I morgen åbnes portene til Roskilde Festival officielt, og de gamle bloggere glæder sig – til at komme mageligt derned på torsdag … Her følger anden del af vores komplet usammenhængende spådomme om årets festival:
Læs også første del af vores Roskilde-optakt her.
5. Hvilken ikke-musikrelateret ting kommer vi til at huske fra i år?
Janus
At 3G-nettet gik ureparerbart ned, fordi festivalen ikke ville vise fodbold nogen steder og alle derfor havde købt TV2 Play.
Anders K
Panikscener foran mediebyen pga. rationeringen af ’ombyttere’ samt antallet af snoede overskæg og white russians, der peaker i år.
Danni
At jeg kommer i håndgemæng med nogle handelsskoleelever for bemærkningen: ’Burde I ikke ha’ brændt de latterlige ko-kostumer efter NorthSide?’.
Fez
Det overlastede wifi fredag og lørdag aften, når titusinder forsøger at streame de VM-kvartfinaler, som festivalen ikke vil vise på storskærm. Fodbold tilbage på Skatescenen!
McGuire
At alle én-dags billetterne (og samarbejdspartnerne) tager derned torsdag for at høre Stones. Udsigten til at skulle vade rundt ude på campingarealerne i stilletter indtil festivalpladsen åbner klokken 17, bliver en større trussel mod det danske jetsets velbefindende end finanskrisen.
Nykjær
Hvor svært det bliver at opdrive en tv-skærm at se VM-kvartfinaler på.
Smølle
Wi-fi. Lad os se, hvor meget den kan trække, når der står 5000 ved ét hotspot og vil streame VM på hver deres telefon …
Snab
Campingstols-afbrændingen foran Orange og den bizarre udvisning af Neymar for at bide en colombianer – som vi ikke får at se på storskærm.
6. Drake kl. 23 søndag aften? Taler vi mandag morgen om flop eller planlægningsmæssig genistreg?
Janus
Den er svær. Hvis han spiller et uptempo festivalsæt og dermed også sparer lidt på r&b-balladerne, som vi jo generelt har det lidt svært med her til lands, så tror jeg på det. Ellers kan det godt ende som et koldklamt antiklimaks.
Anders K
Jeg tror på det! Drakes trippede r&b er ikke svær at tappe ind i, og hvad enten du vil stene dig ind natten eller er på vej op igen, er det en god begyndelse at messe med på ’started from the bottom /now we’re here …!’
Danni
Jeg taler ikke om noget mandag morgen. Jeg sover.
Fez
Hvis det er tørvejr, går det fint. Drake i regn og mudder? Det er ikke godt for nogen.
McGuire
Da jeg ikke ville kunne genkende en god r’n’b-sang, om så Stevie Wonder sprang op og bed mig i røven, har jeg tænkt mig at være så langt væk fra Drake-koncerten som muligt søndag aften.
Nykjær
Jeg kommer ikke til at have nogen anelse. Jeg regner med at trække stikket efter MØ ved 20-tiden.
Smølle
Jeg har aldrig nogensinde haft fornøjelsen af Drakes selskab. Jeg har ikke engang set ham i Degrassi. Og jeg er lige så ubeslutsom omkring ham som Jerry, George og Elaine. Men hvis han kører sin canadiske sadboy-shtick hele vejen i mål, kunne han formentlig være et fremragende soundtrack til en kemisk nedtur, der kulminerer når det sidste tog til Hovedbanegården kører midt i ekstranumrene.
Snab
Well, det bliver nok hverken Jay Z-, Prince- eller Coldplay-niveau, men mindre kan også gøre det. Det er fint med mig. På det tidspunkt venter jeg alligevel bare på Ibibio Sound Machine – træt, fattig, med ømme fødder og tæt på at give op.
7. Klumben & Raske Penge på Orange – dræber de crowden eller dræber scenen dem?
Janus
Den klarer de. Solskin og folkefest er det logiske næste skridt for de to gode drenge og deres iørefaldende og opbyggelige sange. Så længe de ikke spiller ’Dancehall Geni’ – den sang er ganske enkelt for kedelig og duer ikke på en scene.
Anders K
Den er enkel: Solskin = succes, regnvejr = røvtur.


Danni
De må ha’ noget i posen, ellers er det absurd booket. Og godspeed til dem. Jeg skal på Gloria og høre Denai Moore.
Fez
På min første festival i 1983 spillede Tøsedrengene på Orange (dengang Canopy) en solrig eftermiddag. Det var fedt, og der er vel ikke langt fra ’Sig Du Ka’ Li’ Mig’ til ’Fridag’? Det ender som en fest – selv om det bliver svært at overgå deres amokarrangement på Pavilion i 2012.
McGuire
Den skal de sgu nok klare. Mindre navne end dem har haft held med Orange. Men dybest set aner jeg ikke en dyt om deres musik. Det er sådan noget, jeg beder mine unger om at skrue ned for.
Nykjær
Jeg tror, scenen bliver et mindre problem for dem end spilletidspunktet. Søndag kl. 15 er der ikke meget kaffe tilbage på kanden hos et givetvist temmelig tømmermændspræget publikum. Og eftermiddagens sollys gør det ikke lettere at få en løssluppen natklubstemning frem. Det bliver mere klumb end raske penge.
Smølle
Hvis jeg er i crowden, kan jeg i hvert fald ikke udelukke, at jeg kommer til at gøre skade på mig selv.
Snab
De har hits, de har humør, de kan lave fest, og de skal nok finde på en eller anden sjov ting. Måske spiller de endda Tøsedrengene. Det burde være nok til at få mere kærlighed end dancehall-had. Og kontrasten mellem at se Carcass dræbe et eller andet på GRØN lige inden og så høre nogen synge om Faxe Fondi er vel nærmest indbegrebet af Roskilde Festival.
https://www.youtube.com/watch?v=zkQx5g6fQaI
8. Mediebyen – kommer vi til at hænge der i år eller er det show passé?
Janus
Jeg elskede Mediebyen anno ca. 1999-2007. Det var et anarkistisk og lidt forbudt sammenrend mellem journalister, anmeldere, pladeselskaber og kunstnere, hvor alle hældte øl på hinanden og for en weekend lidt glemte det der med at holde den kritiske distance. Det var stedet, hvor man drak dus med Nik&Jay, røg pot med Nashville Pussy og blev skældt ud af Spleen United for en to år gammel anmeldelse, de aldrig havde glemt. Nu hvor musikbranchen ikke har nogen penge længere, er der kun marketingafdelingerne og de kommercielle partnere tilbage, og det hele er imploderet i en uskøn malstrøm af hårvoks, habitjakker, TV3-kendte og mænd fra teleselskaber der drikker Somersby. Myten om stedet er stor, virkeligheden er (blevet) anderledes jævn. Så pænt nej tak herfra.
Anders K
Jeg skal ikke sige mig for god til en nattefest i mediebyen. Guderne skal vide, at der har været nogle stykker. Men det føles godt at holde sig væk. Lidt li’som at droppe ekstrabladet.dk i en uge. Det er ofte fristende at kigge indenfor i en ledig stund, men hvis du holder dig væk, bliver du et bedre og renere menneske.
Danni
Passé. Jeg kommer kun i Marketingbyen for toiletterne og garderoben.
Fez
Mediedelen af mediebyen er helt okay, når man skal arbejde. Sponsordelen er aldrig rar, men det er deres fest. Ikke min.
McGuire
Da jeg er blevet alt for sur, gammel og konform til at ligge og lumre i et iglo-telt – eller pisse i et hegn – har jeg absolut tænkt mig at hænge i Mediebyen. Ja ja, det er latterligt og snobbet og ikke særlig Orange Feeling, hvad fanden det end betyder, men der er så nogenlunde rene lokummer, hæderlige vodka tonics og en fantastisk mulighed for at se alle mediegrafikerne forsøge at score Johanne Schmidt-Nielsen i køen til thai-boden.
Nykjær
Der har altid været en tendens til, at hvis man tilhører den lille udvalgte skare, der har adgang til Mediebyen, skal man helst latterliggøre den lidt. Man vil jo endelig ikke fremstå som sådan én, der føler sig federe og smartere end ‘almindelige’ festivaldeltagere. Ligesom man helst skal udtrykke, at man godt ved, det selvfølgelig ikke er dér, man får den ‘autentiske festivaloplevelse’. Og er der i øvrigt ikke også alt for mange douchede marketing-typer, der har mest travlt med at flashe deres ‘fri bar i Tuborg-teltet’-armbånd? Men når man har tilknytning til musikbranchen, er Mediebyen på mange måder ens lejr. Det er dér, man mødes, hænger ud og drikker øl med sine venner og bekendte mellem koncerterne. Og siden hvornår har den slags ikke været en del af festivaloplevelsen? Og jo, selvfølgelig er maden bedre (og dyrere), toiletterne har kortere køer og bedre hygiejne, og man kan støde på Ida Corr i en cocktailbar. Men kan nogen forklare det ufede i dét? Så jeg hænger der, også i år. Hvem henter den næste runde?
Smølle
Som ret ny med adgang til stedet, er jeg formentlig dybt ukollegial over for alle, der måtte have et ønske om at bygge en myte op om at mediebyen er et moderne Xanadu, men … stedet er godt til at sidde en times tid og lave sit arbejde ved en gammel pc med nylavet kaffe (og den evige gåde om hvor ‘@’ sidder på en pc, der har et svensk tastatur fra 90’erne), og til at møde blogbrødrene over en øl, men ellers er der lidt kedsommeligt. Festivalpladsen er og bliver stedet at være.
9. Aflyser Pusha T?
Janus
Nej da. Han ved at Roskilde er the shizznit – han har været her før (som en del af The Clipse) i 2007. Fuck. 2007. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det var i 2007. Tid, slap off og forsøg lige at gå bare lidt langsommere, ok?
Anders K
Hvem er Pusha T, og hvad sælger han?
Danni
Ja. Hundene i lufthavnen lugter noget.
Fez
Pusha T kommer! Han virker, som han har forstået det med festivaler. Og da vi ved, at han før har været i Europa, har han endda sandsynligvis et pas.
McGuire
Hvem fanden er Pusha T?
Nykjær
Ja. Der er vist endnu ikke kommet nogen hiphop-aflysninger, og at samtlige bookede hiphop-navne rent faktisk dukker op, er som bekendt lige så sandsynligt, som at Metroen holder budgettet.
Smølle
♪ Dope money, coke money/Hublot, my watch better ♪ – han aflyser. Årsagen er et mislykket forsøg fra hans entourage på at smugle pulver i et Hublot-ur. Det kunne have været endt med en advarsel, hvis ikke uret var ét, han har fået som souvenir efter et besøg i Brasilien i juni.
Snab
Hmmm … Det ville gøre dilemmaet Haim/Cashmere Cat/Pusha T/Deftones fredag aften lidt mindre. Men det håber jeg den ondefandenfløjtemig ikke. ‘King Push’!
https://www.youtube.com/watch?v=v-rBwqMhFdE