#RF13: Snapshots, strøtanker og eureka-momenter – onsdag

12.01, Snab: Kold øl og Dixie Burger. Klar til musikquiz. Holdnavn: The Rumour Said Bajere.

Livgardens tambourkorps spiller Black Sabbath til musikquizzen.
Livgardens tambourkorps spiller Black Sabbath til musikquizzen.

13.20, Fez: Musikquiz på #rf13 peaker, når Livgardens Tambourkorps spiller Black Sabbath.

14.41, Snab: Kristina Renee starter så langsomt, at man frygter, det skal blive en af den slags koncerter, hvor bandet også hellere vil være på Facebook indimellem.

14.43, Snab: Hørt: En øl mere? Nej tak, jeg skal køre hjem. Så kan du jo bare køre lidt senere.

14.52, Snab: Hørt: De kunne også have haft en kontrabas med i stedet for cello. Den kan man jo dreje rundt og alt muligt.

Den nye Apollo-scene mellem Pavillion-området og Camping East
Den nye Apollo-scene mellem Pavillion-området og Camping East

16.21, Snab: Nå. Et det nu punk at stå helt stille, med skjorten stoppet pænt ned i lærredsbukserne? Overvejer at danne punkband med vrede sange om unge og punkbands. Skal vi mon hedde Fucking Morfar eller Altid Til Højre? Dropper Lower og smutter til Kadie Elder.

16.32, Snab: Få de solbriller af, knægt! Har ellers kæmpe optur over den nye Apollo-scene mellem Pavillion og Camping East. Den er ikke længere er et afsondret ødeland for 28 amf-vrag.

Kadie elder. Med solbriller, tsk tsk.
Kadie elder. Med solbriller, tsk tsk.

16.54, Snab: Tak. Der røg solbrillerne. Manden har øjne. Og Kadie Elders elektropop var udmærket.

18.11, Snab: Får første glimt af ansigtet på den ene guitarist i glimrende The Woken Trees. Langhåret, ja. Shoegazer? Tjah. Alt muligt rock i en skøn blanding. Ret mørkt, ret tungt, ret godt. Nå ja, en Dixie Burger blev det også til.

18.54, Snab: Pigefodbold ftw! I balkjoler og alt muligt andet spas. Og de går til den. Overvejer, om vi var de første til at købe tre enkeltpilsnere i stedet for en ramme i den velassorterede øl- og sprutbod på Camping West.

Reddet!
Reddet!

19.21, Snab: Den ene mere absurde kommentar efter den anden fra stangstive Nordic Music Prize-nominerede Pää Kii, der spiller old school punket rock’n’roll. Noget om Hitler, en finsk bøssepræsident, HIV, Enola Gay, ’no hope for the kids’, ’war of destruction’. Svært underholdende. Ralf kalder den ene for den latinske Peter Peter. Det grinede vi meget af. En anden ligner Brian Mørk. Er de altid så stive, spørger jeg en finsk pige foran os. ’Ja, selvfølgelig. De er jo finske,’ svarer hun undrende, nærmest rystet.

19.24, Snab: En overarm i undertrøje kaster en øldåse på scenen. Vagterne er der straks på udkig efter idioten. Ellers er de meget usynlige. Det kan jeg egentlig godt lide.

19.34, Snab: Er der nogen, der kan forstå, hvad han siger, spørger det ene medlem af Pää Kii efter mere rablen fra den latinske Peter Peter. Nå ja, Pää Kii betyder hold kæft.

Finsk fest. Ja, de var stive.
Finsk fest. Ja, de var stive.

20.29, Snab: Tror, Ukendt Kunstner har rundet 100 gange ’fuck’ eller ’fucking’. Svært begrænset ordforråd fra en rapper. Men der er godt nok mange mennesker på skate-scenen. ’Neonlys’ var god, det var ’København’ ikke.

20.44, Snab: En smuk pige går ind på et toilet på Camping West. En flok fyre med ølbong applauderer, går hen til døren og synger hoppende ’kan hun skide nu?’.

21.01, Snab: Nøj, hvor er der bare dømt hærg på campingområderne. Masser af god stil, men også et svineri uden lige og lidt for meget gøgl. Og baren med cirkus-dance og dans på baren er ikke opmuntrende.

Et meget normalt syn på campingområderne.
Et meget normalt syn på campingområderne.

21.24, Snab: Caught in a trap. Nøj, hvor er Elliphant ikke særlig spændende. Enerverende.

22.02, Snab: Baby In Vain lyder som om, de spiller på baggearet alene. Et nummer og af scenen igen. Dårlig information, men en undskyldning for tekniske problemer kommer langt om længe, og Baby In Vain går på igen 22.15.

22.43, Snab: Fin stenerrock fra teenagepigerne. Men igen ølkast på scenen. Hvad sker der??

 

Campinggæsterne er søde, sjove, opfindsomme og imødekommende. Der kan også gå Sunny Beach i den på nogle barer på Camping West.
Campinggæsterne er søde, sjove, opfindsomme og imødekommende. Der kan også gå Sunny Beach i den på nogle barer på Camping West.

 

Mange mennesker til Ukendt Kunstner på skate-scenen.
Mange mennesker til Ukendt Kunstner på skate-scenen.

 

Pää Kii med de finske udgaver af Brian Mørk og Peter Peter (th.)
Pää Kii med de finske udgaver af Brian Mørk og Peter Peter (th.)

 

 

 

About the author

Skriv et svar