Det tegner godt!

00:16, Snab: Trommeslageren har ikke sort tøj på, hvilket naturligvis er en smule bekymrende, men det her ligner en greatest hits-koncert, og forventninger stiger fra nul til ca 78. Stadig 0-0 i Holland-Costa Rica. Åh, den guitarlyd … Hov! Jeg skal se Television om tre uger i Pumpehuset. Verden er smuk.

00:18, Anders: Karavanen fra Arctic Monkeys ruller ned mod Arena og Interpol. Overraskende mange svinger dog til højre ud på campingområdet. Underligt.

00:30, Nykjær: Yes, Interpol trækker heldigvis tungt på deres to første – og mesterlige – album. Og det lyder præcis så koldt, hvidt og skarpt, som man kunne ønske sig.

00:40, Køster: Der er udsolgt herfra. Napper lige straffesparkskonkurrencen mellem Holland og Costa Rica, inden den står på hjemtur. Tak for endnu en fin festivaldag. I morgen blir også go’!

00:56, Snab: Den søde smerte – det øjeblik, her sent på aftenen, når kun musikken holder ens smertende fødder gående.

01:01, Køster: Pivstiv midaldrende mandsperson i hvid Kansasjakke forsøger at købe en billet af Roskilde-vagt ved bagindgangen til Mediebyen.
Vagt: “Jeg kan jo ikke sælge dig en billet.”
Mand: “Jeg forstår dit dilemma. Men hvor meget skal du ha’?” #garvet

01:27, Nykjær: Havde jeg selv kunnet vælge sætlisten til en Interpol-koncert, havde den stort set været som i aften. Og tingene lød, som de skulle. Hvad mere kan man bede om?

01:38, Travn: Lydmændene godt i gang med at smadre Hookworms: Ingen lyd i forsangerens mikrofon

01:51, Travn: Lyden er for længst fikset til Hookworms, og Leeds-kvintetten syrer, så det er en fryd.

02:07, Travn: Hookworms flår Pavilion i stykker. Det her er stedet for de, der vil se Englands mest spændende nye band lige nu.

03:00, Travn: Har måttet skippe Slowdive efter fem minutter for at nå et tog. Fem minutter er ikke nok til at komme tæt på dem. Til gengæld er togtiderne – i lighed med sidste år – pludselig ændret. Dobbelt-øv.

03:14, Nykjær: Kom for sent til Major Lazers booty-bash. Men tager alligevel turen ned igen med Slowdive, der har guitarlag nok til fire telte. En god støjskylle at gå i seng på, vi ses til sidste runde i morgen.

About the author