#RF13 Roskilde faves 9 – Største opdagelse

Vi tæller ned til årets Roskilde Festival, og det gør vi på tværs af år, genrer og scener: Denne gang kårer vi hver især vores største Roskilde-opdagelse gennem årene. Enjoy.

Peter Elsnab
Isaac Hayes, Grøn Scene, søndag, 1997
Det var ren wellness på noder. Efter fire dage med regn, kulde og mudderbad var det som massage, spabad, hovedbundsmassage, kropsterapi og healing på samme tid. Det var nyt job og styr på økonomien. Det var sejrsmål i den afgørende kamp. Det var fredssamtalen med kæresten – den, hvor vi virkelig forstår hinanden.
Det var ikke, fordi jeg ikke var bekendt med Isaac Hayes, men jeg KENDTE ham åbenbart ikke – ham og Movement-orkestret, der hældte stryger-arrangementer af det tykkeste massageolie ud over hårdt prøvede festivalgæster og proppede solskinssoul af nypressede appelsiner lige lukt ned i kæften på metal- og indiehelvedet. Tidligere havde man ikke nødvendigvis hørt om, læst om og YouTubet alle optrædende på forhånd, så i dag er det stort set kun metal- og worldnavne, der giver mig små åbenbaringer som f.eks. DevilDriver i fjor. Men de bliver sjældent siddende på samme måde, som Isaac Hayes gjorde det efter 1997. Han åbnede sgu en port ind til soulmusikken, som allerhøjest havde stået på klem mellem indie-, rock-, rap- og elektroniske gadedøre. I dag bringer Isaac Hayes altid et smil frem, ikke mindst på grund af koncerten i ’97. Og mange tak for det. Livet blev meget rigere på den ene times velvære.

Niels Fez Pedersen
Andreas Vollenweider, Rytmescenen, 1983
Jeg var træt efter min første Roskilde Festival. Jeg havde brækket mig under Sneakers-koncerten, var blevet væk (det var før mobilernes tid), og selv om vejret var skønt, havde jeg oplevet den bidende kulde, som kan ramme festivalen om natten.
Men da vi sad i græsset i Rytmeteltet, og Andreas Vollenweider begyndte at spille på elektrisk harpe, åbnede verden sig igen. Kan man å noget ud af den slags krystalhealersovs, selv om man var kommet for at høre Echo & The Bunnymen, Simple Minds og Siouxie & The Banshees? Det kunne jeg, og da det faktisk var lykkedes mig at misse de tre topnavne, var jeg stærkt modtagelig for anderledes impulser.
Vi hørte meget Andreas Vollenweider i året efter festivalen. Musikken kom til at hænge sammen med det dovne fællesskab i solen, pot og udfordringerne i 3.g.
Harpeklangene gjorde mig hverken til healer, massør eller bærer af ravkæder, og det er kun hårdt presset, jeg siden har kunnet holde ud af høre Vollenweider, men lige den eftermiddag var han en åbenbaring.

Søren McGuire
Tinariwen, Arena, 2010
Jeg tror, det var fredag eller lørdag eftermiddag, og selv om jeg godt kendte bandet i forvejen – Uncut brugte dengang enhver given lejlighed til at kalde dem det bedste band nogensinde – gav deres ørkenblues først for alvor mening, da jeg lå i græsset uden for det ellers kun halvfyldte telt og småsov. Det gik direkte i min småslumrende underbevidsthed.

Rune Skyum-Nielsen
Oasis, Grøn Scene i 1995
Med ’Definitely Maybe’ på setlisten, noget stærkere end alka seltzer i blodet og verden for Liam Gallaghers fødder. De drenge ville æde livet, lige så meget som Kurt Cobain fortæredes af det få år forinden. Jeg forlod teltet dybt forelsket og med voksende appetit.

Anders K. Sørensen
Japandroids, 2010
Utallige er de gange, hvor jeg er stødt på et for mig indtil da ukendt navn på en eller anden mindre scene et sted i Udkants-Roskilde. Ikke sjældent har der været tale om et såkaldt world- eller verdensmusik-navn, jeg aldrig har hørt om – eller et festorkester bevæbnet med pladespillere. Lige så ofte er den berusende oplevelse gået tabt for eftertiden i den balstyriske natterus, der fulgte efter den overraskende euforiserende musikoplevelse. Måske derfor ligger den bedste ”opdagelses”-koncert, jeg pt. kan komme på, kun tre år tilbage i tiden. Det var en fredag nat i 2010 i et af festivalpladsens kollektive tissehjørner, hvor den canadiske punkrock-duo Japandroids spillede tæt, charmerende og beskidt collegerock, mens de crackede jokes og skrålede igennem med blødende stemmebånd. Senere er de blevet et stort navn i rockkredse, og deres seneste album, ’Celebration Rock’, lå ved årskiftet meget højt på årslisterne i de største musikmedier.

Nikolaj Steen Møller
Simple Minds, Orange Scene, 1991
Største opdagelse? Umiddelbart ser det ud til, at det burde handle om en positiv opdagelse. Og … det var det måske også. Men min mest håndfaste opdagelse, da jeg så Simple Minds på min første festival i 1991, var at mine gamle favoritter var totalt udtjente ringvrag. Store, tomme, buldrende tønder.
Det kunne måske have sagt sig selv her alle disse mange år senere, hvor de efterhånden har sagt undskyld stribevis af gange for deres stadionrockfase, og er gået tilbage til at spille deres første fem albums. Der i øvrigt er prægtige. Men dengang holdt jeg virkelig af den gruppe. Og jeg var endda for ung til at have fået de nævnte fem plader, der endte med New Gold Dream, med, da de udkom.
Jeg var i stedet begyndt at lytte til dem ved ’Waterfront’, hvor bombasten allerede var enorm. Og selvfølgelig ’Don’t You Forget About Me’, hvor deres ”LALALALA!!”-fase begyndte for alvor. Jeg så min første rigtige koncert med dem i Valbyhallen, hvor det jeg bedst husker er hvor skinger hende deres dame på kor var. Og jeg så dem spille ’Belfast Child’ og ’Mandela Day’ på Gentofte Stadion, sange man nu ved er totalt hø, men som føltes engagerede og politisk bevidste, og derved på en eller anden måde helt vildt gode.

Og alligevel skulle det vare til den torsdag aften, endnu inden regnen lavede hele Roskilde 1991 om til Flandern 1917, før det dæmrede at det var på høje tid at komme videre fra det her. Og med ’det her’ menes firserne. Næste aften, mens regnen tog til, var hovednavnene Billy Idol og The Sisters of Mercy, og begge er og var meget underholdende minder fra det årti – men så heller ikke mere end det i dag.
Hvor min 20-årige hjerne blev sprængt var i stedet om lørdagen, da 808 State, The Orb og William Orbit-projektet Bass-O-Matic spillede i rækkefølge i danseghettoen Club Roskilde. Dér var det, at fremtiden, som man allerede kendte fra festerne hjemme i hovedstaden, også var begyndt på festivalen, og den bare lød og føltes hundrede gange mere spændende end godset fra fortiden. Og det var måske reelt den største opdagelse.

Janus Køster-Rasmussen
Electric Boys, 1993, Grøn Scene
Min største opdagelse er i virkeligheden Radiohead, som jeg kun kendte fra ‘Creep’ inden 1997. Det var det band, jeg fik størst glæde af sidenhen, og hvis ‘Pyramid Song’ eller ‘Exit Music (For A Film)’ stadig kan få min sparsomme kropsbehåring til at gøre mærkelige ting. Men jeg spekulerer på, om det ikke er mere i Roskilde Festivals natur at gøre sig sådan nogle små mikro-opdagelser, som måske kun har stamina til at overleve nogle uger, dage eller måske endda timer?
Anyway, så er min største mikro-opdagelse et svensk pikrock-band ved navn Electric Boys. Jeg aner seriøst ikke hvorfor vi gik ned på Grøn den lørdag aften – måske fordi vi havde fået festivaloplevelseshungeren stillet med Keziah Jones og Disposable Heroes of Hiphoprisy aftenen forinden. Jeg kan heller ikke huske hvad vi havde indtaget den aften, men noget må vi have inhaleret, for de to første sange med de mulletbehængte svenske guitarslingers står stadig for mig som en pølsende V8-motor af groovy vellyd, lidt som Whitesnake hvis de havde været cool. Eller ‘Immigrant Song’, der møder 90’ernes John Lee Hooker – ja, bed mig ikke om at forklare det nærmere.
Faktum er at de to numre var nok – hele post-gymnasieslænget forlod teltet råbende, skrigende og skubbende til hinanden, skummende og pumpende af nyfunden juvenil, maskulin energi. Lasse fra U-klassen skreg “Electric Boys på Festivalen igen næste år!” og Casper fra Y’s måde at komme af med sin kådhed var at sparke et jumbo-plastikbæger med makrelsalat ud over nogle stakkels svenske pigers telt. Jeg har aldrig – ikke så vidt jeg ved, i hvert fald – hørt en sang med Electric Boys siden, men lige i de to timer efter kl. 21.30 lørdag aften i 1993 var vores benzin hverken pot, alkohol eller håbet om dameselskab. Det var Electric Boys.

Danni Travn
Kaizers Orchestra, Gul Scene, 2001
Heldigvis har min musikinteresses brændstof aldrig været lysten til at opdage nogen først. Dertil er jeg en for langsom starter. Og jeg har måttet komme til den erkendelse, at mine største opdagelser fra Roskilde Festival altid er kommet via dønningerne fra koncerter, jeg slet ikke har været til.
Det var rygtet om koncerten i 2002, som fik en flok venner og mig til at presse os ind i en lillebitte bil og fræse fra Odense til Fredericia i august samme år for at se det her nye norske fænomen, Kaizers Orchestra. I et kondensdryppende Det Bruunske Pakhus med plads til blot et par hundrede mennesker bekræftede nordmændene rygtet: Her var et særligt kludetæppe af fortællelyst, dramaturgisk forståelse og kløgtige genrebrud, man ikke fandt i så morsom form andre steder.

Det var min vens opspærrede, begejstrede øjne efter Thåström i 2006 – mens jeg dasede til Silver Jews foran Odeon – som endelig trak mig ind i folden hos den svenske mørkemand. Og det var mediebyhypen efter Santogolds (Det var før o’et blev justeret til et i) koncert i 2008, som bragte hendes spraglede debutalbum ind på min iPod, hvor det siden har ligget i høj rotation. Man cykler skidegodt til ’Santogold’, skulle jeg hilse og sige. Nuvel, på bundlinjen har den største opdagelse været Kaizers Orchestra. Selv om jeg trak mig mæt ud af deres univers efter et par albums og en håndfuld koncerter, var de en væsentlig del af mine tidlige 20’eres soundtrack.

Jesper Nykjær Knudsen
Med fare for at lyde som festivalens forlængede PR-arm, så er min største opdagelse på Roskilde Festivalen ganske enkelt – Roskilde Festivalen. Selve det at træde ind på festivalområdet for allerførste gang. For mit vedkommende skete det i 1992, og det var vitterligt som at få taget en mødom.
Den første gang, jeg oplevede mylderet, musikken og mangfoldigheden. Dette forunderlige parallelsamfund, hvor folk synes at være lidt sødere, lidt vildere og lidt mere åbne end resten af året. Teltlejrenes kulørte kaos af fest, frihed og fjollet tøj. Myriaden af subkulturer, jeg aldrig så i gågaden i Slagelse – fra tyske goths i Danzig-t-shirts til perleraslende øko-piger i indianer-ponchoer. En verden som var lidt større, lidt særere, lidt sjovere end den, jeg kendte. Det er ret fantastisk. Og en oplevelse, man desværre kun kan få én gang.

I morgen eller deromkring kårer vi vores mest eksotiske oplevelse gennem årene. Læs med!
Eller læs det tidligere afsnit i føljetonen, om den største scenepersonlighed, vi hver især har oplevet på Roskilde.