#RF13 Roskilde faves 10: Største scenepersonlighed

There ain’t no way around it: Roskilde Festival nærmer sig, og jo tættere den kommer på, jo højere begynder oplevelserne fra alle de tidligere år at skratte bagerst i reptilhjernen. Vi har besluttet at give efter for larmen, og ikke alene det: Vi har også tænkt os at delagtiggøre jer andre i den. Fordi vi kan.
I dagene op til festivalen begynder rigtigt, giver bloggerpanelet dig ti bud på store, skøre eller afskyelige festivaloplevelser, sorteret efter kategori. Vi begynder med den scenepersonlighed, der har gjort størst indtryk på os gennem årene. Bon appetit!

Peter Elsnab
Prince, Orange Scene, søndag, 2010
Hvor er det dog fantastisk med musik, at man stadig, efter tusindvis af koncerter, kan blive ramt, så hårene rejser sig på solbrændte underarme, så kuldegysningerne får en til at ryste afværgende med skuldrene, så tårer danner sig i kynisk trodsige øjenkroge. Selvom man er blevet blæst omkuld ‘upspytclose’ af Nick Cave, selvom James Hetfield har overmandet med sin rå power, selvom Erykah Badu har fået en til at måbe, og Neil Young har overbevist med sin pågående tavshed. Men alt det kunne Prince. Lillaprinsen i egen store klejnhed. Ikke en triple threat, som skuespillere taler om, når man både kan skuespille, synge og danse, men en quadruple threat. For manden kan jo ligesom alt det der gøgl og så lige spille (bl.a.) en guitar som meget få. Alt sammen leveret denne søndag aften med den største overlegenhed og selvfølgelighed, så legende let og elegant. Det var bare et af de øjeblikke, hvor musikkens storhed føltes meget virkelig og samtidig fuldstændig uvirkeligt magisk. For jeg var jo ikke den eneste, der følte det. Når man kan se, at andre folk omkring én på en fyldt plads foran Orange Scene har det på samme måde og kan samles om det ene store nummer efter det andet, ja så forstærkes følelserne blot. Der manglede kun, at han også havde beordret Vejret til at regne på den lillaoplyste plads under ‘Purple Rain’.

Niels Fez Pedersen
Prince, Orange Scene, 2010
Stjerne er et slidt ord, der kastes dovent i nakken på deltagere i reality-tv og tvivlsomme fodboldspillere, der engang lavede mål. Men man er ikke i tvivl, når man ser en rigtig stjerne.
Prince-koncerten i 2010 var en opvisning i showmandskab, bandkontrol og en overraskende tæt publikumskontakt. Storskærmene gjorde det muligt at følge Princes mimik, og han kunne med et vip med øjenbrynet skabe hvin og rykke bandet i en ny retning.
Jeg har før set Prince være fjern og uden interesse for andet end at jamme, men her rejste han sig, og efter showet var jeg lige så opkørt af musikalsk passion, som første gang jeg så ham – i Valbyhallen i 1986 med The Revolution i ryggen. Han tog rollen som stjerne og topnavn på sig og viste, hvordan den slags situationer skal takles.

Søren McGuire
Axl Rose, Orange Scene, 2006
Nu bliver jeg stensikkert klynget op i klunkerne af rock-intelligensiaen, men jeg kan altså ikke få Axl Rose på Orange i 2006 ud af hovedet. Koncerten var i sig selv en blændende oplevelse, da den var fuldstændigt uden for nummer, men det vildeste var altså denne her kornfede barndomshelt med corn-rows (eller som Rufus Wainwright sagde kort efter nede på Arena: ”it looked like a concentration camp for hair”), der vist skulle ud og trække ilt mellem hver sang. Koncerten står stadig som en af de største i mit liv, ikke mindst på grund af de myter, der omgiver den. Blandt andet forlyder det, at alle medarbejderne bag Orange skulle stå med ryggen til, da Axl ankom. Det er sikkert bare rygter. Men på den anden side….

Rune Skyum-Nielsen
Jarvis Cocker i 1996, Grøn Scene
Pulps forsanger i sin storhedstid – skulle vel dårligt løfte lillefingeren på sit løse højre håndled for at få et helt telt til at hvine. Ren positur-minimalisme. Krukket og lunt på én og samme tid.

Anders K. Sørensen
En stor scenepersonlighed er i min bog en musiker, der rammer publikum lige mellem øjnene med sit nærvær, sin energi og intensitet – og dem har der været nogle stykker af på Roskildes scener gennem årene. Iggy Pop har hver gang været selve inkarnationen af rock’n’roll – sejere end læder og mere energisk end beriget uran. Beth Gibbons fra Portishead brænder på en helt anden måde igennem, som et sitrende sort hul af melankolsk urkraft. Og Femi Kuti og hans hold har ligeledes hver eneste gang overvældet publikum i teltet med sprudlende spilleglæde og feststemning. Mere situationsbestemt var Billy Idols overraskende ægte performance, da han trodsede en ægte Roskilde-monsun på Orange scene i sjaskvåde 1991. Beck spillede omvendt næsten ene mand solen frem med en flot, folky præstation en mindeværdig søndag eftermiddag i 1997 (et andet notorisk regnvejrsår). Eddie Vedder kom meget bogstaveligt ud over scenekanten, da han i 1992 var i klammeri med en sikkerhedsvagt. Og endelig har Håkan Hellstrøm ved adskillige lejligheder charmeret bukserne af publikum – ikke mindst ved den forrygende 2005-koncert på Arena. Bed mig ikke om at pege på én vinder.

Nikolaj Steen Møller
Brett Anderson og Suede, 1999
Der er dem, der lige kommer ud og stråler et par timer på en festival … og så er der dem, der nærmest forfølger én rundt på pladsen hvor end man går, og præger hele weekenden bare ved at man ved, de er der.
I et enkelt tilfælde blev man dog reelt ledsaget rundt på pladsen af stjernerne, nemlig i 1999. Set i bakspejlet var Suede allerede i meget kraftig tilbagegang, men selv om deres Head Music var et ufokuseret, svagt redigeret og alt for langt album, var det rigeligt godt nok til at vores flok udmærket vidste, at de første tre store røde krydser i den uddelte spilleplan skulle sættes ved de hele tre koncerter, der var med Suede i løbet af weekenden. Hvad man skal forstå er nemlig, at blev man ramt hårdt nok af Brett Andersons undergangsromantik i de dage, var det noget der blev siddende.
Og han var en fantastisk vært. Tidligt fredag aften på Grøn Scene var han – her i året inden Pearl Jam og pit-barrierer – dirigent for den mest almægtigt opkørte pøbel oppe foran. Sætlisten viser sig at have haft sine stille stunder, men sådan føles det ikke i hukommelsen. Der står det som én lang adrenalinudladning, ikke mindst da de tordnede gennem Sex Pistols’ ’Bodies’ og deres egen fantastiske ’New Generation’.
På Orange Scene aftenen efter fik han voksne mænd arm i arm til at snøfte vemodigt til ’The Asphalt World’ og ’The Wild Ones’ – det var jo hele ens tidlige ungdom, det handlede om. Og så dukkede Suede op igen på den som altid varme søndag eftermiddag på den lillebitte og overfyldte gule scene, der vist aldrig var gul, spillede b-sider og albumfavoritter, og satte til sidst et lykkehjul op, der endda endte på ’Saturday Night’ som ekstranummer – den festivals nationalhymne for vores flok.
Når jeg ser tilbage, danner Suedes weekend meget tydeligt slutningen af den æra. Halvfemserne endte, og det samme gjorde storhedstiden for en af de sidste helte, i hvert fald for denne gang. Og i 2000 stod det på job i stedet for studie, og Roskilde var regn, sorg, og starten på en lang tid hvor jeg ikke rigtig gad det mere. Men i det lange øjeblik var ungdommen var uendelig, og Brett Anderson en helt og en personlighed af de helt store. Og det her var ubetinget hans festival.

Janus Køster-Rasmussen
Keziah Jones, Blå Scene, 1993
Må jeg tweake kategorien og kalde den bedste frontman? Eller måske ikke bedste, men mest intense? Så falder valget på Keziah Jones tilbage i 1993 på den lille Blå Scene oppe på bakketoppen. Jeg havde dyrket hans stramme hippiefunk (‘Rhythm is Love’, anyone? ‘Walking Naked Thru A Bluebell Field’?) inden og kom – som nærmest den eneste – en halv time inden koncerten, hvorfor jeg for første og vistnok eneste gang oplevede en Roskilde-koncert fra allerforreste række. Senere kom en rasende flipperpige til, en halv meter lavere end mig, og insisterede på at få min plads. Men på trods af hendes udfordringer på højdeområdet nægtede jeg alligevel at give hende 1. parket. Hun var jo tydeligvis ikke fan.
Koncerten står for mig som lidt af en tåge. Men ud af den tåge træder et tydeligt minde om Keziah Jones selv. Den 20-årige mig havde aldrig set noget lignende. En kulsort mand i bar mave, med en krop som en græsk gud og en form for hat på sned. Der i hver sang angreb mikrofonen som en frådende kamphund, holdt i en stram guitarrem (nogle sange spillede han på en guitar kun påsat to strenge, det lød som en million og jeg var ved at dø af forundring). Mellem sangene vandrede han hvileløst frem og tilbage på scenen, som en panter i bur, for nu at blive i dyreriget, med flakkende øjne, pumpende skuldre og pulsende lunger, i en form for opladning til næste attack. Det var decideret hypnotiserende at se på.
Bagefter sagde en eller anden, at ham Keziah Jones da var helt sendt afsted på stoffer. Måske, men det tænkte jeg overhovedet ikke på under koncerten, for han leverede hver eneste sang på nøjagtigt koordinat, som en perfekt indstillet præcisionsbombe. Jeg har aldrig hørt hans musik siden, men den fredag aften i 1993 (jeg kan simpelthen huske det var fredag, behøver ikke engang at tjekke det), står prentet ind i min festivalhukommelse for altid.

Danni Travn
Bruce Springsteen, Orange, 2012
Dumper man den her feature, hvis man ikke skriver ’Bruce Springsteen’? Under alle omstændigheder er det det rigtige svar. Prince var i komplet kontrol på Orange Scene, og Nick Cave er i flere gange gået direkte i flæsket på publikum med et gnistrende ønske om, at de med fandens vold og magt skulle mærke musikken. Men ingen formår på samme tid at være helt i øjenhøjde med sit publikum og fuldstændig hævet over alle – fuldstændig som når troende finder tosomhed med en gud velvidende, at guden er større end de nogensinde bliver. Nøglen til Springsteens evner ligger et sted mellem den jordbundne facon, hvorpå han knoklende går til stålet, og de egentlig ret enkle sanges viljefaste stræben efter at være noget mere, noget vigtigere end bare endnu en rocksang.

Jesper Nykjær Knudsen
Warren Ellis (Grinderman), Orange Scene, fredag, 2008
Det var slet ikke ham, der stod på scenens midte. Oven i købet havde han en af rockhistoriens mest karismatiske personer stående lige til højre for sig. Og alligevel var det ham, der stjal billedet den aften. I hvert fald for mig.
Warren Ellis har i mange år været blandt Nick Caves håndgangne mænd, både i The Bad Seeds og i sideprojektet Grinderman. Og det var sidstnævnte, der indtog Orange Scene fredag aften i 2009 med et show, der ville have fået Kristina Djarling til at folde hænderne foran sig i sikker forvisning om, at syndefaldet nu endegyldigt var kommet.
Mens Nick Cave ledte sit kobbel af helvedeshunde igennem “No Pussy Blues” og de øvrige testosteronkogende rock’n’roll-sange, kunne jeg ikke få øjnene fra Ellis, der lignede en vildmand fra urtiden som han stod dér med sine bare fødder og det lange fuldskæg blafrende i aftenvinden. Når han altså ikke rodede rundt nede på scenegulvet og fik de mærkværdigste lyde ud af sine guitarer og pedaler – betjent med både hænder og fødder i et akrobatisk kaos.
Det var dybt fascinerende at se denne personificerede vildskab. En mand fuldstændig i ét med det musikalske galmandsværk, han var en del af. Og som vi andre fik lov at træde ind i uden at brænde os på de glødende kul, der syntes bredt ud under vores fødder.

Læs med i morgen, hvor vi hver især kårer vores største Roskilde-opdagelse!